21. november 2024

Jomfru Marias fremstilling i templet

Bibelen beskriver ikke, at jomfru Marias forældre, Joakim og Anna, fremstillede deres lille datter i templet i taknemmelighed over at Gud hørte deres bøn om at få et barn. I apokryfe skrifter finder man beretningen om, at de bragte Maria til templet som 3-årig, for at hun skulle uddannes til at tjene der. Festen for jomfru Marias fremstilling i templet kendes tilbage fra år 543.

Vor Herre Jesus Kristus Universets Konge

Når kirkeåret afsluttes med at fejre Kristi kongeværdighed, understreger det, at Kristus, vor konge, og hans rige er målet for vores liv på jorden. Efter festen for Jesus Kristus, Universets Konge, begynder et nyt kirkeår med adventstiden og forventningen om Jesu fødsel som menneske.

Jesus fremtrådte ikke som konge i menneskers øjne, da han levede som menneske. Helt skjult var hans kongeværdighed, da han levede med sine forældre i Nazaret, til han blev 30 år. Først mod slutningen af sit offentlige liv, svarede han på Pilatus’ spørgsmål, om han var jødernes konge, at ”Mit rige er ikke af denne verden” og videre svarede han Pilatus: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst” (Joh 18,36—37). I Mattæusevangeliets afslutning, efter sin opstandelse, siger Jesus: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (28,18).