9. november. Fejres søndagen efter Alle helgen. Liturgisk rang: Fest. Liturgisk farve: hvid.
Ved indvielsen af et sted til Gud ”reserveres” stedet gennem ritualet til tilbedelse af Gud. Der er lige så mange kirkevielsesfester som indviede kirker, men som tre koncentriske cirkler fra lokalkirke til verdenskirke har tre kirkevielsesfester en særlig betydning: indvielsen af sogne- eller klosterkirker, indvielsen af et bispedømmes domkirke, og indvielsen af pavens domkirke.
Historien bag pavens domkirke, Laterankirken, er lang. Efter at kejser Konstantin gav de kristne fuld trosfrihed i år 313, byggede de mange kirker. En af dem blev bygget på en af Roms syv høje, Caelius-højen, som også blev kaldt Lateran-højen, for her lå resterne af et fornemt palads, der havde tilhørt familien Laterani. Kejser Konstantin den Store skænkede paladset til Kirken og fik dele af det ombygget til en basilika, som blev indviet i 324 under pave Sylvester I. Han valgte, at den skulle være Roms domkirke, og Lateranpaladset blev pavens residens. Siden da regnes Laterankirken som moderkirke for alle kirker i verden. Den er samtidig den ældste af Roms fire pavebasilikaer.
Laterankirkens alder betyder, at den oprindelige basilika ad flere gange er restaureret og bygget større, så den først efter 1650 fik sit nuværende udseende. Den oprindelige basilika var viet til Vor Frelser, men pave Sergius III (904-11) besluttede at genindvie den til Johannes Døberen. Pave Lucius II (1145-46) indviede både paladset og basilikaen til evangelisten Johannes. Dermed bliver dens fulde titel ”Ærkebasilikaen for Vor helligste Frelser og de hellige Johannes Døberen og Johannes evangelisten i Lateranet” – i daglig tale Laterankirken, eller på italiensk San Giovanni in Laterano.
Lateranpaladset forblev pavernes residens, indtil pave Clemens V i 1309 flyttede den til Avignon i Frankrig, hvor de næste seks paver forblev indtil 1377. Under pavernes fravær forfaldt Lateranbasilikaen og paladset, og paladset har aldrig siden været pavens residens, idet man valgte at flytte den til Vatikanet, som ligger et mere tørt og sundt sted. Men Lateranbasilikaen blev restaureret og er fortsat pavens domkirke i hans egenskab af biskop for Rom. Her fejrer han bl.a. skærtorsdag en højtidelig messe til minde om Jesu indstiftelse af eukaristien. Senere byggede pave Pius IX (1846-78) præsteseminaret for bispedømmet Rom, Det Pavelige Lateranuniversitet, ved basilikaen. Dér ligger også forvaltningen for bispedømmet Rom. Fire af Kirkens økumeniske konciler har været afholdt i dels det oprindelige, dels det genopbyggede og langt mindre Lateranpalads.
En særlig seværdighed i Lateranpaladset er Scala Santa, den hellige trappe, der fører op til pavernes private kapel. Trappen, der har 28 trin af marmor, siges at være den samme trappe, som Jesus gik op ad i Pilatus’ palads for at blive dømt til korsfæstelse.
Festdagen for Laterankirkens indvielse kaldes også ”Pavens dag”. Den kollekt, der indsamles denne dag, sendes til Vatikanet. Disse såkaldte Peterspenge er til pavens disposition, og han bruger dem til støtte for at forkynde evangeliet i hele verden, og til humanitære formål.
