Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Rød
Den sidste søndag i fastetiden er palmesøndag, der samtidig indleder den stille uge med fejringen af Jesu indtog i Jerusalem. Alle fire evangelier fortæller om, at Jesus kom ridende på et æsels føl og blev modtaget af folket som en konge (Matt 21,1-9; Mark 11,1-11; Luk 19,28-40; Joh 12,12-19). Hermed begyndte de begivenheder at finde sted, som Jesus selv havde forudsagt om sin lidelse og død. Af samme grund er den liturgiske farve rød, martyriets farve.
Denne søndag illustrerer liturgien de dramatiske hændelser, som evangelierne beskriver; at folket hyldede Jesus som den frelser de ventede, Messias, ved at vinke med palmegrene, som de også strøede på vejen foran ham, mens de råbte ”Hosianna! Velsignet være han, der kommer i Herrens navn, Israels konge” (Joh 12, 12-13). Hosianna betyder ”frels dog!” eller ”giv frelse”, og vi kender dette tilråb, fordi det stadig indgår i den hellige messe som det faste led, der hedder Sanctus, ”Hellig, hellig, hellig”, der bedes i fællesskab af præst og menighed lige før den eukaristiske bøn og forvandlingen.
Palmesøndags liturgi indledes i lokaler uden for kirken, hvor præsten velsigner de ”palmegrene”, som menigheden senere bærer i procession ind i kirken, hvor messen skal fejres, og han læser evangeliet om Jesu indtog i Jerusalem. Herefter går præst, evt. diakon, ministranter og menighed i procession ind i kirken mens de synger en hyldestsang til Kristus, vores forløser. I kirken fejres den hellige messe, hvor denne dags læsninger er koncentreret omkring Kristi lidelse; fra profeten Esajas læses om Herrens lidende tjener, og som vekselsang synges Salme 22, ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Evangeliet er en oplæsning af Kristi lidelseshistorie fra enten Markus-, Mattæus- eller Lukasevangeliet (lidelseshistorien fra Johannesevangeliet læses altid langfredag). Messeklædernes røde farve er samtidig med Kristi lidelse en påmindelse om den sejr, han vandt gennem sin martyrdød.
Skikken med at gå i procession med palmegrene er gammel. Allerede i 500-tallet begyndte kristne i Jerusalem at samles på Oliebjerget og gå i procession ind i Jerusalem. I 600 og 700-tallet bredte denne skik sig både til Østkirken og til Europa. I Rom blev palme-processionen dog først anerkendt med pave Pius XIIs reform af liturgien i 1955.
Læs mere her, her og her (Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 559-60 og 570).
