Fester for Maria, Guds Moder
Af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Fejres 8. december. Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid
I 1854 erklærede pave Pius IX dogmet om den ubesmittede undfangelse: ”Den salige Jomfru Maria blev, fra sin undfangelses første øjeblik, ved en enestående nåde og gunst fra den almægtige Guds side og i betragtning af Jesu Kristi, menneskeslægtens Frelsers fortjenester, bevaret uberørt af enhver arvesyndens plet” (Pave Pius IX's apostolske forfatning om den ubesmittede undfangelse, Ineffabilis Deus).
Dogme betyder ”læresætning”, eller snarere en ny formulering af noget, som længe har været Kirkens tro. Dogmet definerer dét, som Kirken betragter som en sandhed åbenbaret af Helligånden. Det vil sige, at som katolik er det en forpligtelse at tro på det, der er fremsat som et dogme af et økumenisk koncil eller af paven selv, der i denne sammenhæng taler ex cathedra (med ufejlbarlighed), idet Helligånden i disse spørgsmål ifølge katolsk lære beskytter paven mod fejltagelser.
Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 487-493 siger, at overbevisningen om, at den kvinde, Gud valgte til mor for sin Søn, måtte være særlig forberedt til sin opgave gennem en særlig nåde, har ligget i Kirken altid. I Bibelen læser vi om den unge jomfru Maria, at ”englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede!” (Luk 1,28). Kirkens teologer har derfor overvejet, hvordan vi kan forstå dét, at Herren er med Maria, og at hun er benådet, og de er kommet frem til, at som mor til Guds Søn, der skal befri mennesket fra synd, må Maria selv være uden synd lige fra sin undfangelse. Det betyder, at hun er beskyttet mod arvesynden – den synd, Eva og Adam begik, da de var ulydige mod Gud i Paradiset. Også Adam og Eva var skabt fri for synd, men de fulgte deres egen vilje, vel vidende at den var i strid med Guds vilje, og derfor blev de kastet ud af Paradiset. Arvesynd vil sige, at den samme tilbøjelighed til at være ulydig mod Gud, som er en stadig fristelse for mennesker, var Maria altså beskyttet imod fra sin undfangelse og gennem hele sit liv. Derfor kaldes det, at hun var ubesmittet af synd. Gud havde, allerede før hun blev undfanget, forudbestem Maria til at blive mor til hans Søn. Alligevel blev Maria i fuld frihed bedt om at sige ja til englens budskab, for Gud tvinger ingen. Fordi hun var ubesmittet af synd og aldrig søgte sin egen vilje, svarede Maria: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord” (Luk 1,38).
Da Maria selv undfangede Jesus ved Helligånden var hun ifølge Kirkens tro jomfru (”jeg har jo aldrig været sammen med en mand (Luk 1, 34), men selv blev Maria født på naturlig måde som datter af begge sine forældre, Anna og Joakim. Allerede i 600-tallet fejrede man i østkirken i Konstantinopel den hellige Annas undfangelse af Maria. Festen bredte sig i 800-tallet til Italien, hvor man i forvejen fejrede Marias fødsel den 8. september, som vi stadig gør, og derfor lagde man festen for hendes undfangelse ni måneder tidligere, altså den 8 december. Fra år 1050 anbefalede den hellige pave Leo IX, at denne fest skulle fejres. Der var dog nogen modstand mod festen fra store teologer som de hellige Bernhard af Clairvaux og Thomas Aquinas, men koncilet i Basel i 1439 gjorde festen obligatorisk for hele Kirken, og det Sixtinske Kapel i Rom blev indviet til Marias uplettede undfangelse. Men diskussionen fortsatte mellem dem, der var overbevist om, at Maria var fri for arvesynden, og modstanderne af dette.
Den undergørende medalje
I 1830 havde den unge Catherine Labouré, søster i kongregationen ”Barmhjertige søstre af St. Vincent af Paul” en vision af den uplettet undfangne jomfru, der bad hende sørge for, at der blev præget en medalje med hendes billede og bønnen: ”Maria, undfangen uden synd, bed for os, der tager vor tilflugt til dig”. Denne vision og ”den undergørende medalje”, førte til en bølge af Mariafromhed, så mange biskopper bad paven om at definere, hvad Kirkens lære var på dette punkt. Derfor udsendte pave Pius IX i 1849 en rundskrivelse, Ubi Primum, om den uplettede undfangelse, og i 1854 erklærede han den med sin apostolske konstitution Ineffabilis Deus som et dogme.
Troen på dogmets sandhed blev bestyrket, da den unge Bernadette Soubirous fra Lourdes i Frankrig modtog en vision, hvor Maria på Bernadettes spørgsmål om, hvem hun var, svarede: ”Jeg er den uplettede undfangelse.” Derfor æres Maria også ved valfartsstedet Lourdes som den uplettet undfangne, og på det sted er der sket mange helbredelser på hendes forbøn.
