Oversigt
Forord │Historisk forløb │ Tidslinjen │ Teologi og filosofi │ Forskelle og ligheder │ Fem påbudOpdateres ...
Oversigten handler om forskelle og ligheder, der i dag er mellem den katolske og den lutherske kirke, samt hvad de to kirkesamfund har fælles.
Men hvad mener vi, når vi i det følgende siger den katolske kirke og den danske folkekirke?
Med "Den katolske Kirke" mener vi den romersk-katolske kirke, som er den verdensomspændende kirke, ledet af paven.
I grundloven står der, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke. Den lutherske kirke er organiseret i mange kirker rundt om i verden.
Dåb
Overskrifter
Jesus har sagt til disciplene, at de skulle døbe alle mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Ved dåben bliver man kristen. Det er begyndelsen til et liv som kristen.
KATOLSK
Normalt bliver man døbt som lille, men voksne kan også døbes. Mange elementer i den katolske dåb stammer fra den allertidligste kirke.
Ved en barnedåb bringer forældrene barnet til kirken, og præsten tager imod dem. Inden dåben salver præsten barnet med katekumenernes olie. En katekumen er en voksen, der forbereder sig til at blive døbt, og som fár undervisning om den kristne tro. Når barnet salves med denne olie, er det for at understrege, at barnet ikke kender den kristne tro endnu, men skal lære om den senere. Barnet bliver ikke spurgt, om det tror, for det gør det ikke, da det er for lille. Forældrene bliver spurgt, om de tror, og om de vil have deres barn døbt. Så døber præsten barnet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, mens han tre gange hælder vand over barnets hoved. Efter dåben bliver barnet igen salvet - denne gang med krisamolie der trænger ind i huden. Det skal vise, et dåben ikke kun er noget ydre, men mærket mennsket for livet.
Derefter får barnet hvidt dåbstøj pà, hvilket er tegnet på, at det er blevet døbt, ligesom f.eks. studenterhuen er tegnet pà, at man er blevet student. Tøjet skal vise, at dåben ikke kun er noget indre, men skal "bruges" ude i verden. Den døbte skal leve som kristen. Til sidst får forældrene et lys, der bliver tændt ved påskelyset, som er et symbol for den opstandne Jesus. Den nydøbte og Kristus hører sammen.
LUTHERSK
Også i folkekirken bliver de fleste døbt som små, en del bliver først døbt i forbindelse med konfirmationen.
Barnet har dåbskjolen på, når det kommer til kirken som tegn på fest.
Gudmoderen eller gudfaderen bærer barnet og svarer på "barnets vegne" pà trosbekendelsen. Luther mente nemlig, at børn kunne tro, også selvom de ikke kunne udtrykke det med ord.
Så døber præsten barnet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, mens han tre gange hælder vand over barnets hoved.
I folkekirken er der tradition for, at dåben sker i søndagens højmesse, fordi barnet bliver medlem af menigheden ved at blive døbt.
FÆLLES
- Begge kirker døber med vand og i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
- Begge kirker mener, at trosbekendelse og dåb hører sammen.
- Begge kirker er enige om, at der kun er én måde at blive kristen på - nemlig ved at blive døbt.
- Hvis man er døbt i én kirke, gælder den i alle andre kirker.
- Alle kristne er enige om, at man kun kan blive døbt en gang, fordi dåben er en gave direkte fra Gud.
- Dåben sker gennem/i kirken, men det er ikke kirken, som gør dåben gyldig, det er Gud.
- Det kristne liv begynder ved dåben.
- Kun en ordineret præst kan døbe, med mindre der er tale om en nøddåb.
Skrift & tradition
Hvordan ved vi, hvad Gud vil sige til os mennesker? Det ved vi fra Bibelen eller Den Hellige Skrift, som den også kaldes. Ordet tradition (af latin: give videre) dækker over den måde, som kirkerne gennem tiden har forstået biblen. Og i Den katolske Kirke også over katolikkernes tro gennem historien.
KATOLSK
Gud åbenbarer sig for mennesker på to måder; gennem Bibelen og gennem den levende tradition. De to hænger uløseligt sammen. For at kunne forstå Bibelen er traditionen et uundværligt redskab, men traditionen bygger selv på Bibelen. Inden Det Ny Testamente var blevet skrevet, var der kun den levende tradition: det mundtlige evangelium om Jesus Kristus. I år 382 bestemte Den katolske Kirke indholdet af Det Ny Testamente ved et kirkemøde i Rom.
