Anmeldelse af “Som Sørine læser Bibelen”

Af Cand.mag. Marguerita Hvid Spangsberg

Præst, journalist og debattør Sørine Gotfredsen er kendt for sine skarpe samfundskritiske holdninger og eksistentielle iagttagelser af det moderne menneske. I hendes nyeste bog ”Som Sørine læser Bibelen” slår hun et vigtigt slag for, at Bibelen er verdens vigtigste bog, selvom den i mange danske hjem står uberørt, hvis den ikke for længst er blevet kasseret til fordel for en selvudviklingsbog.

Og det gør hun rigtig godt. I et personligt og lettilgængeligt sprog fører hun læseren igennem Bibelen. Uanset om man som læser er bibelkendt eller bibelfremmed, så er bogen en fin og nærmest kateketisk gennemgang af de vigtigste bibelske begivenheder og persongalleri. Det hele starter ved skabelsen og syndefaldet, hvor Gotfredsen reflekterer over, hvad det vil sige at være et gudskabt, men faldet menneske.

Det er netop her, at hele det kristne menneskesyn lægges til grund og dermed påvirker synet på verden. Og det er vigtigt at forstå, hvis man vil forstå den kristne frelseshistorie, og hvordan vi mennesker skal se os selv i forhold hinanden og Gud.

Indimellem afsnittene med de bibelske beretninger spejler Gotfredsen dem i samfundsaktuelle debatter om for eksempel køn, indvandring og aktiv dødshjælp, som hun uden filter forholder sig kritisk til. Gotfredsen har nemlig den befriende evne til at sige, hvad hun mener, også selvom det er politisk ukorrekt.

Men hun råber ikke i hovedet på nogen. I stedet drager hun en slags sjælesørgisk omsorg for det moderne, vildfarne menneske, som i manglen af troen på Gud – eller i det mindste blot kendskab til vores kristne historie – har fået et forvrænget billede af, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan troen kan give livet sin dybeste mening.

Derfor lader Gotfredsen også sin veninde Rose komme til orde i bogen. Sandsynligvis er Rose en fiktiv person sammensat af de mange mennesker, Gotfredsen har mødt på sin vej. Rose er nemlig ligesom mange danskere skeptisk overfor troen på Gud og i særdeleshed, at Bibelen kan bruges til noget fornuftigt.

I stedet er hun ligesom mange andre drevet af 68’ernes frigørelsestanker, hvor mennesket kan konstruere sit eget liv og identitet. Men det frie liv har en pris - for eksempel når det gælder Roses kærlighedsliv.

De virkelighedstro og meget personlige passager om Roses liv fungerer overraskende godt i bogen, og som læser er det særdeles spændende at være ”fluen på væggen”, når Gotfredsen levende beskriver deres cafémøder, og på venskabelig vis reflekterer over deres ideologiske forskelligheder.

I bogen bliver hverken Sørine eller Rose omvendt af hinandens holdninger, men det ville næsten også have været for rosenrødt. I stedet bliver deres samtaler en påmindelse om, at vi skal turde holde den åndelige samtale i gang, og at Bibelens historier kan hjælpe os med det, fordi de spejler hele menneskets væsen, som det har været til alle tider.

Gotfredsen beskriver i bogen også sin egen trosrejse fra at have været uvidende ateist til at blive troende og siden teologistuderende og præst. Hun beskriver meget præcist, så godt man kan med ord, hvad det egentlig vil sige at tro – og hvorfor det giver mening.

Det vil måske kunne føre den kulturkristne læser på sporet af en tabt tro, men også som troende læser vil man føle sig genkendt i Gotfredsens beskriver af troen. En tro, hun beskriver som de øjeblikke, der kun rummer liv – et evigt liv, givet af en guddommelig livskraft, der giver tiden fylde.

Gotfredsen er som bekendt præst i folkekirken, men på mange områder flugter hun med katolsk teologi. Hun skriver for eksempel i bogen, at hun er overbevist om, at tro er en gerning, fordi man som menneske aktivt må tage imod troen som Guds gave. Hun tør også godt stå ved, at der findes en straf for det menneske, der ikke tror på Gud – for ellers ville vores gerninger her på jorden ikke have nogle konsekvenser, og vores liv vil i sidste ende være ligegyldigt.

Men hendes lutherske ophav skinner naturligvis også igennem, når hun sætter det kristne menneskesyn op overfor det humanistiske menneskesyn. Det er egentlig en skam, fordi solide lutheranere ofte har en tendens til at bekræfte dem selv i, at mennesket vitterligt er faldet så langt fra Gud, at man ikke længere evner at gøre det gode uden, at det bliver hyklerisk.

Det er meget forståeligt og vigtigt, at hun gerne vil sætte det positive, humanistiske syn på mennesket i skak af kristendommen, men det bør ikke stå i skarp kontrast til, at mennesket i relationen til Gud kan forandre sig. Vi kan komme ind til kernen af en paradisisk uskyld, som Gotfredsen også selv oplever, når hun beder Fadervor – og som netop er med til at styrke troen på det evige og dermed livet selv.

Med tanke på både den anti-kristne samfundsudvikling og menneskets relation til Skaberen, livet og kærligheden selv, er det derfor vigtigere end nogensinde, at vi igen kommer i gang med at læse Bibelen – og Gotfredsens bog kan i høj grad anbefales til at få udbredt den idé.

%d bloggers like this: