Hvordan lærer man at elske?

Peter Seewald: Kirken siger, at mennesket ikke i sig selv kan give verden og sig selv mening. Det er svært at tro, når man står ansigt til ansigt med kæmpebiblioteker fyldt med bøger skrevet af kloge og mindre kloge mennesker om livet og dets mening.

Pave Benedikt: Hvis der ikke på forhånd fandtes mening i verden, kunne vi heller ikke selv skabe den. Vi kan nok udføre handlinger, som inden for et bestemt formåls rammer betyder noget, men en mening med livet giver de ikke. Enten er meningen der – eller også er den der ikke. Og i hvert fald kan den ikke bare være noget, vi har lavet. Hvad vi selv kan, kan give os et øjebliks tilfredshed, men dog ikke retfærdiggøre vores liv som sådan og fylde det med mening.

Naturligvis har mennesker uanset tid og sted altid spurgt til meningen og kommer også til at gøre det fremover. Ligesom de altid kommer til at finde brudstykker af svar. Men af disse svar bevarer kun den del sin gyldighed, som menneskene ikke opfinder, men finder – dét, de opdager om mennesket som skabning i almindelighed. Og som kan hjælpe dem til en rigtig selvforståelse, gøre livet meningsfuldt at leve.

Hvad Kirken siger, nemlig at meningen ikke er skabt af os, men givet af Gud, skal forstås på denne måde: Mening er noget, der bærer os, som går ud over og overstiger vores egne tanker og opdagelser – og kun af den grund har det også kraft til at bære vores liv.

Hvis vi virkelig kunne udtrykke livets mening med et enkelt ord, ville ordet her være KÆRLIGHED. Kærligheden er, får vi at vide af digtere og lærde fra alle tider, ikke blot livets mening, men også dets grundprincip, dets egentlige mysterium. Nogen har sagt, at kun den, der har sanset kærlighedens uendelighed, er trængt ind i troens kerne.

Jeg mener, at vi undervejs i vores samtale igen og igen er stødt på den tanke, at vores liv i sidste ende sigter mod at opdage, modtage og give kærlighed. Og den korsfæstede Jesus, som viser os kærligheden indtil det sidste, som han selv siger i Johannesevangeliet, løfter princippet op i den egentlige virkelighed. Gud selv er kærlighed. I denne forstand er kærligheden virkelig livets grundlov og hovedmål.

Her er vi igen nået frem til mysteriet om hvedekornet, til mysteriet om at tabe sig selv og finde sig selv. Og det skal vi nu forbinde med, at man ikke, som vi ved, kan skabe kærlighed. Den skænkes os som gave. Den opstår, den går fra en anden til mig, den trænger ind i mig.

Menneskelig kærlighed har altid en påstand om evighed i sig. Kærlighed er en modsigelse af døden, som den franske filosof Gabriel Marcel engang har udtrykt det. Følgelig går denne kærlighed først fra at være et løfte til en indfriet sandhed, når den omsluttes af en sandt evighedsgivende kærlighed.

Marcel mente, at det at sige "jeg elsker dig" til et menneske betyder: jeg nægter at anerkende din død; jeg protesterer imod den.

Således ser vi, at den menneskelige kærlighed i sig selv er et uindløseligt løfte. Den vil uendelighed og kan kun give endelighed. Men på den anden side ved den, at løftet ikke er meningsløst og selvmodsigende og dermed ødelæggende, da uendeligheden jo i sidste ende lever i den. Kærlighed er altså rent menneskeligt betragtet i virkeligheden det, vi leder efter og vil leve i. Men i forhold til sine egne udgangspunkter er den i sidste ende bærer af vores bliks retning mod Gud og vores venten på Gud.

Kærlighed – mange bruger ordet så let. Men hvem kan så vide, hvad kærlighed er? Hvordan elsker Gud os for eksempel? Vi har allerede talt om den formodet ”vrede Gud”. Nogle mennesker siger, at han også forkynder et truende budskab. Hvordan ser så denne guddommelige kærlighed ud, som skænkes os?

For det første hersker der ikke noget ubetinget modsætningsforhold mellem kærlighed og vrede. For eksempel må en far, og det ved De bedre end jeg, også ofte tale vredt til sin søns samvittighed, netop fordi han elsker ham. Han ville slet ikke leve op til sin kærlighedsforpligtelse og sin kærlighedsvilje, hvis han for at gøre det nemmere for sønnen og sig selv undertiden lod være med at gribe kritisk ind i hans liv, satte ham på plads.

Vi ved jo, at forkælede børn, som har fået lov til alt, i sidste ende slet ikke kan finde sig til rette i livet, fordi livet senere behandler dem på en anden måde, og fordi de ikke har lært at holde sig selv i ave, at slå ind på den rette vej. Jeg kan heller ikke tale om virkelig kærlighed, hvis jeg – for at være flink – for eksempel giver en narkoman den narkotika, han så gerne vil have, i stedet for at få ham ud af misbruget (hvilket jo også bliver meget hårdt for ham).

Sagt med andre ord: Kærlighed i ægte forstand er ikke bare at give efter hver gang, bare at optræde medgørligt og imødekommende. På samme måde ville en blødsøden Jesus eller en Gud, der sagde ja til alt, som altid kun var flink, være en ren karikatur af ægte kærlighed. Fordi Gud elsker os, fordi han vil, at vi skal vokse ind i sandheden, må han også stille krav til os og irettesætte os. Gud må vise det, vi billedligt kalder "Guds vrede"; han må altså give os modstand, hvor vi svigter os selv og bringer os selv i fare.

Det lyder meget alvorligt.

Det er vigtigt at erkende, at sand kærlighed netop bærer en stor alvor i sig. Den ønsker andre det virkelig godt, og derfor har den også mod til at sætte sig op imod et menneske, der ikke kan se det gode, som blindt styrter sig i ulykke.

Hermed har vi også sagt, hvad det positive ved kærligheden er. Den holder af den anden. Den vil, at det må gå det menneske godt, at det er lykkeligt, at det må finde sig selv. Og derfor er kærligheden god ved ham. Men hvis jeg skal være god ved dette menneske, kan jeg ikke lade mig lede af andet end det gode, af det virkeligt gode, og stræbe efter at hjælpe mennesket til at blive godt. En sand kærlighedshandling er altså den, der kommer af godhed og derfor munder ud i det gode. Og derfor er kærligheden på denne ene side igen og igen forbundet med selvfornægtelse, med at give sig til den anden, og så på den anden side med at hjælpe den anden. Hjælpe medmennesket, så det ikke lukker sig inde i sig selv og lukker alt inde i sig selv, men så det med min hjælp også kan finde ind på vejen ud, hvedekornets vej.

Den jødiske religionsfilosof Martin Buber har engang beskrevet en væsentlig egenskab ved Guds kærlighed. Han kaldte den "at hente ud”. Buber sagde: ”Det hører Guds væsen til fra begyndelsen at hente ud. At hente ud af indviklinger, hente ud af sløvhed, hente ud af ensomhed og isolation."

Og her kan vi i en vis udstrækning opfatte israelitternes udvandring fra det ægyptiske fangenskab som model. Men det begynder allerede med Abrahams kaldelse. Gud henter Abraham ud af hans familie og fører ham ind på en vej. I grunden er hvert menneske nødt til at tage sin egen udvandring. Ikke blot skal det forlade sin jord og blive selvstændigt, men også opgive sin lukkethed omkring sig selv. Vi skal bevæge os ud af os selv, overstige os selv; kun sådan kommer vi så at sige ind i det forjættede land – ind i det frihedens rum, hvor vi nu kan hjælpe med til at opbygge verden. Denne overskridelsens grundlov har vi lært at kende som kærlighedens væsen. Naturligvis er også det væsens handlinger, som elsker mig, en sådan handling. Det må trække mig ud af min bekvemme lyst til at blive inde i mig selv.

En stor underviser i forhold omkring menneskesjælen, Erich Fromm, har stillet sig spørgsmålet om kærlighedens ”hvorfor”. Hvorfor skal vi elske? Fromm mente at have opdaget, at grunden i almindelighed ligger i den forfærdelige oplevelse af ensomhed og adskilthed, som er opstået efter uddrivelsen af Paradiset. Kun derfor skulle mennesket have sit stærke behov for at indpasse sig, helt til og med orgiastiske gruppeoplevelser. Omvendt skulle udbredelsen af alkoholisme, narkomani og selvmord i nutiden være et symptom på den relative fiasko for konformismen.

Fromm går så et skridt videre. Han siger, at vi netop ikke kan løse dette adskillelsesproblem gennem arbejde, succes, tilpasning eller netop de orgiastiske oplevelser; de kan kun virke dæmpende i kortere tid. Det egentlige svar på det eksistentielle spørgsmål skulle udelukkende ligge i foreningen med et andet menneske, i kærligheden. Fromm: "Kravet om mellemmenneskelig forening er menneskets stærkeste stræben. Det er det mest grundlæggende krav, den kraft, der holder mennesket sammen som art; klan, familie og samfund. Dets sammenbrud betyder vanvid eller tilintetgørelse – selvtilintetgørelse eller tilintetgørelse af andre. Uden kærlighed kunne menneskeheden ikke eksistere en eneste dag."

Interessant er det, at Fromm taler om ensomheden som modsætningen til menneskets indre bestemmelse. Når ensomhed betyder uelskethed, forladthed, jeg-overladthed, og når mit liv på den måde bliver ved med at være tomt, er tilstanden faktisk den frygt, der overgår al anden frygt. Heraf ser man igen, at mennesket indefra, som et billede på Gud, er skabt til at være elsket og til selv at elske.

Jeg tror, at man virkelig er nødt til at bringe ligheden med Gud ind í billedet. Gud er kærlighed. Kærlighedens væsen fremstiller sig selv i Treenigheden. Mennesket er Guds billede, det er altså et væsen, hvis inderste dynamik er rettet mod både at tage imod og give kærlighed.
Vejen ind i den ægte kærlighed er forbundet med tab af tryghed, altså med en udvandrings møje. Og på den vej ligger også fristelserne til at vælge den hurtigere løsning, de erstatningstilfredsstillelser, De netop har nævnt.

Først senere aner man, at erstatningen kun har uhyre skuffelser at byde på, og at den fører til nedstyrtning i utålelig ensomhed, i den absolutte tomheds frustration. I grunden er det billeder på helvede. For hvis vi spørger os selv, hvad det egentlig betyder at være fordømt, så er det netop dette: ikke længere at have smag for noget, ikke længere at holde af noget eller nogen og selv ikke længere at blive holdt af. At blive stødt ud af kærlighedsevnen og dermed forstødt fra det rum, hvor man kan elske – det er den absolutte tomhed, hvor mennesket lever i modstrid med sig selv, og tilværelsen virkelig er slået fejl.

Hvis det altså virkelig er menneskets væsentligste træk at ligne Gud, at være elskende, så kan menneskeheden og hver enkelt af os kun bestå, hvis kærligheden findes, og hvis vi lærer at forstå vejen til denne kærlighed. Vi kan igen gå til Jesus: Kristi frelsergerning bestod netop i, at han fik os til at forstå, at vi var elsket af Gud. Han bærer den viden til hver af os og ledsager os selv med sin vej til korset på vores vej til selvforglemmelse. Og idet han ud fra kærlighedsloven giver os kærlighedens gave, overvinder han den ensomhed over alle ensomheder, som det er at være uforløst.

Hvordan lærer man at elske?

Men er det ikke mærkeligt, at man trods den dybt rodfæstede længsel efter kærlighed mener, at alt andet er vigtigere: succes, sex, prestige, penge og magt. Vi bruger næsten al vores energi på at lære, hvordan man får dette. Og vi ofrer næsten intet på at lære kunsten at elske.

