Indledning
Baggrunden for dette oplæg om embedet i Kirken er ganske enkelt den aktuelle forvirring og diskussion om dette spørgsmål. Jeg vil derfor på baggrund af Det nye Testamente fremstille det, vi kalder embedet i Kirken; men mit udgangspunkt er, at der faktisk er nogle basale uklarheder, som jeg kort vil nævne. Vi fastholder som katolsk tro, at der er syv sakramenter, hvoraf en af dem er det, vi på (katolsk) dansk kalder ”præstevielse” (Folkekirken bruger det mere katolske udtryk: ordination!). At der er syv sakramenter blev først formelt fastslået i løbet af Middelalderen, da man definerede mere præcist, hvad et sakramente er, nemlig en hellig handling, indstiftet af Kristus, som gør ham aktiv nærværende. Men netop denne definition stiller spørgsmålet: Hvornår har Kristus indstiftet embedet, og under hvilket navn? Vi er altså tvunget til at gå tilbage til NT for at finde svaret.
Fremstilling
1. Liturgisk er der tale om 3 sakramentale vielser: diakonvielse, præstevielse og bispevielse. Er de tre sakramenter hver for sig? Hvis det var tilfældet, måtte vi sige, at antallet af sakramenter var 7+2. Dette spørgsmål kunne man ikke afklare i Middelalderen eller senere, selv ikke på 2. vatikankoncil. Kirken har faktisk været i tvivl siden oldkirken om, hvordan man skulle forstå embedet. Det var bl.a. et af hovedproblemerne på Reformationstiden.
2. I Det Nye Testamente bruges udtrykket ”præst” i betydningen offerpræst aldrig om apostlene eller menighedslederne, men alene om Kristus selv (ypperstepræst) og Kirken som de troendes forsamling: ”... lad jer selv som levende stene blive bygget op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre for Gud … I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk … ” (1. Pet 2,5+9). Læs også Johannes Åbenbaring 1,6. 5,10.).
3. For at forstå disse tekster er det vigtigt at definere de ord, vi bruger. ”Præst” i de ovenfor anførte tekster er ikke oversættelse af det græske og latinske ord: hiereus og sacerdos, som netop betyder offerpræst. Ordet ”præst” på dansk og div. andre europæiske sprog kommer af det græske ord presbyter (man kan tydeligt høre det), som betyder en ’ældste’, jødisk betegnelse for et medlem af Israels øverste ledelse synedriet og af en synagoge. Ledelsen var et ældsteråd. Ordet ”præst” har altså ændret betydning fra at betyde en ældste, et medlem af et ældsteråd, til at betyde en, der udføre tempeltjeneste. NT har altså to ord, men Kirken har kun ét ord i daglig tale. Derfor opstod problemet på reformationstiden om det såkaldte ”almindelige præstedømme”, også kaldet de troendes præstedømme. Hvad var forskellen på dette præstedømme og det ”særlige præstedømme”? Dette problem blev også taget op på 2. vatikankoncil uden dog at blive løst fuldstændig.
4. Det nye Testamente betegner altså alle troende (kristne) som offerpræster, fordi de er lemmer på Kristi legeme, Kirken. Hvad er deres (vores) præstelige opgave? De skal bringe ”åndelige ofre” (1. Pet 2,5), ”forkynde hans guddomsmagt, som … (1.Pet. 2,9), de er ”præster for vor Gud” (Åb 1,6. 5,10). Paulus forklarer det således: ”Så formaner jeg jer, brødre (og søstre), ved Guds barmhjertighed, til at frembære jeres legemer som et levende og helligt offer, velbehageligt for Gud, det er jeres åndelige gudstjeneste” (Rom 12,1-2).
5. Meningen er følgende: Der er kun ét offer i Den nye Pagt: Kristus har ved sit korsoffer bragt fuldkommen forsoning én gang for alle (Hebr 10). Det er dette endegyldige offer, der er foreviget i Himlen (jfr. Åb 5) og gøres nærværende på jorden i Eukaristien, ved at vi gentager den sidste nadver, påskemåltidet. Der er altså ikke længere brug for offerpræster i Den nye Pagt, der bringer nye ofre, fordi Kristus selv er tilstede som vores præst og inddrager os i sit offer, der er til stede i messehandlingen. Formålet med denne nye form for offer er, at Kristus, den eneste præst, skal inddrage os i sit offer, for at også vi personligt kan blive en Gud velbehagelig offergave: Vi frembærer som Kirke i en og samme handling hans offer, og han frembærer os som sin offergave til Faderen. Det er Kristus og Kirken, som ofrer hans legeme og blod under nye skikkelser. Selve den historiske offerhandling på korset, kan ikke gentages, men dette offer kan gøres nærværende, når brødet og vinen forvandles til hans ofrede legeme og blod. Der er den samme forbindelse mellem messeofferet og korsofferet som mellem den sidste nadver (Skærtorsdag) og korsofferet (Langfredag), blot i modsat rækkefølge. Dvs. under den sidste nadver ofrede Jesus virkelig sig selv ikke blot til apostlene, men til hele Guds folk (”de mange”). Skærtorsdag indgik Jesus den nye pagt med sit folk. Ja, vi kan gå et skridt videre og sige, at Jesu død på korset ville aldrig være blevet et offer, men kun et justitsmord, hvis ikke Jesus bevidst havde gjort den til et offer. Det skete Skærtorsdag, hvor han indviede sit legeme og blod under brødets og vinens skikkelser med ordene: ”… Dette er mit legeme, som HENGIVES (ofres) for jer (i morgen) … Dette er kalken med mit blod … som UDGYDES (ofres) for jer og for mange” (Den eukaristiske bøn). Døden på korset bliver gjort til et korsoffer ved den sidste nadver. Det er den teologiske grund til, korsofferet bliver nærværende, hver gang vi mindes nadveren og gentager, hvad Jesus gjorde den aften. Den sidste nadver foreviges, når vi fejrer eukaristien. Det er betydningen af Jesu ord: ”Gør dette til ihukommelse af mig”. I jødisk sammenhæng var påsken en ”ihukommelse” af udfrielsen af Ægypten og i denne forbindelse af den første påske. Jøderne fejrede hvert år denne påske som om den var aktuel. Påskeritualet gjorde udfrielsen og påsken nutidig. Det samme gør eukaristien. Det er Jesus, der har forordnet, at vi (ligesom jøderne) skulle fejre den sidste ”nadver”, for at han på denne måde kan blive nærværende og vi kan blive gæster ved hans påskemåltid og sidde til bords med ham ligesom apostlene.
