Redigeret af Margot Johansen
SANKT PIUS X – født Giuseppe Melchiorre Sarto i 1835 i Riëse, en lille Landsby nær Venedig, var pave fra 1903 til sin død i 1914. Hans far var postbud, og familien var meget fattige, og dette glemte Pius X aldrig senere i sit pontifikat. Han elskede de fattige og var sig altid bevidst, at han hørte til dem.
Målet med hans pontifikat var, at "forny alle ting i Kristus", og han var kendt som en "konservativ reformpave”.
Pave Pius X er især kendt for sin modstand mod modernistiske fortolkninger af de katolske doktriner, som han kritiserede som værende ”syntesen af ethvert kætteri”. I et Motu Proprio: Tra le sollecitudini (1903) fremmede han liturgiske reformer ved at formulere princippet om de troendes aktive deltagelse samt hyppige modtagelse af den hellige nadver. Kendt som børnenes pave sænkede Pius X alderen for første nadver til syv år, hvilket blev en varig nyskabelse af hans pavedømme.
Med den apostolske forfatning: Sapienti consilio foretog Pius X i 1908 en reform af den romerske Curia, og han indledte ligeledes forberedelsen af 1917 Code of Canon Law, det første omfattende og systemiske værk af sin art.
Pius X var kendt for sin faste opførsel og følelse af personlig fattigdom, og han holdt regelmæssigt prædikener fra prædikestolen, en sjælden praksis på det tidspunkt. Han afviste enhver form for tjenester til sin familie; hans nære slægtninge valgte at forblive i fattigdom og boede nær Rom.
Pius X blev saligkåret i 1951 og kanoniseret den 29. maj 1954 af pave Pius XII.
Heinrich J.V. Roos, S.J.
Heinrich Valentin Jakob Roos, S.J., blev født i Rüdesheim i Tyskland i 1904, og i 1924 indtrådte han i jesuiterordenen. Han studerede filosofi og teologi i Valkenburg, Holland og aflagde i 1928 den skolastiske doktoreksamen. I 1936 blev han præsteviet og afsluttede med graden lic.theol i 1937.
Siden 1939 opholdt Heinrich Roos sig fast i København, hvor han virkede som præst, først ved Jesu Hjerte kirke, senere ved Skt. Augustins kirke. Samtidig underviste han ved Skt. Knuds skole og fra 1950 ved Niels Stensens gymnasium.
I 1952 blev Heinrich Roos dr.phil. ved Københavns Universitet på afhandlingen ”Die Modi Significandi des Martinus de Dacia”. Dette blev indledningen til et mangeårigt virke ved Københavns Universitet, først som lektor i tysk litteratur, og senere fra 1962 som lektor i latinsk middelalderfilologi, hvor hans åndshistorisk orienterede forelæsninger samlede mange tilhørere.
Heinrich Roos bidrog væsentligt til at opbygge et internationalt anerkendt forskningsmiljø på instituttet.
Ud fra sin nythomistiske baggrund har Heinrich Roos især bidraget til udforskningen af middelalderens skolastiske filosofi, specielt i Danmark. Fra 1955-1972 var Heinrich Roos medudgiver af ”Corpus Philosophorum Danicorum Medii Aevi”, som han og Alfred Otto, S.J. havde taget initiativet til.
Som præst og teolog fik Heinrich Roos betydning for mange, især akademisk uddannede mennesker. Hans mangeårige indsats som gejstlig rådgiver for ”Academicum catholicum” og som medredaktør af tidsskriftet ”Catholica” prægede flere generationer af katolske akademikere og studerende og bidrog til at åbne en dialog mellem katolsk og andre verdensanskuelser på dansk grund.
Heinrich Roos underviste en lang række konvertitter.
Heinrich Roos døde i 1977 i København og er begravet på Katolsk Vestre Kirkegaard.
Kilde: biografiskleksikon.lex.dk
Margot Johansen
Margot Johansen er uddannet engelsk/fransk erhvervssproglig korrespondent og har arbejdet med faget som sekretær og korrespondent siden 1979. I 1998 trængte hun til nye udfordringer og blev ansat som IT og engelsklærer først på Handelsskolen i Esbjerg og siden i Vejen.
Hun er pensionist og er aktiv katolik. Konverterede i 2011 til den Romersk-katolske Kirke fra Folkekirken. Et par år senere søgte hun om optagelse i Karmels Sekularorden og aflagde endelige løfter i 2020.
Hun har redigeret udgivelsen om pave Pius X til medieprojektet KATOLSK LIV, og efterfølgende vil hun gerne fortsætte med redigeringsarbejde, korrekturlæsning og oversættelser fra engelsk og svensk.
Bemærk
Du styrer sidevisning og zoom i nederste venstre hjørne.