Biblen er Guds levende ord. Den er skrevet af mennesker med Helligåndens vejledning.
Kun Guds ord kan give mennesker fællesskab med Gud.
Guds ord kommer til os i menneskesprog og fortæller os om Guds kærlighed til hver og en af os.
Det er Kirkens opgave at sørge for, at forkyndelsen er i overensstemmelse med Jesu lære. Traditionen er den viden, som Kirken har samlet, alt det, som ikke er skrevet ned i Bibelen. Traditionen er vigtig for at undgå, at alle ikke bare tror på "deres egen måde"
Det er biskopperne i fællesskab med paven, som har ansvaret for, at evangeliet bliver forkyndt uforandret gennem tiden.
Biskopperne har sammen med paven ansvaret for at holde Kirken sammen som ét folk i fælles tro og i den fælles måde at holde gudstjeneste på, dåb, messe og de andre sakramenter.
LUTHERSK
Et af Luthers kendte udtryk er "sola seriptura", af latin: "skriften alene" eller “Bibelen alene".
For Luther var det helt afgørende, at der ikke var nogen eller noget, der var hævet over Bibelen. Selvom det også for ham var vigtigt, hvad der var sket i Kirken, siden Bibelen var blevet til. Bibelen er den eneste autoritet.
Alt, hvad der er sket i Kirken i tidens løb, ændrer ikke noget på Skriften, men har kun til opgave at gøre den lettere forståelig.
Derfor er skrift og tradition heller ikke to forskellige ting for Luther. De hører sammen, men på en sådan måde, at Bibelen står over traditionen. Ved hjælp af Bibelen kan man bedømme, om traditionen er noget, mennesker har fundet på, eller om det kommer fra Gud.
FÆLLES
- Alle kristne bruger Bibelen.
- Alle kristne mener, at Bibelen er Guds ord, skrevet af mennesker.
- Alle kristne mener, at kun Guds ord kan give mennesker fællesskab med Gud og hjælpe dem til at tro.
- Ved tradition forstås de ting som forklarer og udlægger Skriften.
- For begge kirker er skrift og tradition vigtige.
- Traditionen ændrer ikke Skriften.
Kirkerummet
De første kristne holdt gudstjeneste hjemme hos sig selv. Der var ingen kirkebygninger, og de kristne var ofte forfulgt af staten. Da kristendommen blev mere udbredt, begyndte man at bygge kirker. Igennem historien har kunsten og arkitekturen haft stor indfiydelse på, hvordan kirkerne kom til at se ud. Men også den kristne menigheds tro har haft betydning for kirkerummet.
KATOLSK
En kirke kan være stor eller lille, gammel eller ny, men der er altid nogle ting, som er de samme i alle katolske kirker.
Der er for eksempel et alter, en døbefont, en læsepult, bænke/stole, lysestager.
En katolsk kirke er indviet af en biskop og må normalt kun bruges til kirkelige handlinger, da kirken er et tegn på Guds nærvær i verden.
Ved indgangen finder man et vievandskar med vand. Vievandet er indviet vand, der er blevet til overs efter en dåb. När katolikker kommer ind i kirken, dypper de fingrene i vandet. Så gør de korsets tegn, mens de inden i sig selv siger: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, for at mindes deres dåb.
Et sted i kirken findes tabernaklet. Det er et skab, hvor de hostier, (alterbrød), der er blevet til overs fra messen, gemmes. Katolikkerne tror, at Jesus virkelig er tilstede ibrødet, og derfor gor de knæbøjning i ret- ning af tabernaklet, når de kommer :nd i kirken.
Ved siden af tabernaklet brænder evighedslampen, et rødt lys, der viser, at Gud er tilstede i kirken, - at han er der for dem, der tror.
I mange kirke finder man også statuer eller billeder af forskellige helgener, især Jomfru Maria. Helgener har med deres livshistorie inspireret mange til, hvordan man kan leve sit liv som kristen. Man kan bede helgenerne om at bede for sig, på samme måde som man kan bede en god ven om at gøre det.
