Kirken & Verden

© Grazvydas | Dreamstime.com
Hubert Messerschmidt (1893-1979)

HUBERT MESSERSCHMIDT var (1893-1979) en katolsk bibelteolog og erfaren sjælesørger. Han griber i en foredragsrække dybt ind i vor tids problemer. Han skærer tværs igennem diskussionen mellem såkaldte højre- og venstreorienterede kristne.

Ud fra Bibelen og det moderne menneskes eksistenskamp giver han grundlæggende svar på oplevelsen af menneskets ensomhed, af guds-forladtheden og livets absurditet.

Stimulerende foredrag om mennesket, familien, kirken og verden.

Bemærk: Hubert Messerschmidt gør brug af et relevant religiøst sprog, men som tales mindre og mindre, og det kan derfor virke fremmed.

Tidligere foredrag på KATOLSK LIV: Troslivets naturlige forudsætninger

Jesus kaldte ikke bort fra dagens gerning, men til den. Under Guds førelse skulle alle arbejde med på at fremme og sikre landets og folkets trivsel og velfærd. For at kunne det, skulle de tro ham på hans ord, at han var sendt til dem af Gud for at oplære og vejlede dem til dette. Dette syn på Jesu offentlige gerning er praktisk taget gået i glemme. Det er den egentlige grund til, at der råder vild forvirring i spørgsmålet om Kirkens plads og funktion.

BÅDE I DEN KATOLSKE VERDEN og i Kirkernes Verdensråd er man dybt bekymret over Kirkens manglende kontakt med verden af i dag. I Frankrig har Kirken forlængst mistet kontakten med store dele af befolkningen både på landet og i byerne, så at man i kirkelige kredse betragter Frankrig som et missionsland. I Tyskland er situationen endnu ikke slet så grel, men folk, som har fingeren på pulsen, mener, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår man også der vil opleve franske tilstande.

I Italien har mange førende intellektuelle forlængst brudt med Kirken. Siden 2. verdenskrig gælder det samme både om arbejderne i industrien og om landbefolkningen i en række provinser. I latinamerika er situationen katastrofal. Mange frygter, at Kirken allerede har forspildt enhver chance for at få befolkningen i tale; andre mener, at det vil afhænge af Kirkens indsats i de nærmeste ti år, nemlig om Kirken for alvor vil engagere sig i kampen for en retfærdig og menneskeværdig samfundsorden.

I velfærdsstater som England og de nordiske lande er en sådan kamp for social retfærdighed ikke mere på dagsordenen; men det betyder som bekendt ikke, at Kirken her har mere kontakt med befolkningen end i andre lande. Takket være lovgivningen har den en officiel status, men antallet af kirkegængere er minimalt, og det store flertal af befolkningen er ganske uvidende om Kirkens tro og lære.

Gud ske lov er flere og flere ansvarsbevidste kristne ved at få øjnene op for denne situation. I alle kirkesamfund spørger man forfærdet: hvad kan vi gøre, for at Kirken igen kan blive til velsignelse for alle jordens folkeslag?

Herom hersker der imidlertid dyb uenighed. Mange mener, at Kirken kun kan få kontakt med verden af i dag, hvis den for alvor engagerer sig i vor tids økonomiske, sociale og politiske konflikter. Vi må samarbejde med alle mennesker af god vilje, siger de og tilføjer: vi kristne må ikke bilde os ind, at vi har patent på god vilje; der er tværtimod mange ikke-kristne mennesker, som gør os kristne til skamme; de taler ikke kun om retfærdighed og fred i verden, men de gør noget ved det og i adskillige tilfælde med hele deres eksistens som indsats. Vi skal derfor ikke sætte os på den høje hest, men stige ned og på lige fod samarbejde med alle af god vilje, og det skal vi gøre ud fra den ærlige overbevisning, at det er muligt at skabe retfærdighed og fred, hvis blot alle af god vilje arbejder sammen.

Denne opfattelse afvises af andre. De mener, at Kirken som sådan ikke må engagere sig i tidens aktuelle økonomiske, sociale og politiske problemer. Det kan kun sætte de troende op imod hinanden og uddybe kløften mellem de såkaldte højre- og venstreorienterede. Det må være nok, mener de, at Kirken som hidtil minder alle om de etiske normer, som alene kan sikre retfærdighed og fred i hele verden. Det må være lægfolkets sag at finde ud af, hvordan de skal efterleve disse normer i praktisk politik.