6. Men Kristus har til denne gentagelse af den sidste nadver brug for en, der repræsenterer ham som vært og brudgom. Messen er nemlig første og fremmest et måltid, ganskevist et offermåltid, men et måltid. Her kommer embedet ind i billedet, ”præsteembedet”. Hvad er så det? Lukas beskriver i Apostlenes Gerninger dette. I første omgang apostlene: ”De (de nyomvendte på pinsedag) var udholdende i apostlenes undervisning og i fællesskabet, i brødets brydelse og i bønnerne” (2,42). Apostlenes første opgave var regulær undervisning, ligesom for Jesu vedkommende. Ved dåben blev de nyomvendte integreret i fællesskabet, som på latin hedder communio / samfund. Et sådant kirkeligt fællesskab skulle være konkret som en storfamilie. Ordet dækker over det, man på græsk og latin forstår ved ”kirke” (ekklesia), nemlig en forsamling. Således forsamlede Moses de flygtede israelitter i ørkenen (5. Mos 5,22). Kirken er tegnet som en konkret forsamling på samme måde som Guds folk i GT. Teksten i AG angiver, at det var apostlenes opgave at sikre disse fire funktioner i den første menighed, som vi gerne kalder modermenighed. Den er nemlig modellen for, hvad en konkret Kirke er. Brødets brydelse angiver nok primært, at de første kristne havde bordfællesskab, der måske også indbefattede eukaristi, nadver. Bønner nævnes også specielt. Det drejer sig i begyndelsen om, at de kristne deltog i liturgien i templet, men udenfor Jerusalem og senere har denne liturgiske tjeneste sikkert fundet sted i hjemmene, som blev stedet, hvor menigheden forsamlede sig, i en størrelse på 50? Hentyder Lukas til disse husfællesskaber, når han fortæller, at Jesus ved brødenes mangfoldiggørelse instruerede de tolv til at få de femtusind mænd til ”at sætte sig ned i grupper på omkring halvtreds hver” (Luk 9,14)? Det er ikke usandsynligt.
Det skal i dette sammenhæng også påpeges, at vores ord ’menighed’ ikke er entydigt. I den autoriserede danske oversættelse af Bibelen (1998) bruges aldrig ordet ’kirke’ om de lokale forsamlinger, men ordet ’menighed’. Almindelige danskere, også katolikker, vil tænke på det, vi kalder ’sogne’. Jeg bruger derfor hellere udtrykket ’lokal kirke’ om den kirkelige forsamling (ekklesia). Den rette forståelse af lokalkirkebegrebet er en forudsætning for den rette forståelse af embedet.
7. Kirken / forsamlingen i Jerusalem bliver efterhånden for stor for apostlene, så de må inddrage medarbejdere (AG 6,1-7). Vi skal bemærke, at det er menigheden, der skal udvælge disse medarbejdere, som apostlene derpå indsætter i tjenesten ved bøn og håndspålæggelse. Vi skal igen lægge mærke til en vigtig detalje: ”de tolv”, som derefter også benævnes som apostle, handler kollektivt. Det er f.eks. ikke Peter, der indsætter disse medarbejdere. Denne detalje skal understreges, idet vi fokuserer på biskoppen, som den, der ordinerer en diakon eller præst. Hvor mange ved, at det er en meget gammel regel, at der skal mindst tre biskopper til for at indvie en ny biskop, og at ved præstevielse bør så mange præster som muligt deltage, og at de også lægger hænderne på kandidaternes hoved efter biskoppen? Er det bare ren symbolik? Eller er en præstevielse også en koncelebration, dvs. er præsterne med til at give embedet videre? I det gamle ritual skulle præsterne endda holde deres hånd løftet, når biskoppen sagde indvielsesordene. De tolv udgjorde altså i begyndelsen det, man senere benævnede som ældsteråd. Menigheden i Jerusalem var kollektivt ledet af de tolv med Peter som overhovedet for kollegiet. Det synes at være embedets grundmodel.
