Pastor Hubert Messerschmidt

Overskrifter

Men hvad var det vi lærte hos pastor Messerschmidt, og som vi i stor, umoden begejstring gav videre til vore kammerater? - spørger Elsebet Kieler i slutningen af artiklen. "Vi lærte TROENS HOLDNING. Gud var ikke bare sætninger og bud. Han er Virkeligheden. Vi andre kommer kun ind i billedet, hvis vi træder ud af os selv og begynder, ligesom den bedende i Davids salmer, at "søge hans Åsyn", dvs ham selv, på hans betingelser, for hans egen skyld, fordi han er den, der gør livet værd at leve".

Bygge Guds Kirke - oplyse hans folk

Tekst:  Elsebet Kieler - Fotos er venligst stillet til rådighed af Gertrud og Jens Messerschmidt

Første gang Peter Schindler og Hubert Messerschmidt mødtes, var i Assisi - det må have været i 1922. Begge var da i en slags undtagelsestilstand. Schindler havde haft en personlig krise i København og var på ubegrænset orlov fra det danske bispedømme. Hubert Messerschmidt havde omsider fået tilladelse til at udtræde af Jesuitterordenen; han havde ansøgt om det hvert år igennem 10 lange år og først nu fået tilladelsen. Jesuitteme troede simpelthen ikke på, at han havde et andet kald. Også hans nerver var tyndslidte. Peter Schindler var officielt på en kombineret rekreations- og studierejse. Hubert Messerschmidt havde gemt sig i en græshytte oppe i Apenninerbjergene og levet eneboerliv hele sommeren, mens han ventede på bispedømmets tilladelse til at færdiguddanne sig til verdenspræst. Begge havde stillet sig selv spørgsmålet forfra: Hvad var Guds mening med deres liv?

Johannes, Peter og Hubert

Det var Johannes Jørgensen, der bragte dem sammen. Schindler var vel en 30 år på det tidspunkt, Hubert Messerschmidt 29. Den ene stor og rund, glad for samfund med andre mennesker, for at dele med dem både bogens og bordets glæder. Den anden lille og skarp, hengiven til ensomhed, faste og bøn. Det var trangen til et mere kontemplativt liv, der skilte ham fra jesuitterne. "Lidet anede jeg," skriver Schindler i sine Erindringer ("Tilbage til Rom" s.122), "i hvilken grad hans livstråd gennem mange år skulle flettes ind i min."

Det var filosofien, de snakkede om ved denne lejlighed, særlig thomismen. Iflg. Schindler's beretning lagde Hubert Messerschmidt den på operationsbordet og dissekerede den som man dissekerer et lig: værsgo'- der er øjnene, der tænderne, indvoldene pænt på række.. Sådan blev principperne hentet frem og analyseret. Schindler gav en god dag i de enkelte dele - det var helheden, der interesserede ham: det levende menneskebarn.. se ungen sidde og lalle og savle og få lov at skrive om det - beskrive det, snarere end at forklare det- det var, hvad han kunne og ville.

Hubert Messerschmidt har uden tvivl forsøgt at kikke lige igennem ham med sine skarpe brune øjne. Og Schindler har uden tvivl plirret med sine blå og skænket noget mere vin i hans glas. Det hele foregik nemlig, typisk, ved en bedre middag hos ham. Forskellige som dag og nat, det var de - men hver for sig med noget i sig, som den anden havde brug for - og som Kirken herhjemme i høj grad fik brug for.

Det første møde gav kun en overfladisk kontakt. Pastor Schindler var ikke bare stor og rund. Bag alt rejseriet og den litterære virksomhed arbejdede troen og lod ham ikke i fred: var det nu lidenskaben efter Kristus, han var konverteret til? eller var det bare Kirkens store, rige menneskeverden, der fascinerede ham? Det samme spørgsmål, som konvertitten Johannes Jørgensen havde stillet sig selv 25 år tidligere: Var han blevet en katolsk turist eller et omvendt, nyfødt menneske? - Efter et ophold i Paris fældede den unge Schindler selv dommen: "Det var hans kjortel, jeg rørte ved - ikke ham selv". Smerten havde jo forladt ham - selvsikkerheden havde taget dens plads. Men så greb den almægtige Gud ind og sendte ham smerten tilbage i form af et syndefald - og det var baggrunden for hans exil i Italien i den omgang.

Og Hubert Messerschmidt var ikke bare lille og skarp. Han lod sig ikke sådan bringe på én formel. Han var utrolig mangfoldig. Johannes Jørgensen kaldte ham det uregelmæssige verbum. Også han kendte til smerten. Fra denne tid stammer en tegning, han har lavet af sig selv, siddende sønderknust, med udstrakte ben ved korsets fod: pro me peccatore: for mig synder - havde han skrevet under billedet. Det var, hvad han havde puslet med deroppe i fårehyrdens græshytte i bjergene.- Men det var også deroppe, at han en tidlig morgen havde mødt en ateistisk professor fra Turin. De mødtes ved kilden, hvor de begge skulle hente vand - og faldt i samtale om Gud. Og den samtale førte til professorens konversion.