På væggene hænger korsvejen (14 billeder), der illustrerer den vej, Jesus gik, fra han blev dømt af Pilatus, til han blev lagt i graven. På korsfarertiden (1100-tallet) havde mange kristne fra forskellige dele af Europa gået den vej i Jerusalem, mens de mediterede over Jesu lidelseshistorie. Ved hjælp afbillederne kan man gøre det samme, uden nødvendigvis at rejse helt til Jerusalem.
LUTHERSK
I den protestantiske kirke finder man altid tre ting: en døbefont, et alter og en prædikestol. Døbefonten er ofte meget gammel og står synligt for at minde alle, der kommer i kirken, om hvor vigtig dåben er. Fra gammel tid var prædikestolen hævet op over menigheden, så man bedre kunne høre, hvad præsten sagde. I mange folkekirker bruger man stadg prædikestolen.
Prædikestolen var vigtig for Luther, for det var herfra, folk skulle høre Guds ord. Ingen kan tro, hvis ikke de hører Guds ord og får det forklaret i prædikenen.
Alteret står tit op ad endevæggen og er omgivet af knæfaldet. I folkekirken får man nadveren knælende.
Mange protestantiske kirker har navne, som stammer fra før reformationen og hedder feks. Vor Frue kirke eller Sankt Nikolaj kirke. De fleste af kirkerne i Danmark blev nemlig bygget som katolske kirker. Ved reformationen blev de katolske kirker til lutherske kirker, men kirkerne ændrede ikke navn. Mange nyere kirker har andre navne, som ikke har noget med helgener at gøre: f.eks. Lindevangskirken, eller kirken kan være opkaldt efter en konge: Christianskirken, Frederikskirken.
En protestantisk kirke bliver også indviet, men den er ikke et særligt helligt sted, selvom der også i folkekirken er regler for, hvad man kan bruge en kirke til.
FÆLLES
- Alle kirker er samlingssteder for de kristne. Her forkyndes ordet, og man modtager sakramenterne.
- I kristne kirker finder man altid et alter og en talerstol eller en prædikestol.
- I alle kristne kirker er der en døbefont.
Kommunion - nadver
Aftenen før Jesus døde på korset, spiste han med sine disciple. Mens de spiste, tog han brød og vin og sagde, at det var hans legeme og blod. Han sagde til disciplene, at de skulle blive ved med at huske ham, ved at gøre som han gjorde.
KATOLSK
Når præsten i messen har sagt “dette er mit legeme/dette er mit blod" så er Kristus virkeligt tilstede. Brødet og vinen bliver ved med at se ud som brød og vin, selvom det bliver forvandlet til Kristi legeme og blod. Det bliver altsà til Kristus selv og bliver ved med at være det. Derfor bliver det tiloversværende brød gemt i et særligt skab, der kaldes tabernaklet.
Da Jesus dør på korset, gør han det for at vise, at Gud elsker menneskene grænseløst. Når messen fejres, bliver det offer, Jesus gav pà korset, nærværende. Det som skete på korset, virker så at sige lige nu og her. Alle, der tror på ham, tager han med ind i sin kærlighed. Som Jesus overgav sig selv til faderen og hans gode vilje, tager han os med i den hengivelse. Som han gav sig selv for for menneskene, vil han med sin kærlighed kvalificere mennesket til at gøre ligesom han.
Kommunion betyder fællesskab. Fællesskabet med Gud, men også med alle andre katolikker i hel everden, der hører til den samme kirke. Derfor skal man være døbt og katolik for at kunne få kommunion.
Når der er m,ange mennesker til messe, får menigheden kun Kristi legeme. Ved f.eks. pavemesser kan der være flere millioner til samme messe, og derfor er det af praktiske grunde umuligt, at alle kan drikke af kalken.
LUTHERSK
For Luther var det vigtigt, hvordan det skulle forstås, når præsten siger “dette er mit legeme/dette er mit blod". Luther mente, at i det øjeblik er Kristus helt tilstede i brødet og vinen for den troende. Hans nærvær er dog noget, der er mellem den, som får nadveren, og Kristus. Der sker ikke noget med brødet og vinen, det bliver ved med at være brød og vin. Derfor gemmes nadveren heller ikke efter gudstjeneste. Men Luther var overbevist om, at Kristus er virkelig tilstede i nadveren - “i, med og under brød og vin."
Luther understregede meget stærkt, at nadveren er "til syndernes forladelse", sådan som Jesus havde sagt det. Syndernes forladelse er meningen med nadveren. Den, der går til alters får Guds fuldstændige tilgivelse. Den lutherske kirke begyndte på reformationstiden at lade alle drikke af kalken, hvilket dengang var nyt.
Alle er velkommen til nadveren, uanset om de er døbt eller ej. Nadveren handler først og fremmest om det enkelte menneskes forhold til Gud - direkte - uden om præst og menighed.
FÆLLES
- Begge kirker siger, at Jesu kors bliver nærværende og virksomt i nadveren. Jesus dør ikke en gang til, men det der skete, da Jesus døde på korset, bliver nærværende for dem, der deltager i gudstjenesten.
- Begge kirker siger, at nadveren er "til syndernes forladelse".
- Begge kirker siger, at Kristus virkelig er tilstede i brød og vin.
- Begge kirker siger, at modtagelsen af brød og vin er et sakramente.
- Begge kirker siger, at kun en ordineret præst kan forestå nadveren.
Sakramente
Sakramenter er en handling, der formidler Guds nåde til mennesket gennem synlige tegn. Sakramenterne er indstiftet af Jesus selv, det vil sige, at Kristus har sagt, at det skal gøres. Det er gennem evangeliet og sakramenterne, at Kristus kommer til mennesker og virker i dem.
KATOLSK
I Den katolske Kirke har man syv sakramenter: dåb, firmelse (konfirmation), eukaristien, skriftemàlet, de syges salvelse, ægteskab og præstevielse.
Et sakramente forklares som et synligt tegn pà en virkelighed, man ikke kan se, hvor Jesus Kristus kommer til mennesker og virker i dem. Det er ligesom med et kys, der er et synligt tegn, der indeholder en virkelighed, man ikke kan se; nemlig kærlighed.
Alle de syv sakramenter har synlige tegn som symboler for den usynlige virkelighed, der sker. F.eks. når to gifter sig, giver de hinanden en ring, som tegn pà at de to hører sammen. Samtidig med at sakramenterne sker, siges der også bestemte ord. F.eks. siger præsten: “Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn", samtidig med at han hælder vand over barnets hoved.
Ganske vist er det præsten, som døber, men Den katolske Kirke siger, at præsten "låner" sin stemme til Gud. Det betyder, at det ikke er præsten, der gør den døbte til Guds barn, men det er Gud selv, der handler. Præsten er her Guds redskab.
I Den katolske Kirke er det præstens opgave at give sakramenterne. Dog kan alle døbe, hvis et barn f.eks. er i livsfare, - og ved et ægteskab er det brudeparret, der giver hinanden ægteskabets sakramente, med præsten som vidne.
Sakramenterne gives til det enkelte menneske, men når mennesker modtager sakramenterne, bliver kirken til Kirke, og fællesskabet opstàr, F.eks. imessen, hvor alle, der spiser sam- men, knyttes sammen, når de spiser. Det er der- for også en betingelse, at man er katolsk døbt (eller er blevet katolik senere) for at kunne modtage de øv- rige sakramenter.
Nogle af sakramenterne kan kun modtages en gang i livet (dåb, firmelse, ægteskab og præstevielse). Andre sakramenter kan man modtage mange gange (eukaristien, skriftermålet og de syges salvelse).
LUTHERSK
I folkekirken har man to Sakramenter: dåb og nadver. Et sakramente er også i den lutherske kirke et synligt tegn pà en usynlig virkelighed, hvori Jesus Kristus kommer til mennesker og virker i dem. I sakramenterne følges tegn og ord.
Den lutherske kirke har to sakramenter dåb og nadver, Luther mente, at kun disse to sakramenter var omtalt i Det Ny Testamente, som noget Jesus havde sagt til disciplene, at de skulle gøre.
Den lutherske kirke lægger vægt på, at sakramenterne først og fremmest er en virkelighed mellem Gud og den, der modtager sakramentet. Det gælder også for nadveren, som de fleste præster giver til alle, der ønsker det. I folkekirken, er det næsten altid muligt at gå til alters ved alle søndagsgudstjenester.
I den lutherske gudstjeneste har præstens prædiken altid haft en særlig stor betydning. Der er ikke tradition for at holde gudstjeneste på andre dage end søndagen, selvom det i de senere år er blevet mere almindeligt, at holde gudstjeneste pà andre dage.
