Kirkeåret – det liturgiske år
”Kirkeåret” er betegnelsen for årets gang i Kirken, der begynder 1. søndag i advent og slutter lørdag efter festen for Jesus Kristus, Universets Konge, dvs. dagen før det nye kirkeårs begyndelse 1. søndag i advent.
Af Birgit Bidstrup Jørgensen
Kirkeårets forløb
Selv om kirkeåret forløber over de samme tolv måneder som kalenderåret, der begynder 1. januar og slutter 31. december, er der tale om to forskellige ”år”. I modsætning til kalenderåret begynder kirkeåret dog altid på en søndag og slutter en lørdag.
I det verdslige kalenderår er tiden konstant fremadskridende; i kirkeåret er tiden cyklisk. Det vil sige, at hvert år vender tilbage til de samme perioder, hvor de samme fester fejres og de samme begivenheder i frelseshistorien mindes. Netop derfor kaldes kirkeåret også et liturgisk år, og det er blevet kaldt for Kirkens største pædagogiske hjælpemiddel til at lære os om Gud. ”Liturgi” kommer af det græske leitourgia, som betyder ”offentlig handling” og ifølge Katolsk Minileksikon nu bruges om, hvordan Kirkens officielle gudsdyrkelse kommer til udtryk i ritualer. Liturgien har sit højdepunkt i den måde, den hellige messe fejres på, men regulerer også forvaltningen af andre sakramenter, gudstjenesteformer og ritualer.
Her ses kirkeårets gang i grafisk fremstilling, sådan som det fordeler sig over månederne i kalenderåret. Bemærk dog, at figuren ikke viser fastetidens, påsketidens og pinsens placering nøjagtigt, fordi de beregnes med en bestemt tidsafstand til påskedag, der ligger på en forskellig dato hvert år, idet kirkemødet i Nikæa i 325 bestemte, at søndagen efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn skal være påskesøndag. Således kan påskedags placering variere mellem 23. marts og 21. april.
Kirkeåret forskellige festdage har en særlig rangordning, der viser, hvor vigtige, de er:
- Højtid er en fest af 1. rang
- Fest er en fest af 2. rang
- Mindedag er en fest af 3. rang; hvis en mindedag er forpligtende, skal den fejres i alle kirker; er den uforpligtende, kan den fejres, hvis dagen f.eks. er af lokal interesse.
I beskrivelsen af de enkelte festdage under fanen ”Det liturgiske år” angives deres rang.
Bemærk figurens grønne, røde, violette og hvide farver, som også kaldes liturgiske farver. Farven på præstens messeklæder, alterets og visse genstandes udsmykning i kirken har en helt bestemt liturgisk betydning, som understreger den aktuelle dags liturgiske karakter. En såkaldt liturgisk kalender giver en oversigt over hver dags liturgiske rang og farve samt messens læsninger.
Grøn bruges på almindelige søndage uden særlige fester og på almindelige hverdage i den periode, som hverken er minde-, fest- eller højtidsdage. Dem er der flest af i årets løb.
Violet er bodsfarven. Den anvendes i advents- og fastetiden.
Rød er blodets farve og symboliserer Helligåndens ild. På højtiderne for Jesu lidelse og død, dvs. palmesøndag og langfredag samt pinsedag, den store højtid for udsendelsen af Helligånden, er den liturgiske farve rød. Det er den også på alle fest- og mindedage for apostle, evangelister og martyrer, der døde for deres tro.
Hvid er den mest festlige farve. Den bruges i juletiden, skærtorsdag til minde om indstiftelsen af eukaristien, i tiden mellem påske og pinse og på højtider, fester og mindedage for Maria, Guds Moder og andre helgener, som ikke er martyrer.
Rosa kan bruges ved to lejligheder: 3. søndag i advent, kaldt Gaudete, som betyder ”Fryd jer!”, og 4. søndag i fasten, kaldt Laetare, ”Glæd jer!”; begge søndage har et glædeligt budskab, der på denne måde vises i den liturgiske farve.
Forkyndelsen af Guds ord igennem kirkeåret
Kirkeårets gang hjælper os til at fordybe os i beretningen, om hvordan Gud skabte os, og den frelse Gud bragte os gennem sin Søn Jesus Kristus. Meningen er, at vi skal opnå et stadigt dybere kendskab ikke blot til Jesu person, som er centrum for vor tilbedelse, men også til den Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd, som vi bekender os til, og som har antaget os som sine børn i dåben. Fordybelsen i Guds væsen og i den åbenbaring, han har givet os i Bibelen, skal hjælpe os til at lære at leve, sådan som det er Guds mening med os, i takt med at vi lærer ham stadigt bedre at kende.
Den hellige messe, består af to dele, ordets gudstjeneste og eukaristien (”bordets” gudstjeneste), begge dele vigtige. Kirken har udvalgt og ordnet tekster fra Bibelen sådan, at læsninger og evangelium spejler hinanden for at hjælpe de troende at reflektere over frelseshistorien i lyset af dem. Det er også intentionen med præstens prædiken, den såkaldte homili, i messer på søn- og højtidsdage.
Læsninger i messer på hverdage opdeles i en toårig cyklus, mens søndagsmessens læsninger i den almindelige tid kommer igennem alle evangeliernes vigtigste tekster i løbet af tre tekstår: År A læses fra Mattæus; år B fra Markus og år C fra Lukasevangeliet. Johannes’ evangelium læses derimod primært i faste- og påsketiden samt juledag.
Det er en enestående mulighed for at lære om Gud og frelseshistorien og sammenhængen mellem Ny og Gamle Testamente, hvis man læser de udvalgte tekster til hver dag. Man finder henvisninger til dem i Liturgisk Kalender, og man kan læse den fulde tekst på hjemmesiden tidebog.dk, der dog kun viser messens tekster og ikke tidebønnerne. I app’en ”Universalis” kan man læse både messens tekster og tidebønnerne; dog skal man betale for at få dem på dansk.
I Adventstiden lytter vi til læsninger, der forudsiger Jesu fødsel som menneske, men de viser også hen til Jesu andet komme, som vi venter på med længsel. Juletiden rummer evangeliet om Jesu fødsel og tiden omkring den, indtil Jesus blev døbt af Johannes i Jordanfloden som optakt til sit offentlige liv.
Derpå følger en almindelig tid med fortællinger om Jesu virke i de sidste tre år af sit liv forud for korsfæstelsen med forkyndelse om Gud, lignelser, helbredelser og udfrielser fra besættelse.
Askeonsdag indledes fastetiden 40 dage før påskefesten. Den er en bods- og fastetid, hvor messens læsninger opfordrer os til at omvende os og følge Guds vilje og hans bud, og hvor vi lever i enkelhed. Ved slutningen af fastetiden kommer ”den stille uge”, der indledes med palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem. Fastetiden afsluttes før aftenmessen skærtorsdag til minde om, at Jesus indstiftede eukaristiens og ordinationens (præstevielsens) sakramenter. Langfredag døde Jesus på korset og blev begravet, indtil han opstod på den 3. dag, som er påskesøndag. Dette fejres allerede natten til påskesøndag i påskevigilien med en opstandelsesmesse, som er kirkeårets største højtid og begyndelsen på påsketiden, hvor de læsninger fra Det Gamle Testamente, der ofte er messens 1. læsning resten af året, afløses af læsninger fra Apostlenes Gerninger, for at vi kan lære om, hvordan Jesu apostle grundlagde Kirken efter hans død.
I påsketiden følger vi i evangeliets læsninger Jesu møder med disciplene efter sin opstandelse og indtil hans optagelse i himlen 40 dage efter sin opstandelse. Jesus, der allerede lever sit herlighedsfulde liv som opstanden fra de døde, giver i denne periode disciplene den sidste forberedelse til at følge deres kald til at forkynde evangeliet om Jesus og hans stadige tilstedeværelse iblandt os samt alle menneskers kald til at følge Jesus som deres Herre. 10 dage efter Kristi Himmelfarts dag følger pinse-højtiden, hvor vi mindes, at Jesus sendte Helligånden til apostlene, der var forsamlede sammen med Maria. Dermed slutter påsketiden, og den almindelige tid begynder.
Søndag efter pinse fejrer vi den hellige Treenighed, Fader Søn og Helligånd, én Gud. De følgende søndage gennem resten af kirkeåret kaldes ”1., 2. osv. søndag efter pinse”. Læsninger og evangelium lærer de troende om Jesu liv og virke, mens han vandrede omkring og underviste om Guds rige, der er kommet nær.
Gennem hele kirkeåret fejrer vi også mindedage, der skal lære os mere om Jesus selv, om Maria, Guds Moder og om alle de mennesker, som har levet et helligt liv, og som Kirken tror nu er hos Gud og kan gå i forbøn for os, nemlig helgenerne.
På Katolsk Liv findes en særlig ”Helgenkalender” med biografier over de forskellige helgener, som mindes i Den Katolske Kirke i Danmark.
Under fanen ”Kirkeårets fester” findes en liste over kirkeårets højtids- fest- og mindedage, som ikke er mindedage for helgener.