Verdenskirken

Norsk biskop: Fra privat hobby til landsdækkende netværk

Biskop Erik Varden

Tidsskriftet St. Olav
Oversættelse Kuno Arnkilde
Gengivet med tilladelse

TEMAET "KOMMUNIKATION" var et tilbagevendende tema på synoden om synodalitet. Formålet med synoden, blev det sagt, var at muliggøre samtale, ikke for samtalens skyld, men for at komme til klarhed over et væsentligt spørgsmål: Hvordan kan vi, som Vorherre beder os om, lade evangeliets ord nå ud til jordens ender, eller til "periferien", for at bruge vores hellige faders ord, til områder, der geografisk eller eksistentielt er langt fra centrum? Hvor er centrum? Vi har alle en tendens til at antage, at "centrum" er der, hvor jeg er, at vi er solen i et univers af slukkede stjerner, som når professor Higgins siger til Eliza i My Fair Lady: "Du er en ugle, der er blændet af mit sollys". Hvis vi ønsker at leve synodisk, må vi først og fremmest se ud over vores egen næsetip. Vi må indgå i fælles bestræbelse.

I DEN KATOLSKE KIRKE i Norge er der ingen mangel på frivillighedens ånd, Gudskelov. Denne ånd kommer til udtryk i vores menigheder og samfund. På landsplan gør store organisationer som Caritas eller NUK (Norges Unge Katolikker - red.) et stort arbejde, der næsten udelukkende er baseret på frivillighed. Mange mennesker engagerer sig generøst. Det er smukt at se. Og opbyggeligt.

Der er også nye initiativer, som opstår spontant. Jeg vil gerne fremhæve en særlig indsats. Da jeg blev i Trondheim, havde et ægtepar i Ålesund netop kastet sig ud i et idealistisk projekt. De drømte om en katolsk radiostation i Norge. Det første studie var placeret på et skrivebord i børneværelset. Projektet blev overdraget til den hellige Rita, skytshelgen for det umulige. Hun har løst opgaven godt.

PÅ TRE ÅR ER ST RITA RADIO gået fra at være en privat hobbyvirksomhed til et landsdækkende netværk, der både sender radio og tv. Derudover kommer initiativet til udtryk på skrift. Frivillige fra alle vores tre bispedømmer bidrager med katekese, oplæsninger, interviews, redigering, oversættelser og andet. Fra starten har projektet haft til formål at kommunikere den katolske tro på en måde, der er trofast og kreativ, som forener, ikke splitter, og som er apolitisk. Målet er at kommunikere det vidunderlige håb, vi har modtaget gennem Kirken, at dele det katolske fællesskab, som er vores dybeste glæde.

I år blev St Rita Radio indlemmet i det globale EWTN, hvis formand er medierådgiver for Vatikanet, udpeget af pave Frans. Redaktionen er fortsat lokalt forankret, men horisonten udvides. De af os, der lever i diasporaen, risikerer at blive indadvendte; filialer som denne åbner op for nye perspektiver, nye kontakter. Vi er forbløffede over at indse, at vi heroppe i nord, så bevidste om vores begrænsninger, har noget at bidrage med til Kirkens universelle mission, som på samme tid nærer os. Ja, hvor nåden virker, er der altid gensidighed og nåde.

I VOR TID har vi brug for sådanne tiltag. Det er fantastisk, når de opstår på initiativ af lægfolk, trygt forankret i Kirken. Vi kan ikke, som troende, sætte vores lys under en skæppe. Vi kan ikke antage, at mindet om det kristne håb, de kristne værdier og den kristne menneskelighed vil blive opretholdt af andre. Vi må selv træde i karakter. Lad os gøre, hvad vi kan for at opmuntre hinanden i Jesu navn, i den mangfoldighed præget af enhed, som paven beder os om at fremme. På Moses' tid udvandrede et ukendt antal mennesker fra Egypten og blev til et folk ved at vandre trofast sammen i Guds nærvær. Det samme kald er rettet til os, så vi sammen kan nå vores mål om at blive "ét legeme, én ånd i Kristus", forenet i en ærbødig kærlighed, der uddriver frygten.

+ Biskop Erik Varden