FÆLLES
- Sakramenterne er hellige handlinger indstiftet af Kristus.
- Sakramenterne består af synlige tegn og ord.
- Dåb og nadver er vigtige sakramenter i begge kirker.
Kirken og paven
Pinsedag modtog disiplene Helligånden. Det var her, didiplene begyndte at forkynde evangeliet om den opstandne Jesus Kristus. Det blev begyndelsen på Kirken og derfor nævnes pinsedag tit som Kirkens "fødselsdag".
KATOLSK
Når man taler om Kirken, tænker katolikker ikke først og fremmest på en bygning, man kan se. De tænker først og fremmest på fællesskabet af alle katolikker, det er dem som er "Kirke"
Den katolske Kirke er uden nationale grænser, derfor er der næsten altid mennesker fra mange lande tilstede, når der holdes messe. Paven er det synlige tegn pa dette fællesskab.
Meget af det man gør i Den katolske Kirke har sin rod langt tilbage i tiden. Messens form f.eks. er i store træk helt tilbage fra 300-tallet. Mange klosterfællesskaber er også næsten tusind år gamle, feks. franciskanerne.
Biskopperne i Den katolske Kirke har ansvaret for fællesskabet i deres eget bispedømme og for fællesskabet med paven i Rom. Paven har ansvar for Kirken i hele verden, og for at Krken holder sammen. Han har også ansvar for, at den kristne tro bliver forkyndt pa den rigtige made uforandret gennem tiden.
Det ansvar paven og biskopperne har kaldes lærerembedet. Lærerembedet udøver paven og biskopperne, når de prædiker den samme tro, som Jesus forkyndte. De udøver også lærerembedet, når de griber ind over for præster, der f.eks. sympatiserer med tanken om reinkarnation eller andet, som ikke er kristen tro.
Paven bliver kaldt for apostlen Peters efterfølger, Det ny testamente omtaler Peter som apostlenes leder. Katolikkerne tror, at Peters embede er gået videre til hans efterfølgere som biskop af Rom.
Paven er ufejlbarlig, når han på sit embedes vegne i sin egenskab af biskop af Rom udtaler sig om troen. Det betyder ikke, at paven som menneske er fejlfri eller ikke synder. Det er troen, som er ufejlbarlig. Paven kan heller ikke lave en ny tro.
Paven, biskopper og præster er ikke mere kristne end alle andre døbte katolikker. Men Gud har givet dem et særligt kald til at tage vare på enheden i Kirken og til at føre mennesker tættere til Gud.
LUTHERSK
Den lokale kirke (menigheden) var vigtig for Luther, for det var her evangeliet skulle prædikes og folk modtage sakramenterne. Derfor har den enkelte troende sit åndelige centrum i sin lokale sognekirke. Alligevel er der en forbindelse mellem de enkelte sogne og alle andre lutherske sogne. Evangeliet og sakramenterne forener protestanterne i et åndeligt fællesskab.
I Danmark er folkekirken ledet af biskopper, men en biskop er ikke mere præst end de øvrige præster. En præst er heller ikke "mere" end andre døbte, men derimod en døbt, der har et særligt ansvar for menigheden.
Biskopperne har først og fremmest administrative opgaver. En biskop er en "tilsynsfører" der skal sørge for orden i sit stift. Biskopperne i folkekirken udtaler sig aldrig politisk, om f.eks. flygtningeproblemet eller samlet om, hvad den kristne tro går ud på. De tager feks. ikke samlet stilling til om, reinkarnationstanken er i modstrid med den kristne tro pà opstandelsen.
Den lutherske kirke har ikke andet læreembede end Skriften, som er ufejlbarlig. Det er derfor ikke nødvendigt at have et lærerembede, en pave eller en biskop.
Øverste myndighed i folkekirken er regenten og folketinget, som vedtager love om folkekirken. Regenten autoriserer salmebøger og bibeloversættelser og lignende.
De andre lutherske kirker er også nationalt eller regionalt selvstændige, men siden l947 har der været et internationalt samarbejdsforum: Det Lutherske Verdensforbund.
FÆLLES
- Mellem de kristne kirker er der et åndeligt fællesskab.
- Alle kristne hører til en kirke.