Menneskefiskere - det blev de også, både Schindler og Messerschmidt med mange konvertitter. Den ene arbejdede nok mere i bredden, den anden i dybden - og dog: man skal være forsigtig med at skære tingene ud i pap. Ved et senere møde, jeg tror også det var i Assisi, da Schindler igen var i krise og Hubert Messerschmidt trådte til som vejleder og ven,havde Schindler en lang nats tingen med Gud. Den næste morgen afleverede han sit resultat til HM: det var hans salme "Mig lyster nu at svæve - i Herrens himmel ind.." Det er lidt svært at forestille sig onkel Peter svæve, men alligevel: han vedkendte sig den længsel, vi sikkert alle kender til: åh, at kunne folde vingerne ud og mærke, at de kan bære!

Han var naturligvis ikke digter som Johannes Jørgensen, men han skrev disse vers med sit hjerteblod. Og Hubert Messerschmidt var ikke bare filosoffen, der dissekerede hans strofer; han havde tårer i øjnene, da han senere citerede dem for mig. Han huskede den nat og vidste, hvad den havde kostet. Så sent som ved sit 50-års præstejubilæum, som vi fejrede med ham på Magleås for nu snart 10 år siden (1976), sluttede han sin prædiken med Schindler`s sidste vers: "Nu ruller ud Guds rige sit store herredom - kom, lad os stige, stige - kom, Herre Jesus, kom!"

De var vel egentlig et humoristisk par, de to - en Don Quijote og en Sancho Pansa, hinandens modsætninger og derfor også velegnede til at sætte hinanden i relief - men her, i troens kerne, mødtes de og satte deres spor, også i os.

Det er kun 6 år siden, Hubert Messerschmidt døde - det var juleaftensdag i 1979; han blev begravet nytårsaftensdag, lige inden 70"ernes ti-år løb ud. Han var født i 1893 i en københavnsk købmandsfamilie. Hans mor var tysker og ærkekatolik, fra Berlin. Hendes bamdomshjem havde gjort kulturkampen under Bismarck med i 1870'erne. Hendes morbror og adoptivfar havde været medstifter af Det katolske Centrumsparti, der kæmpede for Kirkens uafhængighed af staten. Hans landejendom i Berlin blev et møde- og skjulested for partiets ledere.

Det var også kulturkampen, der fordrev tyske ordenspræster og -søstre til Danmark i nogle år og satte gang i vort lille bispedømme omkring århundredskiftet.

Det var sådan, jesuitteme kom hertil og vi fik Andreaskollegiet i Ordrup med lærere og elever fra Tyskland.

Familien Messerschmidt

Jeg lærte fru Messerschmidt at kende i hendes høje alderdom: en 100% katolik uden økumeniske nuancer, parat til at fortsætte kampen for sin katolske tro også her i Danmark. Ene katolik kom hun herop, men ca 25 år senere havde hun 30 trosfæller i sin familie, deriblandt sin mand. Hubert Messerschmidts far var ikke katolik, da de giftede sig. Messerschmidt'erne var indvandret fra Tyskland, men havde også fransk blod i åreme. De anlagde et garveri, som gik i arv i familien. Faderen fik en damekonfektion på Strøget, men gik senere over til fabrikation en gros. De boede på Frederiksberg, men supplerede om sommeren med ferieophold i fiskerlejerne i Nordsjælland, som slet ikke var opdaget endnu som ferieland. Hertil inviterede de også forretningens ansatte. Det var en social gestus, der var ret ukendt dengang. Måske var den inspireret af Leo d. 13's sociale rundskrivelse Rerum Novarum (1891), som via det katolske Centrumsparti var nået til København.

Hubert Messerschmidt var bare 10 år gammel, da Leo d. 13. døde (1903). Det var hans mor, der fortalte ham det oppe i Gilleleje. Hun lagde sit eget stærke engagement både i det og i sin søn, så drengen løb stortudende ud i lyngbakkerne, ude af sig selv over den ulykke, der havde ramt Guds Kirke. Det siger lidt om pavens betydning dengang, men også noget om Hubert Messerschmidt. Fra sin tidligste barndom var han ét med Kirken; det er ikke for meget sagt, at den var hans familie og hans hjem.

Til det borgerlige familiemiljø må føjes et andet, som blev afgørende for ham, nemlig de tyske jesuitter i København. Han gennemførte hele sin skoletid hos dem, først på St Knuds Skole i Stenosgade og så som kostelev på Andreas-kollegiet i Ordrup. Herfra blev han student og straks efter indtrådte han i jesuitternes tyske ordensprovins, som dengang var forvist til Østrig. Her fik han en nær personlig kontakt med den østrigske kejserfamilie, gennem dens drenge, som han fik ansvaret for på jesuitternes kostskole i Feldkirch.

Her var han også sammen med en anden ung Jesuit, Jon Svensson, den islandske forfatter til "Nonni og andre historier", som senere, især i udlandet, slog igennem som en anden H.C.Andersen. Sammen oplevede de derfra 1. Verdenskrig. De holdt med de allierede. De havde et fransk flag inde i klædeskabet, som de satte på hel eller halv, alt eftersom det gik op og ned på Vestfronten. Hubert Messerschmidt var profeten, der forstod sig på strategi og forudsagde udfaldet. Svensson var det fabulerende barn, der hørte andægtigt på og ordnede det med flaget. Men børn var de på en måde begge to. Også Messerschmidt kunne være meget fantasifuld. En historie blev aldrig ringere af at blive genfortalt af ham. Man siger, at våbenstilstands-forhandlingerne under l. Verdenskrig blev ført i al hemmelighed i hans stue, med en slægtning af den østrigske kejserfamilie som mellemmand. Det passer fint ind i billedet. Alt var muligt og alt lod sig gøre. Den unge Messerschmidt var mere end villig til at hjælpe Vor Herre med det hele.