Meget af det, De har nævnt, er genveje og erstatninger. På den måde søger man at slippe uden om eventyret med at tabe sig selv og at nå hurtigere frem til ønskemålet. Det er det ene. Dertil kommer, at det helt igennem hører til menneskets kald også at udfolde sin kunnen – og at det således også først da opfylder sin bestemmelse som elskende.

Mennesket skal aktualisere de muligheder, der er nedlagt i det, og lære, at det skal udrette noget her i verden. Sådan set er det slet ikke nogen modsætning til kærlighedens grundopgave at lære et fag og gøre en indsats i det; det er konkretiseringen af opgaven. ]eg opfylder så at sige først helt min bestemmelse som elskende, når jeg helt bliver den, jeg kan blive. Når jeg giver, hvad jeg kan give. Når jeg lukker op for de muligheder i skabelsen og i netværket af menneskelige forhold, som hjælper os til at klare livet sammen og indrette verdens og livets frugtbarhed til at blive en have, hvor vi både finder tryghed og frihed.

Grundopgaven forskubbes, hvis erhvervsuddannelsen kun sigter på at lære færdigheder; når beherskelsen af verden og evnen til at skaffe sig ejendom og udøve magt kobles fra kærlighedens indre opgave – når den kobles væk fra, at alle skal leve for alle. Når magten vejer tungere end gaven. Altså når selvhævdelse, lukkethed, samling af ting omkring sig bliver det primære og dermed kvæler kærlighedsevnen. Mennesket beherskes så af ting og forstår ikke længere rigtigt at sætte pris på dem.

Vigtigt er det, at vi ikke betragter vores kunnen og uddannelse som noget i sig selv ret underordnet. Al menneskelig kunnen og alle vores tekniske færdigheder skal blive på rette sted i vores indre, og må ikke blive noget helt selvstændigt. Når magt får selvstændig værdi og bliver menneskets eneste bevæggrund, så slavebinder den og bliver dermed til kærlighedens modpol.

Lad os spørge konkret: Hvordan forholder det sig med en kardinal? Har De kunnet lære Dem kunsten at elske?

Kærlighed er jo ikke noget, man lærer, som man for eksempel lærer at spille klaver, eller som man lærer at bruge en computer. Man er så at sige altid nødt til at lære undervejs igennem de enkelte forhold. Og naturligvis lærer man det også gennem forbilleder. Først af sine forældre, der er ens forbilleder og vejledere, og som man kan se som et virkeligt eksempel på, hvordan man skal leve. Senere lærer man af de møder, livet sender en. Vi lærer det i et venskab, lærer det i en opgave, som forbinder os med andre, med en udfordring. I alle de forhold gælder det om ikke at søge sit eget, men om at forstå vejen til at kunne give og dermed også til at tage imod på den rigtige måde.

Nu ønsker jeg ikke at dømme om mig selv, men i hvert fald har jeg forsøgt at lære mig kærlighed og, mere beskedent udtrykt, godhed fra det billede, Kristus og helgenerne har vist mig, og har forsøgt at indrette mine skridt og handlinger derefter. Gud skal dømme, og mennesker skal dømme om, hvorvidt jeg virkelig har lært det.

Ofte underkendes man jo også. Jeg kan ikke glemme, hvad jeg engang skrev om Dem i et tidligere portræt. Jeg citerede dér forfatteren Stefan Andres. Andres havde i en novelle skitseret den spanske storinkvisitor, der lod sig portrættere af den store maler El Greco, med følgende ord: "Han har ikke del i kærligheden."

