Af præst Lars Messerschmidt
Jeg har talt mere og mere om ’den nye pinse’ og om ’nyevangelisering’. Jeg har under henvisning til alt det, der foregår i samfundet, også i forbindelse med den såkaldte genåbning efter Koronaen, givet udtryk for, at kirken ikke bare kan tage fat, hvor vi slap, når det bliver muligt. Jeg ser hele denne samfundsmæssige og kirkelige krise som et tegn fra Gud, der ønsker at stoppe os: I er på vildspor. Vi skal finde tilbage til vore rødder.
Jeg har hidtil ikke ville antyde, hvor sporet går hen, men overladt det til Helligånden at vise os. Jeg har dog på forskellige vis fordybet mig i kirkens sande væsen. På denne baggrund vil jeg så foreligge en ny plan. Nøgleordet er ’huskirke’. Flere har oplevet en husmesse, som var et must, da kirkerne i bogstavelig forstand var lukkede under Koronaen (selv i påsken). Med andre ord, jeg tror mere og mere, at Helligånden nu viser os vejen. Det er denne vej, jeg nu så godt som muligt vil forklare.
I mine bibelske studier over kirkens væsen har jeg understreget, at kirken bygges op nedefra. ’Huskirke’ kan betragtes som et nøglebegreb i evangeliseringens perspektiv og i opbygning af Guds kirke. Evangelisering handler om at bygge kirken op. Her er de vigtigste elementer, vi skal arbejde med; men jeg indleder med nogle overordnede bibelske overvejelser, for at det teologiske grundlag kan være solidt.
Indledning
1. Det hele begyndte med, at Gud skabte familien som samfundets grundcelle: Mennesket er skabt i Guds billede. Gud er treenig: Fader og Søn i Helligåndens enhed (jfr. 1.Mos 1,26-28). Det er manden og kvinden, der tilsammen afspejler den treenige Gud. Således kunne pave Johannes Paul II bruge udtrykket ”kroppens teologi”. Videre står der i 1. Mos (2,24): ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød”. ’Ét kød’ betyder på hebraisk: én levende organisme. Mandens og kvindens forhold til hinanden i ægteskabet gør dem til en ny permanent organisme, det vi kalder en kernefamilie. Det er kun i ægteskabet, det er muligt: manden skal binde sig definitivt til kvinden. Familiemodellen blev mere eller mindre undermineret ved ursynden (jfr. 1. Mos 3). Hvis familierne som grundceller i samfundet ikke fungerer, som Gud har villet det, kan man ikke bygge et menneskeværdigt samfund op. Det er den egentlige forklaring på verdenssituationen, også i dag.
2. Det nye samfund, Jesus er kommet for at opbygge, skal derfor også bestå af familierne som grundceller, som nu skal helbredes. Dette familieperspektiv er grundlæggende, fordi det afspejler Guds eget væsen. Hvert nyt menneske, der bliver skabt, skal opleve at være frugten af fars og mors kærlighed til hinanden, som afspejler Guds væsen. Kimen til det sande menneskelige liv ligger i forældrenes kærlighed til hinanden. Familien er derfor det sande menneskelig samfunds grundcelle, men også kirkens grundcelle.
3. Ordet hus gengiver i mange sprog begrebet familie. Hus er ikke kun en materiel bygning, men det er en familie, der er bygget op. Derfor er det tankevækkende, at Bibelen karakteriserer selve skabelsen af kvinden med ordet ”bygge”: ”Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde” (2. Mos 2,22). Skriften taler her i billedsprog, men meningen er klar. Kun sammen med en kvinde kan en mand ”bygge” et ’hus’. Gennem hele Bibelen genfindes ordet hus i betydningen familie. Eksempel på betydningen af ordet hus:
4. Gud havde udvalgt Abraham for at begynde en ny slægt med ham; men der var et problem: Hans kone Sara var ufrugtbar. Abraham kunne altså ikke bygge et hus, familie og slægt. Men Gud lover ham, selvom de begge var gamle, at Sara nok skulle blive gravid og føde en søn. Det turde de ikke rigtig tro på. Men det skete (jfr. 1. Mos. 18 + 21). Om og om igen gentager historien sig i Bibelen, og Gud viser sig som den, der skaber liv, også hvor det ikke synes muligt, men det handler altid om at skabe en familie. Også Johannes Døber bliver undfanget på mirakuløs vis (Luk 1); men Jesu egen undfangelse er miraklet over alle mirakler: Jomfruen skal føde en søn ved Helligånden. En ny familie bliver til: Maria, Josef og Jesus danner nu en helt ny familie i Guds plan for at begynde forfra. Alle kommende kristne familier skal afspejle den hellige familie i Nazareth. Sådan udtrykte pave Paul VI det, da han valfartede til Nazareth som pilgrim.
5. Sammenfattende kan man sige, at kærnefamilien efter Guds skaberplan er det miljø, hvor et nyt menneske skal vokse op i for at blive et sundt menneske med alt, hvad det indebærer. Intet kan erstatte kærnefamilien. Derfor er kærnefamilien også kirkens grundlæggende miljø for videregivelse af troen og troslivet til børnene. Som pave Paul VI har sagt i sin skrivelse om Forkyndelsen, er forældrene deres børns første evangelister. Dette er baggrunden for pave Johannes Paul II’s begreb: Nyevangelisering: Det er en sørgelig kendsgerning, at netop de katolske familier ikke har været virkelig i stand til at evangelisere de nye generationer af kristne. Kirkens grundlæggende pastorale situation kan ikke belyses skarpere og mere sandt. Vi må se denne tragiske situation i øjnene.
Familines betydning som Kirkens grundlag
1. Matth. 18,20: ”hvor to eller tre er forsamlet om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Der skal kun to til for at danne kirkens grundcelle, huskirken. Først og fremmest en mand og kvinde. Det er denne celle Helligånden skal levendegøre, for at kirken kan vokse og blive frugtbar. Det er de to initiationssakramenter dåb og firmelse, der er det sakramentale grundlag for en huskirke, ikke mindst Helligåndens sakramente, firmelsen. Forudsætningen for, at ægteskabet er et sakramente, er, at begge parter er døbte med den kristne dåb. Hvis ikke grundcellerne er levende og frugtbare, dør kirken.
2. Ifølge det Nye Testamente (jeg citerer ikke her alle de relevante tekster) er den normale evangeliseringsprocedure, at det glade budskab går fra hus til hus. Familien er altså kirkens primære celle. Derfor er ægteskabet et sakramente. Mandens og kvindens forhold er gjort til en celle i kirken. Ægteskabets sakramente er kirkens DNA kode. Ægteskabets sakramente er det tredje sakramentale grundlag for huskirken (jfr. p.1).
3. Jesus selv går fra hus til hus i sin mission: Først installerer han sig i Kapernaum, formodentlig i Peters og Andreas’ hus. Men alt tyder på, at han også havde nær kontakt til Jakobs og Johannes’s familie i Kapernaum. Deres far Zebedæus nævnes direkte (Markus 1,16-20) og senere deres mor (Matth 20,20). Vi husker også Jesu besøg hos Martha og Maria (Luk 10,38-42). Hvis disse to personer er de samme som Lazarus’ søstre (Joh 11 og 12,1-11), får vi at vide, at Jesus havde et nært forhold til denne familie og opholdt sig sikkert også i deres hus i Betania, hvor de holder en stor fest for ham, inden han skal begynde sin lidelse. På vej til Jerusalem inviterer Jesus sig selv til at besøge Zakæus: ”I dag skal jeg være gæst i dit hus … I dag er der kommet frelse til dette hus” (Luk 19,5-9). Jesus fejrer også påskemåltidet og den sidste nadver i et bestemt hus i Jerusalem jfr. Luk 22, 7-13. Efter sin opstandelse ledsager han som en anonym person to disciple til Emmaus og bliver inviteret ind hos dem for at spise (og overnatte) (Luk 24,28-31).
4. Det gudviede liv, som det kendes i kirkens historie, er en variant af huskirken. Det sakramentale grundlag er igen dåb og firmelse, som får et nyt udtryk ved gudvielsen. For at evaluere det gudviede liv må man se det i dette perspektiv: som et alternativ til den kristne familie. Jeg bruger bevidst i dette sammenhæng ikke udtrykket ’ordensliv’ men ’gudviet liv’. Læg mærke til, at vi taler om ’ordenshuse’. Et ordenshus er en lokal ordensfamilie, hvor et begrænset antal gudviede personer lever sammen. Den hellige Therese af Avila mente, at der højst burde bo 12 søstre i samme hus. Dette fællesskab måtte ikke miste karakteren af en familie (omvendt hvis det kun bestod af et par personer, ville det ikke være åbent for nye medlemmer, men lukke sig omkring sig selv). Det gudviede liv supplerer åndeligt den sakramentale familie.