I Østrig blev studierne indtil videre lagt på hylden. Præsterne var indkaldt og de unge præstestuderende fik ansvaret for kostskolen og dens drenge. Hubert Messerschmidt fik betroet den afdeling, der var reserveret drenge fra den tyske, østrigske, polske og ungarske adel. De sultede og frøs, bad og arbejdede sammen, i stor samdrægtighed, og under alt dette blev Hubert Messerschmidt præsenteret for en pædagogisk opgave, der kaldte nye kræfter frem i ham. Her blev grunden lagt til hans dybe indsigt i menneskenaturen og sjældne evner som sjælesørger.

I sin sjælesorg gik han andre veje end sine læremestre, jesuitterne. Det billede, han gav os konvertitter, af de gamle jesuitter fra Andreas-Kollegiet i Ordrup, var både elskeligt, sjovt og inspirerende. Det var fine, fromme, lærde originaler, med hovedet og hjertet i orden, men temmelig håbløse som pædagoger og menneskelig set taknemlige ofre for den, der havde humor, og det havde Hubert Messerschmidt i høj grad.

Som dengang læreren i naturhistorie var ved at miste sin abe, som han boede sammen med. Den var kravlet ud af vinduet og hang udenfor på muren, og den gamle jesuit var syg af angst for dens liv. Eller som dengang drengene lokkede p. Svensson til at fortælle sine historieri timerne, så de var fuldstændig blanke i faget til eksamen. Men så tilbød de ham ædelmodigt et snyde-system, så lærer og elever kunne hjælpes ad med at klare skærerne.

Men det var varme, fromme og værdifulde mænd, og det var en varm kritik de fik. Da kollegiet måtte lukke, tog rektor, p. Nösen, ind til biskop von Euch for at meddele ham den sørgelige nyhed. Og da sad de to gamle hædersmænd og græd sammen af sorg. Andreas-kollegiet var ikke bare en institution, det var en menneskeverden, en ærkekatolsk menneskeverden. Det var det første katolske miljø herhjemme, jeg hørte om under krigen (2. Verdenskrig!) og allerede dengang blev jeg interesseret:
her gemte sig vist nogle værdier, jeg ved lejlighed måtte undersøge nærmere.

Men pædagogikken var altså ikke særlig up-to-date. De tyske jesuitter havde lært, at man skulle lystre - disciplin var vejen. I Østrig forlod Messerschmidt kadaverdisciplinen og valgte i stedet den personlige kontakt og den gensidige tillid - et fuldkommen afgørende skridt, både for drengene og for ham selv. Målet var ikke kæft, trit og retning - målet var at hjælpe disse drenge til indre frihed og kaldsbevidsthed. Det havde ikke noget med pladder-humanisme at gøre. De, der har kendt Hubert Messerschmidt, ved, at det er det sidste man kan beskylde ham for. Det var drengenes livsvilje, han allierede sig med, deres selverkendelse, tro og kamp med sig selv.

I sin målrettethed var han ubestikkelig og konsekvent. Det hændte, at han brugte kniven, som når en dreng eller en gruppe drenge viste sig at være så afsporede eller fordærvede, at de ødelagde skolemiljøet. Så var det bortsendelse uden pardon, en hurtig og nødvendig operation for at redde de andre. Men når nogle var parat til bod og bedring, så blev både drengen og boden accepteret; boden blev ikke sprunget over; den blev gennemlevet af dem begge som en hemmelig aftale for at komme ondet til livs. Sådan blev en dreng kureret for sin hidsighed, en anden for sin trang til at lyve, en tredie for sin ukammeratlighed overfor de andre. Det var fælles krigsførelse på den indre front for at komme i beredskab for Gud - en helt anden slags verdenskrig end den, stormagteme udkæmpede. Er Kirken samfundets sjæl - det siger 2. Vatikankoncil, at den er - så er det sådan, sjælen bliver til. I en række af disse drenge modnedes i disse år præstekald, der senere førte nogle af dem ud på de hårdeste jobs på missionsmarken.

Hvordan var han selv i disse tidlige år?  Som barn var han kåd og foretagsom, med i skolekomedierne med liv og sjæl, i en grad så han drømte om at blive skuespiller, ligesom den nuværende pave har gjort.

Han var også meget opfindsom, når det gjaldt at have det rart i skolen, men nogen almindelig ballademager var han langt fra. Allerede som 4-årig foretog han det, man kunne kalde en indre emigration. En blå ballon, som havde overlevet natten, bundet til hans sengestolpe, gik den næste dag i stykker på en skåret kælderrude. Den skrumpede ind til et væmmeligt stykke gummi og sådan skrumpede også denne verdens herlighed ind for drengens indre blik. Det gav ham en existentiel oplevelse af at "have andetsteds hjemme" - et indtryk, som aldrig siden forlod ham.

