2. Individuel korsvejsandagt

Min mor stolede på Gud,
selv da vi mødtes på vejen til Golgata.
Hun forstod ikke, hvorfor jeg skulle dø,
og hendes håb om, at jeg måtte leve,
blev endeligt udslukt,
da de lagde korset pà mine skuldre.
Hun kunne ikke gøre andet
end at stole på Gud.
Der var ikke andet at gøre,
men ligesom Abraham
stolede hun på Gud
for at opfylde hans løfter.

Min mor led
ligesom enhver anden mor i verden.
Hun kender følelserne hos en mor,
som ser sine børn dø af sult,
eller blive slæbt bort af politiet,
eller ødelagt af stoffer.
Hun har set de riges uretfærdighed,
skarens vægelsindethed
og ondskaben hos dem, der handler i en autoritets navn.
Men hun stolede på Gud,
og hendes tillid blev belønnet.

Min mors tillid til Gud
gjorde min lidelse lettere.
Hvis hun var endt i fortvivlelse,
ville det have været endnu en smerte
på min vej til Golgata.
Hendes tillid i hendes uvidenhed
var et klart lys i mørket.
Det gav mig styrke til at fortsætte
og håbe på, at alt ville blive opfyldt.

Herre Jesus, hjælp mig til at efterligne din mor Maria og at have tillid, selv om alt håb synes ude. Dine løter er sande, men den måde, du opfylder dem på, er ikke altid gennemskuelige. Jeg vil gerne stole på dig, men jeg er svag. Giv mig den styrke, som gjorde det muligt for din mor at stole på Guds kærlighed, da alt syntes at ende i nederlag.

Hjælp altid, når du ser, at der er behov for det.
Ingen havde lyst til at hjælpe mig med at bære mit kors.
Det var ikke et flot eller spændende stykke arbejde.
Det var ydmygende og ubehageligt.
Ingen meldte sig frivilligt, så de tvang Simon til at hjælpe mig.
Han var glad for at kunne glide ind i skaren igen, da vi nåede Golgata.
Det var farligt at blive sat i forbindelse med en dømt mand,
og korset var snavset og tungt.

Jeg elsker dem, der hjælper i det skjulte,
og som gør det ubehagelige og ydmygende arbejde
for de fattige og de udstødte.
Jeg elsker dem, der vasker den døende tigger,
som besøger den psykisk syge,
som plejer det snavsede og destruktive forældreløse barn.
Jeg ser alle disse gaver af opofrende kærlighed,
og jeg gengælder den i rigt mål.
For disse mennesker har elsket mig i mine fattige.
og jeg belønner kærlighed med kærlighed i overflod.

Søg ikke at blive bemærket.
Tag imod alle lejligheder til at hjælpe de fattige og forstødte.
Simon delte min lidelse og erkendte ikke sit privilegium.
Korsets træ berørte ham,
og hans navn vil leve for altid.
Simon så på den dag i Jerusalem
som præget af frygt, ydmygelse og smerte.
Men han indså, at det var højdepunkter i hans liv. '

Herre Jesus, giv mig øjne til at se, når dine fattige behøver hjælp. Giv mig mod til at stå ansigt til ansigt med ydmygelse og smerte, snavs ag afsky, af kærlighed til dig i dine fattige. Lad mig tage imod de lejligheder, du sender mig, til at elske dig i dine afviste mennesker, og ikke bede om mere vigtige opgaver. Lad mig glædes, hvis jeg kan udføre en kærlighedsgerning i det skjulte for dig.

Det krævede mod af en kvinde at trænge gennem soldaterne og aftørre mit ansigt med et klæde.
Hun risikerede at blive identificeret som en af mine venner.
Soldaterne kunne have behandlet hende brutalt.
Jeg var frygtelig at se pâ, blødende, såret, nedbrudt.
Men hun tænkte ikke på sig selv, kun på mig.

Ser I mig i de trætte, ulykkelige ansigter
hos dem, der er dømt til fattigdom, sygdom eller straf?
Tør I tilbyde dem hjælp og kærlighed,
eller skammer I jer over at være sammen med dem?
Tænker I på at elske mig
eller kun på jeres frygt for latterliggørelse
eller på at blive sat i forbindelse med de udstødte?
Min herlighed erindre, omgivet af beskedenhed, fattigdom og smerte.
Den vil kun blive synlig og flyde over,
hvis I er parate til at røre mig, elske mig
i de fattige og fordrevne.
Tænk ikke på jer selv,
men på dem.
I vil finde mig iblandt dem
på deres korsvej gennem livet.
Bryd gennem afspærringen
og bring kærlighed til dem,
som Veronika gjorde til mig.

