Fester for Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd
Af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Liturgisk farve: Violet og rosa
Det nye kirkeår indledes med adventstiden, som strækker sig fra søndagen nærmest den 30 november, løber over de sidste fire søndage før jul og slutter natten til den 25. december, hvor vi fejrer Jesu fødsel.
Man ved ikke med sikkerhed, hvornår Kirken begyndte at fejre advent, men eftersom festen for Jesu fødsel først blev indført i slutningen af det 4. århundrede, kan adventstiden som forberedelse til den først være indført herefter. Synoden i Zaragoza i 380 udstedte en forordning om, at ingen må holde sig borte fra kirken mellem den 17. december og til festen for Herrens Åbenbaring den 6. januar.
Advent er latin og betyder ”komme”. Den, hvis komme vi venter på, er Jesus. Guds Søns fødsel som et menneske ligesom os, er en så stor fest, at vi har fået adventstiden til at forberede os, så vi kan fejre hans fødsel og ære ham på en værdig måde. Adventstiden er altså for kristne en forventningens og forberedelsernes tid.
Forventningen deler vi med jøderne, for i Gamle Testamente kan vi læse profetier om Messias, som skal komme. Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 522 fortæller os, at ”Guds Søns komme til jorden er en så mægtig begivenhed, at Gud har villet forberede den gennem århundreder … Han forkynder det ved profeternes mund, den ene efter den anden i Israel”. Messias betyder ”den salvede” (det samme som ”Kristus” på latin), og det er en hæderstitel for ypperstepræster, konger og profeter i Israel. Forventningen, der var levende til stede blandt jøderne på Jesu tid, var, at Messias skulle bringe Israel frelse og genoprette Davids rige, idet profeterne havde forudsagt, at han skulle være af Davids slægt. Man havde altså en forventning om, at Messias skulle fødes som et menneske, men vidste ikke hvornår, eller under hvilke omstændigheder, det ville ske.
Den sidste af de profeter, der vidnede om Messias’ komme, var Johannes Døberen (Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 523). Om ham hedder det i hans fars, Zakarias’ Lovsang: ”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje” (Luk 1, 76). Johannes Døberen genkendte Messias i Jesus og vidnede om ham ”som ”Guds Lam”, der borttager verdens synd” (Joh 1,29).
”Under den årlige fejring af Adventsliturgien aktualiserer Kirken denne forventning om Messias: Ved at deltage i den lange forberedelse af Frelserens første komme, fornyer de troende det brændende ønske om Hans andet komme” (Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 524). Forventningen og forberedelserne i adventstiden gælder altså både mindet om Jesu første komme i sin menneskevordelse, fødsel og død for at frelse verden; men også hans andet komme i herlighed, når han kommer for at dømme verden og frelse de troende.
Kirken viser, hvordan vi kan forberede os, ved at markere adventstidens forventning om Jesu komme til jorden som en bodstid. En tid til forberedelse, for at han må fødes også i vort hjerte, ved at vi rydder op i alt det i vort liv, som ikke er i overensstemmelse med Guds vilje. Ved at vi ransager vor samvittighed, angrer vore synder, gør bod og forsøger at gøre alt det godt igen, som vi har mulighed for. En tid, hvor vi bør udleve alt det, som Jesus pålagde os, da han om sit andet komme sagde, at alt det gode, vi har gjort for de mindste af hans brødre som at give de sultne mad, de tørstige at drikke, tage imod fremmede, give tøj til trængende og besøge syge og fængslede, alt det har vi gjort imod ham, så han vil lade os gå ind til sin glæde (Matt 25, 31-46). Derfor er det også godt at aflægge et sakramentalt skriftemål som forberedelse til julefesten og bede om Guds tilgivelse for alt det, vi ikke fik gjort imod ham, når vi mødte ham i hans brødre og søstre på jorden. En god forberedelse består også i at læse i Den Hellige Skrift og deltage i adventstidens messer.
Vi markerer, at ventetiden til Jesu fødsel går fremad, ved hver søndag at tænde et nyt af adventskransens fire lys; ét for hver søndag. Adventstidens liturgiske farve er violet, bodens farve. Det signaliserer, at det er en stille tid, og derfor bortfalder messens Gloria, blomsterdekorationer er beskedne, og orgelet spiller kun det nødvendigste. Læsninger fra Gamle Testamente ledsager os gennem profetierne om Messias, der skal komme, og det håb, de bragte. En undtagelse er 3. søndag i advent, kaldet Gaudete (glæd jer!), hvor glæden bryder igennem med opfordring til at glæde os i Herren. Glæden markeres med den liturgiske farve rosa. Den har sit udspring i, at Guds løfte til os snart bliver indfriet, at vor frelse – og vor Frelser – er nær. I en af læsningerne denne dag hedder det:
Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet.
Herrens herlighed er brudt frem over dig.
For se, mørket dækker jorden,
mulmet dækker folkene;
men over dig bryder Herren frem,
hans herlighed viser sig over dig.
Folkeslag skal komme til dit lys
og konger til din stråleglans (Esajas 60, 1-3)
Egentlig bør lysene i adventskransen være violette i overensstemmelse med den liturgiske farve, der betegner bod. Nogle lader lyset for 3. søndag i advent være rosa, ligeledes i overensstemmelse med denne søndags glædestema, og nogle steder findes der et 5. lys, et hvidt lys, som symboliserer Jesus og tændes 4. søndag i advent.
I mange katolske hjem er det en elsket skik at stille en julekrybbe frem i adventstiden. Selve krybben bør være tom indtil festen for Jesu fødsel, men figurerne af Maria og Josef, oksen og æslet i stalden og hyrderne på marken med deres får er til stede og venter på, at Jesusbarnet bliver født og lagt i krybben.
Hvor den første del af adventstiden har været koncentreret om forventningen om Jesu andet komme som vor frelser og dommer, er de sidste syv dage af adventstiden fra 17.-23. december koncentreret om forventningen om hans fødsel som menneske. Kirken synger efter Marias Lovsang i tidebønnen Vesper de såkaldte store O-antifoner, som har fået deres navn fra, at hvert vers begynder med en lovprisning: O visdom; O Adonai; O Jesse Rod; O Davids nøgle etc. Det er Gamle Testamentes store titler for den Messias, der skal komme. Vi kender dem fra salmebogen Lovsang som salmen ”O visdom, du Gud Faders eget Ord”, der gendigter O-antifonerne på dansk. Begrundet i frelseshistorien udtrykker O-antifonerne én stor længsel efter Guds komme; ikke ”blot” i Guds Søns fødsel som menneske, men også og især længslen efter hans genkomst som den sejrende Kristus, når livet skal sejre over døden, og vi efter vor endelige forløsning går ind til livet hos Gud.