Sådan kom han under sin opvækst på en vis måde til at leve på to spor samtidig: udadtil kåd, fræk og opfindsom - indadtil en stærk åndelig optagethed, intens refleksion og et stærkt religiøst engagement. Daglig ministrant fra han var 8 år, først i Stenosgade, siden på Andreas-kollegiet. Daglig korsvejsandagt, alene i kirken efter skoletid, fra han var 10-12 år. Og senere daglig meditation over Thomas á Kempis' Kristi efterfølgelse. En stærk, følelsesbetonet optagethed af Jesu lidelse og et voksende ønske om at følge ham efter og erobre verden for Kristus.

Men samtidig var der altså jordforbindelsen, som han heller aldrig slap. Jeg husker endnu fra min konvertitundervisning, hvordan jeg gang på gang fik at vide, at jeg skulle værsgo "komme ned på jorden, for det var her det foregik. Den "rene" protestantiske åndelighed stødte her sammen med en katolsk spiritualitet, som var inkarneret: ordet skulle blive kød, også i os. Sin egen jordforbindelse tog han meget bogstaveligt. Undervisningen i naturfag uddybede den kontakt med naturen, han havde fået i ferierne, først i Gilleleje og Tisvildeleje, siden i Ålsgårde. Han dyrkede sejlsport og lod sig trække med et tov mellem tænderne af en båd tværs over sundet. Han spiste levende myrer og samlede på kokasser og andre ulækre præparater til sin lærer på kollegiet. Det var altid så intenst, det han foretog sig. Hans nervøse, agressive temperament gik hånd i hånd med hans stærke åndelige engagement, både når det gjaldt det jordiske og det himmelske.

Senere, som ung præst, blev han en erfaren og dristig bjergbestiger: Han besteg samtlige tinder i Jotunheimen, og Schindler forsikrede ham, at han fik ikke nogen kirkelig begravelse hos ham, hvis han drattede ned. Som sognepræst i Sønderborg cyklede han Sønderjylland tyndt, når han skulle på husbesøg. Så havde han sit telt med, hvis han da ikke sov i lader undervejs. Anlægsgartner og havemand var han også - det blev hans store hobby livet igennem indtil kræfterne slap op. Og hvad kom der ikke ud af det af skønne haver med rododendron og cedertræer fra Libanon og mange andre sjældne planter, som han smuglede hjem fra sine rejser i udlandet.

Men snart blev det også historien, der fangede hans interesse, takket være den noble og lærde pater Droste på Andreas-kollegiet. Kongerækken og krigene hørte med - strategi og politisk tænkning optog ham enormt meget - men det var især hemmeligheden i al udvikling, dynamikken, han ville trænge ind i: hvordan der af et agern kunne blive et egetræ, af et primitivt samfund en høj kultur, af apostelkirken Kirken, som vi kender den i dag. Det var denne interesse, som fik ham til at kaste sig over Henry Newman 's skrifter, skønt de dengang var forbudt læsning på kollegiet i Østrig. Newman var endnu på den sorte liste, 100 år forud for sin tid; men Hubert Messerschmidt slugte hans bøger i en grad, så han senere regnede ham for sin åndelige far og ven. Det var et kritisk-dynamisk historiesyn, ikke statisk, men heller ikke rodløst - en organisk udvikling, som han selv, som moden teolog, overførte på sin forståelse af Bibelen, Kirken og mennesket- i troens tjeneste, vel at mærke, ikke i vantroens, sådan som vi ser det i dag. Hans tro var klippefast og uden revner, suget ind med modermælken. Den sad ham i blodet, både i hans arbejde og i hans liv.

Det var sådan, han begyndte sin sjælesorg med drengene i Østrig og sådan han fortsatte med de mange herhjemme, han har været vejleder for. Det blev hans form for "bogproduktion". Han skrev sig ind i de mennesker, der lod sig bygge op, bogstavelig talt, ved hans hjælp. - Men Rom blev ikke bygget på en dag og det gjorde Hubert Messerschmidt heller ikke. Herhjemme begyndte han som kapellan ved Rosenkranskirken på Vesterbro i 1926. Schindler har fortalt om det i sine Erindringer; han boede nemlig selv oppe under taget. Sognepræst var Bernhard Jensen. Der var ikke noget toilet til de unge præster, de måtte ned på gaden, og ingen fællesbetjening; enhver sørgede selv for sin mad, på god, individualistisk vis. Men ellers har man indtryk af, at de danske præster havde et fint, menneskeligt forhold til hinanden.

Det var i de dage, Hubert Messerschmidt foldede sig ud som privatdetektiv. Et tæppe var blevet stjålet fra kirken, men på en tur op ad Frederiksberg allé stødte han på tyven. Ikke at der var noget at se på ham, men et instinkt sagde ham, at dette var manden. Han "arresterede" ham og fik ham lodset ind i en taxa og kørt på politistationen, hvor de var mere end skeptiske, da beviser manglede totalt, men det lykkedes dog for ham at få politiet med sig, og så hjem til tyven og siden til en af hans forbindelser, hvor tæppet ganske rigtigt var gemt. Politiet var målløs.

Også senere, da han blev rektor for St Augustins Kirke på Jagtvejen, optrådte han som privatdetektiv. Mens han gik og arbejdede i sin have, bad en mand ved gitteret, som troede, han var klosterets havemand, om han ikke ville låse ham ind i kirken, da han gerne ville se den. Men "havemanden" kunne ikke lide den fremmedes gule slips, så efter at have lukket ham ind, ringede han til politiet og bad dem hente ham. Det viste sig at være en sand lækkerbisken for dem. Det var lige ved, de bad præsten om fast samarbejde.