Ja, sådan kan et embede tage sig ud set udefra. Men i hvert fald forsøger vi, hvor vi så at sige er nødt til at forholde os kritisk til folk, at gøre det i en kærlig mening, som ikke skal sukre budskabet, men sætte grænser, hvor der bliver gjort skade, og kærlighedens indre lovmæssigheder krænkes. Mine medarbejdere og jeg bestræber os på selv at se det omtalte menneske i øjnene og gøre det hele sådan, at han selv kan forstå, hvad det drejer sig om. Vi ønsker ikke blot at lade en bandstråle lyne imod ham, men tjene fællesskabet som sådan og derved også i sidste ende ham selv. Og vi føler først og fremmest pligt til at beskytte de smås tro. For nylig fortalte en fremstående biskop mig, at han i et asiatisk land havde oplevet, hvordan en af de berømte modstandere af Troslærekongregationen trampede på de smås tro med en ufattelig arrogance. Da indså biskoppen, fortalte han, at vi virkelig har en vigtig opgave med at beskytte småfolk mod arrogance som denne.

Ordet var naturligvis ikke kun møntet på embedet, men også embedsindehaveren personligt, som kan blive påvirket af sit embede.

Ja, selvfølgelig består den fare. Man kan kun forsøge hele tiden at rette op på den slags og om muligt undgå at lade sig fange i den fælde.

De fleste mennesker ser i kærlighedsproblemet i højere grad problemet med selv at blive elsket end vanskeligheden ved selv at elske.

Med den indstilling er kærlighedens væsen jo på forhånd dræbt. Hvis man kun vil have kærlighed, så får man den netop ikke, for så bliver den egoistisk og forvrænget, og det mærker den anden naturligvis også. Når man vil lære at elske, er man undervejs også nødt til at overvinde sit selv og sætte det frit, sådan at man lærer at give sig selv bort; netop også dér, hvor man ikke får noget igen. Så man frem for alt også lærer at give sig til den usympatiske og den, der ganske enkelt har brug for mig, den syge. Lad os tænke på samaritaneren. Man er netop en elskende, når man ikke hver gang sørger for sig selv, men forsøger at blive en giver med specielt blik for dem, ingen siger et venligt ord til, også når – eller netop fordi – de virker usympatiske.

Sider af kærligheden

Erich Fromm synes ikke, det er det materielle område, der tæller mest, når man giver. Det ene menneske giver det andet mest, når det giver af sig selv, altså af det mest dyrebare, det ejer, af sit eget liv. Det giver af sin glæde, sin interesse, sin evne til at forstå, sin viden og naturligvis også af sin humor og sin sorg – kort sagt af alt, der lever i det.

Det er en selvfølgelighed, at det ikke kan være det primære at give penge, når man giver. Naturligvis kan penge også være meget nødvendige. Men den, der kun giver penge, kommer ofte til at såre. Jeg har set det så tit i den tredje verden. Hvis I kun sender penge, siger de til en, skader I os ofte mere, end I gavner os. Penge bliver tit misbrugt af nogen og gør det hele endnu værre. I må give mere. I må komme selv, l må give jer selv og dernæst også hjælpe os, så de materielle gaver, I har med, kan blive brugt rigtigt, sådan at I ikke bare trækker penge op af lommen for på en eller anden måde at købe jer fri af den knibe, vi sætter jer i, og den vanskelighed, vi udgør for jer.

Så længe vi kun giver penge eller ekspertise, giver vi stadig for lidt. I den forstand var missionærerne et forbillede ved at give menneskene Gud, gøre kærligheden til noget, de kunne tro på, som skænkede dem en ny vej i livet, som gav sig selv helt, som ikke bare brugte et par år på et spændende eventyr, men blev ved hele livet igennem og gjorde det for at komme til at høre sammen med menneskene dér. Hvis vi ikke genlærer denne evne til at give os selv, kommer andre gaver til at være for lidt.

Hvad vi nu har sagt i verdensmålestok, gælder naturligvis også i forholdet til det enkelte menneske. Rilke har en smuk historie om det. Digteren fortæller, at han i Paris altid passerede en kvinde med en hat med en mønt, nogen havde kastet i. Tiggersken sad altid lige ubevægelig imens, som om hun ikke havde en sjæl. Nu giver Rilke hende en dag en rose. Og i det øjeblik begynder hendes ansigt at gløde. For første gang kan han se, at hun har følelser. Hun smiler, så forsvinder hun og er der ikke de næste otte dage for at tigge, for hun har fået noget foræret, der er mere end penge.

