Pave Franz har opfordret Kirken til de næste år at slå ind på det, han kalder den synodale vej. Det er et spændende initiativ, men der er mange problemer forbundet med det.
Spørgsmålet er nemlig, hvad en synode er teologisk. Paven selv siger, at det ikke handler om at skabe nye måder at organisere Kirken på. Men hvad er så formålet? Ja, det handler vel i sidste ende alene om det, vi kunne kalde Kirkens grundlæggende fornyelse. Denne fornyelse skal ikke organiseres ovenfra, men nedefra, siger paven. Jeg kan kun give ham fuldstændig ret. Men forudsætningen for det er, at vi ved, hvad Kirken egentlig er, altså at vi har en sund og korrekt teologi om Kirken. Det var egentlig det, 2. vatikankoncil ønskede at beskrive i de forskellige dokumenter. Derfor er det også tankevækkende, at der nu i Kirken er rigtig mange, som sætter spørgsmål ved dette koncils gyldighed. De har fuldstændig ret i at konstatere, at den kirkelige selvforståelse, som koncilet giver udtryk for, på mange måder radikalt ændrer ved det, vi kunne kalde det klassiske katolske kirkesyn. Så selve den synodale vej vil sandsynligvis fremkalde endnu flere konflikter i Kirken.
Mine forudsætninger for dette indlæg er ganske enkle: Jeg er opdraget i den katolske tro, sådan som den kom til udtryk før koncilet, dog med mange nuancer, da man allerede dengang kunne have nok så forskellige meninger om Kirken, som jeg registrerede. Jeg studerede bibelvidenskab i Rom under koncilet og kunne følge forhandlingerne i kulisserne. Det var på mange måder et nyt teologisk studium. Da jeg kom tilbage til Danmark som præst blev jeg efter et par år generalvikar for vor nye biskop Hans Martensen. Han store anliggende var at indkalde til en synode, der skulle implementere koncilets bestemmelse, ikke mindst liturgireformen. Jeg var meget aktiv i det forberedende arbejde bl.a. vedr. Kirkens ”struktur”, dvs. spørgsmålet om menighedsråd, pastoralråd m.m. Formålet var at finde former, der muliggjorde hele kirkefolkets medansvar for Kirken. Det var et hovedanliggende for koncilet. Et strukturforslag gik ud på, at bispedømmet skulle deles op i menigheder (som det allerede var), men at disse menigheder skulle knyttes sammen i provstier / dekanater, som så igen skulle repræsenteres i bispedømmets pastoralråd. Det handlede ikke om at fusionere menighederne, men at finde former, så de kunne samarbejde. Jeg vil nedenfor forklare ideen bag denne opbygning, men først vil jeg orientere om, at dette oprindelige forslag ikke blev vedtaget på synodens plenarmøde på Nyborg Strand 1969. dvs. ideen om at de enkelte menigheder skulle knyttes sammen i større fællesskaber uden at blive sammenlagte.
Baggrunden for forslaget var, at Kirken skulle arbejde ude i marken, og at der derfor skulle dannes mange også relativt små menigheder; men disse menigheder måtte ikke isoleres, de skulle knyttes sammen i provstier, så de kunne være solidariske. Disse provstier skulle igen være repræsenteret på bispedømmeplan.
Den ideologiske baggrund for denne struktur var Kirkens principper for et menneskeligt samfund, som pave Leo XIII var den første til at formulere i den berømte rundskrivelse ’Rerum Novarum’(1891). Principperne var to: det såkaldte subsidiaritets princip og det solidariske princip. Subsidiaritetsprincippet kan også gengives med nærhedsprincippet. Grundideen er, at et samfund består af små enheder, f.eks. familien, som er knyttet til hinanden i et solidaritetsfællesskab. Samfundet bygges således op nedenfra og ikke ovenfra. Vi kan se dynamikken f.eks. i EU. De enkelte lande er basis for det kontinentale fællesskab, men de er knyttet sammen i en solidaritetsorden, som ikke må erstatte de enkelte lande. I princippet kan denne ordning udbredes til verdenssamfundet. Altså det store internationale fællesskab må ikke være på bekostning af de enkelt nationer; men heller ikke disse må undertrykke de mindre fællesskaber som regioner og kommuner – og familierne. Hvis man altså ikke respektere de små enheders autonomi og værdi, opbygger man et umenneskeligt samfund, som det jo er tilfældet mange steder. På den anden side skal de mindre samfund leve op til solidaritetsprincippet, altså ikke isolere sig. Dette er kort fortalt Kirkens lære om et menneskeligt samfund.