Fast samarbejde fik han også med psykiatere sidenhen. For også når det gjaldt menneskesindets krinkelkroge havde han denne mærkelige sporsans, en kombination af intuition og erfaring - et udgangspunkt, som han næsten fik gratis, men som han derefter gav sig til at forarbejde og analysere for rette vedkommende, der havde søgt hans råd - indtil den anden var ved at falde ned af stolen, ligesom pastor Schindler. De skulle ikke have det så indgående, når bare de fik resultatet.

Han var også synsk. Jeg skulle måske ikke fortælle det; det hører udpræget hjemme i fritidsafdelingen, men er jo meget sjovt at få med. Han selv talte næsten ikke om det. Det optog ham ikke så gevaldig meget, og det var en rent naturlig evne, forsikrede han mig; han kunne bare ikke forklare, hvordan det gik til. En nat, under Den 2.Verdenskrig (i 1940), vågnede han pludselig og hørte sig selv sige: de kommer den 9.april om morgenen. Det var tyskerne det drejede sig om. Den 9.april, tidligt om morgenen, stod han da også oppe i kirketårnet på St Augustins Kirke, da de tyske bombemaskiner drønede ind over København. Han vidste også, hvornår de ville være ude af landet igen; det havde Filip Neri fortalt ham i en drøm (inden d.26.maj).

Tjenesten ved Rosenkranskirken fik en brat afslutning, da han rev kirken ned, i hvert fald inventaret. Den var jo ikke køn, og da han en dag så et hul i kirkeruden stoppet med en skocremedåse, eksploderede han. Men den historie kan De læse om i "Kirke i kamp". Han tyede til sin gode veninde, forstanderinden på den franske skole på Frederiksberg Alle, for at få et lån til genopbygningen. Men det korte af det lange blev, at biskop Brems forviste ham til Sønderborg og fratog ham hans præstegage i 13 år.

Som sognepræst i Sønderborg begyndte han så at dyrke grønsager - noget skulle han jo leve af, og almisser fra gode venner i København modtog han også. Men skattevæsnet nægtede at tro, at man kunne leve af så lidt. I præstegården tog "beridersken" imod - det var den forrige præsts husholderske, han arvede. Hun regerede med hård hånd og henviste den unge præst til et værelse på loftet. Hubert Messerschmidt lod hende regere en tid og tingede sig i kost på Missionshotellet, hvor de først gik udenom ham i en stor bue, fordi han var katolsk præst, men siden ændrede kurs, da han kom i lag med byens journalister.

Imidlertid blev beridersken sagt op. I stedet fik han en vestindisk dreng fra Nørrebro som en slags hushovmester. Den sorte dreng levede op til sin nye position. Han slyngede rosenkransen om cykelstyret og kørte på indkøb i byen, skrålende af fuld hals - Salve Regina, tror jeg det var. Men efterhånden som potteskår og smadrede tallerkener hobede sig op i køkkenskabet, blev han dog for dyr i drift.

Pastor Messerschmidt fik kontakt med det ikke-katolske borgerskab i byen, fordi han blev deres teaterinstruktør. Hjemme begyndte han at planlægge en ombygning af kirken og en ny præstegård. Han inviterede arkitekten på besøg, satte en plade på grammofonen med munkekor fra Beuron, for at give ham atmosfæren, ånden i det nye byggeri. Iøvrigt tegnede han også selv - han begyndte med håndtaget til præstegårdens gadedør; det findes endnu.

I kirken holdt han messe, hveranden søndag på tysk og hveranden på dansk, for en fortrinsvis tysk- og polsk-født menighed. Iøvrigt brugte han tiden til videregående studier i Augustin og Thomas. Jeg tror også, det var i Sønderjylland, at en lokal Mariakongregation bad ham komme og læse messe for dem. I sakristiet bad formanden ham læse den sagte, så præsten ikke forstyrrede deres andagt - det var vist rosenkransen, de var i gang med. Hubert Messerschmidt forsikrede, at han ville slet ikke forstyrre. Han tog sit gode messetøj og gik. Det var en lille forsmag på den liturgiske fornyelse, der var undervejs. Senere, i St Augustins Kirke på Jagtvejen, indførte han reciteret messe sammen med Liobasøstrene; det var også nyt.

En vigtig begivenhed i Sønderborg var, da han og Knud Ballin, der var kommet til som kapellan, fik Liobasøstrene til Danmark fra moderhuset i Freiburg. Det var søster Maria Birgitta Ballin, søster Ansgaria og den tyskfødte søster Ludovica, der begyndte heroppe. Søstrene har netop fejret deres 50-års jubilæum i år. Hubert Messerschmidt hjalp dem med at få monastisk form på deres lille kommunitet - det første danske kloster efter reformationen.

