KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
I 1600-tallet i opstod der forskellige grupper, som var meget hengivne over for Den hellige Familie, Jesus, Maria og Josef. I slutningen af 1800-tallet oplevede man en krise i familielivet og moralen; ægteskabslovene begyndte at blive ændret, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at skilsmisser blev indført i lovgivningen.
I Den Katolske Kirke forudgås de største liturgiske fester, jul og påske, af en tid til forberedelse til disse fester. Før jul har vi adventstiden, og før påske ligger fastetiden. Efter festen for Herrens fødsel (jul), og efter festen for hans opstandelse fra de døde (påske), er der også særlige liturgiske tider, nemlig juletiden og påsketiden, hvor fejringen af de store fester forlænges og indholdet af dem uddybes.
Om Jesus virkelig blev født den 25. december, kan vi ikke vide, for hverken Bibelen eller andre kilder nævner nogen dato. Siden koncilet i Nikæa i år 325 er datoen 25. december blevet fastsat i den romerske kalender som festdagen for vor Herres Jesu Kristi fødsel, men der findes tidligere spor både hos pave Telesphorus omkring år 130 og hos Tertullian omkring år 200 af at man har fejret Jesu fødselsfest den 25. december.
Fejres sidste søndag i kirkeåret. Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid.
Når kirkeåret afsluttes med at fejre Kristi kongeværdighed, understreger det, at Kristus, vor konge, og hans rige er målet for vores liv på jorden. Efter festen for Jesus Kristus, Universets Konge, begynder et nyt kirkeår med adventstiden og forventningen om Jesu fødsel som menneske.
Højtiden for Det Hellige Kors Ophøjelse fejrer indvielsen af Anastasia – Opstandelseskirken, eller Gravkirken i Jerusalem, som gemmer på et korsrelikvie, der er menes at være stykker eller fragmenter af det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Dagen er blevet fejret siden 300-tallet, og det er en af de vigtigste højtider i kirkeåret, ved siden af påske og pinse.
Sammen med dåben i Jordanfloden, hans opstandelse og himmelfart er forklarelsen på bjerget højdepunkter i Jesu offentlige liv. De tre synoptiske evangelier beskriver alle, at Jesus tog disciplene Peter, Jakob og hans bror Johannes med sig op på et højt bjerg, som ifølge traditionen er Taborbjerget (Matt 17,1-13; Mark 9,2-13; Luk 9,28-36). De var alene på bjerget, da Jesus pludselig ”blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset” (Matt 17,2). Disciplene så også, hvordan Moses og Elias kom til syne og talte med Jesus. De vidste sikkert slet ikke, hvad de skulle sige og gøre, for de foreslog at bygge tre hytter til Jesus, Moses og Elias, men i det samme lød der en røst fra en sky: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” (Matt 17,5).
Kristi himmelfart fejres 40 dage efter påske. I Bibelen er Kristi himmelfart skildret i evangelierne hos Mattæus (28,16-20), Markus (16,19-20) og Lukas (24,46-53), ligesom Lukas i Apostlenes Gerninger (1,3-11) beskriver, at Jesus efter sin død og sin opstandelse viste sig ved flere lejligheder for de elleve disciple, underviste dem og forberedte dem på, at han snart ikke længere ville være hos dem, men ville drage til sin Fader i himlen.
Guds barmhjertigheds søndag fejres 2. søndag i påsken, dvs. søndagen efter påskedag, den sidste dag i påskeoktaven (de otte dage efter påske). Denne dag fejres en vigtig egenskab ved Gud: Hans barmhjertighed.
Festen har sin oprindelse i Jesu budskaber til den hellige søster Faustina Kowalska (1905-38), som hun nedskrev i sin dagbog.
Påskedags messe er indledningen til den 50 dage lange påsketid, der er som én lang festtid i jubel over Herrens opstandelse – der bl.a. kommer til udtryk ved det gentagne ”alleluia”. Påsketiden slutter pinsedag.
Påskedag fejres, at Kristus, efter sin død igen opstod fra de døde efter tre dage. Påsken er den ældste kristne fest, og har været det liturgiske centrum og højdepunktet i det liturgiske år lige siden det 2. århundrede.
En vigilie er den forberedelse, der holdes dagen eller aftenen i forvejen før en stor liturgisk fest. Egentlig betyder det latinske vigilia at våge om natten. Før jule- påske- og pinsefesten holder Kirken vigilier med egne liturgier.
Lørdag i den stille uge, også kaldet påskelørdag, er Kirkens sørgedag, fordi Jesus ligger i sin grav. Det er en stille dag uden liturgiske fejringer, og kirkens klokker ringer ikke. Alteret står udækket i kirken, og tabernaklet står tomt med åbne døre. Dette er den eneste dag i året, man ikke kan modtage den hellige kommunion, medmindre man er døende.