I øvrigt tilføjer de, er det en meget alvorlig misforståelse, at det er nok at appellere til menneskenes gode vilje. Når verden ligger i det onde, skyldes det vor medfødte egoisme, og den kan vi ikke få has på ved egen kraft. Kun Gud kan udfri os af den; det gælder både om den individuelle og den kollektive egoisme. Kirkens opgave er derfor den samme i verden af i dag som tidligere, nemlig at forkynde evangeliet om frelsen i Kristus og lære menneskene at tage imod det med et åbent og beredvilligt sind.

Begge opfattelser har slagside. Den første, fordi den ser bort fra, at Kirken som sådan ikke kan tilbyde den nødstedte menneskehed andet end sin tro, sit håb og sin kærlighed. Den anden opfattelse har slagside, fordi den ikke vil se den kendsgerning i øjnene, at Kirken ikke har gjort sin skyldighed overfor verden, medmindre den mobiliserer alle kræfter i en fælles indsats for at gøre ende på enhver form for diskriminering, undertrykkelse, udbytning og anden uretfærdighed. Kun en sådan fælles indsats i Kristi Ånd er troværdig og kan overbevise alle af god vilje om, at Kirken er Kristi redskab til verdens frelse.

De to opfattelser har ikke kun slagside. De er begge udtryk for en og samme grundvildfarelse, nemlig den, at til syvende og sidst har Kirken og verden ikke brug for hinanden. Den første bygger på den antagelse, at verden ikke har brug for Kirken; den anden går ud fra den tanke, at Kirken ikke har brug for verden. Ingen af parterne lægger i dag skjul på, at det er deres syn på Kirken i verden af i dag.

I denne situation er det aldeles nødvendigt at komme til klarhed over forholdet mellem Kirken og verden.

Herom har det 2. Vatikankoncil udtalt sig med al ønskelig tydelighed, dels i den dogmatiske konstitution om Kirken, dels i dekretet om Kirken i verden af i dag. Derudover har vi Johannes XXIII's to rundskrivelser "Mater et Magistra" og "Pacem in terris" og Paul VI's rundskrivelse "Progressio populorum". Det er ikke her stedet at gentage, hvad enhver kan læse sig til i disse dokumenter, men vi vil tage tyren ved hornene og vise, at det er i strid med vor kristne tro

1) at verden kan undvære Kirken
2) at Kirken kan undvære verden i dens historiske forløb.

Kirken har altid været i støbeskeen. Henimod slutningen af oldtiden overtog Kirken den konstantinske æres opfattelse af et ordnet samfund, og i løbet af middelalderen tilegnede den sig tidens mentalitet og livsformer. I begyndelsen af den nyere tid skiftede den igen ham. Den overtog renæssancens og så barokkens svulmende livsstil, men kom i de følgende århundreder i et mere og mere negativt forhold til den ikke-katolske omverden.

Det er altså en ubestridelig kendsgerning, at Kirken som historisk fænomen altid har været under udviklingens lov. Der er derfor meget i Kirken, som er tidsbestemt og i dag utidssvarende; meget, som vi snarest må droppe, ændre og erstatte, for at Kirken igen kan udfylde sin plads og gøre sin gerning i verden af i dag. For at få gang i denne aldeles nødvendige ajourføring indkaldte pave Johannes XXIII det 2. Vatikankoncil. Pave Johannes gjorde dermed en brat ende på den herskende opfattelse, at Den katolske Kirke er en monolit, som uforanderlig og urokkelig rager op over tidens strøm.

Disse antydninger turde være nok, for at læserne kan forstå, at der ikke kun er tænkt på Kirken som historisk fænomen, når det siges, at verden har brug for den. Der er tænkt på Kirken som et troens mysterium: thi verden kan ikke undvære Kirken med dens tro, håb og kærlighed. Det bekræfter den ikke-troende verden selv på sin egen negative mâde.

Alverden taler i dag om det absurde i tilværelsen. Vor tids litteratur, film og teaterstykker handler knapt om andet. I langt de fleste tilfælde præsenteres vi kun for den kendsgerning, at vor tids mennesker finder tilværelsen meningsløs. Kun de færreste gør forsøg på at trænge til bunds i fænomenet og forklare det. Sartre er en af de få, og han har gjort det så godt som nogen.

Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Sartre

Han går ud fra den grundmenneskelige erfaring, at et menneske før eller senere bliver sig bevidst, at det ikke kun er til, sådan som træer, fugle, græs og alt andet i naturen er det. Mennesket bliver sig bevidst, at det samtidig endnu ikke er det, som det vil være, nemlig sig selv fuldt og helt, i stand til at give sig selv i fuldkommen frihed.