8. Således ser vi, at der i modermenigheden i Jerusalem senere indsættes et ældsteråd (som i synagogerne). De tolv skulle jo ud at forkynde evangeliet og grundlægge nye Kirker. Dette ældsteråd deltager i det såkaldte apostelkoncil (o. 49), der skal tage stilling til et vigtigt pastoralteologisk spørgsmål i forbindelse med evangeliseringen af den ikke jødiske verden: Skal de nyomvendte ikke-jødiske kristne stort set overtage jødernes levevis og overholde Moses’ Lov? Under Helligåndens vejledning kommer forsamlingen (ikke blot apostlene) til et kompromis (AG 15). Ældsterådet deltager sammen med de tolv i dette koncil, og hele menigheden har måske også været med i processen.
9. Når Barnabas og Paulus havde samlet en menighed i Syrien og Lilleasien ved deres forkyndelse, indsatte de i hver af dem et ældsteråd (AG 14,23). Det er altså ældsterådet, der har ansvaret for betjeningen af den lokale Kirke. De to apostle konstituerede de nye kristne som en lokalkirke. Det vil nok ikke være forkert at sige, at ældsterådet både i Jerusalem og de andre menigheder/kirker afspejler apostelkollegiet (de ”tolv”). En lokal kirke skal ledes og betjenes af et kollegium ligesom i Jerusalem i begyndelsen. Kan man kalde denne struktur apostolisk? Sikkert. Men man må som en selvfølgelig ting forudsætte, at ældsterådet havde et hoved, en leder, for netop at kunne fungere som et fællesskab. Jesus siger til Peter ved den sidste nadver: ”Når du engang omvender dig, så styrk dine brødre” (de andre apostle) (Luk 22,32). De tolv er grundmodellen for en lokal Kirkes ledelse: ældsterådet. Ligesom de tolv havde Peter som overhovedet, har et ældsteråd også et overhoved. Peter var ikke over de tolv, men deres overhoved, der skulle få de tolv til at fungere kollektivt. Peter var med blandt de 12 og ikke over dem. Således er ældsterådets overhoved heller ikke over ældsterådet, men dets overhovedet og dermed en del af det. I dag kalder vi dette overhoved biskop, men er han over ældsterådet og uden for det, eller er han dets overhoved og således et medlem af ældsterådet? Dette spørgsmål meldte sig tidligt i Kirkens historie, og man talte om Kirkens monarkiske struktur: præsterne på et lavere trin i hierarkiet og biskoppen på det højeste trin. Den aktuelle kirkeret (1983) afspejler denne monarkiske forståelse (som er problematisk).
10. Ældsterådet beskrives først og fremmest som bestående af hyrder og lærere (jfr. Ef 4,11). Således afspejler det de tolv apostles tjeneste i den første menighed. I AG taler Paulus til de ældste fra Efesus: ”Tag vare på jer selv og hele den hjord, som Helligånden har sat jer som tilsynsmænd (”biskopper”) for, for at I skal være hyrder for Guds Kirke, som han har vundet sig med sit eget blod” (20,28). Paulus kalder hyrderne for ’tilsynsmænd’ som er det samme ord som ’biskop’, men det står i flertal og ikke i ental, dvs. det er en anden betegnelse for de ældste, som altså også kaldes hyrder. De ældste er altså ”biskopper” og hyrder. Med disse tre ord betegnes embedet i Efesus. Det er Helligånden, der har indsat de ældste, men Paulus nævner ikke på hvilken måde, indsættelsen har fundet sted. Det er vigtigt, at det er Helligånden og ikke f.eks. apostlen Paulus. Endvidere omtaler Paulus Kirken i Efesus som Guds Kirke, men eftersætningen indikerer, at Gud her må være Jesus og ikke Faderen. Vi har således flere vigtige elementer for at forstå Guds Kirke og hyrdeembedet i den; men det er og bliver Gud (Jesus), der konkret er Kirkens herre. Embedet bliver, hvor vigtigt det måtte være, på denne måde nedtonet til ”blot” at være en tjeneste.
11. Omkring 60 (datoen er diskuteret) sender Paulus et brev til Kirken i Filippi, der indledes således: ”Paulus og Timotheus, Kristi Jesu tjenere, til alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi sammen med biskopperne og diakonerne”. Her bruges begrebet ”biskopper”, men i flertal. Betydningen må således være den samme som ældste, som de kaldes i de andre menigheder og ikke biskop i vores betydning. Grunden til at han kalder de ældste for biskopper, kan være, at Kirken i Filippi var mere romersk end græsk, selvom betegnelsen er græsk. Men konklusionen er, at der på det tidspunkt ikke fandtes en bestemt betegnelse for embedet i Kirken. Paulus sender ikke brevet til ”biskopperne” og diakonerne, men til de hellige i Kristus Jesus. Det var standardbetegnelsen for de kristne. Kirken kommer altså før dem, der har et embede i Kirken. Det er en konsekvent opfattelse i NT og i de efterfølgende årtier (f.eks. pave Clemens I brev til Kirken i Korinth, o. 96).
