Af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Liturgisk farve: rød, martyriets farve.
Langfredag mindes vi Jesu lidelse og død på korset. Gennem fastetiden har der som forberedelse til denne dag været afholdt korsvejsandagter, der gennem 14 ”stationer” fører os gennem Jesu lidelse og død fra hans dødsangst i Getsemane have og til han lægges i graven. Korsvejsandagten kan også holdes langfredag før den særlige langfredagsliturgi. På engelsk kaldes langfredag for Good Friday til minde om, at Jesus gav sit liv for at frelse os.
Langfredag er ligesom askeonsdag en forpligtende faste- og abstinensdag, hvor man som katolik er forpligtet til at afholde sig fra at spise kød, og alle mellem 18 og 59 år er forpligtet til at faste ved kun at spise ét fuldt måltid og begrænse de øvrige, medmindre sygdom eller andre særlige omstændigheder kan dispensere fra det.
Denne dag bør man som katolik leve uden at deltage i fornøjelser og sammenkomster. Det er en dag til stilhed og bøn.
Ritualer for fejringen af langfredag går tilbage til slutningen af 300-tallet, hvor man i Jerusalem vandrede samme vej, som Kristus gik til sin korsfæstelse på Golgata, og der tilbad man korset. I 600-tallet begyndte en lignende tradition i Rom med bøn og læsning af Kristi lidelseshistorie, tilbedelse af korset og uddeling af hostier, der var konsekreret ved skærtorsdags messe. Siden liturgireformen i 1955 er denne form bevaret, og gudstjenesten langfredag bliver fejret omkring kl. 15 om eftermiddagen, der efter traditionen er tidspunktet for Jesu død.
Langfredag har sin egen højtidelige liturgi. Den hellige messe fejres ikke denne dag, hvor Jesus ligger i graven. Derfor er tabernaklet også tomt, alteret er bart uden dug og lys, og kors inde i kirken er enten fjernet eller dækket til med violet klæde. Fejringen omfatter tre dele: Ordets liturgi, tilbedelsen af korset og uddeling af den hellige kommunion.
Som indledning går præst og evt. diakon i stilhed frem til alteret, bøjer sig for det og lægger sig udstrakt på gulvet foran alteret i bøn som udtryk for sorg over Jesu død. Imens knæler menigheden.
Derpå følger ordets liturgi. Fra Det Gamle Testamente læses Esajas’ tekst om Herrens lidende tjener (Es 52,13-53,3) ”Han blev såret for vore overtrædelser”, og salme 31 med omkvædet ”Fader i dine hænder betror jeg min ånd (v 6), og fra Det Nye Testamente Hebræerbrevets tekst om, at ”skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led” (Hebr 4,14-16; 5,7-9). Som evangelium læses Jesu lidelseshistorie fra Johannesevangeliet (Joh 18,1–19,42) op i en dramatiseret form, hvor forskellige oplæsere læser hhv. Jesu ord, hvad andre siger og fortællingen indimellem de andre stemmer. Når oplæsningen når til Jesu død, knæler alle. Efter prædikenen er der højtidelige forbønner for Kirken, for paven, for alle med ansvar i Kirken, for katekumenerne (dåbskandidaterne), for de kristnes enhed, for jøderne, for dem, der ikke tror på Kristus eller på Gud, for statslige myndigheder og for folk i nød.
Den højtidelige tilbedelse af korset er næste del af liturgien. Et kors, tilhyllet med violet klæde, bæres ind i kirken, hvor præsten afdækker det, imens han tre gange beder: ”Se det korsets træ, hvorpå verdens Frelser hang”, og menigheden svarer: ”Kom lad os tilbede ham.” Derpå bæres korset frem foran alteret, hvor først præsten og derefter menigheden går frem enkeltvis og bøjer sig for det, måske kysser korset. Imens synges særlige hymner.
Til sidst følger uddelingen af den hellige kommunion, hvor dug, corporale og messebog lægges på alteret og præsten eller diakonen bringer det hellige sakramente fra det sted, det har været opbevaret siden messen skærtorsdag aften, og sætter det på alteret. Efter at præsten og menigheden har modtaget den hellige kommunion, bringes ciboriet med de resterende hostier tilbage til det sted, hvor det blev opbevaret, og der forbliver det indtil påskevigilien, den store opstandelsesmesse lørdag aften. Efter en afslutningsbøn og velsignelse forlader menigheden kirken i stilhed.
Efter gammel tradition meddeles denne dag ingen andre sakramenter end forsoningens sakramente og de syges salvelse, mens den hellige kommunion kun uddeles under fejringen af Herrens lidelse.