Af natur er mennesket altså et ufærdigt væsen, en ufuldendt symfoni. Heraf følger, siger Sartre, at livet kun får mening, hvis der er mulighed for at blive det, man endnu ikke er, nemlig sig selv fuldt og helt. Det fortvivlede er, tilføjer han, at ingen af os har mulighed for at blive sig selv. Vi er alle totalt afskåret fra at nå til den indre frihed, som er grundbetingelsen for at være sig selv og kunne give sig selv til en anden, helt og uden noget forbehold. Tilværelsen er derfor totalt meningsløs, mennesket er en anakronisme, livet er fra først til sidst en absurditet.

Hvorfor er det totalt umuligt for mennesket at nå til fuldkommen indre frihed? Sartre svarer: Ingen kan ved egen kraft blive det, han endnu ikke er. Af intet kommer intet, og mennesket har intet i sig selv, hvoraf det kunne øse det, som det endnu ikke er. Det er dybsindigt, men så sandt som det er sagt. Nogen må altså komme os til hjælp og give os det, vi endnu ikke er. Kun en anden kan hjælpe os til fuldkommen indre frihed, så at vi bliver os selv og sådan, at det, vi er af natur, får indhold og mening.

Denne erkendelse får Sartre til at overveje, om der er nogen, som kan hjælpe os, og han kommer til det nedslâende resultat, at det er der ikke. Han spørger først, om den Gud, de kristne taler om, kunne hjælpe, og han svarer nej! For selvom han virkelig eksisterede, kunne han ikke nå os, og vi kunne ikke nå ham. Han kan ikke nå os ved at henvise til den underfulde verden, han har skabt og holder i sine stærke hænder. For naturen er bare til og kan derfor ikke give mig det, jeg ikke har: indre frihed, og følgelig heller ikke det, jeg ikke er, men længes efter at blive: mig selv. Selvom Gud eksisterede, kan han ikke bevirke noget i os. Han kan ikke bevirke, at vi bliver inderligt frie og dermed os selv. Det kan han ikke, mener Sartre, fordi Gud må være almægtig - ellers var han ikke Gud - men almagt må nødvendigvis knuse menneskets frihed.

For Sartre er Gud derfor ikke nogen løsning på livets dybeste problem. "Du har knapt nok skabt mig, da var jeg ikke mere din", siger Oreste til Gud i "Fluerne". Og han fortsætter: "Jeg er fordømt til ikke at have nogen anden lov end min egen. Jeg vender ikke tilbage til din natur: der er i den tusinde veje, som fører til dig, men jeg kan kun gå min egen. For jeg er et menneske. .. og hvert enkelt menneske må finde sin egen vej... Hvad fører fra dig til mig? Vi glider forbi hinanden som to skibe. Du er en Gud, og jeg er fri. Vi er begge alene, og vor angst er den samme." Vort håb om engang at nå til en meningsfyldt eksistens kan altså ikke opfyldes af Gud, selvom han eksisterede.

I 1942 tog Sartre emnet op igen og behandlede det fra en helt ny side. Han opholdt sig i en tysk KZ-lejr og skrev et "lejlighedsstykke", som han kalder det. Det hed Barjona og handlede om Kristi fødsel. Det blev trykt første gang 20 år senere, i 1962. I forordet til denne førsteudgave siger han: "Når jeg har hentet emnet i den kristne mytologi, betyder det ikke på nogen måde, at min tanke skiftede kurs i fangenskabet. De fangne præster og jeg var blevet enige om at finde et emne, der ved denne lejlighed kunne virkeliggøre den bredest mulige forbindelse mellem kristne og vantro."

I dette "julespil" rejser Sartre spørgsmålet, om man ville komme til nøjagtigt det samme resultat, altså om tilværelsen også ville være totalt meningsløs, hvis Gud blev menneske. Han svarer nej, for så ville situationen være en helt anden. Hvis Gud blev menneske, ville et absolut DU komme mig i møde og tage mig ind til sig i fuldkommne kærlighed, og dette guddomnmelige DU ville ved sin kærlighed skænke mig indre frihed til at genelske det og således give min eksistens indhold og mening. Mit væsens dybeste længsel ville dermed blive opfyldt: Jeg ville blive mig selv, blive fuldt og helt menneske. Og han tilføjer: Hvis stor forladthed og ensomhed nogensinde skulle fylde et menneskehjerte, så kunne vi forkynde det dét glædelige budskab, at i al vor lidelse er Kristus hos os. Han har jo i sin grænseløse kærlighed taget al vor skændsel på sig. Selv døden ville være overstrålet af glæde. Alt, alt havde fået en dybere mening, og de spørgende læber havde fået svar i Gud-mennesket, i den guddommelige kærlighed.