Spørgsmålet er nu, om de samme to principper også gælder for Kirken som samfund. Der er vist ikke mange, der stiller det spørgsmål. Ser vi på, hvordan Kirken fungerede på apostlenes tid og den efterfølgende tid, er svaret helt indlysende: Kirken blev bygget op på nøjagtig samme grundlag. Problemet i dag er, at principperne ikke længere gælder i vor tids katolske Kirke: Den er nemlig stærkt centraliseret. Rigtig mange ting bestemmes ovenfra: Vatikanet eller bispekontoret. Det karakteristiske ved vor tids Kirke er, at de troende som sådan ikke har ret meget at sige. At vi har menighedsråd og pastoralråd er et plaster på såret, men det afspejler ikke, at de troende er konger og præster med Kristus, som Skriften siger (1. Pet. 2,9. Åb. 1,6. 5,10.) og vatikankoncilet gentager. Pointen er, at der er uklarhed hos de fleste katolikker om, hvad de egentlig er som troende i Kirkens sammenhæng. Jeg vil ikke her citere alle de bibelske tekster, der netop taler om de troende, som Kirkens grundlag, men jeg vil kun nævne, at langt de fleste brev i NT ikke er rettet til enkelte personer, biskopper og præster og den slags, men til de troende på et sted, altså til den lokale Kirke. Jeg vil her nævne et meget berømt brev skrevet af pave Clemens til menigheden i Korinth ca. 95. Brevet indledes med: ”Kirken, der er fremmed i Rom, hilser Kirken, der er fremmed i Korinth”. Ikke med ét ord nævner han sig selv eller menighedens leder i Korinth. Pavens brev er altså stilet til hele menigheden i Korinth, og det er på vegne af menigheden i Rom, at paven skriver brevet for at ordne nogle alvorlige problemer i Korinth. Vi er meget langt fra denne forståelse af, hvad Kirke er. Jeg vil derfor nu prøve at skitsere nogle grundtræk i Kirkens væsen på baggrund af nytestamentlige tekster.
Som udgangspunkt vil jeg nævne, at det indledende dokument til den synodale vandring, der starter i oktober måned, flere gange siger med eftertryk, at Kirken i sit væsen er synodal. Når det altså er det overordnede synspunkt i den proces, der nu starter, må vi spørge, hvad det betyder. Det vil jeg forsøge at redegøre for i denne tekst.
Selve ordet synode er græsk (på latin: koncil). Ordret betyder det ’et rejsefællesskab’, men bruges også om officielle sammenkomster, møder. Det er et profant udtryk, Kirken har overtaget.
Lukas fortæller os helt konkret i Apostlenes Gerninger (A.G.), hvordan menigheden i Jerusalem fungerede i begyndelsen. Den er modellen på en lokal Kirke og kaldes derfor også for modermenighed:
A.G. 1,15-26: Der skal vælges en efterfølger for Judas, der forrådte Jesus og begik selvmord. Peter sammenkalder alle disciplene, ca. 120. De skal i fællesskab finde en person, der har fulgt Jesus fra begyndelsen. To personer kommer på tale. Det er så Jesus, der ikke længere er synlig iblandt dem, der skal træffe den endelige afgørelse, da det er ham, der har etableret apostelkollegiet. De trækker lod og loddet faldt på Matthias. Altså: Peter tager initiativet til at inddrage alle disciplene, som jo er den første Kirke. Men det er Jesus, der afgør spørgsmålet. Således er den første menighed klar til fuldtalligt at modtage Helligånden. Denne proces kunne vi kalde en synodalproces: Hele menigheden er inddraget i udpegningen af den 12. apostel.
A.G. 2,1-47: Peter og de øvrige apostle forklarer for de mennesker, der var strømmet til pinsedag, hvad det handler om. Om og om igen står der Peter og de øvrige apostle, selvom det er Peter, der fører ordet. Hvorfor det? Fordi Kirken ledes af apostelkollegiet og ikke af en enkel apostel (Peter). Der er altså tale om en kollektiv ledelse af Kirken.
