Mod til at vidne om troen

Et ægte kristent livs vidnesbyrd er den første vej for evangeliseringen, for det moderne menneske hører hellere på et livets vidnesbyrd end på lærde, og lytter de til lærde, er det fordi, de med deres liv er vidner.

Af Peter Granik

Karl Rahner (+1984) fortalte engang, at han rejste til Barcelona sammen med en spansk advokat. Undervejs foreslog advokaten, at de sammen skulle bede Rosenkransen. Karl Rahner indrømmede ærligt, at noget sådant havde han ikke tænkt på, hvorimod det for advokaten syntes at være noget selvfølgeligt. Karl Rahner har efterfølgende omtalt denne hændelse i en artikelserie, hvor det drejer sig om at have mod og at anstrenge sig for at bevidne troen. Han peger på den smertelige divergens, der hersker i kirken på vore breddegrader.

Man taler meget om at vidne om troen, men de fleste kristne har svært ved offentligt at tale om troen. Folk fra de sydeuropæiske lande har lettere ved at tale om den - sådan som den spanske advokat. Uforfærdet, klar og uden kompromisser lyder Peters ord, når han på apostlenes vegne taler for Det høje Råd: "...vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham". Afstanden mellem denne og vor situation er stor. Her: Manglende evne og træghed til at tale om troen. Der: Et kraftfuld og glad vidnesbyrd, som ikke lader sig rokke af noget. Man må spørge sig selv: Hvordan kan kirken igen opfylde den opgave, Jesus gav: "I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende" (Apg. 1,8)?

Læser vi Apostlenes Gerninger ledes vi ind på det rigtige spor, for denne bog er en lære- og øvebog i at aflægge vidnesbyrd om den kristne tro. At Peter og apostlene betegnes som vidner om Jesu korsfæstelse og opstandelse er ikke nogen tilfældighed, for det var deres opgave og indholdet i deres liv. Denne sendelse gav dem identitet. I sit værk afgrænsede Lukas begrebet "vidne" til kun at omfatte "De tolv", for ikke enhver kunne være vidne. Det krævede, at man havde kendt Jesus fra dåben i Jordan og til hans lidelse og opstandelse.

I deres vidnesbyrd fremhævede apostlene, at Gud med Jesus havde handlet suverænt trods menneskers forbitrede modstand. Apostlenes vidnesbyrd var således ikke en ren menneskelig præstation, men Helligåndens værk, og formålet var at kalde tilhørerne til omvendelse, at fremme deres modtagelighed for budskabet om et nyt liv. Apostlenes vidnesbyrd skulle slå bro - fra Jesu levetid til kirkens tid, fra evangeliet til apostlenes historie, fra det oprindelige til evangeliseringen.

I vor subjektive og sekulariserede verden er det nok nødvendigt at komme lidt nærmere ind på dette vidne-begreb. Et kristent vidnesbyrd er i vore dage et "livets vidnesbyrd" Det har pave Paul VI understreget i sin apostoliske skrivelse "Evangelisering i verden af i dag" (1975). Et ægte kristent livs vidnesbyrd er den første vej for evangeliseringen, for det moderne menneske hører hellere på et livets vidnesbyrd end på lærde, og lytter de til lærde, er det fordi, de med deres liv er vidner. Helt konkret kan det ske ved at være tro mod Herren Jesus midt i en troløs verden; ved fattigdom og enkelthed i en verden af velstand; ved at distancere sig fra at ligge under for og gå ind for frihed i undertrykkende sammenhænge. Mens apostlene bragte deres vidnesbyrd til ikke-kristne omgivelser, må det tredje årtusinds vidner indstille sig på et ikke kristent (efterkristent) miljø. Til denne særlige form for at møde mennesker, der står fremmede over for kirken og troen, har biskop Karl Lehmann sagt: Budbringerne om Jesus må regne med udbredt ligegyldighed, trods, aggression og tavshed. Man må undgå enhver form for påtrængenhed. Man må møde mennesker i en dialog. Vor tids vidner om Jesus har brug for særlige dyder: Uegennyttighed, mod, fantasi, tålmodighed og trofasthed. Biskop Lehmann rammer plet, når han siger: "Vi moderne mennesker må overvinde den falske beskedenhed og sige et forvandlende ord ind i andre menneskers liv; men fordi vi er så utrænede, tager vi afstand fra at vidne om det, der dybest set bevæger os og gør os lykkelige".

Der findes mange former for vidnesbyrd. Der er kristne, som helligholder søndagen til trods for familiens modstand. Der er kateketer, som med fysisk og åndelig engagement søger at nå de unges verden og bringe dem Kristi budskab. Der er mennesker i menigheden, som i deres daglige møde med mennesker argumenterer imod de kirkefjendske holdninger. Der er dem, som drager omsorg for og plejer syge og døende familiemedlemmer i deres eget hjem. Sådanne eksempler viser, at den kristne tro lever. Når det drejer sig om at være vidner, udvirker vor angst og vor isolation, at vi får kontaktproblemer. Hvis vi ikke hæmmes og ligger under for sådanne forhindringer, kan vi med Peter sige: "Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt!" (Apg. 4,20)

Gengivet med tilladelse fra tidskriftet "Missio" - oktober 2021

%d bloggers like this: