Gud Fader, Søn og Helligånd

Disse dage er koncentreret om forberedelsen til påskens store helligdage med læsninger fra profeten Esajas om Herrens lidende tjener, og evangeliernes fortællinger om Jesu sidste dage, med salvningen i Betania, rensningen af templet, jøderne, der planlægger at slå Jesus ihjel og Judas, som forbereder sit forræderi.

Med festen for Jesu dåb afsluttes juletiden (se dette), hvor Jesus flere gange åbenbares som Guds Søn: først for hyrderne på marken julenat, derpå for de vise mænd fra Østerland og igen ved sin dåb.

Fejres sidste søndag i kirkeåret. Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid.

Når kirkeåret afsluttes med at fejre Kristi kongeværdighed, understreger det, at Kristus, vor konge, og hans rige er målet for vores liv på jorden. Efter festen for Jesus Kristus, Universets Konge, begynder et nyt kirkeår med adventstiden og forventningen om Jesu fødsel som menneske.

Kristi himmelfart fejres 40 dage efter påske. I Bibelen er Kristi himmelfart skildret i evangelierne hos Mattæus (28,16-20), Markus (16,19-20) og Lukas (24,46-53), ligesom Lukas i Apostlenes Gerninger (1,3-11) beskriver, at Jesus efter sin død og sin opstandelse viste sig ved flere lejligheder for de elleve disciple, underviste dem og forberedte dem på, at han snart ikke længere ville være hos dem, men ville drage til sin Fader i himlen.

Påskedags messe er indledningen til den 50 dage lange påsketid, der er som én lang festtid i jubel over Herrens opstandelse – der bl.a. kommer til udtryk ved det gentagne ”alleluia”. Påsketiden slutter pinsedag.

Påskedag fejres, at Kristus, efter sin død igen opstod fra de døde efter tre dage. Påsken er den ældste kristne fest, og har været det liturgiske centrum og højdepunktet i det liturgiske år lige siden det 2. århundrede.

En vigilie er den forberedelse, der holdes dagen eller aftenen i forvejen før en stor liturgisk fest. Egentlig betyder det latinske vigilia at våge om natten. Før jule- påske- og pinsefesten holder Kirken vigilier med egne liturgier.

Langfredag mindes vi Jesu lidelse og død på korset. Gennem fastetiden har der som forberedelse til denne dag været afholdt korsvejsandagter, der gennem 14 ”stationer” fører os gennem Jesu lidelse og død fra hans dødsangst i Getsemane have og til han lægges i graven.

Først og fremmest er skærtorsdag kendt som højtidsdagen til minde om Jesu indstiftelse af den hellige eukaristi. Det fejres i en messe skærtorsdag aften, ligesom Jesus indstiftede eukaristien torsdag aften. Men i Den Katolske Kirke er skærtorsdag også en festdag for, at Jesus indstiftede ordinationens sakramente. Dette, og indvielsen af de hellige olier, fejres ved en messe skærtorsdag morgen.

Den sidste søndag i fastetiden er palmesøndag, der samtidig indleder den stille uge med fejringen af Jesu indtog i Jerusalem. Alle fire evangelier fortæller om, at Jesus kom ridende på et æsels føl og blev modtaget af folket som en konge (Matt 21,1-9; Mark 11,1-11; Luk 19,28-40; Joh 12,12-19). Hermed begyndte de begivenheder at finde sted, som Jesus selv havde forudsagt om sin lidelse og død. Af samme grund er den liturgiske farve rød, martyriets farve.

”Den stille uge” er betegnelsen for den sidste uge inden festen for Herrens opstandelse, påskefesten. Den begynder palmesøndag, og omfatter de tre dage, som også kaldes påskens triduum, nemlig skærtorsdag, langfredag og påskelørdag, hvor vi fejrer Kristi lidelse. Den stille uge er sammen med festen for Herrens opstandelse hele kirkeårets liturgiske centrum og indeholder det teologiske og liturgiske grundlag for, hvordan vi i dag fejrer den hellige messe.

Fastetiden er en fyrre dage lang forberedelsestid til at fejre Herrens opstandelsesfest, påsken. Fastetiden omfatter fem søndage. At det er en bods- og alvorstid markeres ved, at den liturgiske farve er violet, og i fejringen af den hellige messe bortfalder Gloria (Ære være Gud i det høje) og Halleluja, ligesom udsmykningen med blomster bliver meget sparsom, og orgelet kun spiller som ledsagelse til sang.

Festen for Herrens fremstilling i templet ligger 40 dage efter Herrens fødsel og kendes også i det folkelige sprog som Kyndelmisse, der betyder ”lysmesse”. Tidligere blev denne fest kaldt ”Marias Renselse”. Alle disse tre navne har en tæt sammenhæng, men siden liturgireformen i 1969 benævnes festen Herrens fremstilling i templet.

Det græske navn for festen ”Herrens åbenbarelse” er epifani, der kommer af det græske epiphaneia, som betyder ”åbenbaring, manifestation” og epiphanein, at ”blive synlig, træde frem”. I religiøs sammenhæng er der tale om en oplevelse, hvor Gud meddeler sig direkte til en person gennem et syn.

Festen for Herrens åbenbarelse ligger i juletiden (se dette). Som navnet siger, blev det åbenbaret for vise mænd fra Østerland, at Jesus er Kristus, Guds Søn født som menneske. Det folkelige navn for denne højtid er ”Helligtrekonger”, og den kendes helt tilbage fra det 3. århundrede.

Det nye kirkeår indledes med adventstiden, som strækker sig fra søndagen nærmest den 30 november, løber over de sidste fire søndage før jul og slutter natten til den 25. december, hvor vi fejrer Jesu fødsel. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår Kirken begyndte at fejre advent, men eftersom festen for Jesu fødsel først blev indført i slutningen af det 4. århundrede, kan adventstiden som forberedelse til den først være indført herefter.