Af præst Lars Messerschmidt
NU ER DEN SÅKALDTE synodale vandring begyndt. De nordiske biskopper har lavet et hyrdebrev desangående, som har mange smukke indfaldsvinkler; men rigtig mange har måske aldrig hørt om begrebet synode, og indtil nu har vi heller ikke fået nogen forklaring på fænomenet. Jeg vil derfor forsøge rent objektivt at forklare begrebet synode, som instruktionen fra Rom ligefrem siger hører med til Kirkens væsen.
Som det blevet forklaret i biskoppernes hyrdebrev er ordet græsk og betyder egentlig at gå sammen på vandring; men kirkeligt betyder det at komme sammen til møde. På latin hedder det koncil og på dansk kunne vi sige kirkemøde. Pointen er, at kirkemøder indgik i Kirkens liv på alle niveauer de første tusind år og langt ind i Middelalderen. Men i vor tids Kirke, i hvert fald i den vestlige Kirke, er synoder sjældne og finder kun sted ved særlige lejligheder, f.eks. den omtalte Amazonsynode i Latinamerika for nogle år siden.
Der var regelmæssigt synoder i Danmark i Middelalderen som en fast tradition. Hvis synode hører med til Kirkens liv, må vi definere det nærmere. Som altid finder vi grundteksterne i Det nye Testamente.
Den første menighed
Lukas sammenfatter strukturen i den første menighed i Jerusalem (modermenigheden) med følgende ord: ”1) De (nyomvendte kristne) deltog vedholdende i apostlenes undervisning, 2) i fællesskabet, 3) i brødets brydelse og 4) i bønnerne” (A.G. 2,42). Modermenighedens liv kan således beskrives som et fællesskab (communio), der havde følgende elementer: Undervisning, bordfællesskab, som også kunne indbefatte eukaristien, og bønner. Menighedens liv foregik både i hjemmene (”huskirker”) og i fælles lokaler og indtil videre også i templet (som jo blev ødelagt år 70). Denne menighedsstruktur kan man godt kalde synodal, fordi de troende sammen med apostlene levede i et nærmere defineret fællesskab, hvor der var en løbende dialog.
Der er ingen tvivl om, at denne menighedsstruktur gik igen i alle nye lokale Kirker. Det Nye Testamente bevidner det til fulde. Den normale betydning af Kirke i den apostolske tid var det lokale fællesskab af troende. For at skelne mellem Kirke i universel (katolsk) betydning og de lokale kristne fællesskaber, bruger vi udtrykket de lokale Kirker. Desværre er det ellers ofte brugte udtryk i den danske bibeloversættelse ’menighed’, tvetydigt. De fleste danskere vil identificere ordet med et sogn. Begrebet sogn hører ikke hjemme i de første århundreder, så ’menighed’ i bibelsk og oldkirkelig forstand betyder lokal Kirke som ovenfor beskrevet.
Nu fremgår det også ganske klart af NT, at ingen af disse lokale Kirker isolerede sig, selvom de altid var oprettet i byer af en vis størrelse, så de troende i et område i praksis kunne skabe et fællesskab med hinanden. Menighederne udgjorde også indbyrdes et fællesskab med hinanden. Vi ser her, hvordan Kirken udbredte sig, ved at der grundlægges lokale Kirker, når der er troende nok, og at disse har fast kontakt med andre Kirker og ikke mindst med den menighed, de er grundlagt fra, og som man derfor kunne kalde en modermenighed (ligesom Jerusalem). Således bliver Antiokia en modermenighed, fordi den er udgangspunkt for Barnabas’ og Paulus’ missionsvirksomhed i Syrien og Lilleasien. På samme måde bliver menigheden i Efesus centrum for nabomenighederne i den vestlige del af Lilleasien. Strukturen i de apostolske menigheder er, at hver af dem er selvstændige enheder ledet af en biskop og et ældsteråd assisteret af diakoner. Men de har løbende kontakt indbyrdes, som man kunne kalde synodal, måske bedst gengivet med solidaritet. Således indsamler menigheden i Antiokia penge til menighederne i Judæa, fordi de var kommet i økonomiske vanskeligheder på grund af hungersnød (A.G. 11,27-30). Der var ikke tale om én Kirke i Judæa, men om forskellige lokale Kirker. Det interessante er, at disse ’brødre’ jo var jødekristne og de kristne i Antiokia mest hedningekristne.
Det, der gør det relevant at tale om Kirken som synodal, er ganske enkelt kodeordet: "fællesskab", som på græsk hedder koinonia og på latin communio. I den apostolske trosbekendelse bekender vi troen på Den hellige katolske Kirke, de helliges samfund (latin: communio sanctorum). Det kan enten forstås som fællesskabet om det hellige eller som de kristnes fællesskab (samfund = fællesskab), altså det kodeord, som beskriver modermenigheden i Jerusalem. Disse ganske konkrete hellige fællesskaber mødtes fra begyndelsen med hinanden, når behovet opstod. De lokale Kirker var fællesskaber ind ad til, og de lokale Kirker havde fællesskab med hinanden ud ad til, som bl.a. kom til udtryk i kirkemøder /synoder.
