Oversigt
Forord │Historisk forløb │ Tidslinjen │ Teologi og filosofi │ Forskelle og ligheder │ Fem påbud
Overskrifter
Hvem var Martin Luther?
Martin Luther blev født den 10. november 1483 i Tyskland. Allerede i en ung alder begyndte han at studere. Særligt filosofi og teologi læste han, og det fik ham til i 1505 at gå i kloster, og i 1507 blev han præsteviet. Det var Luthers studier af Bibelen, der førte ham til at tage et opgør med den forkerte udvikling, der havde fundet sted i den katolske kirke. Det blev begyndelsen på det, vi i dag kalder for reformationen. Normalt siger man, at det er perioden fra år 1517 indtil år 1555, der er reformationstiden.
Hvad betyder “reformation"?
Faktisk brugte Luther ikke selv ordet reformation på den måde, som vi gør det i dag. Det var først i 1800-tallet, at den historiske periode blev kaldt “reformationstiden".
Luther brugte ordet til at beskrive en positiv ændring af forholdene i Kirken. Men han havde ikke nogen forestilling om hvilken udvikling, han satte i gang. Han havde altså ikke til hensigt at starte en ny kirke og fremkalde et brud med den katolske. Han ville gøre op med nogle af de misforhold, der var i Kirken. Det skulle ikke kun være paven og kardinalerne, der stod for denne ændring, men hele Guds folk - alle døbte skulle involveres.
Da Luther offentliggjorde sine 95 teser, kom der hurtigt en omfattende dis- kussion, der ikke kun var mellem Luther og Vatikanet. Hurtigt påvirkede diskus- sionerne også politiske, økonomiske og kulturelle spørgsmål. Det betød, at den tyske kejser og de tyske fyrster fik indflydelse på udviklingen, som ikke længe- re kun var en strid om, hvordan man skulle forstå den kristne tro. De religiøse overbevisninger og politiske hensyn blev hvirvlet sammen. Kejseren, konge og fyr- sterne havde andet end religiøse hensigter. "Reformationen" dækker derfor over meget mere end Luthers tanker.
Hvad der udløste reformationen: Afladsstriden
Det var afladstanken (se forklaring til begrebet nederst - red.), der fik Luther til at skrive de 95 teser. 95 tanker om den kristne tro som Luther mente man skulle diskutere og ændre. De 95 teser handlede blandt andet om aflad.
Aflad var dengang en vigtig del af de kristnes liv, Luther mente, det var forkert, at kirken solgte afladsbreve. De penge, Kirken fik ved salget, blev blandt andet brugt til at bygge Peterskirken i Rom.
Luther ville gerne debattere hele ideen om aflad. Derfor sendte han et brev til nog- le af szne kollegaer pà universitet med de 95 teser. Muligvis slog han dem også op pà titrrer. til slotskirken i Wittenberg. Men helt sikkert sendte han den 31. oktober 1517 te- serne :il ærkebiskoppen af Mainz og hans egen biskop, biskoppen af Brandenburg.
De 95 teser blev hurtigt spredt over hele Tyskland, Det bekymrede Luther, for han havde ikke tænkt sig, at de skulle læses af almindelige mennesker, men kun bruges til akademiske diskussioner pà universiteterne. Derfor udgav han i 1518 et forklarende skrift skrift på tysk og understregede, at de første udgivelser var tænkt til at bruges pà universiteterne. Skriftet hed En prædiken om aflad og nåde, og blev hurtigt populært i Tyskland, og dermed blev Luther også populær.
Ærkebiskoppen sendte teserne til Vatikanet for at få undersøgt, om de var i overensstemmelse med den katolske lære. I Rom blev man bekymret over Luther og hans nye tanker og den store popularitet han allerede have fået i Tyskland. Vatikanet opfordrede Luther til at komme til Rom og forsvare sine skrifter. Men sagen blev flyttet til Tyskland efter anmodning fra kurfyrsten af Sachsen, Frederik den Vise. Paven udpegede kardinal Cajetan til at stå for forhøret af Luther. Kravet var, at Luther skulle trække sine teser tilbage, ellers skulle han pågribes og tages med til Rom.
Det kom dog aldrig til en akademisk diskussion mellem kardinal Cajetan og Luther. Da det to mødtes, fik de slet ikke talt om de væsentlige punkter i Luthers kritik. Kirken holdt fast på, at Luther skulle tilbagekalde sine teser og ville ikke diskutere yderligere med ham, før han havde gjort det. Luther ville ikke tilbagekalde noget uden at have diskuteret det først. I stedet erklærede Luther den 13. oktober 1518, at så længe han ikke var blevet overbevist om det modsatte, var hans lære i overensstemmelse med kirkens.
