Liturgisk farve: violet og rosa
Fastetiden er en fyrre dage lang forberedelsestid til at fejre Herrens opstandelsesfest, påsken.
Fastetiden omfatter fem søndage. At det er en bods- og alvorstid markeres ved, at den liturgiske farve er violet, og i fejringen af den hellige messe bortfalder Gloria (Ære være Gud i det høje) og Halleluja, ligesom udsmykningen med blomster bliver meget sparsom, og orgelet kun spiller som ledsagelse til sang. Til gengæld er messens læsninger koncentreret om opfordring til bod omvendelse. Den 4. søndag i fasten har dog navnet Lætare, som betyder ”glæd jer”. Denne dag er fokus på Guds barmhjertighed, hvis vi omvender os, og det er tilladt at vælge rosa som liturgisk farve.
I fastetiden holdes korsvejsandagter, hvor deltagerne i bøn følger Jesus på hans vej mod korset og mediterer over den som forberedelse til at mindes begivenhederne omkring Jesu død langfredag. Korsvejsandagten er også anledning til eftertanke over, hvordan vi selv behandler vore medmennesker. Teksten til en korsvejsandagt kan læses her.
Fastetiden begynder på den dag, der i liturgien kaldes askeonsdag, som har sin helt specielle liturgi, der skal minde os om, at vi er syndere og har behov for Guds nåde. Askeonsdag ligger fyrre dage før påske. I beregningen af de fyrre dage indgår, at man ikke faster på søndage. Hvornår fastetiden ligger for hvert år kan ses her.
Askeondag
I middelalderen blev mennesker, der havde begået svære synder, forvist fra kirken og måtte gå offentlig bodsgang klædt i sæk og drysset med aske på askeonsdag. Til påske var deres bodstid forbi, og de blev igen modtaget i Kirkens fællesskab. Men fra slutningen af det 11. årh. blev den praksis erstattet af en tradition med at drysse aske på alle troendes hoveder i erkendelsen af at alle er syndere.
Siden det 12. årh. har det været skik at indsamle og brænde grene, der blev velsignet ved forrige års fejring af palmesøndag, for at bruge asken fra dem ved askeonsdags ceremoni. Sådan er det stadig. Aske er et bibelsk symbol på anger og bod. Asken symboliserer også døden, og minder os om vor forgængelighed. At modtage askekorset er at indrømme, at vi er syndere og bør omvende os og søge mod fællesskabet med Gud.
Under messen askeonsdag indvies og uddeles asken ved at drysse den på de troendes hoveder eller tegne et kors med den på deres pande, mens præsten enten siger: ”Husk, menneske, at jord er du, og til jord skal du blive” (1 Mos 3,19). Eller: ”Vend om og tro på evangeliet” (Mark 1,15), mens der synges en bodssalme.
Fra askeonsdag består forberedelsen til festen for Herrens opstandelse i at fordybe sig i Kristi liv og i at overveje sit eget liv og forholdet til Gud og vor næste i lyset af dette for at omvende sig gennem faste, anger, bod og bøn, forsone sig med Gud og mennesker og søge at efterfølge Kristus mere helhjertet.
Fastetidens historie
Faste er en ældgammel tradition. Faste er ikke noget specifikt kristent, men kendes også fra andre religioner, f.eks. både jødedom og islams ramadan. Jøderne praktiserede en kort faste som forberedelse til deres påskemåltid. Måske er skikken med at faste overført derfra til Kirken. Dér kendes den allerede i det 2. årh., hvor de kristne fastede to dage. Senere blev fasten udvidet til hele ”den hellige uge”, altså fra palmesøndag til påskesøndag. Men fra år 325 besluttede koncilet i Nikæa, at faste- og bodstiden skulle vare i fyrre dage.