5. I vor tid er der opstået nye former for noget, man også kunne kalde huskirke, nemlig bedekredse. F.eks. i den karismatiske fornyelse samlede man sig til bedemøder, ofte hver uge. Disse møder afspejler det Paulus beskriver i 1. Kor. 12, hvor flere nådegaver var i funktion (deraf navnet ’karismatisk’). Pave Paul VI sagde i 1975, at den karismatiske fornyelse var kirkens chance. Da Jomfru Maria åbenbarede sig i Medjugorje 1981 opstod der bedegrupper. Det var især den unge mand, en af seerne, Ivan Dragicevic, der følte sig kaldet til at starte sådanne grupper, som nu er spredt over store dele af verden. Noget tilsvarende skete på baggrund af den ortodokse kvinde Vassulas åbenbaringer 1. Alle disse forskellige initiativer handler om at bede i fællesskab: Bøn, lovprisning og bibellæsning og meditation står i centrum. Når man undersøger disse åndelige bevægelser, der er opstået i vor tid (efter koncilet), må man spørge sig selv, om de netop ikke er udtryk for den nye pinse. Pave Johannes Paul II understregede om og om igen bønnens betydning også den fælles bøn. Er det ikke et billede på kirken i små grupper? De, der over længere tid har deltaget i bedegrupper, kan bevidne, at de betyder meget for deres vækst i troen.
6.0 Lad os derfor se på de bibelske forbilleder på huskirker / bedegrupper. Hvordan skal huskirken, kirkens grundcelle, fungere i praksis?
6.1 AG (2,42) giver os de elementer, som også skal findes i en eller anden form i en huskirke: ”De var alle vedholdende i apostlenes undervisning og i fællesskabet, i brødets brydelse og i bønnerne”.
6.2 Brødets brydelse og lovsangen fandt sted i husene (v. 46). Brødets brydelse er ikke kun eukaristien, men også bordfællesskabet. Eukaristifejring forudsætter, at der er en præst tilstede, og det kan han jo være fra tid til anden, så der kan fejres husmesse. Bordfællesskabet blev i oldkirken kaldt en ’kærlighedsmåltid’ (det tekniske udtryk er: agapemåltid), hvor der også var lovsang, lovprisning og forbøn. Familiemåltidet var helligt i den jødiske familie, og vi beder også bordbøn af samme grund. Måltidet har på denne baggrund fået liturgisk karakter. Desværre tyder noget på, at måltidet har mistet karakter af gudstjeneste selv i de bedste kristne familier; det skal overstås. Vi må genopdage måltidets værdi som fællesskab. Det er nemlig også forudsætningen for, at vi kan opleve eukaristien som et måltid, et ’offermåltid’, altså et fællesskab mellem de troende og Kristus selv.
6.3 Undervisning nævnes som det første i beskrivelsen af urmenigheden. Formålet med undervisningen er at føre mennesker, der er kommet til tro på Kristus, dybere ind i sandheden. Jesus siger i Joh. (16,12-13): ”Jeg har endnu meget at sige til jer, men I kan ikke bære mere; men når han kommer, sandhedens ånd, skal han fører jer ind i hele sandheden”. Huskirken er det privilegerede sted for Helligåndens undervisning. Undervisningsmaterialet er naturligvis først og fremmest Guds ord. Der skal være ”rum” for Jesu undervisning af os.
6.4 Evangelisering: Det er oplagt at invitere ikke-katolikker / ikke-kristne til at være med i nogle af sammenkomsterne, måske dem alle efter behov, for netop i praksis at vise dem, hvad kristendommen er og med ganske almindelige ord fortælle dem om Jesus og Gud. Oplevelsen af et sandt kristent fællesskab er uvurderlig i forkyndelsen af evangeliet. At evangelisere er at føre mennesker til Kristus. Således instruerede Jesus sine disciple at gå fra hus til hus og forkynde evangeliet (Matth. 10,5-15). Og han sender også efter Pinse Peter til Cornelius’ hus for at grundlægge den første hedenske ’husmenighed’ (A.G. 10).
6.5 Katekese: Under henvisning til pave Benedikt vil jeg understrege, at katekesen skal tage sit udgangspunkt i Bibelen, Guds Ord, som er det apostolske grundlag for kirkens og vor tro. 2
. Derfor hører fælles bibellæsning med til huskirkens aktiviteter, ja har endda prioritet.
6.6 Hvis der er børn og unge i en familie, der ønsker at være huskirke, skal man naturligvis give dem førstepladsen, så de kan opleve Helligåndens atmosfære og undervisning i deres eget hjem. Man kan udmærket læse Bibelen for de små børn. En børnebibel med billeder er i denne forbindelse ikke bibellæsning. Forældrene skal åbne Bibelen og læse et enkelt vers og fortælle børnene, hvad Gud vil sige gennem dette vers. Således oplever de, at Gud taler til os gennem Bibelen, også selvom de i første omgang ikke forstår så meget. Det er oplevelsen, der er det vigtige.