A.G. 2,42+44: Efter pinsebegivenheden beskrives menigheden således: ”De (nydøbte) var udholdende i apostlenes undervisning og i fællesskabet og brødets brydelse og i bønner … Og alle, der var kommet til tro, var samlet og havde alt fælles”. Man kan sige, at Lukas her beskriver grundstrukturen og elementerne i en menighed, der udgør en enhed, et fællesskab. Nøgleordet er fællesskab, på græsk koinonia (latin: communio). Fællesskabet omfatter apostlenes undervisning, måltidet, som godt kan være eukaristien, og fælles bønner og endelig også en økonomisk solidaritet. Også denne beskrivelse kan beskrives som synodal. Nogle af disse aktiviteter foregik hjemme (= huskirke).
A.G. 6,1-7: Da menigheden vokser, opstår der problemer med betjeningen. Menigheden bestod fra begyndelsen af to sproggrupper: de hebraisktalende og de græsktalende, men begge var jødiske. Da apostlene formodentlig ikke rigtig kunne tale græsk, blev de græske enker forsømt. Så sammenkalder ”de tolv” hele discipelskaren (formodentlig den græsktalende) og opfordrer dem til at finde ”syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom”. Man fremstiller så syv græsktalende disciple for apostlene, som bad for dem og lagde hænderne på dem. De tolv apostle kunne så koncentrere sig om undervisningen af Guds ord og bønnen, som sandsynligvis er det, vi ville kalde liturgien (v 4). Lukas skynder sig med at tilføje, at Guds ord havde fremgang og tallet på disciplene blev større og større (v 7). Her har vi så det første eksempel på, at apostlene var nødt til at have medarbejdere, og fremgangsmåden er igen tankevækkende: Apostlene konstaterer et alvorligt pastoralt problem, erkender årsagen og træffer en seriøs beslutning, hvori de inddrager de berørte. Løsningen er altså en fælles løsning, der træffes i fællesskab med hele (den græske) menighed. Den første af medarbejderne er den berømte Stefanus, Kirkens første martyr. Efterfølgende viser Apostlenes Gerninger, at disse syv medarbejdere også påtog sig at evangelisere og forkynde, altså havde del i apostlenes tjeneste. Også denne fremgangsmåde er synodal.
(A.G. 8,5-25: En af de syv medarbejdere, Filip, tager til en by i Samaria for at forkynde evangeliet, og det med stor succes, og han døbte også dem, der kom til tro (v 12). Så skriver Lukas: ”Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, ”sendte de Peter og Johannes ned til dem” (v 14). Formålet: At lægge hænderne på de nydøbte og meddele dem Helligånden. ”Da apostlene nu havde vidnet og talt Herrens ord, vendte de tilbage til Jerusalem”(25), men undervejs prædikede de i mange landsbyer. Igen skal vi bemærke følgende: Det er apostlene, der sender Peter og Johannes. Peter og Johannes optræder her og andre gange sammen. De skal meddele de nyomvendte en nåde, Filip åbenbart ikke kunne give dem: Helligånden. Man aner her det sakramente, vi nu kalder firmelsen, som helt tydeligt er samaritanernes pinse. Udsendelsen af Peter og Johannes sker ved apostlene som gruppe: synodalt.)
(A.G. 9,26-30: Da Paulus var kommet til troen, forsøgte han at slutte sig til menigheden i Jerusalem. Men man var bange for ham. Men en discipel Barnabas, som må have haft en vis autoritet i menigheden, tog sig af ham, og førte ham til apostlene, som så anerkendte ham som ægte discipel, hvorfor han nu kunne færdes i menigheden og endda kunne begynde at prædike til farer for sit liv. Men igen skal vi lægge mærke til den rolle ”apostlene” spillede i menigheden. Apostlene var menighedens kollektive ledere.)
A.G. 11,1-18: Peter bliver på overnaturlig vis gennem et syn sendt af Kristus til en romersk officers hus i Cæsarea. Hans navn var Cornelius. Han forkynder for ham og alle dem, han havde inviteret, om Jesus, og de kommer alle til tro og bliver ”døbt” med Helligånden, før Peter kunne nå at døbe dem. Rygtet om, at også hedninger havde taget imod Guds ord, forplanter sig til menighederne og til apostlene i Jerusalem. Men nogle fra den jødekristne menighed i Jerusalem går i rette med Peter, fordi han har besøgt hedninger og endda spist sammen med dem. Peter forklarer så i detaljer, hvordan Herren havde guidet ham. Så blev de ”rolige og priste Gud” (v 18). Igen et eksempel på, hvordan det er Kristus selv, der leder menigheden og apostlene i deres tjeneste, men også, at det er hele menigheden i Jerusalem, der involveres i apostolatet.