Nedefra og ikke oppefra
Den apostolske Kirke var altså bygget op nedefra og ikke oppefra. Det er også på denne baggrund vi skal forstå Kirkens missionsstrategi i over tusind år. Evangeliet forkyndes for mennesker, som endnu ikke har en kristen tro. Er der så et passende antal mennesker på et sted, der bliver kristne, opretter man en lokal Kirke ledet af en biskop sammen med et ældsteråd (præster) og diakoner med det formål at gøre de troende i stand til at udbrede Guds rige på det sted, hvor de bor, udvikle en lokal Kirke og endda også at evangelisere blandt mennesker, der endnu ikke har hørt evangeliet og derfra grundlægge nye lokale Kirker, hvis det er muligt.
På denne måde blev evangeliet forkyndt i Antiokia: Mange af de kristne, der blev forfulgt på grund af Saulus’ (Paulus) forsøg på at stoppe udbredelsen af kristendommen, flygtede, og hvor de kom hen, forkyndte de evangeliet. ”Nogle af dem kom til Antiokia og talte også til grækerne og forkyndte Herren Jesus for dem, og Herrens hånd var med dem, og et stort antal kom til tro og omvendte sig til Kristus” (A.G. 11,20). Hvem var de? Apostle? Nej, ukendte kristne, der var på flugt.
Også Kirken i Rom må være blevet grundlagt på lignende måde. Den eksisterede længe inden Peter og Paulus kom dertil. Rejsende jødekristne fra Jerusalem? Og den var endda så stor, at Paulus kan skrive et langt og dybt brev til dem om kristendommen.
De første kristne Kirker var selvstændige forstået på den måde, at de levede det menighedsliv, de havde fået overleveret fra modermenigheden i Jerusalem, men de følte altid solidaritet både med modermenigheden og nabomenighederne. Denne ”struktur” er basis for synodestrukturen.
Den lokale kirkestruktur afspejles i de fleste breve i NT: Paulus’ breve til: romerne, korintherne, efeserne, filipperne, kolossenserne, thessalonikerne. De øvrige breve i NT er mere generelle, og kunne benævnes som breve til den universelle Kirke eller netop til Kirker i et bestemt område f.eks. Galatien.
Kristi syv breve
Interessant i denne forbindelse er Kristi syv brev til menighederne i Lilleasien som udgivet i Johannes Åbenbaring: Kristus dikterer i bogstavelig forstand til Johannes et brev til hver af Kirkerne i: Efesus, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. En analyse af de syv breve viser følgende træk: 1) Jesus er menighedens (den lokale Kirkes) overhoved, der sørger for den i dens forskellige situationer. 2) Brevet er stilet til menighedens ”engel”, men angår dennes ansvars for menigheden. Det åbne spørgsmål blandt teologerne er, hvorfor Kristus kalder menighedens leder for ”engel”. Min forklaring er følgende: Engel betyder ikke i sig selv et ”englevæsen”, altså en ånd, men en officiel udsending (ligesom en apostel). Man skal huske på, at man endnu ikke havde lagt sig fast på ordet ”biskop” som menighedsleder. Menighedens leder er altså repræsentant for menighedens hyrde, Kristus, der viser, at han aktivt følger hver menighed. Således er han hyrde for hver eneste lokal Kirke. 3) Kristus slutter alle brevene med den samme sætning: ”Enhver, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til Kirkerne” (bemærk flertallet). Det betyder, at disse syv breve også er rettet til enhver lokalkirke ned gennem alle tider, for Helligånden, Jesu Ånd, vil bruge brevene til de nævnte menigheder til at undervise i det at være en sand Kirke. Vægten ligger altså ikke på den universelle Kirke, men på de lokale Kirker, der afspejler den universelle Kirke. Sagt med andre ord: Jesus er hovedet, hyrden og brudgommen i enhver lokal Kirke og han virker gennem Helligånden. Kirken er altså det konkrete fællesskab af troende grundlagt på apostlene. Men de er solidariske og forenet med hinanden.
De breve, som Paulus og andre skrev, blev sendt rundt til nabomenighederne. Også denne proces kunne kaldes synodal, fordi de enkelte lokalkirker delte med hinanden, hvad de havde modtaget fra apostlen.
