21. november 2024

Af Birgit Bidstrup Jørgensen

Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid.

Kristi himmelfart fejres 40 dage efter påske. I Bibelen er Kristi himmelfart skildret i evangelierne hos Mattæus (28,16-20), Markus (16,19-20) og Lukas (24,46-53), ligesom Lukas i Apostlenes Gerninger (1,3-11) beskriver, at Jesus efter sin død og sin opstandelse viste sig ved flere lejligheder for de elleve disciple, underviste dem og forberedte dem på, at han snart ikke længere ville være hos dem, men ville drage til sin Fader i himlen. Til gengæld lovede han at sende dem Helligånden, som skulle give dem kraft, fordi de skulle vidne om ham ”både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG1,8). Med denne udsendelse blev disciplene apostle, der betyder ”udsending” eller ”sendebud”.

Kristus blev optaget i himlen, mens disciplene var samlet og så det ske. Dermed ender Kristi tilstedeværelse på jorden som historisk person, og han går til sin Fader i himlen, hvorfra han vil komme igen på den dag og i den time, som ingen på jorden kender, og samtidig overlader han Kirken i apostlenes hænder. Normalt regnes pinsedag dog som Kirkens ”fødselsdag”, fordi det var på denne dag, apostlene modtog Helligånden, som Jesus havde lovet.

Den Katolske Kirkes Katekismus 659-660 gør det klart, at Kristi legeme allerede blev herliggjort, da han opstod fra de døde. Det ses af de nye egenskaber af overnaturlig karakter, som hans legeme har, ved blandt andet at vise sig for dem og forsvinde for deres øjne også gennem lukkede døre. Men i denne tid fremtræder han stadig med menneskelig skikkelse. Ved hans himmelfart indtræder han endeligt i sin guddommelige herlighed for at sætte sig ved Guds højre hånd.

Fyrre dage efter påskedag er altid en torsdag, nærmere bestemt torsdagen mellem den 6. og 7. søndag i påsketiden. Kilder fra begyndelsen af 300-tallet, bl.a. de hellige Johannes Chrysostomos, Augustin og Gregor af Nyssa, beretter om, at man fejrede Kristi himmelfart som en særskilt festdag på denne dag. I nogle lande fejres festen dog først den følgende søndag.

Læs mere her og her


Læs mere om TEAM Katolsk Liv