Sartre forsikrer os som før sagt, at han ikke er kommet på andre tanker i KZ-lejren, og vi må tro ham på hans ord. Men det gør kun, at man spørger forundret og forvirret, hvorfor afviser han den tanke, at Gud er blevet menneske og har elsket os indtil døden pa et kors? Hvorfor fremturer han i sin vantro, når han dog erklærer, at Gud-mennesket ville løse op for alle vanskeligheder og gøre ende på alle spørgsmål og fylde os med en glæde udover al forstand, så at selv et langt liv ikke ville være langt nok til at takke ham for hans kærlighed? Hvorfor?

Sartre svarer: Gud kan ikke være blevet menneske, for så lå verden ikke stadig i det onde. Den dag i dag står menneskenes ondskab som en modbydelig stank op fra jorden og formørker himlen med sin kvalmende røg. Og Sartre slutter sin apologi med ordene: hvis Gud var blevet menneske, måtte han forlængst have gjort ende på denne ondskab og elendighed. En guds menneskevordelse for totusind år siden er uden interesse i dag. Det er her og nu, vi har behov for at opleve hans kærligheds genskabermagt.

Efter denne udtalelse at dømme ville Sartre tro på Guds menneskevordelse, hvis han havde mødt Kristi nyskabende kærlighed i Kirkens tro, håb og kærlighed. Det er den, han spejder efter, men forgæves, mener han. Det siger han ikke med stoisk ro; han er tværtimod forfærdet over, at det forholder sig sàdan. Tanken fylder ham med angst og fortvivlelse. Han oplever den som en dødsdom: intet kan retfærdiggøre, at han er til, han er en torso, og hans eksistens er absurd.

Tydeligere kan det vel ikke siges, at verden ikke kan undvære Kirkens tro, håb og kærlighed; også vantroens børn spejder efter et tegn på dens nærvær, alle håber imod alt håb, at den må vise sig, men alle venter forgæves på Godot.

Det kunne efter alt dette se ud, som om Kirken og den alene er skyld i verdens vantro. Men det er ikke tilfældet. Sartre er selv beviset for, at vantroen har sin sidste rod i menneskets eget hjerte. For Kirken er jo trods alt, hvad man kan indvende mod den som historisk fænomen, nærværende og virksom med sin tro, sit håb og sin kærlighed, og i denne tro, dette håb og denne kærlighed er Kristus nærværende og virksom i den syndefulde og lidende menneskehed. Det har Sartre selv oplevet i KZ-lejren, hvor han som så mange andre vantro levede op og ned ad kristne kammerater, hvis tro, håb og kærlighed skinnede som et lys i mørket. Hvorfor har deres vidnesbyrd ikke bragt ham på andre tanker?

Det er Sartre ikke selv klar over, men det fremgår med al ønskelig tydelighed af hans ræsonnement. For han stirrer kun ind i sig selv, i sit eget hjertes længsel efter at kunne blive sig selv. Men ved at gøre det lukker han sig til for andres uselviske kærlighed. Han kan ikke opleve forløsningen ved at møde deres kærlighed; men det vil sige, at han kvæler selv den spædeste spire til kærlighed i sit eget hjerte. Han skriger efter den fuldkomne, den guddommelige kærlighed, men glemmer at man kun kan tro på kærlighedens genskabermagt, når man åbner sig for den. Cor ad cor loquitur: hjerte taler til hjerte, siger John Henry Newman. Det har Sartre overset. Derfor forbliver han vantro, uden Gud og uden håb, angst og fortvivlet.

Alligevel har Sartre ramt sømmet på hovedet. Det, han siger, gælder ikke kun om ham personlig, men om menneskene i det hele taget, selvom kun de færreste har gjort sig det klart, og langt de fleste vil bestride det: både den enkelte og verden som helhed har et dybt og uudryddeligt behov for Kirkens tro, håb og kærlighed. Det bedste bevis herfor er den om sig gribende livsangst.

Men Sartre har også ret i, at Kirken må overbevise verden om sin nærværelse og nyskabende kraft, ellers er det umuligt for vor tids mennesker at tro på dens budskab om Guds grænseløse kærlighed til os i sin Søn Jesus Kristus. Sartre selv kan ikke tro på dette budskab, siger han, fordi han ikke kan se, at Kirken har en tro, et håb og en kærlighed, der er i stand til at forvandle verden.

Talløse andre vil give Sartre ret i denne påstand. Det er en kendsgerning, vi må se i øjnene. Flere og flere vender Kirken ryggen med denne begrundelse. Tænk blot på de hundrede millioner, som af den grund hylder marxismen som eneste udvej til en ny og bedre Verden. Også indenfor Kirkens egne rækker oplever vi en stadig om sig gribende troskrise. Det hører jo snart til dagens orden, at både præster og lægfolk siger lige rent ud, at de virkelig ikke mere ved, hvad de skal tro, ja, at de ikke mere kan tro. På begge sider af Atlanten er det selv blandt kristne blevet et slagord, at Gud er død.

Sekulariseringen

Vi må ikke tro, at dette kun er et forbigående fænomen. Alt tyder på, at det er en udvikling, som vil fortsætte i forstærket tempo, hvis der ikke gøres noget effektivt for at standse den. Ulykken er, at Kirken tilsyneladende står magtesløs overfor denne situation. Selvom den gjorde langt mere brug af massemedierne, ville den ikke få masserne i tale. Den vil stadig tale for døve ører.

Som kristne har vi ikke lov til at give op overfor denne situation. Den er en udfordring til vor tro. For at kunne svare til denne udfordring må vi forstå, hvad det er, der sker for vore øjne. Verden af i dag er på en helt ny måde orienteret mod fremtiden. Dens grundholdning er derfor ikke mere rent kontemplativ, men mere eller mindre eksklusivt indstillet på handling. Det, som er opnået indtil nu, har kun interesse, for så vidt som det stiller os overfor nye opgaver. Det er fremtiden og dens muligheder, som fascinerer. Fortiden med dens samfundsordninger, livsformer og traditioner har kun historisk interesse. Man har kun et eksistentielt forhold til fremtiden.

Fremtiden er jo i egentlig forstand noget nyt, noget som ikke har været før, men først skal blive til. Den kan derfor ikke - som nutid og fortid - gøres til genstand for kontemplation, men må skabes gennem handling. Af den grund kan kun fremtiden engagere mennesket og altså kalde på dets interesse.

For den moderne bevidsthed sker der derfor det, vi kalder en sekularisering af verden. Hermed menes både noget positivt og noget negativt. Noget positivt, idet hele tilværelsen bliver mere og mere rationaliseret og således i stigende grad frigjort fra usaglige bindinger til nutid og fortid. Man bryder resolut med det nedarvede, idet man ikke anerkender, at noget er godt og rigtigt, blot fordi det er gammelt og prøvet. Det gælder også om de religiøse forestillinger om en af Gud etableret verdens- og samfundsorden. Man kan ikke anerkende, at der eksisterer et kongedømme af Guds nåde. Kongen er regent i kraft af grundloven, som er vedtaget af folketinget og derfor kan ændres af det, når det finder det for godt. Det samme gælder om samfundsordenen og alt, hvad dertil hører: det er menneskets eget værk og derfor underlagt dets skabende vilje. Men sekulariseringsprocessen har også en negativ side, nemlig den, at menneskene i stadig stigende grad oplever sig selv som verdens suveræne skaber og herre. De føler derfor ikke noget behov for religion, heller ikke for kristendommen. De er overbeviste om, at de kan klare tilværelsen alene ved hjælp af teknik, computere, kybernetik og kvalificerede ledere på alle planer.

Sekulariseringsprocessen hænger altså uløseligt sammen med den eksklusive orientering imod fremtiden, og da den er en følge af det stadium, menneskeheden er nået i sin udvikling, vil også sekulariseringsprocessen fortsætte med stadig større styrke.

For os kristne er spørgsmålet, om oplevelsen af verden som menneskets eget værk (sekulariseringens positive side) nødvendigvis må føre til, at menneskene bliver mere og mere immune for religion og kristendom? Dette spørgsmål er det centrale problem i dagens teologiske debat. De konfessionelle uoverensstemmelser har i øjeblikket kun interesse, for så vidt de er af betydning for ens stilling til dette spørgsmål.

Her skilles ånderne. Store dele af den evangeliske kristenhed verden over er af den opfattelse, at sekulariseringens positive og negative sider ikke kan skilles ad. De siger: når mennesket oplever verden som sit værk, vil det uvægerligt også være overbevist om sin egen selvtilstrækkelighed og dermed immum overfor al tale om synd, dom, frelse og tilgivelse. For dem er verden i bund og grund fordærvet, kun en anledning til fristelse og gudløshed. Kirken forråder derfor sin sendelse, når den giver sig af med økonomiske, sociale og politiske problemer. Kirken har til opgave, siger de, at advare menneskene imod denne verdens fristelser, lære dem at nedsætte livsappetitten så meget som muligt og ufordærvet forkynde Guds dom over verden og al dens væsen, men også syndernes forladelse for dem, som omvender sig. I den katolske verden er der i vore dage ikke rigtig klangbund for denne meget ensidige opfattelse af sekulariseringsprocessen. Til gengæld har den stik modsatte opfattelse mange tilhængere blandt kato1ikker. Mange har kun øje for sekulariseringsprocessens positive sider. De finder det derfor ganske utidssvarende at tale til moderne mennesker om synd og dom, frelse og tilgivelse. Det er efter deres mening tomme talemåder, som ingen i dag kan stille noget op med. Kirken kan kun dæmme op for den almindelige afkristning ved at overbevise menneskene om, at Gud er nærværende overalt i verden, og det kan den kun gøre ved at vise sig solidarisk med alle, som arbejder for retfærdighed og fred.

