Troslivets naturlige forudsætninger

© Petro | Dreamstime.com

Forældre, der ikke kun er kristne af navn, tænker tit med uro og bekymring på deres børns fremtid: vil de være i stand til at bevare deres kristne tro og livsindstilling i en verden, der direkte og indirekte gør alt for at sætte kristendommen ud af spillet?

p. Hubert Messerschmidt
(1893-1979)

Af pastor Hubert Messerschmidt

Det er ikke uden grund, at kristne forældre er bekymrede, for det er jo en kendsgerning, at forfærdende mange unge falder fra troen og kirken. I sidste linje er det imidlertid ikke det mere eller mindre afkristnede miljø i samfundet, der er den afgørende faktor for troslivet, men den opdragelse, de unge får under opvæksten.

Man kan ikke give almengyldige regler for en rigtig opdragelse, ligeså lidt som man kan give almengyldige regler for, hvordan man laver et kunstværk. Strengt taget kan man heller ikke tale om målsætning for opdragelsen. Når man alligevel gør det i et pluralistisk samfund som vort, er det kun, fordi der er uenighed om menneskesynet og følgelig også om opdragelsen af de unge. De forskellige meningsgrupper er derfor nødsaget til selv at fastsætte målet for opdragelsen. For os kristne stiller sagen sig derimod anderledes. Vi ved, at det ikke tilkommer os at bestemme målet for opdragelsen; vi har tværtimod fået det skænket af Gud. Vi acccepterer nemlig det bibelske syn på mennesket som forpligtende. Dermed er også målet for al opdragelse givet. Det er forkyndt os af Gud selv allerede på første side i Bibelen, når han siger: Lad os gøre mennesket i vort billede, så at det ligner os.

I den første skabelsesberetning omtales Gud som skaber af himmel og jord. Udtrykket "Gud skabte" forekommer adskillige gange. Vi har vænnet os til at forstå dette udtryk sådan, at Gud har frembragt alt af intet. Det er forsåvidt rigtigt. Det siges nemlig aldrig, at Gud brugte et materiale eller et stykke værktøj. Men det hebræiske udtryk for skabe betyder strengt taget ikke at frembringe noget af intet, men at frembringe noget helt nyt. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af 2. Jesajabog, hvor udtrykket igen forekommer og det mange gange og altid i forbindelse med ordet nyt: "Se, jeg skaber alt nyt", d. v. s. at Gud til stadighed skaber, så at hvert nyt øjeblik er en nyskabelse fra Guds side. Han gør hele tiden alt nyt, nyskaber alt for til sidst at skabe en ny jord og en ny himmel.

Når Gud skaber mennesket i sit billede, for at det skal ligne ham, vil det altså sige, at han gør mennesket til sin medarbejder på det fortsatte skaberværk for stadig mere at føre det frem mod sin fuldendelse. Mennesket skal arbejde med at frembringe noget nyt igen og igen og således være med til at videreføre og fuldende Guds skaberværk. Såvel den enkelte som hele slægten skal sætte alle kræfter ind på at skabe nye og højere kulturer og således sætte sin ånds præg på tilværelsen. Og det skal mennesket gøre som Guds redskab og medarbejder, altså under hans ledelse og i kraft af hans skaberånd. Det er det, forfatteren til den 1. skabelsesberetning vil sige.

Målet for al opdragelse er dermed klart afstukket: thi når mennesket skal være Guds medarbejder i skaberværket, må hver ny generation opdrages til at kunne og ville gøre en personlig indsats, og det i fællesskab med andre. Det er altså en forudsætning for troslivet, at mennesket lærer at gøre en virkelig personlig indsats i fællesskab med andre.

Lad os begynde med begyndelsen: moderens omsorg for sit nyfødte barn. Man har altid vidst, at det er af allerstørste betydning for et barns legemlige trivsel, at det fik mælk af sin mor, fik skiftet ble og blev puslet om; men det er først i vore dage, at man er blevet klar over, at denne omsorg fra moderens side skaber en tryghedsfølelse i barnet, som er grundlæggende for hele dets videre udvikling. Selvom barnet ikke er sig det bevidst, oplever det på en egen vital måde, at det er genstand for et andet menneskes opmærksomhed og omsorg. Det mærker, at det er accepteret, og at det trygt kan overlade sig til omverdenen. Dets første smil viser, at det er kommet i kontakt med sin mor.

Dets smil viser også, at det føler sig vel tilpas. Det er kun et andet udtryk for, at det føler sig trygt; men det er i denne sammenhæng vigtigt at få denne side af tryghedsfølelsen klart frem. At det føler sig vel tilpas vil jo sige, at barnet allerede på dette tidlige stadium af livet oplever, hvad det vil sige at have det godt, og det oplever sammenhængen mellem sit velbefindende og den pasning og omsorg som det er genstand for.

Denne oplevelse er selvfølgelig endnu helt ureflekteret, men det må ikke få os voksne til at overse, at den skal gennemtrænge hele barnets væsen, fordi det er denne oplevelse i dets første leveår, som lægger grunden til den senere dybt rodfæstede overbevisning, at noget er "godt", når det er godt for det selv, d. v. s. når det imødekommer en trang og et behov, som udspringer af dets inderste væsen, og som det derfor har livets ret til at få opfyldt.

Her skimter vi allerede omridsene af den livsfølelse og livsforståelse af godt og ondt, der i den modne alder er kilden til vore handlinger og rettesnoren for vort syn på os selv og omverdenen. Det kan man overbevise sig om ved at sammenligne et sådant barns videre udvikling med institutionsbørns. Forskellen er iøjnespringende: medens institutionsbørn overordentlig tit allerede i en meget tidlig alder er i konflikt med sig selv og deres omgivelser, er børn, der fra vuggen af har været genstand for deres mors pasning og omsorg som regel glade og ligevægtige.

Når menneskets livsfølelse og livsforståelse vokser frem af spædbarnets tryghedsfølelse, så forstår man uden videre, at denne tryghedsfølelse er en nødvendig forudsætning for et sundt og rodfæstet trosliv. Dette består nemlig deri, at vi efterhånden mere og mere engagerer os i det livsfællesskab med Gud og mennesker, som vi er blevet benådet med i dåben. Men hvordan skal nogen kunne engagere sig i det, hvis han ikke føler sig draget af det, hvis han ikke føler livsfællesskabet med Gud og mennesker som en stor lykke, en ufattelig rigdom, som opfyldelsen af en dyb længsel, virkeliggørelsen af uanede muligheder i sin natur? Og hvordan skal nogen kunne føle og forstå det med hele sit væsen - sin ånd, sin sjæl og krop - hvis man fra lille af har været i konflikt med sig selv og omverdenen?

Hvordan skal nu det lidt ældre barn udvikle sig, hvis det skal lykkes at indføre det i et trosliv, som kan stå sin prøve livet igennem? Det er en helt ny opgave, forældrene nu stilles overfor; for i de følgende år skal de stå model til barnets stigende forventninger til deres menneskelige kvaliteter. Det gælder jo nu om, at spædbarnets ureflekterede tryghedsfølelse modnes, høstes og bringes i lade, og det kan kun ske på een måde, nemlig derved at barnet lidt efter lidt bliver sig bevidst, at samhørighed med far og mor og eventuelle søskende ikke er sikret ud i al fremtid, men er noget, som fra dag til dag skal sikres gennem sammenhold. Det skal med andre ord opdage, at man skal holde sammen, og d. v. s. at hver især skal ville gøre sit til, at de alle trives og er lykkelige for hinanden.