Det var også i dette tidsrum, i midten af 30'erne, at kronprins Frederik, den senere kong Frederik IX, fik sin gang hos ham, når kongefamilien var på Gråsten Slot. Kronprinsen var fortrolig med den katolske Kirkes liturgi fra sine påskebesøg i Rom. Da Hubert Messerschmidt spurgte ham, hvad det var, der fængslede ham, svarede han: "Her er man mysteriet nærmest!" - I virkeligheden var det regulær undervisning han nu fik. En dag, da han fik øje på sr Maria Birgitta i klosteret, udbrød han: "Hvor er det dog synd, at sådan en køn ung pige er gået i kloster!" - "For hvem er det synd, Deres kgl. Højhed?" spurgte pastor Messerschmidt. Ved en middag på Gråsten Slot kom Kronprinsen med nogle bemærkninger, der fik Ingrid til forfærdet at udbryde: "Men Frederik dog, du blir da vel ikke katolik!" - "Jeg er den eneste i Danmark, der ikke har min frihed," svarede kronprinsen og forlod taflet.

Efter 10 indholdsrige år i Sønderjylland blev Hubert Messerschmidt omsider (1939) kaldt tilbage til København, som rektor for St Augustins Kirke på Jagtvejen. Her fik han sin anden lange periode, i begyndelsen med pastor Schindler som en slags andenpræst. Og hertil kom også Liobasøstrene, da den evige Tilbedelsesorden blev lukket og kommnunitetet flyttede til Åsebakken (I dag det benediktinske Vor Frue Kloster - red.) Her samledes altså nogle fremtrædende danske katolske kræfter, som i de flg. år skabte et miljø for et stigende antal mennesker - et miljø, der var dansk i sin kultur, gennemkatolsk og temmelig avanceret i sin liturgi og spiritualitet. Vi er nu fremme ved 40'-erne og 50'erne. Schindler og Messerschmidt gik sammen i et pionerarbejde, der skulle gøre op med den gamle moralisme og intellektualisme og spore os ind på et bibelsk, sakramentalt og liturgisk præget trosliv, som også lægfolket skulle deltage aktivt i. Og søstrene skabte et klostermiljø, hvor katolsk fromhedsliv fik liturgisk form, og dansk smag satte sit præg på den katolske livsstil. Et uundværligt kvindeligt supplement.

I denne periode var Hubert Messerschmidt`s geming nogenlunde ligelig fordelt mellem kirkeligt arbejde og ikke-katolsk kontakt, ikke mindst i form af undervisning og foredragsvirksomhed. Det interne katolske opgør fandt bl.a. sted i AC; det externe med professorer i filosofi og teologi fandt sted i studenterforeningen, studentersamfundet på Vartov og hvor han ellers kom; også på universitetet holdt han nogle forelæsninger om den hellige Augustin i anledning af 1500-året.

Det var ikke, hvad vi i dag forstår ved økumenisk arbejde; det var tiden før 2.Vatikankoncil ikke moden til. Det var snarere en intellektuel holmgang, hvor Hubert Messerschmidt var go' til at få det sidste ord. Men det var heller ikke bare "fodbold" - det var kamp for troen, den sande tro og hele troen. En kamp, hvor linjer og holdninger blev trukket skarpt op og spørgsmål blev stillet og besvaret, som kunne gå meget dybt. Dybest, synes jeg, i hans samtaler med professor Prenter om messeofferet, som blev trykt i tidsskriftet Lumen. Særlig "Fire Spørgsmål" om menneskets medvirken i sin egen frelse og "Vore Offergavers Ypperstepræst" om Irenæus' Kristologi, som i hvert fald har præget mig for livet: om Kristus som alfa og omega i skaberværket og frelsesværket som en sammenfatning af hele verden i ham. "Instaurare omnia in Christo" (Ef 1,10) blev pastor Messerschmidt's valgsprog. Det var Kristus-Kirkemysteriet, der her for alvor begyndte at tage form i hans tænkning - det, som kom til at præge hele 2. halvdel af hans præstegerning.

Om Johannes Jørgensen har litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen engang sagt, at religionen tømte hans bæger. Man fomemmer det i hans "Livs Legende": en større tørhed i beskrivelsen efter hans konversion, et stadigt gentaget confiteor, fordi han følte sig mere som turist i Kirken end som barn af huset. De pinlige selverkendelser hober sig op... For Hubert Messerschmidt lå problemet på en anden led: religionen fyldte hans bæger, men han kunne ikke få det ud - i det mindste ikke i en sådan form, at folk kunne forstå det og tage det til sig. Jeg har i den forbindelse sommetider tænkt på den græske gud Apollon, der blev optændt af elskov til Kasandra og skænkede hende evne til at forudse kommende ting. Men da hun ikke besvarede hans kærlighed, føjede han til, at ingen ville tro hendes sandsagn.

På en vis måde blev det også Hubert Messerschmidt's skæbne. Hans klarsyn blev ikke accepteret. Han kunne ikke skrive - han har næsten intet at opvise sammenlignet med Schindler's imponerende produktion - og hoan havde også svært ved at gøre sig forståelig på anden vis. Forklaringen lå både i ham selv og i det budskab, han bragte. Han var jo mystiker, syntes de katolikker, der hørte ham. De var vant til katekismens trosartikler, de 10 bud og de 5 kirkebud - eller, hvis de var mere intellektuelle: dogmatikken og kasuistikken. Præsterne syntes det var for avanceret, det trosliv, Hubert Messerschmidt talte om. Det var ikke noget at servere for lægfolk, det var kun for præster og nonner. Erfaringen viste imidlertid, at folk delte sig på tværs af disse kategorier: der var i alle lejre dem, der kunne bruge det, og dem, der ikke kunne.