6.7 Jeg tænker mig, for at starte denne proces, at personer, hvem disse tanker siger noget, samler sig i ”huskirker” og går i gang. Der er ingen grænser for, hvor mange sådanne huskirker, der kan dannes med udgangspunkt i de allerede eksisterende.
6.8 En huskirke på apostlenes tid lukkede sig aldrig om sig selv, men forbandt sig med andre huskirker for at danne det, vi kalder en menighed. Princippet er nøjagtigt ligesom i naturen; en organisme skal vokse nedefra og udfolde sig efter sin art. På dette grundlag bliver en menighed en ’storfamilie’.
6.9 Når tilstrækkeligt mange familier var forenet i en storfamilie, blev der i urkirken oprettet en lokalkirke. Ligesom de grundlæggende familier var struktureret med husfaderen som overhoved iflg. Guds skaberorden, skal også ’storfamilien’ havde et hoved. Familien var en levende organisme, som har en struktur. Således står der i 1. Mos. 2,24: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, for at de kan blive én levende organismen (ét kød’).” Familien er en naturlig organisme. Det er den kristne familie også. Den lokale kirke skal afspejle grundcellens struktur. Den skal derfor også være en organisme med forskellige lemmer og et hoved, siger Paulus (1. Kor. 12). Lukas beskriver i detaljer, hvordan urmenigheden i Jerusalem blev struktureret som en organisme (A.G. 1,15- 26). Kristus havde udvalgt 12 apostle, som nu kun var 11, fordi Judas var ude af billedet, men blev suppleret med Matthias. Tallet 12 symboliserede allerede i GT Guds folk, som var ledet af overhovederne for de tolv stammer. De 12 apostle skulle ledes af Simon Peter som deres overhoved. Denne struktur er grundmodellen for enhver lokal kirke. Vi kan bruge udtrykket den apostolske grundstruktur i kirken. I de lokale kirker blev dette ledelsesgremium kaldt et ’ældsteråd’ (prebyterium) efter jødisk forbillede. Ledelsesstrukturen i en lokal kirke var kollektiv. Det er forklaringen på, hvorfor ældsterådet skulle bestå af mænd. Den lokale kirke skulle afspejle familien. I sidste ende er det Kristus selv, som er den lokale kirkes hoved og brudgom. Ældsterådet ligesom de 12 apostle repræsenterer kollektivt Jesus som kirkens hoved og brudgom, selvom også de individuelle ældste kan gøre det i de enkelte situationer.
Konklusion
Det gælder om at komme i gang. Modellen er såre enkel og realisabel. Efterhånden finder man melodien. Det afgørende er, at man forstår det teologiske synspunkt, at kirken består af celler, som primært er familier, huskirker, ordenshuse eller bedegrupper. Hvis de er inspireret af Helligånden, begynder den nye pinse, og kirken opstår fra de døde. Profeten Ezekiel har en vision om døde ben spredt ud over et kæmpeområde. Han får besked på at profetere, og benene samler sig til kroppe, men uden livsånde. Så får han besked om at profetere over de døde kroppe, og livets ånd (Helligånden) kommer ind i dem (ligesom da Gud skabte det første menneske), og de bliver levende mennesker, Guds folk genopstår. Læs denne profeti, som også kan give mening for os i dag (Ez 37,1-14).
Kirken i dag skal ”genopstå” ligesom Guds folk i GT. Det kan kun ske, når de ’døde’ ben, kroppens celler, bliver levendegjort af Helligånden. Det er formålet med den nye pinse og den nye evangelisering.
Kirkens radikale fornyelse kan kun ske på baggrund af den bibelske forståelse af kirken som en levende organisme. Ingen nok så intelligent og kreativ indsats kan få kirken op at stå. Det kan kun Helligånden. Vi skal derfor give Ham plads og følge den vejledning, Skriften giver os.
Det er det, Jesus siger i sine breve til de syv menigheder i Lilleasien: ”Den, som har ører, skal høre, hvad Ånden siger til kirkerne” (Åb. 2,7. 2,11 osv.). Helligånden taler til hver af disse syv kirker, men også til alle andre kirker overalt i verden og i hele kirkehistorien. Det er et påbud til kirkerne, men også til de enkelte medlemmer af kirkerne. Enhver kristen har et ansvar både for sig selv og for kirken lokalt og universelt. Og Jesus har undervist os i Bibelen om det at være kirke, og Helligånden vil til enhver tid minde os om det og hjælpe os til at omsætte det i praksis. Men betingelsen er, at vi ’lytter’ helhjertet til Jesu Ånd og er villige til at adlyde ham.
LM, 03 03 2024, II
Oversigt noter
- Sandt liv i Gud, vejledning for bedemøde, dansk udgave 2010
- Se: Den rette måde at læse Bibelen på