Det vil føre for vidt her i alle enkeltheder at vise, hvordan forældre kan opbygge et tillidsforhold mellem sig og deres børn Det må være nok at gøre opmærksom på, at bøm i den alder ind- registrerer de mindste ting i forældrenes gøren og laden: om de er flittige, pligtopfyldende, hensynsfulde og kærlige over for hinanden; om de er rimelige i deres krav til hinanden og til børnene, og om de selv gør det, som de forlanger af børnene. Alt det indregistrerer et barn mere eller mindre bevidst og reagerer derefter. Og hvis far eller mor ikke svarer til dets forventninger, skal det nok lade dem det vide.

Hvorfor stiller et barn så store forventninger først og fremmest til sine forældre, men i anden række også til sine søskende og i tredje række til sine lærere og andre voksne, det har med det at gøre?

Desværre har kun de færreste gjort sig nogen tanker herom, skønt det er oplagt, at det for et barn er livet om at gøre, at det ikke bliver skuffet i sine forventninger. Tænk blot på dets reaktioner, når det bliver alvorligt skuffet, f. eks. når det bliver vidne til et voldsomt opgør mellem forældrene eller blot et højrøstet skænderi. De første gange bliver barnet ulykkeligt og giver sig til at græde; men gentager det sig tit, bliver det bange, tillukket, deprimeret og ude af stand til at passe sin skolegang og lektierne hjemme; eller det reagerer stik modsat: det bliver uartigt, trodsigt, aggressivt, fjendsk og til sidst måske asocialt. Børneforsorgen kan tale med herom. Hvis forældrene derimod svarer til barnets forventninger, er det glad og lykkeligt; det er villigt, hjælpsomt og opsat på at glæde mor, far og søskende.

Disse spontane reaktioner må da få os til at spørge, hvorfor børn - hvorfor ethvert barn - uvilkårligt stiller store forventninger til sine nærmeste omgivelser, ganske særligt til sine forældre og større søskende.

Både forventningerne og reaktionerne er spontane og båret af en dynamik, der helt har bemægtiget sig barnet. Som en stærk blæst fylder den alle sejl på den lille båd: forstand og vilje, sjæl og krop. Stormcentret - for at blive i billedet - må altså ligge i hjertedybet, i de utilgængelige dybder i vort menneskevæsen, hvor viljen til livet har sit udspring. Det vil sige, at barnets medfødte og derfor spontane livsvilje nu er brudt igennem til dets bevidsthed, så at det indefra forstår, at liv er samhørighed, og at samhørighed er den uafviselige livsbetingelse. Derfor må far og mor ikke skændes, de må ikke gå fra hinanden, de må ikke dø.

I barnets forventninger til sine forældre er det altså livsforståelsen, der kommer til gennembrud. Derfor er årene fra 3-9 år så umådelig vigtige. Her afgøres bogstaveligt talt for livet, om det lille menneskebarn skal komme til at forstå sig selv, forstå, at det at være menneske vil sige at være medmenneske, og det for enhver pris.

Der er her to ting, som man skal holde sig for øje. Det første er, at denne erkendelse af mennesket har sit udspring i den livsvilje, som Gud vor Skaber har nedlagt i enhver, da han kaldte os ved navn, og som han uafladeligt nærer med sin skaberkraft for at bringe den til fuld udfoldelse. Det andet, som ikke må overses, er, at Gud ikke har villet gøre sit arbejde alene, men at han har gjort os til sine medarbejdere. Det vil her sige, at han først og fremmest har gjort barnets forældre til sine medarbejdere: de skal i barnets første leveår gennem omsorg, påpasselighed og godhed fremelske i det følelsen af samhørighed med dem og eventuelle søskende. Og når barnet begynder at kunne forstå, skal de nære og styrke dets følelse af samhørighed og nu ikke kun ved at sørge for barnets legemlige og åndelige fornødenheder, men også og især ved at leve op til dets forventninger til dem som mor og far. Forældre er af Gud sat til at være fødselshjælpere ved udviklingen af barnets livsvilje. Svigter de her, vil dets livsvilje uvægerligt blive afsporet på den ene eller anden måde, så barnet må komme i konflikt både med sig selv og sine omgivelser.

