Alle Sjæles dag er mindedagen for alle de døde, der er gået bort beseglet med troens tegn i håbet om den evige herlighed, men som stadig har brug for renselse i skærsilden (den lidende Kirke), før de kan skue Gud ansigt til ansigt. Også de er en del af det store kirkelige fællesskab, og på denne dag mindes vi dem med taknemmelighed og forbøn. Før liturgireformen efter Det andet Vatikankoncil hørte den højmiddelalderlige dommedagshymne Dies iræ, som også brugtes ved rekviemsmessen, til dagens liturgi. Mange steder er det skik at samles på kirkegårdene til en andagt for de afdøde og smykke deres grave med blomster og lys.
Mødet med Gud
I vor død vil vi møde Gud på en uigenkaldelig eller definitiv måde. Naturligvis møder vi Gud mange gange i vort liv. Men altid under et slør. I den hellige kommunion, i den hellige Skrift, i mødet med andre mennesker, i den mystiske beskuelse. Men der bliver altid en rest tilbage. Det er aldrig en erkendelse ansigt til ansigt.
Det er, som om der pludselig falder skæl fra vore øjne. Vi ser ham, som han er! Der er ikke bare en kvantitativ, men også en kvalitativ forskel på vor erkendelse i troen og den erkendelse, som er os lovet i den evige salighed. Det er en storm af lykke og glæde. Det er mødet med det væsen, som vi altid har elsket – måske uden at ane det.
Dette møde bliver for os til dom. Ikke sådan at forstå, at vort liv bliver gransket i alle enkeltheder. Vi dømmer os selv. I mødet med Gud ser vi os selv, som vi er. Alle masker falder. Vi må opgive alle de roller, vi har spillet over for os selv og for andre. Vore øjne åbnes – og vi erkender, hvem vi er. Denne proces er smertelig. Og denne erkendelse farer igennem os som en ild. Denne begivenhed er skærsilden. Hvor længe den varer? Ingen kan sige det. Men den kan i hvert fald slet ikke måles med vor tidsinddeling.
I dette møde oplever vi ikke blot Gud som dommer – vi erfarer også Guds barmhjertighed og kærlighed. Jesus siger, at vi skal tilgive ikke blot syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv. Det vil sige altid. Altså vil Gud også tilgive os. Denne tanke er en stor trøst. I dette møde træder vi frem for Gud med hele vor person, altså også med vort legeme og med vore sanser, hvormed vi har indvirket på andre. Alt, hvad der hører os til, træder frem for Gud og er med i dette møde. Alle de mennesker, vi har mødt, træder med os frem for Gud. Vi er forbundet med dem. Hele historien er forenet i dette møde med Gud.
Den katolske tro lærer, at der ved verdens ende vil ske en almindelig kødets opstandelse. Man plejer at lægge dette tidspunkt langt ude i fremtiden. Men vi må tænke på, at der i Gud ikke findes nogen tid. Kun det evige NU. Det, der altså efter vor anskuelse vil ske i fremtiden, sker i dag, i dette øjeblik for Gud. Det vil sige, at kødets opstandelse vil ske umiddelbart efter døden, i Guds evighed. Lidt efter lidt bliver det rum, som blev åbnet for os med Kristi opstandelse, fyldt med de salige og opstandne.
Vi vil i opstandelsen møde vor Forløser og Broder, Jesus Kristus.
Heinrich Roos SJ (1904-1977)
Prædiken på Åsebakken - Vor Frue Kloster i Høsterkøb
Læs mere om Heinrich Roos, SJ på KATOLSK LIV - HER
