2. oktober. Liturgisk rang: ikke-forpligtende mindedag. Liturgisk farve: hvid.
Gud har skabt englene som sine tjenere og sendebud (det græske ord angelos betyder sendebud. De er skabt som rent åndelige væsener og har derfor ingen krop, men de har forstand, vilje, stor visdom, og de er udødelige. Sådan skriver Den Katolske Kirkes Katekismus om englene i nr. 328-336.
At der findes engle, er en trossandhed, som Bibelen vidner om mange steder. Fra verdens skabelse og gennem hele frelseshistorien har engle forkyndt frelsen og tjent Gud. Engle stod vagt, da adgangen til Edens have blev lukket for Adam og Eva (2 Mos 3,24); de reddede Lot fra Sodomas undergang (1 Mos 19); reddede Hagar og hendes barn fra døden i ørkenen (1 Mos 21,17); holdt Abraham tilbage fra at ofre sin søn Isak (1 Mos 22,11); de førte Guds folk (2 Mos 23,20-23); de forkyndte Samsons fødsel (Dom 13,3); kaldte Esajas til profet (Es 6,6-8) og hjalp profeten Elias (1 Kong 19,5). Bedst kender vi måske beretningen om ærkeenglen Gabriel, der bebuder fødslen af både Johannes Døberen (Luk 1,11-17) og Jesus (Luk 1,26-37) og om englene, der forkyndte Jesu fødsel for hyrderne på marken med deres sang (Luk 2, 8-14).
Jesus sagde: ”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske Faders ansigt” (Matt 18,10). ”Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen” (Hebr 1,14).
Hebræerbrevet taler her om englenes funktion som værneengle, der skal hjælpe os til frelsen. Salme 91, 10-12 siger det klart: ”… han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.” Det er Kirkens tro og erfaring, at alle mennesker fra deres undfangelse til deres død har en værneengel ved deres side, som beskytter dem og kan gå i forbøn for dem, ligesom vi selv kan bede vores værneengel om hjælp og beskyttelse, netop fordi de altid ser Guds ansigt. Ikke bare jøder og kristne tror og har erfaret, at værneengle findes. De ældste beretninger om engle kommer fra Mesopotamien; hos grækerne i antikken var engle gudernes budbringere; hos romerne er de ånder; hos etruskerne er de dødsdæmoner og hos germanerne er de valkyrier.
Værneengle anses af teologer for at være én blandt andre grupper af engle, der indgår i et hierarki: Paulus beskriver ”troner og herskere, magter og myndigheder” (Kol 1,16). Pseodo-Dionysios Areopagitten, der levede omkring år 500, udgav en traktat, ”Det himmelske hierarki”, hvor han delte englene op i tre ”sfærer”.
Den første sfære er de himmelske rådgivere. Den udgøres af Seraferne, der har med syv vinger, Keruber og Troner. Seraferne vogter Guds trone og tilbeder ham uden ophør, mens de synger: ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es 6,2-3). Keruberne ligner mennesker og har to vinger. De anses for at have fuldkommen erkendelse af Gud og er himlens vogtere. Også tronerne tilhører denne sfære. Den anden sfære består af herskere, magter og myndigheder (Kol 1,16), mens ærkeengle og værneengle tilhører den tredje sfære. Af ærkeenglene bliver kun Michael og Gabriel og Rafael nævnt i Bibelen.
En helt særlig gruppe af engle er dem, der i Bibelen omtales som ”faldne engle”. Kirken lærer os, at disse engle med Satan, også kaldet djævelen, i spidsen er skabt som naturligt gode engle, men at de gjorde sig selv onde gennem at synde mod Gud. Den frihed, Gud har givet alle sine skabninger, brugte disse engle til ”radikalt og uigenkaldeligt” at nægte at tjene Gud. Således kaldes djævelen også Løgnens fader (Joh 8,44). Ham møder vi første gang i skabelsesberetningen, da han frister Adam og Eva til at spise af den forbudte frugt og derved bliver anledning til, at de synder mod Gud og kastes ud af Edens have. Det uigenkaldelige i de faldne engles valg, som gør, at deres synd ikke kan tilgives, er, at de ikke angrer deres synd, og at de fortsat søger at vende mennesker imod Gud (Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 391-93). Vore personlige værneengle beskytter os også mod de fristelser, de faldne engle møder mennesker med i dag.
I den hellige messes liturgi er englene nærværende i flere sammenhænge, lige fra syndsbekendelsen ved messens indledning: ”Derfor beder jeg den salige jomfru Maria, alle engle og helgener og jer, mine brødre og søstre, at bede for mig til Herren, vor Gud.” Lovsangen, ”Ære være Gud i det højeste, og fred for mennesker af god vilje” er englenes sang for hyrderne på marken, da de forkynder for dem julenat, at en frelser er født (Luk 2,13.14). Videre nævnes englene i slutningen af præfationen: ”Derfor synger vi en lovsang til din herlighed, idet vi med engle og ærkeengle, med troner og herredømmer og hele den himmelske hærskare uden ophør synger – og så følger serafernes lovsang for Guds trone – Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarernes Gud, himmel og jord er opfyldt af hans herlighed.”
