Fejres sidste søndag i kirkeåret. Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid.
Når kirkeåret afsluttes med at fejre Kristi kongeværdighed, understreger det, at Kristus, vor konge, og hans rige er målet for vores liv på jorden. Efter festen for Jesus Kristus, Universets Konge, begynder et nyt kirkeår med adventstiden og forventningen om Jesu fødsel som menneske.
Jesus fremtrådte ikke som konge i menneskers øjne, da han levede som menneske. Helt skjult var hans kongeværdighed, da han levede med sine forældre i Nazaret, til han blev 30 år. Først mod slutningen af sit offentlige liv, svarede han på Pilatus’ spørgsmål, om han var jødernes konge, at ”Mit rige er ikke af denne verden” og videre svarede han Pilatus: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18,36—37). I Mattæusevangeliets afslutning, efter sin opstandelse, siger Jesus: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (28,18).
Selv om Jesus ikke var konge i vores jordiske forstand, så er han det som Gud Søn. Kristi guddommelighed blev fastslået, da koncilet i Nikæa i 325 formulerede den trosbekendelse, vi stadig bekender os til i dag, at Kristus er ”Sand Gud af sand Gud. Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved ham er alting skabt.” Og, som Paulus skriver: ”Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden” (1 Kor15,25-26).
Festen for Kristus som universets konge er temmelig ny. Fra omkring 1880 opfordrede mennesker, der var bekymrede over den voksende sekularisering af stater rundt omkring i verden, paven til at indstifte denne fest. Det gjorde pave Pius XI i 1925, da han som afslutning på jubelåret 1925 og til minde om 1600-året for koncilet i Nikæa i 325, udsendte sin encyklica Quas Primas i december 1925. I den indførte han festen for Kristus som konge. Det skete kort efter afslutningen af 1. Verdenskrig og samtidig med fremvæksten af socialismens og kommunismens insisteren på ateisme, der fik mange mennesker til at vende sig bort fra Kristi og Kirkens autoritet. Festen blev fejret første gang i 1926. Festens placering på den sidste søndag i kirkeåret henviser samtidig på en fin måde til tidernes ende, da Kristus vender tilbage som universets konge, en genkomst som vi også fordyber os i gennem adventstiden.
