I Katolsk Orientering nr. 13 (download her) omtales den markante kaldskrise i Europa. Jeg husker selv fra mine studieår i Paris, at seminariet klagede over en alvorlig tilbagegang af præstestuderende. Vi var i min årgang "kun" godt 30 studenter mod tidligere 40-50. Det slår mig (igen), at tilsyneladende spørger ingen kirkelig myndighed om årsagen til problemet, som altså er mere end et halvt århundrede gammelt. Man konstaterer blot med “beklagelse", at sådan er det.
Når jeg spørger folk om grunden hertil. angiver de ofte sekulariseringen. Hvilket naturligvis ikke er forkert; men hvad er sekularisering? Det betyder en verden, et samfimd, der ikke længere er påvirket af den kristne tro. Den er mere eller mindre forsvundet. Johannes Paul II talte om "nyevangelisering", at Kirken i Europa (og resten af verden?) skal begynde forfra. Selvom mange lande (inkl. Danmark) kalder sig kristne, er det ikke tilfældet: vi forveksler historie, kultur og traditioner med virkelig kristendom. I sidste ende var det denne problematik, som 2. Vatikankoncil ville behandle - "aggionamento", Kirken skulle opdateres til den nye verden. Et begreb, mange efter koncilet tolkede som, at Kirken skulle tilpasse sig den nye verden. Nej, den skulle tilpasse sig situationen, så den kunne tale til den nye verden. Allerede denne mistolkning afslører, hvor Kirkens problem ligger.
Kirken i sin helhed ved ikke, hvad det vil sige at være Kirke. Man identificerer den med den udgave. den har udviklet í det 2. årtusinde. Netop Johannes Paul ll pegede på behovet for en ”ny” Kirke i det 3. årtusinde.
Her har vi den egentlige grund til mangel på præstekald og det gudviede liv. Bare tænk på, hvor mange klostre og ordenshuse der er blevet lukkede, også i Danmark.
I førnævnte artikel nævnes også i forbifarten Latinamerika. Kirkens situation på dette kontinent har altid, siden 1500-tallet, været svag og delvis forkert, I 1930'erne appellerede Pius XI til gejstligheden i hele verden om at melde sig frivilligt til tjeneste i Latinamerika med skrivelsen Fidei Donum. De (mange) præster, der meldte sig, blev kaldt 'fidei donum-præster'. Jeg har ikke eksakte oplysninger om, hvor mange biskopper, der var i Sydamerika, da missionen begyndte. Missionæreme var jo ordenspræster. Hvor mange blev bispeviet? Dertil kommer spørgsmålet om firmelsen: Hvor mange af de nydøbte indianere og senere afrikanske slaver blev firmet? Var der ingen fast praksis på området (det tvivler jeg på), blev Latinamerika aldrig rigtigt kristnet. Min franske professor sagde, at kontinentet (Kirkens største) er et eksempel på et kontinent, der aldrig blev evangeliseret, men kun sakramentaliseret.
På baggrund af skismaet mellem Den ortodokse og Den katolske Kirke, og mellem de evangeliske reformatoriske Kirker og Den katolske Kirke, som fortsat eksisterer, må man sætte spørgsmålstegn ved, om Kirken udviklede sig rigtigt i det 2. årtusinde. Den blev mere og mere identisk med det nye Europa og de europæiske stater: Den 'romersk' katolske Kirke, Den anglikanske Kirke, Den russisk-ortodokse Kirke, Den danske Folkekirke osv. Nu er denne europæiske verden radikalt forandret politisk og kulturelt set, så hvor skal Kirken befinde sig?
Kirkens organisatoriske opbygning blev en kopi af denne europæiske verden. Når man analyserer situationen på baggrund af Det nye Testamentes lære om Kirken, ser man en ofte radikal teologisk forskel. Den aktuelle bispesynode afspejler tydeligt denne problematik: Hvad er egentlig Kirken?
Her ser jeg den egentlige forklaring på den såkaldte kaldskrise: Usikkerhed om hvad Kirken er.
Der er også en forklaring på de mange tilfælde af pædofile gejstlige. Cølibatet er ikke årsagen hertil, men måden det blev indført på i Middelalderen, nemlig som et krav og ikke et personligt kald fra Gud. Jeg plejer at sige, at i den vestlige Kirke skal man have et dobbelt kald: 1) kaldet til at tjene Gud som præst, 2) kaldet til at vie sit liv til Gud. Kirken kan ikke ”kræve” af personen, at han skal opgive familielivet - det kan kun Gud. Fordi Gud har skabt mennesket som mand og kvinde, er det naturens orden, at man stifter familie. Men Gud har naturligvis magt til at dispensere fra naturens orden. Det er nøjagtigt det, Jesus selv nævner. I dag er der stort set ingen, hverken biskopper eller ansvarlige for præsteuddannelsen, der speeifikt spørger kandidaten, om han har dette "gudviede" kald. Derfor er langt de fleste kandidater sig ikke bevidste om. at de dybest set skal leve i cølibat, fordi de føler at det er Guds kald. Dermed hopper kæden af i deres forhold til menneskets seksualitet. I 70' erne var der tusindvis af præster (også mange i Danmark), der ansøgte Rom om dispensation for cølibatet med begrundelsen, at de følte kald til præstegemingen, men aldrig til cølibatet.
Vi må derfor i dag spørge os selv, hvori præstetjenesten består. Og det kan traditionen ikke afklare, kun Det nye Testamente, jf Benedikt XVI's synodale skrivelse Verbum Domini. I Det nye Testamente er en præst et medlem af præstekollegiet, et "ældsteråd", som har det fælles ansvar for lokalkirken. Selve ordet "præst" kommer fra den græske betegnelse af en "ældste", nemlig presbyter. Så præst betyder altså ikke "præst”, men "ældste". Dette perspektiv mangler i vores nutidige forståelse af embedet, hvilket er en reel teologisk forklaring på den manglende tilslutning til denne tjeneste i Kirken.
Præst Lars Messerschmidt