Tallet 40 forekommer med en særlig betydning flere steder i Bibelen. På Noas tid kom den store vandflod over jorden i fyrre dage (1 Mos 7,17); da Moses ledte israelitterne ud af Egypten, vandrede de fyrre år i ørkenen. I løbet af den tid kaldte Gud Moses op på Sinaibjerget for at modtage de ti bud, og Moses ”blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter (2 Mos 24,12-18). Senere fastede profeten Elias, mens han gik fyrre dage og fyrre nætter for at nå frem til Guds bjerg, Horeb (1 Kong 19,8). Jesus blev fremstillet i templet 40 dage efter sin fødsel, og endelig gik Jesus efter sin dåb fyrre dage i ud ørkenen, hvor han fastede og blev fristet af djævelen, før han begyndte sit offentlige virke og kaldte sine disciple (Mark 1,13; Matt 4,1-2; Luk 4,1-2). I dag faster vi for ligesom Jesus at blive styrket i kampen mod det onde og bekæmpe fristelser i os selv. På den måde kan fasten blive en nåderig tid.
Hvad er faste og abstinens?
Faste drejer sig, som navnet udtrykker, om at afstå fra noget. I historiens løb og i forskellige kulturer har den kristne faste haft mange forskellige udtryksformer. Op til fastetidens begyndelse har det gennem århundreder og i mange kulturer været skik at holde ”karneval”, en omskrivning af det latinske carne vale, som egentlig betyder ”farvel til kød”, så tiden op til askeonsdag bliver fejret med fester, farverige optog og rigelig mad og drikke som forberedelse til de fyrre dages afsavn – eller den danske skik med fastelavnsfester for børn.
Som katolikker er vi ikke forpligtet til egentlig faste hver dag, men vi bliver dog opfordret til at spise mindre og enklere og i det hele taget leve mere enkelt i denne forberedelsestid. Derfor taler man også om en treklang af faste, bøn og barmhjertighed, hvor det, man undværer, bør føre til et fordybet åndeligt liv og til at give, hvad man kan til dem, der har behov for hjælp, hvad enten man vælger at støtte enkeltpersoner eller hjælpeorganisationer.
Det særlige ved den kristne faste er derfor dens formål, der aldrig må være at pine sig selv for at afprøve eller fremvise sin udholdenhed i at undvære noget. Formålet skal altid være den sjælelige forberedelse til påskefesten. Fasten behøver derfor ikke at bestå i at undvære mad; den kan også bestå i at vælge noget fra, som optager ens tid og trækker ens tanker og opmærksomhed væk fra Gud, for i stedet at vælge noget til, hvor man beskæftiger sig mere med Gud og sin næste. Det kunne være at læse i Bibelen, at deltage i den hellige messe og fastetidens andagter, at gøre frivilligt arbejde for andre eller besøge ensomme.
Fastens formål er altså, at vi åbner os for Guds nåde, beder om hjælp til at kæmpe imod de synder, vi er tilbøjelige til at begå og beder om Guds tilgivelse for dem. Gode spørgsmål for at finde frem til, hvordan ens egen faste kan blive en ægte forberedelse til påskefesten er: Hvad fjerner min tid og mine tanker fra Gud og min næste, og hvad kunne igen føre mig nærmere til Gud og min næste? Derfor kan et sakramentalt skriftemål være en god mulighed for denne omvendelse til Gud.
Men faste handler også om at spise mindre. Kirken stiller kun få faste krav til de troende; faste og abstinens på bestemte dage er ét af dem:
- Faste betyder, at man højst spiser ét fuldt, men enkelt måltid om dagen og lader de øvrige måltider være et minimum, hvis ikke man helt undlader dem.
- Abstinens betyder, at man afholder sig fra at spise kød.
Bispedømmet København giver følgende vejledning:
For personer over 14 år gælder, at alle fredage, hvor der ikke fejres en højtid, er bodsdage, hvor man bør afholde sig fra at spise kød og på andre måder markere bodsdagen ved f.eks. at afstå fra fornøjelser, bede mere eller gøre noget godt for andre.
Askeonsdag og langfredag er forpligtende abstinensdage. Alle mellem 18 og 59 år er også forpligtet til at faste, medmindre sygdom eller andre særlige omstændigheder kan dispensere fra det.