Barnets forventninger til sine forældre er udtryk for dets forståelse af, at det ikke kan undvære dem, men det vil sige en forståelse af, at et lykkeligt liv er en gave, der kommer til det udefra, og som man ikke kan give sig selv, men kun kan modtage i taknemmelighed. Også det må klart frem for at forstå, at der her virkelig lægges det grundlag, hvorpå troslivet må bygges op.

Såsnart et barn nemlig begynder at forstå, at samhørighed og sammenhold er en livsbetingelse for det, vækkes dets sans for, hvad der er ret og uret, sandt og usandt, godt og ondt. Til at begynde med, er det naturligvis ikke i stand til at danne sig etiske begreber, men det må ikke gøre os voksne blinde for, at erkendelsen vælder op i det, som en kilde vælder op af jorden. Kilden er hjertedybet, selvopholdelsesdriften, livsviljen. Barnet bedømmer derfor sine omgivelser, spontant og instinktivt, efter deres vilje til sammenhold og fællesskab. Barnets etiske normer er med andre ord udsprunget af dets behov for livsfællesskab. Dets forventninger til far og mor er udtryk herfor.

Af natur er barnet derfor antimoralist om en hals. Det reagerer spontant og kraftigt imod leveregler, som påtvinges det udefra, mens det accepterer med livets egen indre logik de etiske normer, som springer ud af fællesskabet med Gud og mennesker og værner om det. Det er derfor af natur disponeret til at forstå, hvad kristendom og trosliv er. Det skulle være klart for alle, at denne disposition, denne primære oplevelse af menneskelig samhørighed er det uundværlige fundament for troslivet og det sted i barnets sind - og for den sags skyld også i den voksnes - hvor tro, håb og kærlighed kan indpodes. Om nogensinde gælder her det gamle axiom: at nåden forudsætter og bygger på naturen for at fuldende den.

Ingen far og mor kan dog dag for dag stå model til et barns store forventninger, men det må ikke gøre dem modløse. Nederlag hører med til livets økonomi og derfor også i Vorherres husholdning. Hvad sker der nemlig i et barn og med det, når dets forældre og andre, som har med det at gøre, ikke står model til dets højspændte forventninger? Tager barnet nødvendigvis skade af de fejl, de begår?

Med dette spørgsmål tænkes der ikke på de mange sørgelige tilfælde, hvor barnets forældre eller andre svigter enten til stadighed eller meget tit, men udelukkende på den svigten, som ingen af os kan sige sig fri for, fordi vi er syndige og skrøbelige mennesker. Spørgsmålet er altså, om et barn tager skade af en sådan svigten.

Hertil må vi ikke tage i betænkning at svare nej og endda tilføje: tværtimod. Fordi barnet bedømmer sine omgivelser ud fra sit behov for livsfællesskab, har det et sikkert instinkt for grunden til, at nogen svigter. Det finder meget hurtigt ud af, om mor kun er træt, og om far blot er irriteret over noget, eller om der er noget andet og alvorligere i vejen: om far og mor ikke mere kan lide hinanden og derfor ikke taler til hinanden eller gang på gang farer op og skælder ud i en sårende og uforsonlig tone. Den slags ting forekommer jo også i de bedste hjem; men et barn har et fint og sikkert instinkt for, om det kun er overfladefænomener, eller om det stikker dybere og skyldes mangel på samhørighed. Hvis det sidste er tilfældet, tager de fleste børn mere eller mindre skade for livet; men det er altså ikke om sådanne tilfælde, der her er tale. Her drejer det sig kun om dagliglivets små rivninger og menneskelige skrøbeligheder, og et barn fornemmer tydeligt, at det kun drejer sig om småting, og at samhørigheden og sammenholdet ikke er i fare. Den slags ting tager barnet ikke skade af, tværtimod. For de bidrager til, at det i tide får øjnene op for, at vi mennesker er syndige og skrøbelige væsener. Det gælder også far og mor: heller ikke de kan stå model til de højspændte forventninger, som barnet stiller til dem ud fra sin dybe længsel efter en samhørighed og et sammenhold, som ikke kan forstyrres af noget. Det betyder, at forældrene på grund af deres menneskelige mangler uvægerlig bliver anledning til, at barnets længsel efter det fuldkomne og absolutte skærpes for dets bevidsthed og gennem forældrene rettes imod Gud som den eneste, der er fuldkommen god og derfor alene kan forene os alle i et ubrydeligt livsfællesskab. Forældrene bliver med andre ord for barnets bevidsthed forbilleder i ordets alleregentligste forstand: billeder på det eneste attråværdige i livet, men billeder, som viser ud over sig selv mod lysenes Fader, som ikke kender til skygge af omskiftelse, som det hedder i Jakobs brev (1, 17). Også denne erfaring om menneskets såre begrænsede muligheder for at realisere sin egen dybeste længsel efter fuldkommen samhørighed er et uundværligt grundlag for troen på Gud Far som alle tings skaber og fornyer og på Jesus Kristus som vor frelser og fuldender.

