Af cand.mag. Torben Riis
Den 1. oktober i år er det 50 år siden, loven om fri abort trådte i kraft i Danmark. Det har siden dengang, dvs. siden 1973, kostet ca. 923.000 ufødte børn livet. Lægger vi antallet af legale aborter fra 1940 til 1973 (145.297) til, (og hvorfor ikke gøre det?) kan vi konstatere, at vi alt i alt har mistet 1. 068.297 ufødte børn og efter al sandsynlighed vil miste endnu 36 børn, inden dagen er omme.
Og her er det, jeg føler trang til at spørge: ”Var det virkelig nødvendigt? Og er det stadig nødvendigt?”
Hvad det sidste angår, sagde den daværende statsminister Anders Fog Rasmussen allerede den 26. november 2004 i et interview med BT: ”Danskerne får for få børn, og det betyder, at der i fremtiden bliver for få til at forsørge den voksende gruppe af pensionister.” Det gjorde han under indtryk af det faldende befolkningstal i Europa, som på det tidspunkt udgjorde 12-13% af verdens befolkning - en halvering siden 1950.
Lykkedes det ham at få vendt den nedadgående tendens? Det behøver jeg vist ikke svare på. Der har nok været for mange, der mente, at det var nødvendigt. Men klogt var det i hvert fald ikke at slå den million nye danskere ihjel, som skulle indtage pladserne på arbejdsmarkedet. Jeg behøver vist bare nævne den aktuelle mangel på SOSU’er, sygeplejersker, læger, håndværkere osv. osv., et problem som i øjeblikket truer velfærdssamfundets eksistens.
Så meget om den side af sagen. Set fra et katolsk synspunkt er det langt mere alvorligt. Moder Teresa (1910-1997) udtrykte det således:
”Et land, som tolererer abort, lærer ikke mennesker at elske, men lærer dem at bruge en hvilken som helst form for vold for at opnå, hvad de vil. Derfor er abort den største trussel mod kærligheden og freden.”
Jeg har tit spurgt mig selv om, hvordan det er kommet så vidt, at så mange i dag betragter provokeret abort som et harmløst gode. Det er der flere svar på. Men, vover jeg at påstå, først og fremmest fordi man fra så godt som alle sider har bestræbt sig på at dække over, hvad det i virkeligheden er, der sker, når gynækologen tager fat på dagens ”beskidte” arbejde, som man har fortalt mig personalet selv kalder det.
I løbet af de 50 år har man eksempelvis påstået, at det ufødte barn bare er nogle celler, som endnu ikke kan siges at være et menneske - ofte ledsaget af barmhjertighedsargumentet, hvor det bedyres, at man kun ”fjerner” barnet for at hjælpe den stakkels pige, som befinder sig i en vanskelig situation. Men mon ikke den hjælp kunne være givet på en anden måde end ved at slå hendes barn ihjel?
Endnu et trick af samme art benytter politikere, når de skal træffe en mere eller mindre kontroversiel afgørelse vedrørende abort. Det består i, at man understreger, at der er tale om en yderst kompliceret problematik eller om et særdeles følsomt emne.
Men som allerede antydet opstår alle disse komplikationer kun i det øjeblik, man som udgangspunkt vedtager, at det ufødte barn er forældrenes og i hovedsagen moderens ejendom, som hun derfor kan gøre med, hvad hun vil. Her er vi som katolikker for længst stået af. Det vil sige: Der er ikke noget valg, ligesom man heller ikke har ret til at slå sin chef eller sin svigermor ihjel, fordi de forpester ens liv. Så enkelt er det.
I øjeblikket står vi over for et nyt udspil fra Det Etiske Råd, hvor 9 ud af 17 medlemmer har anbefalet at hæve abortgrænsen til 18. uge i stedet for 12. uge. Umiddelbart kunne man sige, at det kan være lige meget, om barnet bliver dræbt i uge 12 eller 18. Men hvorfor er man så i visse kredse opsat på at hæve abortgrænsen? Kan det være fordi man på den måde åbner døren højere op for flere aborter for dermed at spare samfundet for at skulle tage sig af børn fra såkaldt udsatte familier? Det må vi vente med at få at vide til regeringens medlemmer har nået et fælles resultat.
Du kan finde meget mere om disse emner i de to bøger ”Abort, myter & kendsgerninger” og ”Befolkningspolitik - teorier, myter og kendsgerninger”, som kan bestilles på info@rfm.dk – så sender vi dem gratis til dig.