12. I sit første brev ’formaner’ Peter de ældste i de menigheder, han skriver til, og omtaler sig selv som ’medpresbyter’ (medældste) og skriver: ”Vær hyrder for Guds hjord, der er iblandt jer. Før tilsyn med den ikke af tvang, men frivilligt efter Guds vilje … og hersk ikke over dem, I har ansvaret for, men vær eksempler for hjorden, og når overhyrden bliver åbenbaret, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans” (5,1-4). Peter skriver sit brev til de lokale Kirker i Lilleasien, hvor der efterhånden var opstået mange menigheder. Hver menighed ledes af et ældsteråd. Dette ældsteråds opgave er at være hyrder for den menighed, de har fået ansvar for. De skal føre tilsyn med den. Her bruges det samme ord som ”biskop”, men det er ikke et specifikt embede men en opgave. Peter formaner dem til ikke at herske over menigheden, men være et eksempel for den. På græsk bruges et særligt udtryk, som det er svært at gengive: ”dem, I har ansvar for”. Peter forestiller sig, at alle menighederne udgør en helhed, men at de dog også er delt op i selvstændige enheder. Jesus kaldes for ’ærkehyrden’, altså overhyrden. Det er alene ham, der er alles hyrde, men han betjener sig af mennesker, der varetager et lokalt hyrdeansvar. Denne talemåde anskueliggør embedet i Kirken. Det er hyrdetjenesten, der i dette sammenhæng er den bedste beskrivelse af de ældstes opgaver. På dansk (og tysk) kalder vi en præst for ’pastor’, som betyder hyrde. Det falder godt i tråd med denne tekst (og andre tekster). Ældsterådet som hyrder repræsenterer og tjener overhyrden Kristus.
13. I sit første brev til Timotheus 1 beskriver Paulus mere detaljeret kravene til en ”biskop” (3,1-7). Her bruges betegnelsen biskop, men det er legitimt at sætte spørgsmål ved, om ordet har samme betydning, som det senere får. Den danske oversættelse oversætter det derfor med ”tilsynsmand”, som er en korrekt oversættelse. Denne tjeneste er en ”smuk” gerning. Så opstilles der en række kriterier: Han skal være ulastelig, som må betyde, at han ikke skal have alvorlige problemer og mangler. Han skal være én kones mand, som betyder, at han kun må have været gift en gang, altså heller ikke have været enkemand, der har giftet sig igen. Det er tankevækkende. Han skal være ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, fordi lærergerningen har prioritet. Han skal ikke være drikfældig (”alkoholiker”). Han skal være ligevægtig uden hang til følelsesmæssige ekstremer. Han skal heller ikke være pengebegærlig. Men så kommer noget vigtigt: Han skal være et godt familieoverhoved, der kan opdrage sine børn: ”For hvordan skal han kunne tage sig af Guds Kirke, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus?” (3,5). En familie er grundelementet for den lokale Kirke. Endelig må han ikke være en ny kristen, da han slet ikke ville være i stand til at lede en kirke, og han skal have et godt omdømme overfor ikke-kristne. Det fremgår ikke af teksten, om forfatteren beskriver et medlem af et ældsteråd eller dettes overhoved.
14. Paulus fortsætter med at beskrive en menighedstjener. Det græske ord er diakon. Om det dækker vores nutidige betegnelse diakon er til debat. Mange af de egenskaber, Paulus beskriver for en ”biskop” gælder også for en ”diakon”. Her nævnes også kvinder, men de betegnes ikke med ordet ’diakon’. Der er dog ingen tvivl om, at de også har haft en bestemt tjeneste i menigheden. Derfor diskuteres det i dag, om kvinder kan indvies til diakontjeneste på samme måde som mænd bliver det. Også i forbindelse med ”diakontjenesten” gælder det, at han kun må være gift én gang (3,12) og skal kunne være en god ægtemand og husfar.
15. Timotheus, som er Paulus’ discipel og medhjælper, skal på en vis måde også være Paulus’ efterfølger, dvs. udøve Paulus’ overordnede ansvar, når han grundlægger nye kirker, som han vil få det overordnede ansvar for efter Paulus. De lokale embedsbærere skal i sidste ende stå til regnskab for apostlen og senere Timotheus. Det overordnede ansvar består første og fremmest i den rette forkyndelse og undervisning samt den nødvendige tilrettevisning, hvis forholdene på et sted kræver det.
16. Paulus 2 sender også et brev til en anden af sine disciple og medarbejdere, Titus, der skal ordne de lokale kirker på Kreta. Her bruger han den klassiske betegnelse ’ældste’: Titus skal indsætte ældste i hver by. Den græske tekst synes at antyde, at hver menighed skal have et ældsteråd, sådan som det var tilfældet andre steder, altså ikke én ældste for hver by. Men Paulus bruger samtidig betegnelsen ”tilsynsmand” (”biskop” 1,7). Sammenhængen angiver, at de ældste og tilsynsmændene (”biskopperne”) er to betegnelser for det samme embede. Igen understreges det, at en sådan person skal være en god husfader og i stand til at undervise og formane. Jeg vil understrege forbindelsen mellem familien og menigheden: Familien er en ”huskirke”. Menigheden er en storfamilie. Uden at ville antaste præstecølibatets legitimitet kan forbindelsen mellem huskirkerne og lokalkirken i vor tids Kirke drages i tvivl: Hvor er ’huskirkerne’?