Schindler syntes ikke, det var tågesnak. Tværtimod. De havde genopdaget Evangeliet, men moralismen og intellektualismen i Danmark ville ikke have det. Det førte til en spænding mellem bærepunkt og bristepunkt, som Schindler udtrykte det. For ham blev det bristepunktet. Han ville aksle sit skind og drage tilbage til Rom, og han ville have Hubert Messerschmidt med. Så kunne de fortsætte arbejdet sammen dernede. Hvis Messerschmidt ville støbe kuglerne, så skulle Schindler nok fyre dem af. Han tilbød at være hans pen. Det var i 1944-45, disse overvejelser stod på - det år, hvor også jeg lærte dem begge at kende.

Jeg kom som én, hvis bæger var blevet tømt under krigen - fattig og sulten og mere end taknemmelig for den åndelige næring, jeg her uventet fik. For første gang i mit liv var der svar på de mange spørgsmål, man havde gået og kæmpet med. Skulle de så have lov at stikke af til Rom! Efterhånden fornemmede jeg problematikken og Hubert Messerschmidt`s dilemma. Exil i Rom - det lød som en befrielse, men var det vejen? Han følte, at han og Schindler trods alt var for forskellige til at han kunne
være hans pen.

Jeg gjorde mig færdig på universitetet i maj 46, og så tilbød jeg mig med min pen, men i Danmark vel at mærke. Og svaret blev: Vi kunne jo lade det komme an på en prøve. Hvad skulle vi skrive om? Det vidste jeg godt. Med krigen i ryggen var jeg ikke tvivl: det skulle være en Jesu Korsvej.

NU begyndte en drøj måned for mig. Jeg boede på kollegieværelse hos Liobasøstrene, det daværende Mariahjem. Hver gang jeg kom ned til pastor Messerschmidt i hans studereværelse med nogle sider, jeg havde skrevet, blev de gennemstuderet og kasseret. Det var ved at tage livet af mig. Det var den sejrende Kristus, der skulle i focus, den kronede Kristus på korset. Det skulle ikke være en subjektiv, sentimental indlevelse i Jesu lidelse; det havde der været nok af siden reformationsårhundredet. Det skulle være troens forkyndelse af frelsen i Jesus Kristus, sådan som den kom til udtryk i evangeliet og Kirkens liturgi.

Omsider erklærede han sig tilfreds. Men hermed var trængslerne ikke endt. Nu skulle jeg for domstolen - først hos pastor Schindler, bred og mægtig, som allerede var en erfaren forfatter. Ja, sagde han og bladede den igennem; Deres stil er jo stærkt præget af Deres Kierkegaard-læsning, men det kan gå an.

Antaget altså - men endnu ikke afgjort. Næste dommer var biskop Suhr. Den skulle jo have imprimatur, hvis den skulle udgives (hvor var Den katolske Kirke dog besværlig). "Allerede", sagde biskoppen tørt, da jeg angst og bange mødte op i Bredgade med mit lille ynkelige produkt."Jeg havde jo nok ventet, at der ville komme noget fra Deres hånd, men ikke så hurtigt efter Deres konversion." - Jeg fik dog grønt lys, men uden større begejstring. Så glad var jeg, da jeg i september kunne ryste støvet af mine fødder og drage på studieophold i udlandet de næste par år.

"Ja," sagde Schindler et par år efter til mig, da vi var på vandring sammen i Rom: "De fik jo Hubert på andre tanker, så han blev derhjemme; men skal vi nu ikke se at få noget at spise." Der var generalstrejke i Rom den dag; alt var lukket og folk skød efter hinanden i gaderne. Men onkel Peter kendte et lille osteri og signorinaen, der ejede det. Moderen kaldte han mama mia - det kunne hun slet ikke stå for, så han fik en fisk og jeg en omelet - og dagen sluttede, så vidt jeg husker, i pension Dinesen.

Jesu Korsvej udkom anonymt, og er vel i dag nærmest ulæselig. Jeg ville i hvert fald udtrykke det samme på en anden måde i dag. Men man kan da sige, den opfyldte sin mission. Den førte til et nyt gennembrud i Hubert Messerschmidt's præstegerning, i 2.halvdel af hans liv. Et stort, vidtforgrenet skolearbejde tog sin begyndelse. Han støbte kuglerne og hans nye, unge konvertitter fyrede dem af. Vi udbredte det glade budskab til hvem, der gad høre på os. "I talte som små dogmatikker," var der en, der flere år senere sagde til mig, "men vi kunne se, hvor meget det betød for jer selv, så der måtte jo være noget om det!"

Det var i 1948, at Nordiske Lederskoler startede i Danmark, Norge og Sverige, i 1949-50 skolerne på Øm, sommer og efterår; i 60'erne kom Bibelhøjskolen til med 5 afdelinger rundt om i landet; endvidere Nordisk katolsk Højskoleuge på Borrevejle - Ledreborg; alt i alt et ambulant højskolearbejde igennem et par og tyve år. Det indførte flere tusinde unge og voksne i Norden i et trosliv, som efter 2.Vatikankoncil ikke mere var forkætret, men som stadig, mere end nogensinde måske, er et modsigelsens tegn.