Fordømmelsen af Martin Luther
I Rom sad pave Leo X. Den 15. juni 1520 udgav han et skrift, hvor 41 af Luthers udsagn blev fordømt, fordi paven anså dem som værende modstridende med den katolske kirkes lære. Men de udsagn, paven henviste til, var taget ud af den sammenhæng, Luther havde skrevet dem i. I slutningen af dokumentet gav pave Leo X Luther en sidste chance for at trække sine tanker tilbage. Luther fik 60 dage betænkningstid, og hvis ikke han ændrede standpunkt, ville han blive ekskommuniceret (se forklaring til begrebet nederst - red.).
Luther svarede aldrig på pavens opfordring, men kastede et eksemplar af dokumentet pà et bål. Derfor blev Martin Luther den 3. januar 1512 ekskommuniceret.
Skriftens autoritet
Diskussionerne fortsatte mellem Luther og hans tilhængere på den ene side og Den katolske Kirke på den anden. Luther kom frem med flere forhold, som han syntes var problematiske i den katolske teologi.
Hurtigt blev afladsdebatten afløst af debatten om, hvad der var den øverste autoritet i Kirken - paven eller Bibelen? Luther kunne ikke finde bibelske argumenter for pavens autoritet. Luther mente, at paven havde hævet sig selv over Bibelen i stedet for at lade sig lede af Bibelen. Paven og resten af Den katolske Kirke var ikke enige. De mente, at pavens embede var begrundet i Matthæusevangeliet og oprettet af Jesus Kristus selv.
De indledende stadier i den reformatoriske bevægelse
Luther havde ikke til hensigt at grundlægge en ny kirke. Han ville reformere den ene kirke, der var. Men hans argumenter blev hurtigt populære og spredte sig blandt præster og munke, der tog de nye tanker til sig og begyndte at bruge dem. Meget ændrede sig i Kirken i de protestantiske områder. Her kunne man modtage både brød og vin, præsterne og munkene giftede sig, Kirkens indretning blev ændret, og helgenbillederne blev fjernet.
Teologiske forsøg på at overvinde konflikten
Der blev gjort flere forsøg fra begge sider pä at overvinde de uenigheder, der var opstået og nå frem til enighed. Begge parter havde i begyndelsen af reformationstiden et stærkt ønske om at bevare enheden i Kirken.
Det første forsøg blev gjort af Luthers tilhængere med den Augsburgske bekendelse i 1530. Katolske teologer kom med et svar: de var enige om læren om Treenigheden, læren om Kristus og læren om dåben. Det lykkedes dog ikke at komme til enighed, når det gjaldt synet på Kirken og sakramenterne.
Religionskrigen og freden i Augsburg
Nu var konflikten nået et punkt, hvor det ikke længere kun var de lærde der diskuterede. Den katolske kejser Karl V førte i perioden 1546-1547 krig mod de lutherske omrâder i et forsøg på at overvinde splittelsen med militær magt. Men i 1552 blev der indledt en fredsaftale mellem fyrsterne fra de lutherske områder og den nye kejser Ferdinand. Aftalen blev indgået i 1555 med freden i Augsburg. Fra da af var der både katolske og lutherske områder i det tyske kejserrige.
Ordforklaring
Aflad
Reformationen er i den brede bevidsthed først og fremmest et opgør med afladstanken.
Med aflad forstår Den katolske Kirke, at man ved at gøre bestemte handlinger kan få mindre tid i skærsilden. Skærsilden er stedet, man kommer til inden paradiset. Det er et forberedelsessted, hvor man bliver renset, så man er helt klar til at stå ansigt til ansigt med Gud. Derfor er skærsilden ikke noget dårligt sted.
Aflad er bygget på tanken om kompensation. Når et menneske har gjort noget forkert, kan det også gøre noget godt; bede en bøn, gøre noget godt for mennesker i nød, give penge til noget, som mange har glæde af.
Lige præcis det med at give penge havde på reformationstiden udviklet sig helt skævt. På reformationstiden kunne man købe et afiadsbrev som bevis på, at man fik nedsat sin tid i skærsilden.
Aflad eksisterer stadig i Den katolske Kirke, men det misbrug, Luther talte imod, er stoppet. Den katolske Kirke mener ikke, at man kan købe sig til hverken aflad eller tilgivelse eller noget andet, der kommer fra Gud.
Ekskommunikation
I Den katolske Kirke betyder det, at man bliver udelukket fra at kunne modtage kommunionen, nadveren. Ekskommunikation følger, hvis man pà afgørende måde ikke længere tror på det samme som resten af Kirken. Så har man ikke længere fælles tro med de andre, som går til kommunion. Man bliver ikke ekskommunikeret for at have misforstået noget eller tvivle. Man skal VILLE stå uden for det fællesskab, som Kirken er. Den lutherske kirke bruger ikke ekskommunikation.
Fra konflikt til fællesskab (Del 1: De første 1500 fælles år)
Fra konflikt til fællesskab (Del 2: Reformationen)
KILDE:
Kasper Baadsgaard-Jensen og Jesper Fich, op Udgivet af FAKS, Foreningen af Katolske Skoler i Danmark, 2017 Tegninger, grafik og foto: Kim Frans Broström Hjemmeside: www.frakonflikttilfællesskab.dk
