Syndefaldet

Hvor kommer det onde fra? Hvad er det, der er sket med den verden, Gud skabte i kærlighed? Det kan vi få svar på i Det Gamle Testamente ved at læse, hvad der står lige efter skabelsesberetningen.

I beretningen om syndefaldet får vi at vide, hvordan de første mennesker, Adam og Eva, blev vist bort fra Edens have. Det er en fortælling, der i et billedsprog giver os en forestilling om, hvad der skete i den første periode af menneskehedens historie. I begyndelsen af denne fortælling (kapitel 2, 8-9) lever de første mennesker, Adam og Eva i Edens have:

Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

Lidt længere nede (vers 15-18) læser vi:

Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: "Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!"

Opgaven - og friheden til at løse den

Gud har altså plantet en have til mennesket, som det skal "dyrke og vogte". Han har med andre ord helt fra begyndelsen giver mennesket en opgave - og frihed til at løse den.

At mennesket har fuld frihed til at gøre, hvad det vil, er en vigtig pointe: Vi er ikke robotter. Hvis vi var det, kunne man ikke stille os til ansvar for det, vi gør. Men den vigtigste grund til, at Gud giver os en fri vilje, er, at han skaber os i kærlighed og vil, at vi også skal elske ham. En robot kan ikke føle kærlighed eller handle af kærlighed. Den kan kun gøre, hvad den er programmeret til. Vi kan derimod gengælde Guds kærlighed, fordi vi er frie og selvstændige individer.

Det næste, vi skal lægge mærke til, er, at Gud planter livets træ midt i haven. Det betyder, at mennesket - så længe det lever i Edens have, dvs. i fællesskab med Gud - kan leve evigt. Han planter også nogle træer, som mennesket kan spise af. Det vil sige, at der på dette sted er alt, hvad mennesket behøver. Og endelig finder vi i haven "træet til kundskab om godt og ondt", som Gud forbyder mennesket at spise af. Hvorfor nu det?

Når lige netop det træ er det eneste, mennesket ikke må røre ved, er det fordi, det er træet, der rummer nøglen til at kunne afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Og det er ikke noget, mennesket selv kan bestemme, fordi målestokken for, hvad der er godt eller ondt, er Gud selv. Selve Guds væsen er jo godhed, kærlighed. Omvendt er det onde eller synden det, der strider imod Guds kærlighed. Hvis et menneske derfor siger: Jeg skal nok selv bestemme, hvad der godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, så gør dette menneske oprør mod Gud. Og det er lige præcis det, Adam og Eva gør, da de lader sig friste af slangen til at spise frugten af kundskabens træ.

Det er denne oprindelige synd, vi allesammen bærer på følgerne af. ARVESYNDEN kalder man den også, fordi den er gået i arv til os fra de første mennesker. Men giver det nogen fornuftig mening? Hvordan kan vi arve en synd, vi ikke selv har begået?

Det er der en forklaring på. I skabelsesberetningen (1. Mosebog, kapitel 1, vers 26) står der:

Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! - og i vers 27: Gud skabte mennesket i sit billede.

Da mennesket bliver skabt, ligner det derfor på en måde Gud og lever til at begynde med i fuldstændig harmoni med ham. Men ved syndefaldet vælger Adam og Eva sig selv i stedet for Gud og mister derfor noget af den oprindelige lighed med ham. Kirken lærer os, at de første mennesker som en særlig gave fra Gud havde fået en uskyld og en evne til at modstå synden, som gjorde dem til Guds børn. Det var denne gave, de mistede ved syndefaldet og derfor ikke kunne give videre til deres efterkommere.

At vi alle har del i arvesynden, betyder altså, at vi på grund af de første menneskers synd er blevet mere tilbøjelige til at give efter for vores dårlige tilbøjeligheder. Ordet "syndefaldet" udtrykker meget godt, hvad der er sket: Mennesket er faldet fra en tilstand af uskyld og harmoni til det, vi er i dag: ufuldkomne mennesker, der først og fremmest tænker på os selv og ikke har kærlighed og åndelig styrke til at holde fast ved det gode. Paulus siger det på denne måde:

Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. (Paulus' Brev til Romerne kapitel 7, vers 18-19)

Læg mærke til, at slangen i beretningen om syndefaldet lover Eva, at det menneske, der gør sig fri af Gud, ikke skal dø, men tværtimod selv blive som Gud. Men slangen lyver, for det er lige det modsatte, der sker. Da hun og Adam bryder ud af fællesskabet med Gud, bliver de ikke af den grund som Gud. Det, der sker, er, at de afskærer sig fra Guds kærlighed og derved ikke længere kan have evigt liv hos ham:

Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden...
(Paulus' Brev til Romerne kapitel 5, vers 12)

Den frihed, de drømte om, bliver heller ikke til noget, for det var en falsk frihed. Synden gør ikke mennesker frie. Den binder deres vilje og ødelægger ikke kun forholdet til Gud, men også det indbyrdes forhold mellem mennesker. Det ser vi straks efter syndefaldet, hvor Adam skyder skylden på Eva, Eva skyder skylden på slangen, men ingen af dem beder Gud om tilgivelse.

Ikke længe efter myrder Kain sin bror Abel. Synden er kommet ind i verden.

Men hvordan kunne det gå til, at der kom en "slange" ind i Guds Paradis?

Kirken lærer os, at menneskenes oprør mod Gud kan føres tilbage til DJÆVELEN, som først var skabt af Gud som en engel, men som for altid valgte det onde ved selv at ville være Gud. Det er djævelen, som i slangens skikkelse frister Eva og derved bringer mennesket til fald, og som også nu og her utrætteligt forsøger at få det faldne menneske til at tro, at friheden ligger i at sige nej til Gud.

At sige nej til Gud er derfor den egentlige synd - den synd, der fører alle andre synder med sig. Når vi siger nej til Gud og kun vil vores eget, siger vi i virkeligheden også nej til os selv. Vi siger nej til at udvikle os til at blive sådan, som det oprindelig var meningen, vi skulle blive, dengang Gud skabte os. Og meningen er, at vi skal bruge vores frihed på den rigtige måde og vokse i kærlighed, den kærlighed, som kommer fra Gud, og som er årsagen til, at der i det hele taget er noget - ikke bare tomhed.

At først djævelen og dernæst mennesket sagde nej til Gud, er forklaringen på, at der er så meget ondt i verden. Det ondes magt kan vi mennesker ikke overvinde ved egne kræfter - hverken det onde, der rammer os udefra, eller det onde, der findes i os selv. Vi har brug for Guds hjælp.

Derfor sendte han os sin søn, Jesus Kristus.

---

Kilde: "Jeg tror - din bog om at være katolik"
Katolsk Forlag 2013