Den katolske Kirke opfordrer os til at give Guds ord, Bibelen, en fremtrædende plads, langt mere end det hidtil har været tilfældet. Sankt Hieronymus, bibelstudiernes skytshelgen, citeres for udtrykket: Ukendskab til Bibelen er ukendskab til Kristus.
VERBUM DOMINI (Herrens ord) er en post-synodal apostolisk formaning udstedt af pave Benedikt XVI, som omhandler, hvordan Den katolske Kirke bør prioritere Bibelen. Han udstedte den efter den XII ordinære bispesynode, som havde samling i oktober 2008 for at diskutere "Guds ord i Kirkens liv og mission".
Den apostoliske formaning siger, at Gud søger dialog med menneskeheden. Ved inkarnationen blev Ordet kød og boede iblandt os.
I Danmark fulgte p. Lars Messerschmidt op på den post-synodale formaning, med en vejledning til hvordan man bør læse i Bibelen.
Præst Lars Messerschmidt skriver:
Pave Benedikts skrivelse, som er en sammenfatning af bispesynoden i oktober 2008, må betegnes som revolutionerende. Biskopperne og pave Benedikt har kulegravet Guds Ords betydning for Kirken og for de enkelte kristne, naturligvis på basis af 2. Vatikankoncils konstitution om Åbenbaringen (1965): Dei Verbum.
Ved at læse denne tekst kom jeg hele tiden til at tænke på "den nye pinse". Den nye pinse kommer, når Kirken og de kristne først og fremmest lytter til Helligånden, som taler gennem Guds ord. Den nye pinse er altså begyndt i og med, at Kirken nu officielt opfordrer os til at give Guds ord, Bibelen en fremtrædende plads, langt mere end det hidtil har været tilfældet.
Pave Benedikt (og biskopperne) tager udgangspunktet i Prologen i Johannesevangeliet og vender tilbage og tilbage til den: Ordet blev kød. Det er den teologiske begrundelse for Bibelens primære betydning for de kristne. Guds evige ord er nu blevet et menneskeligt ord. Skriftens menneskelige ord er Guds ord. Hieronymus citeres for udtrykket: Ukendskab til Bibelen er ukendskab til Kristus.
Paven udvikler en dyb og omfattende teologi om Guds ord, men giver os også ganske praktiske vejledninger om, hvordan vi individuelt og kollektivt skal læse Bibelen. Han beskriver proceduren på følgende måde og bruger udtrykket lectio divina.
Seks punkter:
1. Hvad siger den bibelske tekst i sig selv? Hvad vil den bibelske forfatter fortælle os? Han understreger, at dette første trin er uhyre vigtig, hvis ikke vi skal indlæse vore egne interesser og meninger i Bibelen.
2. Hvad siger den bibelske tekst os? Hver især, men også os, som medlem af fællesskabet. Han kalder dette trin ’meditation’.
3. Derefter følger bøn: Hvad skal vi sige til Herren som svar på hans ord? Bøn om noget, forbøn for andre, takkebøn og lovprisning.
4. Lectio divina slutter med kontemplation: Se virkeligheden fra Guds synspunkt: Hvilken omvendelse, hvad angår vort sind, vort hjerte, har jeg (vi) brug for? Og hvad er Guds vilje? At vi får ”Kristi sindelag” (1. Kor. 2,16). Det sker ved læsning af Guds ord.
5. Paven understreger derefter, at lectio divina proceduren først afsluttes, når den fører til handling, og han nævner Jomfru Maria som forbillede.
6. Han forbinder også læsning af Bibelen med at opnå ”aflad” for en selv og for de afdøde med den begrundelse, at vi er forenet med hinanden i en eller anden grad, og vort overnaturlige liv derfor også kan blive til velsignelse for andre.
Paven nævner ganske særligt betydningen af fælles bibellæsning i små grupper og i hjemmene, hvor det kan blive til evangelisation for børnene (mit udtryk: huskirker).
Han forener på baggrund af både pave Paul VI ’ og pave Johannes Paul II’ lære evangelisation med bibellæsning, fordi den er en forudsætning for at kunne vidne om Jesus.
Dette er kun en kort sammenfatning af en meget righoldig og systematisk skrivelse om Guds ord. Men ingen kan efter at have læst skrivelsen nægte, at den markerer en ny begyndelse for Kirkens pastorale liv.
Se også den postsynodale pavelige skrivelse: La Santa Sede. Benedetto XVI. Sito Web, Esortazione Apostoliche
p. Lars Messerschmidt