Herre Jesus, lær mig at se dig i de fattige og afviste. Giv mig mod til at nærme mig dem i kærlighed, lad mig give dem medfølelse uden at omklamre dem, men dele deres smerte med dem. Husk mig på, at du findes blandt dem, som verden foragter og afviser; for det er kun ved at ledsage dig, at jeg kan nå til det evige liv.

Jeg var så svag, at jeg ikke kunne se, hvor jeg gik,
og kunne næsten ikke flytte det ene ben foran det andet.
Jeg snublede,
og vægten af korset tyngede mig til jorden.
Soldaterne trak mig op igen,
ivrige efter at få mig ud til Golgata
så hurtigt, de kunne.
De kunne ikke være sikre på,
at skaren ikke ville vende sig mod dem.
Når alt kom til alt, var det jo de samme mennesker,
som havde tiljublet mig, da jeg drog ind i Jerusalem
for mindre end en uge siden.

Jeg skød ikke skylden på soldaterne.
Det er svært at være en fremmed autoritet og i mindretal,
midt i en fanatisk folkeskare.
I byen, med dens snævre gader,
var det vanskeligt for dem at forsvare sig
mod dem, som kunne skjule sig
i enhver døråbning,
eller kaste sig over dem fra ethvert vindue.
De kunne ikke vise noget tegn på den frygt, de følte,
og kunne kun håbe at kontrollere folk
ved at optræde med brutalitet og magt.
Ingen svaghed, ingen mildhed mod mig
syntes mulig for dem
af frygt for at miste kontrollen.

Men jeg elskede dem alle,
sådan som de var bagved deres frygt.
og jeg bad om,
at deres hjerte måtte blive blødgjorte,
så jeg kunne helbrede dem.

Herre Jesus, jeg har så tit skjult mine sande følelser, fordi jeg har været bange eller for stolt til at indrømme sandheden. Lad din kærlighed blødgøre mit hjerte, og fyld mig med mod, så jeg kan vise andre mit sande ansigt og følelser. Måtte din kærlighed fylde mig, så jeg er i stand til at elske dem, der torturerer mig af frygt for den fremherskende mening; giv mig styrke til at bære spotten og smerten, som du gjorde på din vej til Golgata.

I er ikke adskilt fra mig,
kun i stand til at føle sympati og sørge:
I må også lide
ydmygelse og død ved siden af mig.
I kan ikke nøjes med at se og kommentere:
I er deltagere.
Det er ikke nok
at jamre og beklage min skæbne:
Den er også jeres.

Men der er en forskel,
for jeg er ved jeres side
på jeres vej til jeres kors.
I kan ikke gå nogen steder,
hvor min Ånd ikke kan følge jer.
I kan ikke flygte fra mit nærvær,
for alle ting tilhører mig som Herre.
Selv om bjerge falder ned på jer,
vil jeg være der hos jer;
kald blot på mig.
Hvis I beder højene dække jer,
så vil I finde min hånd,
som rækker ud efter jeres.
hvis I blot vil række ud efter mig.

Græd ikke for mig,
men for jer selv.
Vi er på samme vej,
ledsagere i smerte og tortur,
idet vi kalder riget frem
i dets nye fødselsveer.
Kom til mig, I elskede børn,
lad os skynde os til Golgata,
så riget må komme på jorden,
som det er i himlen.

Herre Jesus, lad mig ikke std langtfra dem, som lider eller er udstedt. Lad mig tage del i deres smerte og ydmygelse, og føle dem på min eget legeme og sjæl. Men lad mig fremfor alt bringe dit fællesskab og din styrke til dem når jeg træder ind i deres besværede eller forarmede liv.

Jeg faldt ved foden af Golgata
med stolpen af det oprejste træ
foran mine øjne.
Jeg skulle ikke røre jorden igen,
før jeg var død.
Jorden knugede mig varmt og fast.

Det var den jord, jeg havde gået på
mange gange mellem Galilaea og Jerusalem.

Da jeg faldt, trak skarerne sig tilbage.
Jeg var kommet til det sted, hvor jeg skulle lide alene.
I byen havde jeg været omgivet af skarerne,
medlidende, hånende, bange folk.
Jeg var iblandt mænd og kvinder.
Men her, på den kolde og åbne skråning,
var jeg alene.
Det var mit ensomme hverv at blive løftet op,
så alle kunne se.

Hvorfor trækker I jer tilbage fra dem, der lider,
og lader dem være alene, når de har de største behov?
En berøring, en arm at støtte sig til,
et venligt smil,
kan afgøre hele deres fremtid,
om de vælger at elske eller hade,
liv eller død.
Det er i jeres magt at hele eller ødelægge,
ved at I udviser sympati eller I trækker jer tilbage.
Husk mit sidste fald,
da kun jorden omfavnede mig.
Lad mig ikke være alene igen
i én af mine fattige, lidende venner.

Herre Jesus, giv mig mad til at nærme mig dem, som er alene eller som lider. Giv mig styrke til at oven/inde min frygt og tøven. Tillad ikke, at jeg finder på undskyldninger. Jeg længes efter at elske dig i dine fattige og i dit lidende folk, men jeg er bange og forlegen. Vær med mig, Herre. Lad mig se dig i dem, og lad dem se dig i mig.

Jeg var nøgen ved min død.
Før jeg blev naglet til korset,
blev jeg frataget mine klæder.
Der er ingen værdighed,
ingen mulighed for at dække sig,
i nøgenheden.
Jeg blev udstillet for alles øjne,
uden beskyttelse,
uden trøst.

Min nøgenhed gjorde mig åben
for alle mænd og kvinder.
Jeg kunne ikke skjule mig bag fine klæder,
heller ikke bag smukke ritualer.
Det var ikke muligt at foregive,
ingen bekvemmelighed i en uniform,
som viste, hvilken gruppe jeg tilhørte,
og til hvilket embede, jeg var blevet udnævnt.
Jeg var et nøgent menneske,
udstrakt på et kors,
som alle kunne se.

Er I alle åbne
og sårbare over for jeres medmennesker,
som jeg var det?
Skjuler I jer bag jeres trosretninger og partier,
jeres præstekraver,
jeres eksklusive regler,
eller jeres splittede tro?
Åbn jer selv, som jeg gjorde
og gør jer selv sårbare,
og I vil få enhed,
fordi ingen kan være bange
for en nøgen mand på et kors.

Herre Jesus, hjælp mig at klare mig uden de ting, som jeg bruger til at beskytte mig selv forandre, fint tøj, statussymboler, min Kirkes love og ritualer, alt, hvad der får mig til at føle mig forskellig og overlegen. Hjælp mig til at gøre mig selv nøgen og åben over for enhver, jeg møder, så at de kan få et glimt af dig i mig.

Hvad var det for en slags menneske, der kunne anbringe en
nagle på mit håndled
og slå den igennem, ned i træet?
Kan I forestille jer smerten,
da naglerne splittede knoglerne i mine håndled,
og da de trak mig,
naglet til tværbjælken,
op ad den opretstående bjælke
og løftede mig, mens jeg hang på naglerne?
Og den fordoblede smerte
da de hamrede naglerne
gennem mine ankler?

Kunne I have hamret disse nagler i?
Kunne I have bedt om tilgivelse for disse mennesker?
Tilgiver I dem, som sårer jer på forskellige måder?
I ved ikke, hvorfor de er i stand til at gøre sådanne ting;
måske er de bange;
måske er de selv blevet såret hårdt;
måske er de ambitiøse;
måske har de aldrig erfaret, hvad det vil sige at blive elsket.
Jeres tilgivelse og kærlighed, når de sårer jer,
kan ændre deres liv.
Kan I tilbyde dem denne chance,
selv om de angriber jer?

Jeg elskede de mennesker, som naglede mig til mit kors,
selv om de misbrugte værktøj,
som jeg havde lært at bruge med kærlighed i Nazaret.
Tilgiv dem, som skader jer
som jeg tilgav alle, som forårsagede min lidelse.
Hvis de tager imod jeres tilgivelse,
har I frelst dem.

Herre Jesus, led mig på tilgivelsens vej. Hver gang, jeg bliver fristet til at gengæide uret med mere uret, så mind mig om din kærlighed til dem, som naglede dig til dit kors. Vær med mig, Herre, i min vrede og min stolthed, og lad mig ikke forsømme lejligheden, som du sender mig, til at redde mine fjender ved, med din hjælp, at elske dem.

Alt var fuldbragt; jeg kunne ikke gøre mere;
med mine handlinger havde jeg opfyldt alle profetier.
Jeg var blevet lige så nøgen og fattig, som jeg havde vaeret
ved min fødsel.
Jeg havde betroet min kære mor til min bedste ven.
Men der var endnu ét skriftord, der skulle leves,
så at alt kunne være fuldendt,
et ord, som jeg endnu måtte tage ind i mig selv
og udtale igen, opfyldt.
leg havde lært alle Salmerne på min mors knæ,
og dette var mit sidste ord.
,,Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
leg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra
hinanden;
De ser på mig med skadefryd. “

Himlen blev mørkere, efterhånden som solen blev helt
fonnørket.
Det syntes at være det endelige nederlag,
og mine ord fiemede alt håb fra mine venner, da de hørte dem,
undtagen min mor, som stolede på Gud, som hun altid
havde gjort,
selv i fuldstændigt mørke og kaos.
Men der findes ikke noget mørke, der er så fuldstændigt,
at mit lys ikke kan fordrive det,
ingen omstændigheder, der er så fortvivlede, at jeg ikke kan
overvinde dem.
For Salmen fortsætter:
,,Men du, Herre, hold dig ikke borte. Red mit liv fra svaer~
det.
Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
for du hørte, da jeg råbte til dig.
Der skal fortælles om Herren for kommende slægter.
man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes,
for han greb ind!“

Min Far syntes fraværende, men kun for at give mig
mulighed for at stole på hans kærlighed
indtil slutningen.
Hans ord har været en livline for mig;
mine sidste ord og tanker drejede sig ikke om hans fravær,
men om hans kærlighed og frelse.
Og jeg døde med håbets og lovprisningens ord på mine
læber.

Lad os huske, at du er en kærlig Fader, og at intet kan skille os fra din kærlighed, undtagen vort eget begær. Hvis det forekommer os, at du trækker dig bort fra os etøjeblik, fortabes vi i mørke og frygt. Bring os gennem mørket og igen ind i dit lys og liv.

Han var for farlig, til at man kunne risikere, at han var i live,
og derfor stak soldaten en lanse i hans side,
mens de knuste benene på de to røvere.
Hvorfor stak de ikke også dem?
Hvorfor tilføje dem den ekstra lidelse?

Vi ved, at Jesus virkelig døde,
og at han, selv i døden,
gav os flere tegn
på sin kærlighed og omsorg;
blod fra hans hjerte,
som renser verden;
vand fra hans side,
som vasker vore synder bort.
De, som elskede ham,
kunne glæde sig over, at han ikke skulle lide mere;
men deres glæde var blandet med sorg over,
at han ikke længere var der
til at lede og beskytte dem.

Så til sidst kunne legemerne
tages ned
og fjernes,
så de ikke forurenede
den store Påskefest.
Men den var blevet erstattet af en større fest,
da Gud i egen person
frelste hele verden
fra synd og død.

Der blev stille på Golgata:
ikke flere suk og skrig
fra de døende mænd;
kun de sørgendes gråd,
da de anbragte det slappe, torturerede legeme i Marias arme.

Far, du tillod, at din enbårne Søn blev slået ihjel af mennesker - på et kors. Du skabte os i dit billede, og alligevel tillod du os at torturere og dræbe dit Ord. Hjælp os til at se din kraft i, hvad der synes at være svaghed, din kærlighed i, hvad der synes at være nederlag, dit løfte i dødens mørke og pine. Giv os styrke til at have tillid til dig, når alt synes at være slut, så at vi må komme til dit evige rige ved Jesus Kristus, din Søn, vor Herre.

Mon de, som bar mit slappe legeme til graven,
kunne mærke den indre energi,
som længtes efter at bryde ud i nyt liv?
Jeg døde, og i min død blev verden genskabt:
Igen var jeg ved min Fars side,
en håndværksmester, som glædede ham dag efter dag,
altid legende i hans nærvær,
legende overalt i hans verden,
i glæde over at være sammen med menneskenes sønner.

Jeg er den uskabte verden,
født af Faderen forud for alle tider.
Jeg er Ordet, ved hvilket alt er blevet skabt.
Jeg er det Ord, som genskabte alt, hvad synden havde ødelagt.
Jeg er den, som døde og genopstod.
Min død var sejr;
alt, hvad der følger den,
er erobret af kærligheden.
Mit legeme måtte ligge i graven
for at opfylde profetierne,
så andre kunne se og tro.

Men jeg var utålmodig efter at genopstå
i den ny tidsalders gry,
endnu en gang at danse i den verden,
min Far skabte gennem mig,
og at være sammen med mine venner,
menneskenes børn.
Jeg er det levende brød, den levende vin,
kød og blod,
føde til jeres evige frelse.
Mine elskede venner!
Hvor har jeg længtes efter Påskedags morgen,
da jeg genopstod,
ligesom l skal på den yderste dag.

Døden findes ikke mere,
kun en vej til det evige liv, til glæde, til fred,
til at danse i min Fars nærvær.
Kom, slut jer til mig i dansen,
den endeløse leg, som skaber det nye liv.
Lad os glæde os over at lege i den verden, min Far skabte.

Kom, Herre Jesus, led os ind i opstandelsens frydefulde dans. Du er vor Herre, vor Frelser, den, der elsker os, og var bror. Lær os at være glade midt i sorgen, fredfyldte midt i vreden og rene i begæret. Vi er dit folk. Led os i kærlighedens evige dans.