Missionstrategien på apostlenes tid ser således ud: Der skal grundlægges lokale Kirker overalt med deres egen ledelse, men der skal være en overordnet tilsynsfører, som er en apostel eller en aposteldiscipel. Hvem er det, når apostlene lidt efter lidt uddør? Alt tyder på, at det er apostlenes umiddelbare efterfølgere, men hvem er det efter dem?
17. I brevet til efeserne, skriver Paulus: ”Kristus gav (os) nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelister og nogle som hyrder og lærere” (4,11). I denne liste over de faste tjenester, som han også nævner i 1. Kor. 12,28, er tilføjet evangelisterne. Sandsynligheden taler for, at efterhånden som Kirken udvikler sig rundt omkring, er apostlene i den klassiske betydning ikke nok. De må suppleres med evangelister. Således ser vi, at de tolv apostles første medarbejdere, de syv såkaldte ”diakoner”, også udførte en evangelists tjeneste (AG 6). Men den sidste embedsgruppe kaldes med navnene ”hyrder og lærere”. Sammenhængen viser, at det er to betegnelser for det samme embede. Selvom også de førstnævnte embeder står i flertal, ligger det nær at se denne sidste gruppe som et kollektiv af hyrder og lærere. Apostlene og profeterne skal forstås som grundlaget for de lokale kirker og ikke som en del af dem, et fælles grundlag for alle kirker. Således siger Paulus: ”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten” (Ef 2,20). Enhver kristen kirke skal have en grundvold, som er de første apostles og profeters vidnesbyrd og undervisning. Det er bestemte personer fra den første generation og ikke embeder, der fortsætter ned gennem tiden, selvom betegnelserne også bliver brugt senere. Tidsmæssigt befinder vi os således i Kirkens anden generation (o 70?). De funktionelle embeder i de lokale kirker er hyrderne / lærerne og evangelisterne.
18. I Johannes Åbenbaring 3 kaldes menighedslederne for de syv nævnte menigheder for ”engle” (1,20 osv). Det græske ord for ”engel” er angelos, som direkte oversat betyder ”sendebud” og derfor ligger tæt op af begrebet ”apostel”. Når Gud i Det gamle Testamente sendte sendebud til sit folk, var det som regel åndelige væsener, hvorfor ordet i første omgang kom til at betegne disse åndelige væsener. Men naturligvis blev ”sendebud” også brugt om menneskelige sendebud. Det forekommer ikke rigtigt i forbindelse med Johannes Åbenbaring at forstå ”sendebud” som åndelige væsener. De optræder i brevene meget ”menneskelige”. Men det skal indrømmes, at teologerne er meget uenige på dette punkt. Hvis det er rigtigt (som jeg tror), at ”engel” /sendebud er betegnelsen for en leder af hver af de syv lokale kirker, som Johannes Åbenbaring er skrevet til, så betyder udtrykket, at en menighedsleder er Kristi sendebud, ligesom en apostel er det. Det kaster derfor lys over en lokalkirkes natur: Det er Kristus, der er denne Kirkes hoved, og lederen er kun en udsending. Det forklarer, hvorfor Kristus i den først vision kan sige til Johannes: ”Hemmeligheden om de syv stjerner, som du ser i min højre hånd, og om de syv guldlysestjerner, er den: de syv stjerner er de syv kirkers engle, og de syv lysestager er de syv kirker” (1,20). Det er en himmelsk vision, måske den himmelske helligdom (de syv lysestager minder om de syv lysestager i templet i Jerusalem). Men i de syv breve taler Jesus gennem ”sendebuddene” til selve kirkerne. Det er således kirkerne, der er i centrum og ikke ”englene”. Disse syv kirker (nok et symbolsk tal på Kirken) repræsenterer alle Guds kirker gennem alle tider: ”Den, som har øre, skal høre, hvad Ånden siger til kirkerne” (2,7. 11. 17. 29. 3,6. 13. 22). Kirkerne er ikke de syv nævnte, men alle kirker til alle tider. Men læg mærke til, at teksten ikke taler om Kirken, men om kirkerne i flertal. Senere i samme bog optræder ”24 ældste”, som sidder på 24 troner rundt om Guds trone i det himmelske tempel (4,4). De bærer hvide klæder og guldkroner, som er præstedragten. De udgør altså Gud Faders ældsteråd. Det er ikke sandsynligt, at de repræsenterer englene, men snarere Kirken, det nye Guds folk. 24 skal måske få os til at tænke på 2 gange 12, symbolet på Guds folk (og apostelkollegiet).