Det er vanskeligt ikke at nævne et specielt brev, som klart viser denne solidaritet, nemlig pave Clemens I’ brev til menigheden i Korinth i anledning af, at der endnu engang var problemer i denne menighed. Brevet dateres omk. 95. Clemens indleder brevet med at skrive: ”Menigheden (Kirken), der er fremmed i Rom, hilser menigheden (Kirken), der er fremmed i Korinth”. Clemens nævner overhovedet ikke sig selv. Det er menigheden i Rom, der ”blander” sig i forholdene i menigheden i Korinth. Dette brev fik en stor betydning blandt datidens menigheder og nogle ville endda regne det med til Det nye Testamentes skrifter. Menigheden (ikke blot dens leder) føler pastoralt ansvar for en anden menighed og griber ind i dens liv. Her aner vi sikkert den rolle, som samme menighed efterfølgende skulle få eller allerede havde fået som den aktuelle modermenighed for Kirkerne. Hvorfor var det f.eks. ikke Kirken i Antiokia eller Efesus, der henvendte sig til menigheden i Korinth? Menigheden i Rom føler altså solidaritet og ansvar for menigheden i Korinth.
Den første synodale proces
Det første eksempel på en synodalproces finder vi i A.G. (1,15-26), som endda kan betragtes som en model, fordi den afspejler den apostolske menighed i Jerusalem. Vi befinder os i dagene op til Pinsefesten, Helligåndens komme. Der er nu kun 11 apostle, da Judas jo er borte. Men det er åbenbart meget vigtigt, at der er et apostelkollegium på 12 i Kirken, som er Guds nye folk. Nu træder Peter i funktion som hovedansvarlig for Kirken. Han samler alle de disciple, der er tilbage, ca. 120, inklusiv de øvrige 10 apostle. Ud af disse 120 disciple skal der vælges en efterfølger for Judas. Peter opstiller kriterierne for en kandidat: Det skal være en discipel, der har været med fra begyndelsen og lige til Kristi himmelfart, for han skal være vidne om Jesu liv og tjeneste. Det er alle 120, der deltager i processen. Kun to opfylder betingelserne. Men hvem af de to skal det så være? Det skal der hverken stemmes om eller overlades til Peter og måske de øvre apostle at afgøre, men til Kirkens Herre, Kristus selv. Ved lodtrækning (en metode kendt fra Det gamle Testamente) udpeger han så Matthias, som ”blev regnet sammen med de elleve apostle” (v 26). Nu er Kirkens apostolske grundlag lagt af Herren selv, og Helligånden kan fortsætte med at opbygge Kirken som Kristi legeme og brud. Alle enkeltheder i denne episode har synodal karakter. Men det er Kristus, der har det sidste ord – ikke de 120 disciple, de 11 apostle eller Peter! De er blot Kristi redskaber. Det er hans værk at konstituere og opbygge Kirken. De 120 disciple var alle Jesu disciple fra før hans død, altså kaldet af ham personligt. Det er vigtigt at understrege denne Jesu aktive rolle og senere Helligåndens rolle i grundlæggelse og opbyggelse af Kirken. Dette er et afgørende eksempel på den synodale proces i urkirken.
Hvordan udviklede Kirken sig på dette grundlag?
Faktisk har vi meget materiale fra begyndelsen af kirkehistorien, bl.a en hel koncilsamling, der starter med begyndelsen og går helt frem til koncilet i Tridentinum (ekskl. selve koncilet, da forfatteren døde, før værket var færdigt). Indledningsvis siger han, at synoderne og koncilerne må have haft en guddommelig oprindelse og henviser til udtrykket: ”Helligånden og vi” … Denne formel går stort set igen i de fleste synoder og konciler inkl. 2. vatikankoncil.
De tidligste kendte eksempler på synoder, bortset fra koncilet i Jerusalem omk. 50, er fra midten af det 2. årh. i Lilleasien, som på så mange måder var ved at blive centrum for Kirken. Forfatteren (Carl Joseph von Hefele) nævner følgende typer af synoder og konciler (det samme):
1) Økumeniske konciler, der i princippet omfatter alle biskopper.
2) Generalsynoder, der er møder for biskopperne enten i Vestkirken eller i Østkirken.
3) Patriarkatssynoder, hvor biskopper, der tilhører det samme patriarkat, mødes.
4) Provinssynoder, hvor biskopper i samme kirkeprovins mødes.
Disse sidste synoder var vel de hyppigste op gennem tiden, også i katolsk tid i Norden. Provinssynoden eksisterer stadigvæk iflg. gældende kirkeret (can. 439 ff). 5) Og som den sidste form for synode nævnes bispedømmesynoden. Også den eksisterer i dag iflg. kirkeretten (can. 460) og defineres således: ”Dioecesansynode (bispedømmesynode) er en forsamling af udvalgte præster og andre troende fra den lokale Kirke, som skal bistå og hjælpe stiftes biskop til bedste for hele fællesskabet i den lokale Kirke”. Tidligere var der regler, der bestemte, at sådanne stiftssynoder skulle afholdes f.eks. hvert år. Nu er det op til biskoppen efter at have konsulteret præsterådet at indkalde til en synode. Denne bestemmelser relativerer betydningen af synoden. Men at institutionen findes, viser dels, at den stammer tilbage til oldkirken og dels at den stadig kan have en vigtig pastoral betydning. Men tiderne har ændret sig.
Kirkeprovinsinstitutionen eksisterer også stadig, men er ikke længere normen. I 1103 oprettedes en kirkeprovins i Danmark, som i første omgang også omfattede de øvrige nordiske lande. Lund var ærkebispesædet. I 1152 oprettedes en kirkeprovins i Norge med Trondheim som ærkebispesæde og endelig oprettedes den svenske kirkeprovins i 1164 med ærkebispesæde i Uppsala. Kirken var altså organiseret væsentligt anderledes dengang end i dag. Jeg tror ikke, at kirkeprovinser, selv der hvor de stadig består, spiller en væsentlig rolle. Kirkeprovinser har ikke en guddommelig oprindelse, men de er opstået som udtryk for de lokale Kirkers solidaritet med hinanden. Også kirkeprovinserne skulle ifølge kirkeretten i Middelalderen afholde synoder. Det var altså blevet en kanonisk forpligtelse at være solidarisk i et bestemt område. Modellen er: Kirken bygges op nedefra med den apostolske Kirkes grundstruktur, som er lokalkirken. Begrebet bispedømme (betegnelsen ”dømme” er rent verdslig, jfr. kongedømme, fyrstedømme) er et territorialt organisationsprincip og ikke et teologisk begreb for den lokale Kirke. Det gælder også det kanoniske begreb ’dioecesis’, som oprindelige var et område i det romerske rige. Dette kirkeretlige begreb inkorporerer ikke på en naturlig måde synodalstrukturen, nemlig at samles i fællesskaber, der repræsenterer Kirkens væsen som koinonia (communio), som et levende fællesskab. På baggrund af Kirkens aktuelle organisation kan man derfor spørge, om den grundlæggende apostolske model kan komme til udtryk igen og fungere.
Forslag
Konkret forslag til at genoplive denne model: Jeg begrænser mig til vort eget bispedømme. Der indkaldes til en synode i oprindelig betydning med repræsentanter for hele bispedømmet taget blandt gejstligheden, ordensfolk og ikke mindst de troende. Formålet med synoden skal være at oprette flere lokale Kirker (ikke sogne). I begyndelsen evt. kun én foruden København, så fællesskabsmodellen kunne realiseres i praksis. Det ville indebære, at det såkaldte bispedømme blev delt i x-antal nye bispedømmer med hver deres biskop og præsteskab. Synodens opgave skulle være grundigt at overveje dette og udstikke retningslinjer for virkeliggørelsen af dette projekt, så det kunne lade sig gøre i praksis. Når man frem til en (evt. foreløbig) model forelægges den bispekonferencen (den kunne sikkert også bruges bl.a. i Sverige), der i givet fald kan ansøge Rom om godkendelse med alt, hvad det indebærer. Hvad udnævnelsen af en ny (nye) biskop angår, mener jeg også, at synoden kan udpege en og indstille vedkommende til godkendelse i Rom, sådan foregik det i Middelalderen overalt, også i Danmark.
Pointen i denne procedure er netop synodal, nemlig at lade de lokale kristne tage ansvar for opbygningen af Kirken i det område, de repræsenterer med den apostolske model for øje. Til systemet hører naturligvis også, at synoden får en blivende funktion i de lokale Kirker, der er knyttet til hinanden i en solidarisk ordning, dvs. at repræsentanter for de enkelte Kirker skal mødes regelmæssigt. Synoden bliver således et sikkerhedsnet, hvor man også kan komme de Kirker til hjælp, der har brug for det.
Den synodale model forudsætter altså en lokalkirkestruktur og ikke en organisationsform som den nuværende, dvs. teologisk er der ikke lighedstegn mellem begrebet lokalkirke og bispedømme.
Dette projekt kan for mange lyde urealistisk, men glem så ikke, at sådan fungerede Kirken i ca. 1500 år, også i Norden. Synodalstrukturen kan redde Kirken fra at gå til grunde, som der er stor risiko for i vor tid. Kirken er på mange måder ikke længere levende, sund og frugtbar, fordi den er blevet en verdensomfattende organisation efter et verdsligt mønster, hvor der ikke rigtig er plads for Kristus og Helligånden, som effektive ledere af Kirken. Kirken er en levende organisme, der vokser og opbygges nedefra. Synoden er en del af denne organisme, der holder sammen på de lokale Kirker og menigheder.
25 10 2021 / 24 04 2022
LM