Læs foredrag: Kirken og verden

Læs teksten: Troslivets naturlige forudsætninger

Hvad var det så, vi lærte hos pastor Messerschmidt, og som vi i stor, umoden begejstring gav videre til vores kammerater?

Vi lærte troens holdning. Gud var ikke bare rigtige sætninger og bud. Han er Virkeligheden. Vi andre kommer kun ind i billedet, hvis vi træder ud af os selv og begynder, ligesom den bedende i Davids salmer, at "søge hans Åsyn", dvs ham selv, på hans betingelser, for hans egen skyld, fordi han er den, der gør livet værd at leve.

Derfor skulle vi også lytte til hans Ord og adlyde det. Bibelordet var ikke noget almindeligt ord, ikke en død tekst fra fortiden, heller ikke bare et overleveret ord med guddommelig signatur. Nej, bibelordet er Guds levende aktuelle tale til den, der tror.

Jeg husker, da det for alvor gik op for mig. Jeg befandt mig som ny konvertit i USA og skulle nu til at leve det, jeg havde lært. Men præsterne derovre prækede mest om penge - til alle mulige gode formål, selvfølgelig, men ikke noget jeg kunne leve på. Så begyndte jeg på egen hånd at trække ud af messens læsninger det, jeg trængte til. Og så skete det, han havde sagt: Bibelordet åbnede sig, det blev levende og vedkommende, nogle dage med så personlig adresse, at man følte sig afsløret el. befriet - det var et gennembrud, Guds Ords gennembrud i mit indre univers, og det ændrede min holdning til Den hellige Skrift totalt. Nu var den ikke bare ærværdig og sand; den var personlig og aktuel.

Læs Elsebet Kielers tekst: Troens holdning

Men pastor Messerschmidt gik videre. Bibelen viser, at Gud også taler i begivenhederne, i de store historiske begivenheder og i hverdagens små. Ligesom han talte ind i fortiden gennem profeterne og Jesus og lod dem tyde tidens tegn, sådan taler han også til os i dag. I Bibelordet giver han os nøglen til at forstå hans sprog og handlemåde; i Kirkens læreembede tydningen af vor tids tegn; i bønnen oplyser han os om, hvor vejen går i vort eget liv; i messeofferet giver han os kræfter til at gå den.

Vox temporis - vox Dei: i tidens røst skal vi lære at opfatte Guds, for han taler uafbrudt til os i det, der sker, for at føre sit folk frelst gennem verden. At få fat på det og gradvis opdage, hvad der lå gemt i det - det var som at få revet et bind fra øjnene. Verden blev gennemsigtig. Gud var overalt. Det var os, der gik rundt som blinde og døve og ikke var til at råbe op.

Det var troens vandring, der nu kom på dagsordenen. Vi blev små mystikere. En afsjælet verden havde vi fået nok af. At der existerede en dæmonisk verden, det var gået op for os under krigen. Men at verden også er beboet af Gud og hans ånder, og at han har hånd om det hele og er med i alt- det var nyt!

Vi begyndte at læse de spanske mystikere. Vi stred os igennem Johannes af Korsets l., 2. og 3.nat - alle de trin og etaper som den arme sjæl skal igennem for at nå frem til foreningen med Gud. Vi læste også Teresa af Avila, om hendes mystiske erfaringer i bønnen. Her var altså køreplanen!

Nej, sagde pastor Messerschmidt, pas på! Her er nogle gode og nyttige troserfaringer hos nogle store helgener, en psykologisk beskrivelse af de tilstande, de successivt har været i og et vidnesbyrd om den ånd, der førte dem til forening med Gud - men ikke nogen køreplan for andre på troens vandring. Hvis der fandtes en køreplan, så var det jo igen ikke Gud selv, vi havde med at gøre, men bare en opskrift på det åndelige liv!

Men den går ikke. Fælles troserfaring kan bekræfte og inspirere os i troen, men ikke erstatte den personlige kontakt med Gud. Læs Bibelen, sagde pastor Messerschmidt. Se, hvordan Gud handler i det konkrete liv, under konkrete forhold med bestemte mennesker. Og lyt så til, hvad han vil med jer.

Så gik vi i gang med store skikkelser i Bibelen: Abraham og Jakob, Moses, David og profeterne i Gamle Testamente og apostlene og Maria i Ny Testamente. Lære Guds veje at kende i Åbenbaringshistorien for at lære Gud selv at kende og finde vores egen vej i Kristi efterfølgelse.

Kristus er det sande menneske. Maria er den fuldkomne Kristi efterfølgelse. Hun blev hans medhjælp i frelsesværket. Sammen blev de ophav til Kirken. I Kirken samler de alle troens vandrere i en eneste Gudsfamilie. Her skal vi oplyses, opdrages, renses, forvandles igen og igen til vi er ligedannet med Kristus. Og som Kristi kirkelegeme skal vi være samfundets sjæl - et lys i mørket, et godt budskab til verden.

****

Sakramentskirken den 26.november 1985
I serien: Grands Danois: Elsebet Kieler

Originaltitel:
Hubert Messerschmidt - I Frisk Erindring.
Bygge Guds kirke - oplyse hans folk

Artiklen er genoptrykt i udgivelsen "Trosliv - Hubert Messerschmidt".

Fotos i artiklen er venligst udlånt af Gertrud og Jens Messerschmidt