Senere skuer Johannes Israels 12 stammer, som skal besegles for at kunne tilhøre Guds nye folk (kap. 7,1-8), og derefter tager Johannes os ind i det himmelske tempel: ”Derefter så jeg en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag …; de stod foran tronen og foran Lammet iklædt hvide klæder og med palmegrene i hænderne” (7,9). De står foran Guds trone og tjener ham dag og nat med lovsang. Disse utallige skarer er de forløste, som nu befinder sig i Guds himmelske tempel. De hvide klæder er præstedragten. Men også de kristnes bønner på jorden indgår i den himmelske liturgi: ”Der kom en anden engel og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og der blev givet ham megen røgelse til at lægge til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen, og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud” (8,3-4). Men også de ældste frembærer røgelse, som er de helliges bønner, for Gud (5,8). De hellige er betegnelsen på de kristne på jorden og ikke dem, vi kalder helgener. Denne tekst synes at antyde, at de ældste også repræsenterer Kirken på jorden. De ældste i de lokale kirker må således afspejle de ældste i det himmelske tempel. Til slut ser Johannes det ny Jerusalem, der kom ned fra Himlen som Lammets brud. ”Byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle” (21,14). 12-tallet er således det symbolske tal på Guds Kirke. Kirken er bygget på de tolv apostle. De tolv er ikke tolv individuelle apostle, men de er en gruppe på tolv, en helhed og en enhed, et fundament. Det er faktisk sådan Lukas i AG tegner apostlene i Kirkens start, jfr. punkt 6).
19. Jeg vil slutte denne gennemgang af tekster i Det nye Testamente med nogle tekster fra hebræerbrevet. Det er en almindelig opfattelse i dag, at det ikke er Paulus, der har skrevet det. Meget tyder dog på, at forfatteren har haft en vis forbindelse til ham. Der ikke enighed om, hvornår brevet er skrevet, måske lidt før eller efter 70. Meget peger på, at forfatteren stammer fra et jødisk-kristent miljø i Alexandria (Ægypten). Teksten er ikke et brev i egentlig forstand, men en undervisning i troen. Han skriver direkte, at hans undervisning ikke er for begyndere, altså for dem, der skal forberedes til dåben, men for dem, der skal have en dybere undervisning (6,1). Det er interessant, fordi det understreger, at en kristen aldrig bliver færdig med at tilegne sig kristendommen. Teksten er altså et udtryk for en fortsat undervisning i troen. I 13,7 henviser forfatteren til forstanderne, lederne, der har forkyndt Guds ord, men som nu er gået bort. En menighedsleders, forstanders primære opgave er at undervise i Guds ord. ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (13.8) fortsætter forfatteren med at erklære. Meningen er, at det er Kristus selv, der står bag lederne og forkynderne gennem hele historien.
Hele skriftet handler væsentligt om forskellen mellem kulten i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente og forfatteren går meget ind i detaljer om tempeltjenesten. På denne baggrund skal vi læse følgende tekst: ”I er kommet til Zions bjerg og den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til engle i tusindtal, til en festforsamling og en kirke af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til Gud, alles dommer, og til de retfærdiges ånder, der er blevet fuldkomne, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til blodet, der er besprængt, og som taler stærkere end Abel” (12,22-24). Dette er en beskrivelse af liturgien i den nye pagt. Den foregår i det himmelske tempel, hvortil vi har adgang, når vi er ’indskrevne’ i livets bog. Ordet betyder en officiel liste, hvor borgerne er opførte (”folkeregister”). Medlemmerne af Kirken på jorden kaldes førstefødte, som i denne forbindelse må betyde ’genfødte’, nemlig i dåben. Når vi er genfødte har vi adgang til den himmelske helligdom og til den liturgi (’festforsamling’), der finder sted dér. I denne himmelske helligdom er Gud selv, Gud Far, engle i tusindtal, og afdøde, der har nået målet, og Jesus og hans blod, der er besprængt. Det kan kun forstås på baggrund af ritualerne i templet i Jerusalem. Offerliturgien bestod væsentlig i at besprænge blod af ofrede dyr. Jesu blod besprænges ikke i det himmelske tempel, det blev besprængt, dvs. ofret, på korset, men er nu tilstede i templet i Himlen som et evigt offerblod. Det minder fuldstændigt om den vision Johannes havde af dette tempel: ”Jeg så, at der midt for tronen og de fire levende væsener og midt for de ældste stod et lam, der var slagtet …” (Åb 5,6). Jesu korsoffer er foreviget, et evigt offer i det himmelske tempel. I denne himmelske liturgi, som vi allerede nu kan få del i, er der kun én præst (ypperstepræst), Jesus Kristus. Det er simpelthen hebræerbrevets kernebudskab. Og så skal vi huske Jesu ord: ”Gør dette til min ihukommelse”. At fejre den sidste nadver på jorden gør os delagtige i den himmelske liturgi.
Sammenfatning
1. Det er helt klart, at de forskellige tekster i NT ikke fuldt ud dækker hinanden, hvad betegnelserne for embedet angår. Og dog kan man finde mange fælles og vigtige træk for selve embedets funktion.
2. Stort set alle teksterne handler ikke om Kirken som en synlig international organisation, men om det vi med et præcist ord vil kalde den lokale kirke, altså et konkret lokalt baseret kirkefællesskab. Embedet skal primært forstås i relation til den lokale kirke og ikke som et embede i den universelle Kirke. Det stiller spørgsmålet om forholdet mellem de lokale kirker og den universelle Kirke, som også skal defineres nærmere. Det karakteristiske i denne forbindelse er, at den lokale kirkes struktur genfindes i alle lokale kirker, og skal gøre det, for at man kan kalde en lokal kirke apostolsk. Den universelle Kirke er af denne grund substantielt nærværende i enhver sådan apostolsk kirke.