Ingen af parterne har forstået Kirkens plads og funktion i verden. Tilhængerne af den første opfattelse placerer Kirken uden for Guds skaberplan, regner altså ikke med tiden og historien som væsentlige momenter i Kirkens liv. De andre lader Kirken gå op i skaberværket og regner ikke med de to afgørende begivenheder i menneskehedens historie: syndefaldet og forløsningen i Jesus Kristus.

Kirken er i verden, men ikke af verden

Vort svar til begge parter må derfor være Bibelens klare lære, at Kirken er i verden, men ikke af verden. I følge Bibelen har Gud ikke skabt verden fiks og færdig. Allerede i fortællingen om verdens tilblivelse siges klart og eftertrykkeligt, at Gud har skabt mennesket som sin medarbejder på skaberværket. Dette medarbejde skal bestå deri, at mennesket gør sig til herre over jorden og udnytter dens rigdomme for at skabe sig en menneskelig tilværelse. Skaberværket bliver altså først til det, Gud har tænkt sig, efterhånden som mennesket gør verden til sin verden, så at den til sidst både er Guds værk og menneskets.

Gud er til stadighed nærværende og virksom i verdens og menneskehedens historie, fordi han er den skabende kraft i alle menneskelige anstrengelser for at forme verden i sit billede. Syndefaldet har intet ændret i så henseende - også det er Bibelens klare lære. Synden har ikke fået Gud til at opgive sin plan med verden; han vil gennemføre den til punkt og prikke, således som han har sat sig for fra evighed af. Derfor er også atomalderen villet og velsignet af Gud.

I den gamle pagt med dens forjættelser sagde Gud ja til sin skaberplan. Pagten og forjættelserne gik jo ud på, at han ville sørge for Israels jordiske trivsel og velfærd. Af den grund ville han i al fremtid kaldes Jahve, d.v.s. den, som altid er til stede, nemlig for at hæge og værne om sit folk. Når han straffer det for dets troløshed, er det altid, for at det skal omvende sig, så at han igen kan overøse det med velsignelse. Samme dag det omvender sig, siger Gud ved profeten Hoseas, "slutter jeg en pagt for dem med markens dyr og himlens fugle; bue, sværd og stridsvåben sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt... Den dag bønhører jeg himlen, og den skal bønhøre jorden, og jorden skal bønhøre kornet, mosten og olien".

I de tre første evangelier er Jesu offentlige virke i Galilæa skildret i lys af dette Guds løfte til sit folk. Jesus er kommet for at opfylde det. Når Jesus allerede straks i begyndelsen af sin offentlige virksomhed samler disciple om sig, er det ikke for at skille dem ud fra den øvrige befolkning og starte sin egen lille sekt, men for straks at gå i gang med sin opgave: at samle Israels spredte børn og gøre dem til et Guds folk, som Gud kunne velsigne. Derfor afviser han ingen, men indbyder toldere og syndere og gennemsøger hele landet og opsøger også dem, som boede uden for det daværende Palæstina, men inden for det gamle Davids Riges grænser.

Af samme grund strør han om sig med velgerninger: helbreder syge og uddriver onde ånder ved Guds kraít. Alle skal se og mærke, at nu er nådens tid kommet, da Gud vil besøge sit folk og indfri sine løfter til fædrene. Når Jesus kalder alle til omvendelse, er det ikke med Døberens begrundelse: at nu kommer dommen over alle troløse, men med den begrundelse, at nu vil Gud oprette sit herredømme i Israel. Jesus er selv bringeren af det, idet han kalder alle ud af en misforstået lovlydighed til sand lydighed imod Gud, d.v.s. til at lytte sig til Guds vilje i enhver foreliggende situation, sådan som han gjorde det.

Jesus kaldte altså ikke bort fra dagens gerning, men til den. Under Guds førelse skulle alle arbejde med på at fremme og sikre landets og folkets trivsel og velfærd. For at kunne det, skulle de tro ham på hans ord, at han var sendt til dem af Gud for at oplære og vejlede dem til dette.

Dette syn på Jesu offentlige gerning er praktisk taget gået i glemme. Det er den egentlige grund til, at der råder vild forvirring i spørgsmålet om Kirkens plads og funktion. For hvis man havde holdt sig for øje, at Jesu offentlige gerning skal ses i lys af Guds løfte til Israel, så ville det uden videre have været klart for alle, at Kirkens plads og funktion i verden skal ses i forlængelse af Jesu gerning i Israel. Man ville have indset, at Kristus ikke kan have kaldt os bort fra dagens gerning og således have ladet sin Fars skaberværk i stikken.

Når det er Kirkens opgave at lære menneskene at være Guds medarbejdere på skaberværket, så er det dens pligt altid at tilpasse sig de skiftende tiders skiftende behov for belæring og hjælp, d.v.s. at Kirken altid må være villig til at opgive tidligere tiders tænkemåde og livsstil, når de ikke mere er tidssvarende; den må være villig til at ajourføre sin fremtræden og forkyndelse, så at den virkelig hjælper menneskene her og nu med at løse tidens mangeartede problemer til alles bedste. Kirken må med andre ord altid være i støbeskeen.

Heraf følger, at Kirken altid har brug for verden. Både den enkelte og Kirken i sin helhed er dømt til at stagnere i åndelig henseende, hvis vi indtager en rent negativ holdning til tidens økonomiske, sociale og politiske problemer. Vi vil uværgeligt gå åndeligt i stå, fordi kristen tro, håb og kærlighed er gudgivne åndsevner, som skal bruges for at trives og udvikles, og de bruges kun i den grad, vi engagerer os i de konkrete opgaver, jordelivet stiller os overfor. Det er også forudsætningen for, at vi kan give verden det, vi har at give, og som den trænger til, nemlig vor tro, vort håb og vor kærlighed til Gud og mennesker. Vi kan ikke vokse og udvikle os som Guds børn, men frustreres, hvis vi nægter at arbejde med på Guds skaberplan, for det er det, vi er skabt til. Det ændrer derfor intet ved sagen, at man nægter sit medarbejde med den begrundelse, at verden er bundfordærvet, for det er kun den halve sandhed. Det er også sandt og ligeså sandt, at Gud elsker sit skaberværk, at han har sagt sit ja til det i sin Søn Jesus Kristus, og at han har sat sig for at fuldende det i overensstemmelse med den plan, han har lagt, førend han gik i gang med at skabe.

Blikket er rettet imod fremtiden

Kirken er derfor i kraft af sin sendelse i dyb overensstemmelse med vor tids grundindstilling. Den har blikket rettet imod fremtiden, fordi den ved, at hele skabningen ligger i veer og længes efter Guds børns herlige frihed. Den har derfor sit liv i troen på Guds skabermagt og i håbet om den fremtid, han i sin faderlige godhed har tiltænkt os.

Men samtidig er det netop i spørgsmålet om fremtiden, at vejene skilles. For vi kristne bygger vort håb om en bedre fremtid udelukkende på Guds skabemagt og den frelse, han har skænket os i sin Søn Jesus Kristus, medens mange andre bygger deres fremtidshåb alene på menneskets fornuft og gode vilje. Til disse mange hører naturligvis først og fremmest alle bekendende ateister, hvad enten de bekender sig til marxismen eller humanismen; men det er ikke dem, der her tænkes på. Der tænkes på de overordentlig mange, som nok betragter sig selv som kristne, men finder det ganske utidssvarende at tale til moderne mennesker om synd og dom, frelse og tilgivelse. Denne opfattelse er ligeså ensidig og farlig som den stik modsatte, der ikke vil vide af, at Kirken engagerer sig i tidens aktuelle problemer - ja den er vel nok endnu farligere, fordi den er faldet for tidsånden. Vi må derfor gøre os helt klart, at den er uforenelig med vor kristne tro.

For os kristne var Jesus ikke kun en stor profet og lærer i Israel. Han var ikke en urealistisk sværmer, som bildte sig ind, at man kan forvandle menneskene blot ved at fortælle dem, at man altid skal tænke, tale og handle som medmenneske. Han vidste, at der skal mere til end belæring; at kun Ånd og Kraft kan rive menneskene ud af syndens magt, og at det var hans opgave at formidle denne Åndens kraft fra det høje. Derfor gjorde han, hvad han kunne, for at samle Israels adspredte børn om sig og knytte dem til sin person. "Følg mig!" var hans stadige omkvæd. Ved at knytte dem til sig ville han forme dem i sit billede og fylde dem med sin Ånd.

Hans død afslørede, af hvad ånd syndens børn er, men også, af hvad Ånd han selv var. Dette sidste bekræftede Gud Far ved at oprejse ham fra de døde og indsætte ham i kraft som alles Herre og Frelser. Han har fået magt til at løfte os ud af syndens greb og ind i sit liv, så at vi - ved troen og dåben - virkelig bliver nye skabninger og altså ikke mere er af denne verden, men er født af Gud, som Johannes udtrykker det.

