Af cand.mag. Torben Riis
Foreningen Respekt for Menneskeliv
Lige nu kan vi trække vejret igen, efter at Det Etiske Råd onsdag den 4. oktober offentliggjorde et dundrende nej til at legitimere aktiv dødshjælp med 16 ud af 17 medlemmer. Dog kun indtil den 10. november, hvor Folketinget skal tage stilling til et borgerforslag om tværtimod at gøre det lovligt. I denne tid vil det være nyttigt at se nærmere på de mest almindelige argumenter for og imod.
1: selvbestemmelses-argumentet: ”Det er mit liv, det drejer sig om. Så må jeg vel også have ret til selv at bestemme, hvornår jeg vil herfra”. Eller: ”Det er ikke rimeligt, at staten ved at forbyde aktiv dødshjælp skal kunne bestemme over mit liv”.
Svar: Staten bestemmer ikke over dit liv og forbyder dig ikke at tage dit eget liv. Du har også som patient lov til at nægte at modtage behandling og frabede dig genoplivning ved hjertestop. Det, du forlanger, er i virkeligheden, at statens sundhedspersonale skal involveres i dit selvmord både fysisk og moralsk.
Hvem siger, at de har lyst til det?
2: Smertehelvedes-argumentet: ”Jeg vil ikke udsættes for at skulle ligge hjælpeløs i en hospitalsseng og plages af ulidelige smerter. Jeg vil dø en værdig død.”
Svar: Der er i de senere år gjort mærkbare fremskridt med hensyn til lægernes mulighed for at holde patienter smertefri (palliativ behandling). Jeg har eksperters ord for, at ingen uhelbredeligt syge i dag behøver at tilbringe den sidste tid i deres liv i smerter.
3: ”Hvad skulle der egentlig ske ved at tillade aktiv dødshjælp? Man kan jo bare selv lade være med at vælge den løsning?”
Svar: Det er langt fra så enkelt, som det ser ud til. Hvad f.eks., hvis patienten ligger i koma, er dement eller på anden måde psykisk syg og derfor ikke i stand til at træffe en beslutning? Hvem skal så træffe beslutningen?
Ser vi på erfaringerne fra de lande, f.eks. Holland og Belgien, som for længst har legaliseret aktiv dødshjælp, forlangte man til at begynde med, at tilbuddet kun skulle omfatte håbløst syge patienter. Men dette forbehold viste sig snart ikke at kunne opretholdes. For før eller senere dukkede spørgsmålet op: Hvorfor er det kun dem, der lider under fysiske smerter, der skal tilgodeses? Hvorfor ikke også dem, der bare føler, at de ikke kan holde deres tilværelse ud længere?
Med andre ord, lidelse er et elastisk begreb, hvor det strengt taget kun er den lidende selv, der er i stand til at vurdere, om der er tale om en uudholdelig lidelse. Erfaringerne fra både Holland og Belgien viser, at man derfor i årenes løb har måttet slække kravene, således at aktiv dødshjælp nu også tilbydes til psykiatriske patienter og til børn med vanskeligheder. Det har medført, at antallet af dødsfald i begge lande har været støt stigende i takt med, at forbeholdene er smuldret bort – i Holland er dødsfaldene ved hjælp af aktiv dødshjælp således tredoblet inden for de sidste 10 år.
Kort sagt har man mistet kontrollen over situationen. Og det medfører en risiko for, at det tillidsfulde forhold mellem læge og patient i bund og grund bliver ændret. Hvor man hidtil har været sikker på, at lægen udelukkende ser det som sin opgave at hjælpe patienten, vil situationen være en ganske anden i det øjeblik, aktiv dødshjælp bliver et af sundhedssystemets tilbud til patienterne. Alene det, at et sådant tilbud eksisterer, og at personalet i givet fald bliver nødt til at informere patienten om det, indebærer en klar risiko for, at den enkelte patient vil kunne opleve en sådan ”orientering” som et vink fra personalet om, at det måske var noget, vedkommende selv burde overveje. Det vil især kunne udgøre et problem for de svageste patienter, som ikke har overskud til at stå fast på deres ret til at dø en naturlig død.