Jeg synes, det er sådan en køn, lille historie, der viser en, at en rose, et lille bevis på opmærksomhed, hjertelighed, på anerkendelse af den anden, kan være mere værd end mange mønter eller andre materielle gaver.

Den nye lov, der var lovet med Messias' komme, var et kærlighedens evangelium. Kan man sige, at den gamle pagt også alt i alt var udvandet og havde nærmet sig sin ende; i sin gudstjeneste, i sit offer og desuden i opfattelsen af livet í fællesskabet? For det var åbenbart blevet tiden til at indlede noget nyt. Malakias, den sidste profet i den gamle pagt, havde forkyndt: ”Jeg bryder mig ikke om jer, siger Hærskarers Herre, og jeres offergave tager jeg ikke imod.”

Jeg ville ikke sige, at den gamle pagt var udvandet. Jøderne lever jo også stadig i den og drager stadig en stor åndelig rigdom ud af Det Gamle Testamente. Men nok vil vi som kristne sige, at det var en epoke på vej mod et mål, som efterhånden måtte nærme sig, så hele vejen fik sin mening. Hvad der havde været, blev ikke bare afbrudt eller lagt til side som noget opbrugt, men var en vej, der førte til et mål, og hvis mål så at sige altid vil være nutidigt. Uden det når vi ikke i mål.

Offerkritikken kan man finde i Det Gamle Testamente lige fra begyndelsen. I Salmerne siger Gud til mennesket: Hvis jeg ville have noget at spise, ville jeg jo nok ikke sige dig det; jeg bryder mig ikke om dine tyre eller dit brændoffer; det er jo ikke det, jeg har brug for; jeg har brug for hjertet.

I offergaverne gemte der sig altid en bestræbelse på at anerkende Guds herredømme og i det mindste give ham, hvad der var hans, ved dette tegn. Samtidig var menneskene på en eller anden måde klar over, at Gud egentlig ikke kunne stille noget op med tyre og brændte kalve. I denne forstand overskrider de gammeltestamentlige kulthandlinger sig selv og peger mod den, som nu er det sande offer, Sønnen, der giver sig selv for os og giver os Faderen, som altså så at sige begynder at forvandle verden til kærlighed. Hvor kærligheden er det sande offer. Det afløser den fortvivlede gestus, som lå i dyreofringerne, og gjorde den meningsløs.

For så vidt er det altså heller intet tilfælde, at templet forsvandt fra historien for altid fyrre år efter korset, fordi selve dets mening nu virkelig er her.

Var det af kærlighed til mennesket, at Gud nu ville sende sin Søn – eller var det måske bare af medlidenhed?

Jeg ser ikke nogen modsætning mellem medlidenhed og kærlighed. Ægte medlidenhed er jo mere end ren sentimentalitet. Det er en slags identifikation med en andens lidelse og således en væsentlig kærlighedshandling.

Den gammelgræske verden havde fremhævet Guds uforanderlighed og dermed skildret ham som ren ånd, der ikke kan føle, end mindre lide. Det fik kristne til at spørge, hvordan det så virkelig forholder sig med Gud? Og Origenes sagde det engang så smukt: Gud kan nok ikke lide, men han kan lide med. Det vil sige, han kan identificere sig helt med os, de lidende. Det er den store kærlighedsakt, hvor han i Kristus endda identificerer sig kropsligt med os – og dermed identificerer os med ham og trækker os ind i sin kærlighed.

Altså ville jeg sige, at kristendommen nu sætter medlidenhedens kraft ind mod den stoiske etiks absolutte afvisning af lidelsen, og netop derved har den også proklameret kærligheden. Medlidenhed er, rigtigt forstået, en kærlighedshandling.