Langfredag mindes vi Jesu lidelse og død på korset. Gennem fastetiden har der som forberedelse til denne dag været afholdt korsvejsandagter, der gennem 14 ”stationer” fører os gennem Jesu lidelse og død fra hans dødsangst i Getsemane have og til han lægges i graven.
Først og fremmest er skærtorsdag kendt som højtidsdagen til minde om Jesu indstiftelse af den hellige eukaristi. Det fejres i en messe skærtorsdag aften, ligesom Jesus indstiftede eukaristien torsdag aften. Men i Den Katolske Kirke er skærtorsdag også en festdag for, at Jesus indstiftede ordinationens sakramente. Dette, og indvielsen af de hellige olier, fejres ved en messe skærtorsdag morgen.
Disse dage er koncentreret om forberedelsen til påskens store helligdage med læsninger fra profeten Esajas om Herrens lidende tjener, og evangeliern9es fortællinger om Jesu sidste dage, med salvningen i Betania, rensningen af templet, jøderne, der planlægger at slå Jesus ihjel og Judas, som forbereder sit forræderi.
Den sidste søndag i fastetiden er palmesøndag, der samtidig indleder den stille uge med fejringen af Jesu indtog i Jerusalem. Alle fire evangelier fortæller om, at Jesus kom ridende på et æsels føl og blev modtaget af folket som en konge (Matt 21,1-9; Mark 11,1-11; Luk 19,28-40; Joh 12,12-19). Hermed begyndte de begivenheder at finde sted, som Jesus selv havde forudsagt om sin lidelse og død. Af samme grund er den liturgiske farve rød, martyriets farve.
”Den stille uge” er betegnelsen for den sidste uge inden festen for Herrens opstandelse, påskefesten. Den begynder palmesøndag, og omfatter de tre dage, som også kaldes påskens triduum, nemlig skærtorsdag, langfredag og påskelørdag, hvor vi fejrer Kristi lidelse. Den stille uge er sammen med festen for Herrens opstandelse hele kirkeårets liturgiske centrum og indeholder det teologiske og liturgiske grundlag for, hvordan vi i dag fejrer den hellige messe.
Fastetiden er en fyrre dage lang forberedelsestid til at fejre Herrens opstandelsesfest, påsken. Fastetiden omfatter fem søndage. At det er en bods- og alvorstid markeres ved, at den liturgiske farve er violet, og i fejringen af den hellige messe bortfalder Gloria (Ære være Gud i det høje) og Halleluja, ligesom udsmykningen med blomster bliver meget sparsom, og orgelet kun spiller som ledsagelse til sang.
Festen for Herrens fremstilling i templet ligger 40 dage efter Herrens fødsel og kendes også i det folkelige sprog som Kyndelmisse, der betyder ”lysmesse”. Tidligere blev denne fest kaldt ”Marias Renselse”. Alle disse tre navne har en tæt sammenhæng, men siden liturgireformen i 1969 benævnes festen Herrens fremstilling i templet.
Med festen for Jesu dåb afsluttes juletiden (se dette), hvor Jesus flere gange åbenbares som Guds Søn: først for hyrderne på marken julenat, derpå for de vise mænd fra Østerland og igen ved sin dåb.
På denne dag mindes vi, at Jesus ydmygt trådte frem for at lade sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døberen ligesom alle andre, selvom Jesus var uden synd og ikke behøvede dåben.
Det græske navn for festen ”Herrens åbenbarelse” er epifani, der kommer af det græske epiphaneia, som betyder ”åbenbaring, manifestation” og epiphanein, at ”blive synlig, træde frem”. I religiøs sammenhæng er der tale om en oplevelse, hvor Gud meddeler sig direkte til en person gennem et syn.
Jesu allerhelligste navn fejres ikke blot på denne mindedag for det; efter et dekret på det 2. koncil i Lyon blev det påbudt at bøje hovedet, når navnet Jesus nævnes i liturgien. Det gør vi stadig i hver eneste hellige messe, f.eks. når Jesus nævnes i ”Ære være Gud i det høje” og i trosbekendelsen.
Det nye kirkeår indledes med adventstiden, som strækker sig fra søndagen nærmest den 30 november, løber over de sidste fire søndage før jul og slutter natten til den 25. december, hvor vi fejrer Jesu fødsel. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår Kirken begyndte at fejre advent, men eftersom festen for Jesu fødsel først blev indført i slutningen af det 4. århundrede, kan adventstiden som forberedelse til den først være indført herefter.