A.G. 11,19-30: Evangeliet bliver forkyndt i Antiokia i Syrien af nogle af dem, der måtte flygte under forfølgelserne forårsaget af Paulus. Vi hører således, at alle kristne kan være ”evangelister”, dvs. forkynde det glade budskab. Også denne forkyndelse blev en succes: ”et stort antal kom til tro” (v 21). Da menigheden i Jerusalem hørte det, sendte de Barnabas til Antiokia, ”en mand fyldt af Helligånd og tro” (v 24). Hvem var Barnabas? Vi møder ham helt i begyndelse af menigheden i Jerusalem og han var tilsyneladende et vigtigt medlem af menigheden. Han var en levit fra Cypern, dvs. en jødisk gejstlig, der var konverteret. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (v 36). Han brugte en stor del af sin formue til gavn for menigheden. Teksten fortæller ganske klart, at han af menigheden havde fået til opgave at oprette en menighed i Antiokia, dvs. en ’lokalkirke’. Derfor henter han Paulus for sammen med ham at gøre det. Det handlede især om undervisning. Disciplene dvs. menigheden i Antiokia sender senere Barnabas og Paulus med penge til Jerusalem i forbindelse med en hungersnød. Pengene bliver afleveret til de ældste i menigheden.
A.G. 13,1 ff. Den lokale Kirke (menighed) i Antiokia må nok opfattes som den første menighed udenfor jødisk territorium. Det var også her, at de ikke-kristne medborgere brugte benævnelsen ’kristne’ om de troende. Vi får at vide, at der var en gruppe af profeter og lærere i Antiokia. Her udpeger Helligånden Barnabas og Paulus til at begynde en mission i Lilleasien. Antiokia bliver altså udgangspunktet for verdensmissionen og en slags modermenighed. Det er Helligånden og menigheden (jfr. 14.27), der udsendte dem.
A.G. 15,1 ff. Men igen opstod der problemer med jødekristne fra Jerusalem, der modarbejdede Barnabas og Paulus og krævede, at de nye kristne af hedensk herkomst også skulle følge Moses’ lov og blive omskåret. Menigheden i Antiokia beslutter så at sende Paulus og Barnabas og nogle andre til apostlene og de ældste i Jerusalem for at forelægge problemet. Det fører til det, man har kaldt det første koncil (o. 49). Deltagerne i mødet var, foruden de her omtalte, apostlene og de ældste, men også menigheden nævnes (v. 4). Apostlene, de ældste og hele menigheden udvælger nogle mænd, der sammen med Paulus og Barnabas skulle rejse til Antiokia og meddele resultatet, som blev formuleret i en skrivelse, hvori det hedder: ”Helligånden og vi har besluttet …” (v 28). Menigheden i Jerusalem indtager altså i denne fase en hovedrolle blandt menighederne. Vi kalder den for modermenigheden. Den er altså ansvarlig for at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med missionen og grundlæggelse af ikke-jødiske menigheder. Løsningen er et kompromis: De kristne af hedensk herkomst skal ikke blive jøder med alt, hvad det indebærer. På den anden side skal de overholde nogle bestemmelser i Moseloven, som er relevante også for dem vedr. afgudsdyrkelse og som allerede blev formuleret i denne lov af hensyn til de hedninger, der på det tidspunkt levede blandt israelitterne (3. Mos 3,17. 17,14. 18,6-23). De, der har den læremæssige autoritet er apostlene og de ældste, men det er hele menigheden, der står bag kommunikationen med menigheden i Antiokia, som også forelagde problemet for menigheden i Jerusalem.
(A.G. 14,14,23. Da Paulus og Barnabas have forkyndt evangeliet i en række byer i Lilleasien vendte de tilbage til dem lidt senere og udpegede i de enkelte menigheder ældste og indsatte dem under bøn og faste i deres tjeneste og overgav menigheden til Herren. Først når en gruppe troende får en ledelse, kan de betragtes som en lokal Kirke. De skal konstitueres som menighed, en forsamling og ikke blot være en gruppe af troende. Også denne organisation af en menighed kunne vi kalde synodal.)
A.G. 20,17-31. Paulus sender bud efter de ældste i Efesus, da han ikke ville besøge denne menighed på grund af sine rejseplaner. Han holder en lang gribende afskedstale til dem, da han ved, at han ikke vil komme til Efesus mere. Paulus havde jo startet denne menighed og opholdt sig i flere omgange ganske længe. Han opfordrer de ældste til at passe på sig selv og menigheden, som han kalder ’hjorden’. Paulus siger direkte, at Helligånden har sat de ældste til at være tilsynsmænd for menigheden. Ordet tilsynsmand hedder på græsk episkop, som senere er blevet til vores biskop, men i denne tekst er det et andet ord for hyrde, og det står i flertal. De skal nemlig vogte Guds Kirke som hyrder. Og Paulus fortsætter med at sige, at når han er borte, vil der komme glubske ulve, som ikke vil skåne hjorden. Jesus bruger det samme billede i Joh. 10,12. Her beskrives i mange enkeltheder en konkret lokalkirkes situation, dens ledelse og dens kommende problemer. Det er altså en af ledernes hovedopgaver at holde stien ren og beskytte menigheden mod angreb udefra og indefra og få menigheden til at bevare enheden i troen, altså en beskrivelse af hyrdeembedet. De skal være ”gode hyrder” ligesom Jesus. Læg også mærke til, at det er Helligånden, der har udvalgt og indsat dem i denne tjeneste, selvom Paulus kan have været inddraget. I Johannes Åbenbaring 2,1-7 nævnes denne menighed udtrykkelig: Den har handlet korrekt under mange prøvelser, men den mangler den ’første kærlighed’.
A.G. 21,17-20. Da Paulus kommer til Jerusalem, bliver han modtaget med glæde af brødrene, hvilket nok betyder menigheden. Næste dag opsøger han sammen med sine ledsagere Jakob, som har samlet alle de ældste. De hilser på hinanden og Paulus aflægger en slags rapport over sin tjeneste blandt hedningerne. De priste Gud, da de hørte det, men nu opstår der store problemer i byen på grund af Paulus’ holdning til jødedommen. Jakob var menighedens overhoved, men ledte menigheden i fællesskab med de ældste. Peter og de andre apostle havde for længst forladt Jerusalem for at bringe evangeliet ud i verden. Paulus føler, at han skal opsøge Jakob og berette om sin mission. Det kan kun betyde, at også i Paulus’ øjne har modermenigheden en vigtig funktion som samlingspunkt. Kirkens enhed skal bevares, og dens centrum på det tidspunkt var stadig Jerusalem. Det er altså ikke Jakob isoleret, der er vigtig i denne forbindelse, det er menigheden ledet af Jacob og de ældste.
SAMMENFATNING:
Enhver lokal Kirke har en apostolisk struktur, og hvad der er meget vigtigt: enhver sådan apostolsk lokalkirke er Den katolske Kirke. Den katolske Kirke er altså nærværende i den lokale Kirke, hvis den er apostolisk. Dette synspunkt blevet understreget på 2. vatikankoncil. Kirken er derfor ingen organisation, men en levende organisme, der vokser nedefra og udfolder sig som et vintræ. Det er den forståelse, vi kan læse ud af Det nye Testamente, f.eks. i de ovenfor citerede tekster fra Apostlenes Gerninger, som man også kalder evangeliet om Helligånden, en fuldstændig pendant til Lukasevangeliet, skrevet af den samme forfatter.
Hvis Kirken for alvor skal udvikle sig synodalt, skal dens gudgivne struktur respekteres: Kirken er en levende organisme på et bestemt sted og ikke en universel organisation, der er topstyret. Den vestlige katolske Kirke får svært ved at gå ind på en ægte synodal vandring med sine nuværende organisation, mener jeg. Den fungerer nemlig ikke synodalt, selvom vi har forskellige råd. Det bliver en vanskelig kunst at omstrukturere Kirken, så dens medfødte synodale karakter fungerer. Således fungerer de lovfæstede kirkeprovinser og synoder mange steder ikke i praksis (jfr. canon 431. 440. 443), f.eks. har vi ikke nogen nordisk kirkeprovins, der kan samles i en synode. Bispekonferencen erstatter ikke en kirkeprovins. De nordiske katolske Kirker kan altså ikke i kanonisk forstand afholde en synode.
01 10 2021
LM