---

---

Annoncer og betalingsmure

Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.

HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.

Læs mere om økonomisk hjælp - HER

---

---

Gud og verden │ At tro og leve i vor tid - til 95 kr.

Samtalebogen: "Gud og verden │ At tro og leve i vor tid" koster 95 kr. og er udkommet på Katolsk Forlag.

Uddrag fra bogen bringes efter tilladelse fra forlaget. Den fremhævede tekst i oversigten er uddrag fra bogen

Foruden de to forord bringer KATOLSK LIV indholdsfortegnelsen:

• Forord af kardinal Joseph Ratzinger
• Forord af Peter Seewald

PROLOG: TRO, HÅB OG KÆRLIGHED

• Et billede af Gud
• Troens krise
• Om tvivl
• Klage sig som Job?
• Om at flytte bjerge
• Gud og forstanden
• En modsætning
• Mysteriet
• Står alt skrevet på forhånd?
• Er mirakler virkelige?
• Gud, ja - Kirke, nej?

KAPITEL I: OM GUD

1. OM MENNESKET

• Guds ånde
• Om mænd og kvinder
• Hinsides Eden - syndefaldet
• Om sjælen
• Om friheden

2. OM GUD

• Er Gud mand eller kvinde?
• Hvordan er Gud?
• Hvor er Gud?
• Hvad vil Gud?

3. OM SKABELSEN

• I begyndelsen var Ordet
• Skabelsens krone
• Det såkaldt onde
• Himmel og helvede
• Livets træ

4. OM ORDENEN

• Verdensaltets grundlæggende vidnesbyrd

5. OM TESTAMENTERNE

• Den gamle pagt
• Bøgernes bog

6. OM LOVEN

• Om de fire love
• De ti bud

7. OM KÆRLIGHEDEN

• Om livets mening
• Hvordan lærer man at elske?
• Sider af kærligheden

KAPITEL II: OM JESUS KRISTUS

• Jesus - en opdigtet skikkelse?

8. OM ÅBENBARINGEN

• Profeter og forløbere
• Har Gud rettet på sig selv?

9. OM LYSET

• Historiens vigtigste øjeblik
• Verdens lys
• Hvad kom til jorden med Kristus?
• Glædesbudskab?

10. OM VEJEN

• Om evangelier og evangelister
• Om vejen, sandheden og livet
• Hvem var så den virkelige Jesus?
• Miraklet om bespisningen på bjerget
• Jesus og kvinderne
• Om Mødet
• Om ørkenen
• Om magt og ejendom

11. OM SANDHEDEN

• Guds Søn Om Treenigheden
• Fadervor
• Far-Søn-princippet

12. OM LIVET

• Menneskelivet
• Jesus-princippet
• Om ægte og falske bekymringer
• Om at dømme
• Om de to veje
• Om falske profeter

13. OM GUDS MOR

• Hil dig, Maria
• Om dogmerne
• Om miraklerne
• Om barmhjertighed
• Om rosenkransen

14. OM KORSET

• INRI - Herrens lidelseshistorie
• Om opstandelsen

KAPITEL III: OM KIRKEN

15. OM ÅNDEN

• Hvordan det hele begyndte
• Om Kirkens væsen
• Om Kirkens midtpunkt
• Om Kirkens opgave
• Gud og Kirken

16. OM KARISMA

• Om urkirken
• Paulus Mission
• Paven
• Om Kirkens opbygning

17. OM SAKRAMENTERNE

• Livets byggeplan
• Om oplysningen
• Om modenhed
• Om den helligste handling på det helligste sted
• Om liturgien
• Om skyld og soning
• Om ægteskabet
• Om præster
• Om døden

18. OM FREMTIDEN

• Folke- eller mindretalskirke?
• Johannes Paul II
• Fremtidens Verdenskirke
• Enhed blandt kristne
• Nye farer for troen
• Spiritualitetens renæssance

Om sandfærdighed

---

Gengivet med tilladelse fra Katolsk Forlag