Men det er ikke alt. Denne erfaring udvikler også barnet i en anden henseende, som ikke er mindre betydningsfuld for troslivet. Børn og unge reagerer jo som bekendt meget forskelligt på ufred i hjemmet: nogle går i baglås, mens andre bliver mer eller mindre aggressive. Det første er skadeligt, fordi det lammer livsviljen; det andet er derimod sundt og livsbekræftende, og må derfor ikke undertrykkes. Forsøg i den retning vil enten avle trods eller forlede barnet til at ville behage ved at falde til føje; vænner det sig til det, vil det meget snart blive slave af sine omgivelser, et offer for miljøet, et massemenneske. Børn og unge skal derfor have lov til at reagere på ufred i hjemmet. De er ikke uartige, blot fordi de reagerer, selvom det sker temperamentsfuldt.

Men det er kun den ene side af sagen. Den anden er, at børns reaktioner endnu ikke rigtig er kommet under forstandens og viljens kontrol: det kan ifl. sagens natur kun ske i takt med den fysiske og psykiske modning. Her melder der sig et nyt og vanskeligt spørgsmål for forældre og alle, som har med børn og unge at gøre: hvordan skal de lære dem selvkontrol?

Svaret er dette: man skal få dem til at gå i sig selv. Udtrykket: "at gå i sig selv" anskueliggør sagen udmærket; det forudsætter jo, at vi "er" ude af os selv“, altså så at sige ude pa gaden, når vi er opbragte over andres gøren og laden, og lægger derfor ikke mærke til, hvad der samtidig foregår i os selv. Når vi så bagefter "går i os selv", vender vi de andre ryggen og går ind i vort hjertes kammer for at gøre op med vor holdning overfor dem. Vi vender om og går i den stik modsatte retning; medens vi før gik løs på de andre og anklagede dem for deres væremåde, går vi nu i rette med os selv. Her er altså tale om en omvendelse - conversio - i alleregentligste forstand og det vel at mærke allerede på det menneskelige plan. "Om- vendelse" er ikke for stærkt et udtryk, for det er først ved denne kovending, at et menneske bliver sig rigtig bevidst, hvem og hvad det er. Det konfronteres med spørgsmålet: hvem og hvad det ønsker at være fremover; hvilken retning dets liv skal tage. Og hermed stilles det overfor et afgørende valg, som det ikke kan skubbe til side uden at give op over for sit eget liv.

Ved at gå i rette med sig selv lægger et menneske altså en ny dimension ind i sit indre, nemlig forstandens og viljens dimension og når derved til indre frihed. Denne indre frihed gør det også frit udadtil: det bliver i stand til at hævde sig overfor sit miljø og handle i overensstemmelse med sin samvittighed. Det er vistnok reglen, at denne indre udvikling kommer i gang ved, at vi går i rette med os selv; men når den først er kommet i gang, vil dagliglivets mange krav og opgaver sætte ydermere fart i den.

Man kan spørge, om børn og unge virkelig kan lære dette, og hvad vi kan gøre for at lære dem det? Det må først og fremmest stå helt klart, at man ikke kan tvinge nogen til at gå i rette med sig selv. Tvang avler altid modstand og mobiliserer selvforsvaret i os, også i børn og unge. Man må selvfølgelig heller ikke lefle for et barn, købe det så at sige for at få det til at gå i sig selv; ved at lefle for det kan man kun få det til at gøre det man vil, men man får det ikke til at gøre op med sig selv, tværtimod. Det er indlysende.

Hvordan skal man da få det til det? Simpelthen ved at få dets medfødte livsvilje til at træde i aktion, altså ved at alliere sig med barnets medfødte og gennem opdragelsen nærede trang og længsel efter et varigt og holdbart livsfællesskab, efter samhørighed og sammenhold for enhver pris. Man skal med andre ord på en god og kærlig måde lade barnet mærke, at det ved sin negative opførsel skader det gode forhold til andre. Jo tidligere et barn får det at mærke, desto lettere og hurtigere lærer det at bede om forladelse og jo stærkere bliver trangen til det, når det er blevet voksent.

Når det i de unge år er samhørigheden og sammenholdet, som er inspirationskilden til selvdisciplin, så har man lov til at håbe, at det også vil være det livet igennem, d.v.s. at de unge som voksne ikke vil lade sig lede af andre motiver end hensynet til alles vel, og at de derfor vil være i stand til at skelne mellem ret og uret, godt og ondt. Viljen til fællesskab bliver således kilden til den etiske fordring livet igennem, og det eneste kriterium for dets skelnen mellem ret og uret.

Indtil nu har vi set: 1) at en mors godhed og omsorg i barnets første leveår vækker og aktualiserer dets medfødte, men latente livsvilje; 2) at det lidt ældre barn oplever samhørighed og sammenhold mellem far og mor og eventuelle søskende som en livsbetingelse; 3) at denne oplevelse lidt efter lidt fører barnet til den erkendelse, at livsfællesskab både er en gave og en opgave: en gave, som forpligter til taknemmelighed, en opgave, der kræver selvdisciplin. Slutresultatet er det unge menneske, som kender sit ansvar overfor sig selv og andre.

Ingen vil sandsynligvis benægte, at en sådan barndom og ungdom er en god start i livet. Men mon ikke alle også kan blive enige om, at denne start er uundværlig, hvis et menneske skal komme nogenlunde helskindet gennem tilværelsen, uden at blive asocial eller massemenneske eller ulideligt ensomt? Kan man derfor ønske sig nogen bedre grobund for troslivet? Selvfølgelig ikke, hverken objektivt eller subjektivt. Objektivt, fordi vi i dåben netop er kaldet til et fuldkomment livsfællesskab med Gud og mennesker og det på Kristi eget livsplan. Heller ikke subjektivt kan der tænkes nogen bedre grobund, for det første fordi det falder et ubeskadiget barn uendeligt let at tro, at vor Far i himlen vil samle os alle hos sig, så at intet kan skille os ad. For det andet fordi længslen efter, at vi selv og alle andre må fyldes med Guds eget liv, vil tage til i styrke livet igennem, jo mere vi oplever vor egen afmagt, at det er umuligt for os at realisere vort væsens dybeste længsel: et menneskesamfund, hvor alle altid er opsat på at være alt for alle.

Er man blevet sig dette bevidst, rækker man med begge hænder ud efter gaven oppefra, rede til hvadsomhelst, for at den snart må blive skænket os alle i hele sin fylde.

I den forstand er det naturlige liv en forudsætning for troslivet.

 

Kilde:
Menneske først - kristen siden?
"Bibel og katekese"
Arne Frost-Hansens Forlag 1969