Af præst Lars Messerschmidt
INDLEDNING: Baggrunden for denne artikel er min læsning af katolske indlæg om eukaristien efter 2. vatikankoncil i internationale medier. Et gennemgående træk i mange af disse indlæg er en anklage for, at den aktuelle messe ikke er katolsk, ja endda kættersk. Hvis uenigheden om messens liturgi når det højdepunkt, er der kun et lille skridt, før Den katolske Kirke igen bliver splittet.
Jeg har derfor sat mig for ganske enkelt at gennemgå teologien bag den nye messeritus på baggrund af teksterne selv. Min oplevelse af katolikkers opfattelse er, at ikke ret mange for alvor har sat sig ind i liturgien, men bedømmer tingene overfladisk. Alle de fornyede ritualer vedr. de liturgiske handlinger har altid en meget grundig fremstilling af det pågældende ritualets idegrundlag dvs. man forklarer ritualets bibelske baggrund og betydningen af de enkelte handlinger. Det gælder ikke mindst for messens vedkommende. Jeg vil derfor på denne baggrund redegøre for, hvad teksterne selv siger. Jeg bruger den danske tekst fra 2003.
1. Citat: ”Ved messen eller Herrens nadver samles Guds folk under ledelse af præsten, som optræder på Kristi vegne, for at fejre Herrens ihukommelse eller det eukaristiske offer. For en sådan lokal forsamling af den hellige Kirke gælder i særlig grad Kristi løfte: ”Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20) (27). Messen defineres som en forsamling af Guds folk. Bag denne beskrivelse ligger det græske ord koinonia (latin: communio), som betyder fællesskab og beskriver modermenigheden i Jerusalem (A.G. 2,42). Kirken er således til stede, når en messe fejres. Man kan sige, at Kirken i denne forbindelse defineres som den menighed, der her og nu fejrer messe. Hvor mange katolikker, både dem, der foretrækker den ekstraordinære ritus og dem, der følger den nye, forstår, at det er hele den universelle Kirke, der substantielt er til stede i messen? Teksten henviser til Jesu løfte om altid at være iblandt os, når vi samles som kristne.
2. Citat: ”I messen, som gør korsofferet nærværende, er Kristus nemlig virkelig til stede både i menigheden, som er samlet i hans navn, i præstens person, i Herrens ord og ganske særlig i Eukaristiens skikkelser, hvor han er substantielt og vedvarende til stede” (27). Teksten slår altså fast, hvad Tridentinerkonciliet (o. 1550) gjorde til et dogme, at korsofferet er nærværende, ordret: foreviges, i messen. Teologerne har gennem tiderne ikke altid forstået at forklare dette, hvorfor det også blev det helt store stridsspørgsmål på reformationstiden. I dette afsnit nævnes, at Kristus er virkelig tilstede på følgende måder: 1. i de troendes forsamling, 2. i præstens embede, 3. i forkyndelsen af Guds ord, 4. og i brødets og vinens skikkelser. De fleste katolikker hæfter sig specielt ved det sidste: Kristi nærvær under brødets og vinens skikkelse. Uden overdrivelse kan man sige, at det er koncilets fortjeneste også at have peget på de 3 andre måder, hvorpå Kristus er reelt tilstede i messen. Men er denne lære trængt ind i os (inkl. os præster)? Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil hævde, at dette ikke er katolsk lære gennem alle tider, selvom Kirken i praksis snart har understreget det ene og så det andet. Med koncilet er det hele slået fast som Kirkens teologi om messen. Som katolikker skal vi altså tilegne os alle de 4 sandheder om messen, hvis vi skal deltage i den på værdig og frugtbar vis. Jeg vil i denne forbindelse forklare helt konkret, hvordan Jesus er til stede i ”de troendes forsamling”. Han er ikke bare til stede, når så og så mange kommer i kirke. De troende skal ”forsamles”. De skal blive til noget, de ikke er, når de kommer ind i kirken til messe. Det svarer fuldstændig til, hvis vi er indbudte til et selskab. Først når værten hilser alle og byder dem velkomne udgør de et selskab med hinanden. Jesus selv bruger dette billede. Jesus stifter eukaristien ved den sidste nadver, men under et fælles måltid, hvor han har indbudt de tolv disciple til at deltage – og kun dem. Nu er de et særligt fællesskab med Jesus som vært. På samme måde med messen. Men hvordan sker det liturgisk? I det nye messeritual åbnes messen med præstens hilsen. De troende bliver i kraft af denne hilsen til en forsamling dvs. til Kirke. Nu er de ikke et vist antal troende, men Guds folk og Kirke. Hele liturgien understreger, at det er Kirken, der fejrer eukaristien og ikke kun præsten. Præsten siger i alle vigtige bønner: ’VI’ og ikke ’JEG’. Han taler på de troendes vegne, og de tilslutter sig hans bønner med ’AMEN’. Kirken som forsamling opløses, når præsten eller diakonen efter velsignelsen siger ’Ite missa est’, som skal gengives med ’gå bort herfra med Kristi fred’. Der er tale om en bortsendelse: Nu er eukaristien afsluttet. Jeg har gjort lidt ud af dette første punkt, da det er overset. Selvom den tridentinske messe i princippet fejres på samme måde, så kommer det ikke tydeligt frem i liturgien. Derfor har koncilet rettet op på ritualet, så det er klart, hvornår de troendes forsamling konkret bliver til Kirken.
Den, der repræsenterer Kristus som vært, er præsten (biskoppen). Men præsten er ikke Kristi stedfortræder, men synliggørelse af Kristus. I kraft af ordinationen gør han Kristus nærværende i de kirkelige handlinger og i forkyndelsen. De troende skal derfor fokusere på Kristus som vært, brudgom og ypperstepræst og ikke på præsten.
3. Citat: ”Messen består på en måde af to dele: Ordets Liturgi og Nadverliturgien; men de er så nøje forbundet med hverandre, at de udgør én kulthandling. I messen dækkes nemlig et bord med Guds ord og med Kristi Legeme” (28). Teksten går nu et skridt videre og beskriver, hvordan messen er delt op i to hovedafsnit. Det er Kristus, der er hovedpersonen i begge afsnit, idet det nemlig i det første afsnit er ham, der taler til os. For hvad er Guds ord om ikke Kristus selv? (Guds) ordet blev kød og tog bolig iblandt os, står der i Johannes 1,14. Vi kan kort slå fast som Kirkens lære, at hele Bibelen er Guds ord. Derfor slutter hver læsning i messen med: ”Dette er Guds ord”, og menigheden skulle gerne svare: ”Guds ske tak og lov”, hvilket er de troendes tilslutning til Guds ord, altså en kort trosbekendelse. Pave Benedikt XVI har i en postsynodal skrivelse af 2010 med megen autoritet slået fast, at Bibelen, som Guds ord, skal genfinde sin oprindelige plads både i den enkeltes trosliv og i Kirkens gudstjenester. Hvis man teologisk skal uddybe dette punkt, så handler det om tro. Sakramenterne, herunder også eukaristien, i sig selv skaber ikke tro, bare fordi de modtages. Det gør Guds ord fremført af Helligånden, når man lytter til det. Paulus uddyber dette i brevet til romerne (10,17): ”troen kommer af det, der høres, det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord”. Man skal først have en personlig tro, før man kan modtage sakramenternes nådegaver på en frugtbar måde. Denne teologiske sandhed har bevæget koncilet til at udbygge Ordet tjeneste i messen (og i øvrigt i alle sakramenterne). Ved en søndagsmesse kan der læses to tekster fra Bibelen plus evangeliet. Den første læsning er stort set altid taget fra Det gamle Testamente og den anden fra Det nye Testamente uden for evangelierne. Den første læsning er så vidt muligt en forberedelse til evangeliet med det formål, at vi skal se, at der er et sammenhæng mellem Det gamle og Det nye Testamente. Tekstrækkerne er fordelt på en treårig cyklus for søndagene og en supplerende toårig cyklus for hverdagsmesserne. Prædikenen har også fået en anden funktion end tidligere (det har nok varieret fra præst til præst). Prædikenen skal forklare og aktualisere Guds ord. Derfor skal der altid prædikes ved officielle messer og også meget gerne ved messer med en begrænset deltagelse.
Det er derfor en naturlig sag, at læsningerne skal fremføres på modersmålet og på en måde, så læsemåden vidner om, at det er Guds ord, der fremføres. Det kræver, at vi udvikler en helt ny genre for oplæsning, som vi i 1000 år ikke har haft brug for, da læsningerne var på latin og derfor ikke kunne (skulle) forstås. Intet under, at begrebet Ordets gudstjeneste var mere eller mindre forsvundet.
Teksten siger: ”Når den Hellige Skrift læses i Kirken, taler Gud selv til sit folk, og Kristus, som er tilstede i sit ord, forkynder Evangeliet. Alle skal derfor lytte med ærefrygt til læsningerne af Guds ord” (29).
Et teologisk problem: Er det tilstrækkeligt at følge med i en messebog eller på en smartphone, eller skal læsningerne høres? De skal primært høres, fordi det drejer sig om kommunikation mellem en, der læser teksterne, og andre der tager imod budskabet. Men naturligvis er der intet til hinder for, at man kan supplere med at læse samtidig med, at man hører, hvis man enten ikke kender sproget eller har problemer med hørelsen. Men oplæsningen må ikke erstattes. Vi lever i en læsekultur og ikke i en hørekultur, og det kan gå ud over fællesskabet i messen.
Vi har brug for at arbejde med problematikken omkring forkyndelsen af Guds ord. Det er en helt ny problemstilling, som er vigtig at fordybe sig i og finde praktiske måder at udføre denne del af liturgien på. Det har vi efter min vurdering langtfra løst. Det er ikke primært præstens opgave at læse Guds ord, men nogle fra de troende, men de skal oplæres til det (ligesom også vi præster måske skal udvikle en talemåde, der formidler liturgien).
4. Ordets gudstjeneste afsluttes (om søndagen) med trosbekendelsen og menighedens forbønner. De sidste er genindført i liturgien inspireret af oldkirken. Forbindelsen til Ordets gudstjeneste er, at menigheden gennem Guds ord bliver inspireret til at bede for konkrete og personlige anliggender under denne messe, uden at de generelle bønsanliggender bliver negligeret. I den tridentinske messe var der kun plads til at bede for ens afdøde. Men også i denne forbindelse må deltagerne finde en form, så menighedens forbønner virkelig er den lokale menigheds. Det kniber med at gøre forbønnerne relevante for de tilstedeværende.
5. Eukaristien indledes med frembæring af gaverne. I den tridentinske messe kaldes dette messeled for Offertorium. Det har koncilets liturgi fravalgt, fordi det kunne forstås således, at dette led var offerhandlingen i messen, hvilket ikke er tilfældet. Selve bønnerne under Offertoriet var tvetydige, fordi de var ”offerbønner” og syntes at understrege handlingens offerkarakter. Således lød f.eks. præstens henvendelse til menigheden: ”Bed brødre, at mit og jeres offer må blive modtaget af Gud, den almægtige Fader”. Det nuværende messeled drejer sig alene om frembærelse af brød og vin og menighedens gaver, samt at dække alteret til den forestående eukaristi. Præstens bønner er i stedet for blevet til ”bordbønner” inspireret af de jødiske bordbønner.
6. Derefter følger ritualet i den nye messe stort set modellen fra den tridentinske liturgi med præfation, selvom der er tilføjet nye præfationer. Præfationernes klassiske indledning er værd at understrege, idet præsten opfordrer den forsamlede Kirke til at lovprise Gud sammen med ham, det vil helt konkret sige, at nu fortsætter præsten (biskoppen) med at henvende sig til Faderen i den forsamlede Kirkes navn. Det er altså ikke præsten, der nu frembærer lovsang og bønner, men hele menigheden. Derfor siger han hele vejen igennem Vi.
Den første eukaristiske bøn er den gamle ”romerske canon”. Også i den taler præsten ikke i eget navn, men i menighedens navn. Den nye liturgi har dog ændret på selve indstiftelsesordene, for at gøre dem mere klare ved at citere hele Jesu sætning og ikke kun selve forløbet omkring forvandlingen: ’Dette er mit legeme … dette er mit blod’. I den gamle ritus var ordene mysterium fidei (troens mysterium) indflettet, som Jesus jo ikke har sagt. Disse ord er derfor taget ud af det gamle sammenhæng og hæftet efter forvandlingsordene som opfordring til menigheden om at tilslutte sig handlingen: ”Herre, vi forkynder din død …” Men det drejer sig jo ikke om en substantiel ændring af messens centrale handling, men om justering. Det er tankevækkende, at den tridentinske udgave af selve forvandlingsordene ikke direkte medtager Jesu ord: ”Tag det og spis alle deraf” og ”Tag den og drik alle deraf”. Det afspejler sikkert, at messen officielt ikke længere havde karakter af et offermåltid, men ”blot” af en forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod. I Middelalderen var det faktisk således, at kommunionen normalt aldrig blev uddelt til kirkefolket under selve messen. Derfor måtte det 4. Laterankoncil (år 1215) understrege, at de troende mindst én gang om året skulle gå til Kommunion, da formodentlig mange efterhånden ikke gik til kommunion. Den praksis at uddele kommunionen udenfor messen, ikke under messen, fortsatte nogle steder helt op til vor tid.
7. I den konciliære messeliturgi findes der udover den romerske canon tre andre eukaristiske bønner. Den anden eukaristiske bøn afspejler den af Hippolyt (200-tallet) udarbejdede messeform, som blev vidt udbredt i den daværende Kirke, i Øst og i Vest. Den konciliære reform har altså villet givet os en smag på, hvordan messen kan have lydt, også i Rom i 3. årh. De to andre eukaristiske bønner er helt nye, men grundstrukturen fra de første århundreder genfindes. Det, der er karakteristisk for disse tre sidste eukaristiske bønner er Helligåndens rolle, den såkaldte epiklese, som også findes i de østkirkelige riter. Inden præsten (biskoppen) udtaler Jesu ord, beder han Faderen sende Helligånden over brødet og vinen og forvandle det til Kristi legeme og blod. Det er altså ikke præstens gentagelse af Jesu ord, der forvandler brødet og vinen, men Helligånden, der giver præstens ord denne guddommelige kraft. Efter forvandlingen gentager præsten bønnen til Faderen om, at Helligånden nu må komme og forvandle de troende til Kristi legeme, som er Kirken. Brød og vin bliver til den opstandne Herres legeme og blod, som skal forvandle os til hans kirkelegeme, alt sammen ved Helligånden.
8. Alle de eukaristiske bønner starter ens med lovprisning af Faderen, på græsk eukaristi. Og de ender alle med igen at lovprise Faderen med en særlig formel: ”Ved ham (Kristus) og med ham og i ham, tilkommer dig, Gud Fader, den Almægtige, i Helligåndens enhed al herlighed og ære fra evighed til evighed”. Denne treenighedsformel er dybere end ”Ære være Faderen … ”, fordi de tre guddommelige personer nævnes i deres særlige relationer til hinanden. Mere specifik kan vores kristne tro på den treenige Gud ikke være.
9. AMEN er et nøgleord fra liturgiens begyndelse i Øst og Vest. Det er hebræisk og er en stærk bekræftelse af en bøn: JA, DET ER SANDT. Ordet er overtaget fra jødedommen. Nu må jeg åbent indrømme, at det ord, der skulle understrege menighedens stærke tilslutning til præstens bønner, nærmest har fået karakter af et antiklimaks. Læg selv mærke til, hvordan det lyder i messen. Og det stiller virkeligt spørgsmålet, om de enkelte deltagere har forstået, at liturgien er en fælles handling, hvor opgaverne ganske vist er fordelt, men at vi alle tilsammen udgør Kristi Kirke, der sammen med ham lovpriser Faderen i Helligåndens enhed. Som præst spørger jeg mig mange gange, om jeg virkelig har kirkefolket med mig, når vi kommer til Amen.
Naturligvis skal Kristi nærvær under brøds og vins skikkelse fremhæves. Jesus siger selv i Joh. 6, at han er livets brød og sigter direkte til eukaristien. Og det forklarer, hvorfor han er nærværende som føde i form af brød og vin. Under brødets og vinens skikkelse gør Jesus sit ofrede legeme og blod nærværende som vor åndelige føde. Det er i dette øjeblik, at messen bliver et offer. Den teologiske begrundelse for dette mysterium finder vi i Joh. Åb. kap. 5,6: ”Jeg så midt for tronen og de fire levende væsener og midt for de ældste et lam stående ligesom slagtet …” Vi befinder os i den himmelske helligdom. Lammet er Jesus Kristus; men han er også i Himmelen i en permanent tilstand af at være slagtet. Hvis Jesus er det slagtede lam i Himmelen, må han også være det på jorden i messen. Derfor siger præsten lige før menighedens kommunion, når han løfter det indviede brød og vin: ”Se Guds lam, som borttager verdens synd. Salige er de, der er indbudte til lammets bord”. I den tridentinske messe siger præsten ikke den sidste sætning: ”Salige er de …”. I det nye konciliære ritual indbydes de troende direkte til at komme frem til lammets bord. Det er også her tankevækkende at konstatere, at meget få rejser sig op og går frem til kommunion, efter at de direkte er blevet indbudte. De venter, på hvad? En ny invitation? De troendes kommunion er altså en vigtig bestanddel af messen, fordi messen også er et måltid, som Kristus har indbudt os til.
Det er og bliver et endnu uafklaret problem, om også de troende har ”ret” til at modtage Kristi blod. Den nye liturgi afviser det ikke, men begrænser det til særlige lejligheder. Uden at benægte, at Kristus er fuldt og helt tilstede i hver af de eukaristiske skikkelser, så er Jesu ord dog helt klare: ”Tag og drik”. Og den teologiske begrundelse er ganske enkelt: Han er her tilstede som vores åndelige føde, der består både af Kristi legeme under brødets skikkelse og hans blod under vinens skikkelse. Disse to skikkelse er jo selve sakramentets tegn og kan ikke adskilles (jeg undlader at kommentere Coronaproblematikken). En messe ville f.eks. ikke være gyldig, hvis præsten kun konsekrerede brødet (det er klar katolsk lære). Og så skal det tilføjes, at i oldkirken modtog alle Kristus både under brødets og vinens skikkelse.
10. FOR ALLE / FOR MANGE! Vi i Danmark er vandt til at høre præsten sige, når han gengiver forvandlingsordene: ” … som udgydes for jer og for alle. I den sidste udgave af messen, som er på trapperne, er ’for alle’ blevet ændret til ’for mange’ efter ønske fra de romerske myndigheder. På latin står jo ’pro multis’, som ordret gengiver Jesu ord: ’for mange’ (Matth 26,28). Kirken ønsker nu, at der i alle oversættelse skal stå ’mange’ og ikke alle. Hvad er den teologiske forskel på de to udtryk? Og kommer det ikke ud på samme? Ja og nej. Da Jesus fejrer den sidste nadver med de 12 apostle, der repræsenterer Guds nye folk, altså os, indgår han den nye pagt. Det er grunden til, at han bruger ordet ’mange’, nemlig alle dem, der er kommet til tro på ham og tilhører Guds folk. Det udelukker selvfølgelig ikke, at Jesus er død for alle menneskers frelse, men messen er i første omgang den nye pagts måltid – bryllupsmåltidet, hvor han rækker os sit legeme og blod. Denne ændring til den originale form viser, hvor svært det er at oversætte fra de oprindelige tekster, så den nøjagtige mening gengives. Men det ville være en fejl at regne den latinske tekst for den originale tekst. Det er og bliver den græske. Pointen er, at vi som er samlet til messe, når vi hører, at Jesu blod er udgydt ’for mange’, skal tænke på os, som er forsamlet ligesom apostlene ved den sidste nadver. I enhver messe bliver den nye pagts måltid nærværende, og derfor kan kun døbte deltage i det. I oldkirken sendte diakonen alle udøbte ud af kirken efter ordets gudstjeneste, fordi de ikke var en del af Guds folk i den nye pagt.
11. To gange i 1. Petersbrev (2,5.9) og tre gange i Johannes Åbenbaring (1,6. 5,10. 20,6) bruges udtrykket om de troende, at Kristus har gjort dem til konger og til præster. Dvs. han har ligedannet dem med sig i sit universelle konge- og præstedømme. Her er ikke tale, om det vi kalder præster og biskopper. Det er de troende, Guds folk, der har del i Kristi præstedømme. Dette er en dyb og ikke særlig godt forstået sandhed om det at være kristen, idet man forbinder udtrykket præst med et embede i Kirken. En del af problemet består i, at man bruger det samme ord i to forskellige betydninger: Liturgisk tjeneste (i templet) og menighedens leder(e), som på græsk hedder presbyter = ældste. Præst, som bruges på flere af vore moderne sprog, betyder ikke ”præst” men ældste. Selve ordet præst viser, at det kommer af presbyter. Præst i betydning en liturgisk tjener i templet hedder noget helt andet på græsk og latin (sacerdos). Så mærkeligt det lyder, er det de troende (alle), der betegnes med ordet sacerdos (”præst”). Pointen er, at i Den nye Pagt er der kun én ypperstepræst/præst: Jesus Kristus. Han har gjort hele Kirken og alle dens medlemmer til offerpræst sammen med ham i hans offer til Faderen. Det er dette, der kommer til udtryk i messen: Jesus og hans Kirke, der er tilstede i denne handling, frembærer hans evige offer til Faderen i Helligånden. Men dette kan kun ske, når forsamlingen ledes af en person, der synligt repræsenterer Kristus. Det er ham, vi med et tvetydigt ord kalder præst, altså leder / ældste. Jeg kan udmærket godt forstå, hvis mine læsere ikke rigtigt kan fatte dette problem – det kunne man heller ikke på reformationstiden. Hvem var præst: alle troende (det almindelige præstedømme) eller særlige embedsbærere (det ministerielle præstedømme)? Det samme ord, præst, bruges således på vore sprog om to forskellige ting og skaber forvirring.