3. Embedet i NT karakteriseres ikke som et individuelt embede, men som et embedsfællesskab. Embedsbærerne udgør et kollegium, der betjener den lokale kirke. Dette kollegium kaldes i de fleste tilfælde efter jødisk forbillede for et ældsteråd (presbyterium), heraf navnet ”præst”. De tolv apostle er forbilledet. De udgør et fællesskab af apostle. Ingen af apostlene, heller ikke Peter, er uafhængig af de andre. Denne kollektive ledelse af Kirken spillede en afgørende rolle på 2.vatikankoncil i forståelse af bispeembedet: Biskopperne udgør et kollegium, der sammen med biskoppen af Rom er ansvarlig for hele Kirken. På samme måde udgør de ældste (presbyterne) et kollegium, der er ansvarlig for den lokale kirke. Teksterne i NT forudsætter, at dette kollegium er konstitueret med et hoved, som man senere kalder biskop.
De tolv apostles kollegium er modellen for alle lokale kirkers embedsstruktur, som derfor er kollektiv. Peter er hovedet for apostelkollegiet. Biskoppen er hovedet for ældsterådet. Dette ældsteråd vælges af hele den lokale kirke men indsættes ved vielse iflg. eksemplerne fra NT. Hvordan bliver ældsterådets hoved indsat? Det var Jesus, der udvalgte og indsatte Peter til apostelkollegiets hoved. Vi ved, at senere var det en eller flere af biskopperne i de lokale kirker, der indsatte/indviede den lokale biskop. Biskopperne blev betragtet som apostlenes efterfølgere, dvs. at det var en eller flere ”apostle”, der indviede en ny ”apostel”. Det uanset at man stoppede med at bruge ordet apostel om andre end den første generations ledere. Således opstod det teologiske begreb ”apostolsk succession”. Vi taler ikke om ”biskoppelig succession”, men om ”apostolsk succession”.
4. Teksterne i NT er ikke klare, når det drejer sig om at fastsætte diakonembedets specifikke funktion. Dette problem er i dag særlig aktuel, efter at der ikke i tusind år har været aktive diakoner. Landskabet i Kirken giver ikke virkelig plads for selvstændige diakoner. Diakontjenesten synes dog at have spillet en vigtig rolle, fordi de lokale kirker var konkrete fællesskaber, ofte hus- og bordfællesskaber. Diakonerne har været forudsætningen for, at kirken på stedet kunne være et reelt fællesskab, der fungerede. Derfor omtaler man med en vis ret apostlenes syv medarbejdere som de første ”diakoner” 4
5. De nytestamentlige tekster beskriver helt klart de lokale kirker som Kirken på stedet, men samtidig viser NT også klart, at ingen lokalkirke var eller kunne være isoleret. Alle de lokale kirker udgjorde også et fællesskab, en familie; således sender Peter sit første brev til de udvalgte, der er spredt som fremmede i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, det vi i dag kalder Tyrkiet. Vi ved, at netop dette område bestod af mange lokalkirker, som især skyldtes Paulus’ og Barnabas’ mission. Senere opstod der blandt nabokirker det, vi i dag kalder kirkeprovinser, som havde et tæt samarbejde, og som dannede grundlaget for Kirkens synodale struktur, dvs. forsamlinger af repræsentanter fra de lokale kirker, der havde beslutningsmyndighed.
6. Med udgangspunktet i modermenigheden i Jerusalem, sådan som Lukas beskriver den, må vi også indføre begrebet modermenighed, nemlig en menighed (lokalkirke), der grundlægger nye lokalkirker, som så kan kaldes datterkirker. Antiokia er et godt eksempel: I sidste ende er det modermenigheden i Jerusalem, der opretter lokalkirken i Antiokia, som så igen opretter mange kirker i Syrien og Lilleasien.
7. Modermenigheden i Jerusalem bliver ødelagt o 63, da Jacob, Herrens bror, bliver dræbt af jødernes råd, og menigheden på Jesu opfordring flygter ud af byen og bosætte sig i byen Pella på den anden side af Jordan. Spørgsmålet er da, om den universelle (”katolske” 5) Kirke skal have en ny modermenighed, og hvor den skal ligge. Måske omtaler Matthæus denne problematik, når han citerer Jesus for at sige: ”Når de forfølger jer i denne by, så flygt til den anden. Thi amen siger jeg jer, I skal ikke komme til ende med Israels byer, førend menneskesønnen kommer” (10,23). Jesus tænker sikkert på Jerusalems ødelæggelse, hvor han kommer for at dømme jødedommen. På græsk tales direkte om denne by og den anden. Er dette blot en talemåde? Den danske oversættelse har gengivet udtrykket med ”én by” og ”den næste” (en anden). Nu svarer det ikke til den historiske virkelighed. Disciplene blev ikke forfulgt i den ene by efter den anden. Det var faktisk kun i Jerusalem, at der kom en systematisk forfølgelse. Hvis man derfor oversætter ordret, er der tale om to byer: Jerusalem, men hvad er den ”anden”, som disciplene skal flygte hen til? Kunne det være Rom (eller Pella)? Teksten er ikke noget direkte bevis for, at Rom har overtaget rollen som modermenighed efter Jerusalem, men den kunne indikere det. År 96 (15 år efter denne tekst?) sender ”Kirken, der er fremmed i Rom” et langt og smukt brev til ”Kirken, der er fremmed i Korinth” i anledning af alvorlige problemer i ledelsen af denne kirke. Efter en pålidelig tradition er det Roms biskop, pave Clemens 1, der er forfatter til brevet, men han omtaler overhovedet ikke sig selv. Han skriver på kirkens vegne. Med hvilken myndighed? Har kirken, der er fremmed i Rom, overtaget modermenighedens rolle? Den efterfølgende kirkehistorie bekræfter det. Peter og Paulus var netop til stede i Rom o. 66, hvor spørgsmålet om modermenighed var aktuelt på grund af den gamle modermenigheds opløsning. Det er teologisk meget meningsfyldt at fastslå, at alle Guds lokale kirker, der jo udgjorde en universel familie, måtte have en modermenighed, der havde ansvaret for dem alle. Den efterfølgende historie bekræfter, at det var Kirken i Rom, der fik denne status og dette ansvar, og traditionen referer denne status direkte til Peter, som på dette tidspunkt opholdt sig i Rom, og kalder biskoppen af Rom Peters efterfølger, altså biskop af modermenigheden i Rom. Men også her skal det understreges, at det ikke er biskoppen, vi taler om, men den lokale kirke i Rom, der har moderansvaret for de andre. Den første historie sætter således fokus på kirken og ikke på embedet, heller ikke paveembedet! Sådan fungerede også modermenigheden i Jerusalem fra begyndelsen. Selv apostlene med Peter i spidsen var kun tjenere i denne menighed. De havde ansvaret for, at kirken fungerede sådan som Kristus ville det. Kirken er jo hans legeme, og han er dens hoved, også lokalt. Modermenigheden er den første af de lokale kirker og ikke en overordnet universel kirkelig organisation (som i dag?).
Iflg. alle de bibelske tekster er Guds Kirke substantielt til stede i de lokale kirker. Man taler i praksis kun om kirken på det og det sted. Når Paulus (og andre) taler mere generelt om Kirken, er det kun for at definere, hvad der gælder alle lokale kirker, hvis de skal kaldes kirke i teologisk forstand.
8. Endelig skal det absolut understreges, at langt de fleste bibelske tekster klart siger, at det er Gud selv, Jesus og Helligånden, der kalder nogen til en bestemt tjeneste i Kirken, at begynde med de 12 apostle. Det er ikke kirken (heller ikke den universelle Kirke) eller embedsbærerne, der udvælger nogen. Hvordan det sker i praksis, fortæller nogle tekster, andre gør det ikke. Begrebet ’kald’ betyder, at det er Gud selv, der kalder en person til en bestemt tjeneste. Men kaldet, som er personligt og subjektivt, skal altid bedømmes af andre. De ansvarlige for at bedømme skal altid seriøst tage stilling til, om det subjektive kald er ægte. Det gælder også, hvad cølibatet angår i den vestlige tradition; man kan ikke have et kald fra Gud til præstetjeneste, uden at han også kalder til cølibat. Kirken har ingen myndighed til at pålægge nogen cølibat kun til at fastslå, at man også skal have kald fra Gud til cølibat, hvis man er kaldet til præstetjenesten, altså et dobbelt kald.
I denne forbindelse bør man stille spørgsmålet, om ikke den lokale kirke skal have en afgørende indflydelse på, hvem der skal udføre de forskellige tjenester, men altid i afhængighed af Helligåndens inspiration, så det bliver klart, at det er Kristus, der bestemmer over embederne. Han er ikke kun hele den universelle Kirkes hoved, men netop også den lokale kirkes. Det stærkeste bevis finder vi i de ovenfor anførte breve i Åb. til de syv lokale menigheder: Det er Kristus selv, der sender brevene til menighedens ”engle”.
Afslutningsvis kan vi også henvise til de mange eksempler fra oldkirken på valg af stedets biskop ved hele menigheden forsamlet i domkirken, f.eks. Ambrosius i Milano (374) og pave Leo (440), som var diakon, sendt af paven som ambassadør til Konstantinopel, da folket i Rom valgte ham til biskop i Rom (pave).
21 07 2022
Lars Messerschmidt
Oversigt noter
- Der er tvivl om Paulus selv er forfatter til de efterfølgende breve til Timotheus og til Titus, men de udtrykker Paulus’syn.
- Se note 1.
- Skrevet o. 90?
- Om de var diakoner i vores nutidige betydning må stå hen.
- Allerede i 2. årh. begyndte man at bruge udtrykket ’katolsk’ for betegne, at Kristi Kirke havde spredt sig, men også, at den skulle være Kirke for alle mennesker i kraft af troen. Katolsk er græsk og betyder ’overalt’.
