21. november 2024

Jomfru Marias fremstilling i templet

Bibelen beskriver ikke, at jomfru Marias forældre, Joakim og Anna, fremstillede deres lille datter i templet i taknemmelighed over at Gud hørte deres bøn om at få et barn. I apokryfe skrifter finder man beretningen om, at de bragte Maria til templet som 3-årig, for at hun skulle uddannes til at tjene der. Festen for jomfru Marias fremstilling i templet kendes tilbage fra år 543.

Vor Frue af Guadalupe

En af jomfru Marias titler er Vor Frue af Guadalupe.

Titlen stammer fra forskellige åbenbaringer, dels i 1200-tallet i Spanien, hvor en hyrde fandt en statue af jomfru Maria; dels den kendteste, som fandt sted i Mexico i 1531, da jomfru Maria åbenbarede sig for den nyligt døbte indianer Juan Diego Cuauhtlatoatzin (se mindedagen 9. december) og bød ham meddele biskoppen, at hun ønskede en helligdom bygget til sin ære på dét sted.

Som tegn på, at budskabet virkelig kom fra hende, prægede hun sit billede på indersiden af indianerens kappe, der nu er centrum i den nye helligdom, der blev åbnet i 1975.