Vi har altså fået del i hans Ånds kraft, så at vi er i stand til at sejre over denne verdens ondskab; men det vil sige, at vi ikke er i stand til det uden i kraft af hans Ånd. Det gælder alle uden undtagelse. Vi svigter derfor denne verden, hvis vi ikke udråber dette for alle vinde. Men det er ikke nok, at vi udråber det; vi skal overbevise verden om Åndens kraft i os, og det kan vi kun ved med guddommelig Åndskraft at engagere os i menneskehedens kamp for en bedre verden.

Kirkens plads og funktion i verden ligger altså i lige forlængelse af Jesu offentlige virksomhed i hans jordelivs dage og peger samtidig frem imod det fuldkomne samfund, som Gud vil skænke os ved Kristi genkomst. Anderledes sagt: Kirken skal nu i tiden give en forsmag på det kommende rige, hvor Gud vil være alt i alle, og kun hvis den er det, vil den kunne drage alle mennesker af god vilje ind i sin tro, sit håb og sin kærlighed.

Når så mange af vore medkristne er vildt uenige om Kirkens plads og funktion i verden, skyldes det, at de ikke har forstået, hvad det vil sige, at Kirken ikke er af denne verden, selvom den er i den. De, som ikke vil vide af, at Kirken går aktivt ind i kampen for en bedre verden, overser, at vi ved troen og dåben har fået magt til at være Guds børn midt i en ond og fordærvet verden og altså Åndens kraft til at holde os uplettet af den. De, som mener, at det er utidssvarende at tale til vor tids mennesker om synd og dom og om frelse og tilgivelse, glemmer, at Kirkens tilbud til verden netop er Åndens kraft til at sejre over det onde, og at det netop er dette tilbud, verden spejder efter. (Jvf. Sartre).

Det er den naturvidenskabelige og tekniske udvikling siden den anden verdenskrig, som har ført med sig, at stadig større dele af verdens befolkning er blevet sig bevidst, at for dem er fortiden endegyldigt fortid og derfor uden nogen interesse for dagen i morgen. De har kun et eksistentielt forhold til fremtiden; kun den fascinerer dem og kan lægge beslag på alle deres kræfter.

Siden det andet 2. Vatikankoncil er der også i den katolske verden ved at ske en omstilling fra fortiden til fremtiden, idet det er ved at gå op for stadig flere, at også Kirken i kraft af sin sendelse altid er på vej ind i fremtiden, og at den derfor altid skal være i støbeskeen. For så vidt består der altså en dyb overensstemmelse mellem Kirken og verden af i dag. Derfor er en dialog mellem Kirken og verden blevet mulig.

Fortiden skal være nærværende

Det er en ny situation, som forpligter os til at gøre dagens gerning. Men denne situation må ikke forlede os til at overse, at for os kristne er fortiden ikke kun fortid og altså kun genstand for platonisk interesse. For os er fortiden altid nærværende og virksom, fordi Jesus Kristus er den samme i går, i dag og i al evighed. Jesu offentlige gerning i hans jordelivs dage omtales derfor af evangelisterne som "begyndelsen" af hans frelsergerning. Markus har sat dette som overskrift over sit evangelium: "Begyndelsen af Jesu Kristi glædesbudskab"

Uden kendskab til denne begyndelse ville vi ikke kende ham og ikke vide, hvad Kristi efterfølgelse vil sige og derfor heller ikke vide noget om fortsættelsen, det vil sige Kirkens plads og funktion i tiden indtil hans genkomst. Vi er derfor ikke i stand til at gøre dagens gerning i verden, hvis vi ikke til stadighed fordyber os i alt det, som Gud én gang for alle har åbenbaret os i sin Søn Jesus Kristus. Dette være sagt til dem, som hævder, at det er utidssvarende at tale om åbenbaringen. Men også til dem, som mener, at budskabet om Jesus Kristus nødvendigvis mister sin betydning, hvis Kirken giver sig af med denne verdens problemer.

Teksterne er oprindeligt holdt som foredrag på Nordisk katolsk Højskole i årene 1963-68 og udgivet i bogform på Arne Frost-Hansens Forlag i 1969 under titlen: Menneske først - kristen siden?

De udgives hermed på KATOLSK LIV i let omarbejdet form i håb om, at teksterne må bidrage til afklaring af den krise, der gennemryster kristenheden dengang som nu.

Øvrige titler i foredragsrækken

Mennesket under Guds personlige tiltale

Troslivets naturlige forudsætninger - tidligere udgivet på KATOLSK LIV

Jesus Kristus - livets mål og mening.

Kirken i støbeskeen  - dette foredrag som KATOLSK LIV kalder Kirken & Verden