12. Afslutningsvis vil jeg nævne, at messen er et bryllupsmåltid, hvor brudgommen, Kristus, fejrer brylluppet med sin brud, Kirken: ”Halleluja. For Herren, vor Gud, Den almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde os og juble og give ham æren, for lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede, og der er givet hende rene lysende linnedklæder – som er de helliges retfærdige gerninger. Og englen sagde til mig: Skriv: Salige er de, som er indbudte til lammets bryllupsmåltid” (Joh Åb 19,6-9). Her beskrives den himmelske bryllupsfest, som er kronen på hele Guds frelseplan. Der er tale om en sand liturgi med følgende elementer: 1) Halleluja, et liturgisk hovedord. 2) Faderen er nærværende som alherskeren, som først og fremmest skal lovprises og tilbedes. 3) Det er Faderen, der nu indbyder os til sin Søns bryllupsmåltid, ikke som gæster, men som Kristi brud, tænk på Jesu lignelse om kongesønnens bryllup (Matth 22,1-14). Hun er nu klar til brylluppet. Hendes brudekjole er givet hende. Smykkerne er de helliges dvs. de kristnes retfærdige gerninger. Budskabet i Joh Åb er ikke, at dette bryllup ligger langt ude i fremtiden, jfr. Jesu lignelse som ovenfor anført, men brylluppet er begyndt, nemlig da Jesus indgik den nye pagt. Jeg nævner i denne forbindelse en lille sproglig detalje: I den danske og måske også andre oversættelser står i v. 7: hans brud har gjort sig rede. Men i den græske tekst står ’hans hustru’. Pointen er, at Kristi brud allerede er hans hustru, dvs. hun tilhører allerede ham. Bryllupsfesten er altså den højtidelige afslutning på bryllupsceremonien. Dette afspejler den jødiske form for indgåelse af et ægteskab: Først skal de to ’forloves’, dvs. rent formelt give til hinanden. Kvinden kunne derfor allerede på det tidspunkt kaldes hustru, jfr. Math. 1,19: Josef benævnes som Marias mand. Og i en drøm siger en engel til ham: ”Frygt ikke for at hjemtage din hustru Maria” (den nøjagtige græske tekst). Denne forståelse tillader os derfor at sige, at Jesus allerede har indgået sit ægteskab med Kirken, nemlig ved den sidste nadver, men bryllupsfesten må vente til alting er afsluttet, indtil brudekjolen i al dens skønhed er færdig. Messen er altså dette bryllupsmåltid, der etablerer relationen mellem brudgommen, Kristus, og bruden, Kirken. Men denne begyndelse skal gentages og gentages, indtil alt er rede til selve den store bryllupsfest. De ovenfor nævnte detaljer genfindes således i liturgien. Det er messens mysterium!
KONKLUSION: Jeg har forsøgt på basis af de liturgiske tekster at klargøre, at det nye ritual så sandelig er i forlængelse af Kirkens totusindårige tradition og tro og på flere væsentlige områder har suppleret den tridentiske messe uden at ændre messens substans. I de første tusind år og mere var der ikke en ensartet romersk ritus. Den kom først under tridentinerkoncilet, da man ville reformere gudstjenesten, ligesom senere paver og til sidst 2. vatikankoncil har gjort. Men det betyder, at den nye messeliturgi også godt kan reformeres i fremtiden, hvis behovet opstår. Man kunne godt pege på det ene og det andet, som kunne have været bedre. Men vi må stole på, at Helligånden leder Kirken også på det liturgiske område, så Guds folk altid på værdig og sand måde kan lovprise Faderen i Jesu navn. Eukaristien må ikke være det, der splitter de troende! Tværtimod.
19 05 2022 (ny redaktion)
LM
*Rudolf Pesch: Wie Jesus das Abendmahl hielt, Der Grund der Eucharistie, Herder 1977. En bibelteologisk udredning af evangeliernes og Paulus’s beretning om den sidste nadver. Hans gennemgang af Markus’ tekst er særlig værdifuld, fordi denne tekst afspejler teologien i den jødiske påske som forudsætning for eukaristiens indstiftelse. Han forstår på baggrund af semitisk sprogbrug Jesu ord: ’Dette er mit legeme’ i betydningen: dette er mig. Der underforstås: Messias. Og ’dette er mit blod’ i betydningen: det er mig Messias, der skal død for folkets frelse. ”For mange” = alle, der kommer til tro på Jesus som Messias og bliver optaget i den nye pagt.
