21. november 2024

Af: Birgit Bidstrup Jørgensen

Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid.

En vigilie er den forberedelse, der holdes dagen eller aftenen i forvejen før en stor liturgisk fest. Egentlig betyder det latinske vigilia at våge om natten. Før jule- påske- og pinsefesten holder Kirken vigilier med egne liturgier.

Påskevigilien er den hellige nat, da Kristus, verdens lys, gik fra gravens mørke til sin opstandelses lys. Fejringen må ikke begynde før natten falder på, og den skal være afsluttet før daggry påskemorgen.

Påskevigilien indledes uden for kirken, hvor en ny ild tændes og velsignes, og det nye påskelys indvies og tændes ved den nye ild. Menigheden holder utændte lys i hænderne. Med påskelyset forrest går præst og menighed derpå hen til kirken, der er helt mørk. Præsten bærer påskelyset ind, mens han tre gange på sin vej synger ”Kristus, verdens lys”, og menigheden svarer ”Gud ske tak og lov”. Inde i kirken tændes menighedens lys ved flammen fra påskelyset, som derpå anbringes i sin stage ved alteret. Symbolsk venter de troende således med tændte lys på deres Herre, Kristus, verdens lys. Præsten eller diakonen synger den store påskelovsang, Exultet – Nu fryde sig himlens engleskare – der handler om opstandelsens mysterium. Ordets liturgi begynder med ni læsninger. Syv læsninger fra Det Gamle og to fra Det Nye Testamente, hver efterfulgt af en vekselsang og en bøn, gennemgår frelseshistorien lige fra skabelsen til Kristi opstandelse.

Efter sidste læsning fra Det Gamle Testamente tændes alt lys i kirken, og Gloria, Ære være Gud i det høje, synges mens klokkerne ringer. Derpå følger læsningen fra Det Nye Testamente og for første gang siden fastetidens begyndelse indledes evangeliet om Kristi opstandelse med Alleluia!

Efter en prædiken indvies det nye dåbsvand, eventuelle dåbskandidater modtager dåben, og menigheden fornyer deres dåbsløfter til minde om, at i dåben dør vi med Kristus for at leve vort nye liv i ham. Afslutningen på påskevigilien er fejringen eukaristiens liturgi – nu ikke længere med sorg over den lidelse, Jesus måtte gennemgå, men i fuld glæde over den forløsning, han bragte alle mennesker gennem sin død og sin opstandelse. En særlig påskevelsignelse sender menigheden ud i verden for at give det videre, de har modtaget.

Med påskevigilien begynder påsketiden, som varer 50 dage og afsluttes med pinsefesten.

Læs mere her, her og her