- Man kan ikke være kristen alene.
- Uden Jesus Kristus og hans evangelium ville der ikke være nogen Kirke.
Præst
Det er præstens opgave at være bindeled mellem de troende og sørge for, at menigheden holder sammen. Det gør præsten først og fremmest ved at forkynde evangeliet, og forvalte sakramenterne, men også ved at tage sig af mennesker i deres nød, åndeligt og menneskelígt.
KATOLSK
Præstevielsen i Den katolske Kirke er et sakramente. Det er en gave, som Gud giver den, der bliver præsteviet.
Ingen kan gøre sig selv til præst. I præstevielsen udtrykkes det på flere måder. Før selve præstevielsen lægger den kommende præst sig fladt ned på gulvet for at udtrykke, at han ikke har "noget" at komme med, at man kun kan blive præst på grund af Guds godhed. Det er Gud, der kalder et menneske til at være præst.
I selve præstevielsen lægger biskoppen hænderne på hovedet af den kommende præst. Det udtrykker, at han ikke skal arbejde på egen hånd, men som biskoppens medarbejder og hele Kirkens tjener.
Efter præstevielsen er man præst for resten af livet og går aldrig på "pension".
Den katolske præst afstår fra at gitte sig, fordi han pà særlig måde skal love i venskab med Gud og være til rådighed for Kirken.
Den katolske præst er altid en mand. Den katolske Kirke nævner to grunde for dette: for det første gjorde Jesus aldrig nogen kvinder til apostle, apostlene var sådan en slags "præste-prototyper". For det andet repræsenterer præsten i messen Kristus, der var en mand.
Præsten er ikke mere katolik end andre, men har særlige opgaver for fællesskabet i menigheden og i Kirken.
LUTHERSK
For Luther var det vigtigt, at alle døbte forstod, at de har et "præsteligt" ansvar, som betyder at alle døbte har et ansvar for at bygge Kirken op. Præcis som Den katolske Kirke også mener, men Luther understregede det meget tydeligt.
Luther mente ikke, at præstevielsen var et sakramente. En præst var en mand, som menigheden ville have som præst, men præsten er ikke mere præst end alle andre, der er døbt. For Luther var det vigtigt, at der var en orden i Kirken, så der ikke hver søndag var en ny præst. Derfor måtte menigheden bestemme sig for at kalde (udnævne) en bestemt mand til at være deres præst. Siden 1948 har kvinder også kunnet blive præster i den danske folkekirke. Luther mente desuden, at præsterne kunne gifte sig, hvis de ville.
Det er menigheden og ikke biskoppen, som bestemmer, hvem der skal være præst. Præsten har først og fremmest et embede i en bestemt menighed.
Præsten er præst, så længe han/ hun har sit embede. Den lutherske præst skal koncentrere sig om at forkynde evangeliet om Guds kæerlighed til syndige mennesker og ikke give konkrete anvisninger til, hvordan man skal leve sit liv. I luthersk forstand er det den enkelte døbtes eget ansvar at tage konsekvensen af sin tro.
FÆLLES
- Præsteembedet er nødvendigt for Kirken.
- Præsten skal forkynde evangeliet efter Guds vilje. Dermed tjener præsten både den enkeltes tro og menighedens behov.
Konfirmation og firmelse
Konfirmation af latin: bekræftelse. Rigtig mange unge i Danmark bliver konfirmeret, når de er 14-15 år. På samme tid bliver de unge i Den katolske Kirke firmet.
De fleste katolikker kalder firmelse for konfirmation undtagen i de lande, hvor der er mange lutheranere. Her anvendes betegnelsen firmelse for at markere forskellen.
Den katolske Kirkes konfirmation er et sakramente, som altid har været i Kirken, mens den lutherske konfirmation er kommet til for ca. 300 år siden med en hel anden betydning end den katolske.
KATOLSK
Den katolske Kirke forstår firmelsen som et sakramente, der har været i Kirken fra begyndelsen. Det er normalt kun biskoppen, som kan firme, fordi enhver døbt er biskoppens medarbejder. Når man bliver firmet, bliver det tydeligt, at man har ansvar for Kirken. Det skal man have en hvis alder for at kunne varetage.
Firmelse er en forlængelse af dåben. I dåben siger Gud til den døbte, at han/hun hører til hos ham, og at han elsker det menneske, helt konkret, Den kærlighed, som Gud elsker den døbte med, skal gives videre til alle mennesker, hvilket firmelsen tydeliggør. Når man er stor nok til at være bevidst om firmelsens betydning, kan man blive firmet. Man kan også blive firmet som voksen.
Ved firmelsen lover Gud firmanden sin hjælp til at leve som døbt - som kristen - i verden. Til dette modtager firmanden Helligånden, så at han/hun kan leve i og med Guds kærlighed. Biskoppen salver firmanden med krisamolie. Det skal vise, at man "hører til Gud", er "hans" og pà "hans hold", i hans Kirke.
Det vigtigste ved firmelsen er at Gud bekræfter (konfirmerer) den kærlighed, som kom til udtryk ved dåben.
LUTHERSK
Luther mente, at konfirmation var noget som Kirken havde tilføjet, som om dåben ikke var tilstrækkelig. Enhver som ville føje noget til dåben, forstod ikke, hvor magtfuld dåben var, som om Guds tilsagn om hans livslange kærlighed ikke var god nok. Derfor afskaffede Luther konfirmationen i den lutherske kirke.
I 1700-tallet var der mange, der mente, at de unge vidste for lidt om deres tro, derfor skulle de undervises. Deraf kom det, vi i dag kalder for konfirmationsforberedelsen, populært kaldet "at gå til præst". Undervisningen afsluttedes med en slags eksamen og bekræftelse af troen.
I dag er konfirmationen den højtidelige bekræftelse på, at man er kristen, Konfirmanden gentager dåbens ja med sit eget ja i den kristne tro og bliver velsignet.
FÆLLES
Begge kirker mener, det er vigtigt, at de unge forstår, hvad det vil sige at være døbt og kristen.
Begge kirker mener, at det vigtigste ved konfirmationen og firmelsen er, at Gud bekræfter sin kærlighed til hver enkelt døbt.
Refærdiggørelse - opdateres ...
I dag er det tydeligt, at problemet mest lå i, at Den katolske Kirke og Luther havde en forskellig opfattelse af begrebet tro.
Problemet i 1517
I dag er det tydeligt, at problemet mest lå i, at Den katolske Kirke og Luther havde en forskellig opfattelse af begrebet tro.
Luther forstod troen som en levende ting, der altid ville forandre mennesket, så mennesket naturligt ville stræbe efter at gøre gerninger inspireret og båret af troen. Gerningerne hører ind under troen. Derfor talte han om troen alene. Mere var ikke nødvendigt for retfærdiggørelsen.
Katolikkerne holdt pà, at tro ikke altid er en levende ting. Det er muligt at tro som en ren og skær antagelse eller overbevisning. Hvis man forstår tro som en anskuelse på et rent intellektuelt plan, så er den tro ikke meget værd. Troen kan ikke nøjes med at være en tanke, den skal udfoldes i livet gennem gerninger i hverdagen. Derfor talte katolikkerne om tro og gerninger som en helhed, hvor Luther mente, det slet ikke gav mening at anvende ordet tro om en overbevisning, der ikke slog igennem i menneskets adfærd.
Men siden reformationstiden har det været en udbredt forestilling, at Luther mente, det var nok at tro, mens Den katolske Kirke insisterede på nødvendigheden af gerninger. Det er imidlertid dybt forenklet, for både Luther og Den katolske Kirke understregede, at der var en uløselig sammenhæng mellem tro og gerninger.
Dertil kommer, at både Luther og Den katolske Kirke var klar over, at mennesket i sin svaghed og ufuldkommenhed synder og gør sig skyldig. Det er en sørgelig del af den menneskelige virkelighed. Derfor er der heller intet menneske, der kan frelse sig selv. Intet menneske kan fortjene Guds kærlighed. Kærlighed kan i det hele taget aldrig fortjenes. Derfor er frelsen Guds gave. Han må tage sig af mennesket og frelse det. Det gør han ved Jesus Kristus.
FÆLLES
- Gud alene frelser mennesket ved Jesus Kristus. Det er kun Gud, der kan frelse
- Gode gerninger kommer naturligt af troen pá Gud Kirkerne er ikke længere uenige om, hvordan mennesket bliver frelst.
- Kirkerne er ikke længere uenige om, hvordan mennesket bliver frelst
