Overskrifter
Victor Gaetan │ NCR │14. november 2024
Oversættelse og bearbejdning KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Den 1. analyse af 3 om den katolske kirke i Vietnam
HANOI, Vietnam - Mange mindre børn hænger på lokalt fremstillede scootere, og flyver forbi den monumentale grå facade på Sankt Josephs Katedral i Hanoi. Så mange at jeg næsten ikke kan nå at krydse gaden for at komme i kirke.
Klokken er 16.50 på min første dag i Vietnam, og jeg er let at distrahere. Så jeg går hen til den nærliggende skole, hvor der er livlig scootertrafik.
Forældre og bedsteforældre henter børn i en indkørsel, der grænser op til en stor, livlig børnehave. Der står også en Maria-statue i gården.
Da jeg ikke ønsker at blive overrendt, søger jeg dækning i nærheden af Maria. En ordenssøster i en enkel grå dragt kommer snart hen til mig med et smil. Søster Tra tilhører Lovers of the Holy Cross, en religiøs orden, der blomstrer i Vietnam, og som blev grundlagt i 1670 af en fransk præst. I hele landet er der omkring 4.500 medlemmer; 160 kvindelige ordensfolk bor i et kloster ved børnehaven.
Søster Tra tilbyder at vise mig klostrets kirke via en indvendig indgang. Da vi går ind i det ventilerede kirkerum, og mine øjne har vænnet sig til mørket, ser jeg otte ældre kvinder, der sidder spredt på kirkebænkene og beder.
Jeg forlader klosterkomplekset og går over gaden til katedralens vidtstrakte område. Igen dukker en ordenssøster op for at guide mig og forklarer, at den smukke sang, vi hører, kommer fra et kapel på et præsteseminarium, hvor unge mænd beder. Søster Teresa fortæller mig, at ærkebispedømmet har omkring 100 seminarister: Tyve nye præster vil blive ordineret i år.
Så krydser jeg en gårdsplads og går gennem en skare unge mennesker i 20'erne, der stiller op til selfies foran St Joseph's Cathedral. En katedral som har "overlevet" flere krige.
Indenfor slutter jeg mig til mange ærbødige besøgende, der er fordybet i bøn, tænder lys og beundrer helgener.
»Sikke en hengivenhed. Er jeg virkelig vidne til denne levende katolske tro i Hanoi, i den Socialistiske Republik Vietnam?«
Det ser sådan ud. I 2020 havde Vietnam med næsten 7 millioner katolikker (7,4 % af den samlede befolkning) den femtestørste katolske befolkning i Asien. (Kun Filippinerne, Indien, Kina og Indonesien har flere.) Kirken består af tre ærkebispedømmer og 24 bispedømmer med 2.228 sogne og 2.668 præster.
Lille, aktivt bispedømme
Efter min lovende intro til Hanoi rejser jeg 25 km mod nordøst til Bac Ninh, Vietnams mindste provins, for at besøge en spanskfødt jesuitisk missionær, som jeg mødte tidligere på året i Tokyo.
Fader Ando Isamu, 89 år, ankom til Japan i 1958 og kom tæt på vietnamesiske flygtninge, kendt som »bådflygtninge«. Mindst en gang om året siden 1990 er han sammen med lægfolk rejst til Vietnam for at yde økonomisk støtte og opmuntre til lokale projekter.
Selvom mindre end 2 % af befolkningen i Bac Ninh er katolikker, møder jeg endnu en gang en levende kirke. Et travlt kompleks forener katedral, bispekontorer, biskoppens hus, et »Laity House«, der er tilknyttet velgørenhedsorganisationen Caritas, og plads til troende vejfarende.
En morgen domineres stiftets gårdsplads af en gigantisk traktor, der samler sække med forsyninger og fødevarer - donationer fra kirken til ofrene for tyfonen Yagis ødelæggelser. Præster og frivillige danner en menneskekæde for at flytte sække fra kirketrappen til traileren. Mindre varevogne ankommer for at transportere donationer hele ugen. En af dem bærer et banner - »Taknemmelighedsrejse til nord« - da de fleste oversvømmelsesskader skete i landets nordlige del.
Katedralens gæstehus har udsigt til en stor grundskole, hvor hundredvis af børn leger lystigt. Et rødt og gult nationalflag vajer over indgangen, men indretningen ligner et tidligere kloster eller en kirkebygning - og den ligger lige ved siden af Queen of the Most Holy Rosary Cathedral, der blev bygget i 1892.
Procession til månefestival
Naboskolen er måske ikke katolsk, men kirken nyder godt af dens nærhed.
Fejringen af efterårsfestivalen den 17. september (Tết Trung Thu), som markerer fuldmåne, begynder med en børnemesse, som engagerer børn i alderen 3 til 14 år. Katedralen er fuld af familier, som begejstret reciterer liturgien, der ledes af tre unge præster.
Når messen er slut, hopper de ældre børn i deres kostumer eller triller neonkaniner og guldfisk på plads. De yngre går med i et optog og vifter med lanterner på pinde. Anført af en præst i præstekjole marcherer den festlige procession ind i bispedømmets gård under en port med teksten »Ønsker jer alle fred« (Chúc anh chị em đi Bình an). Musik, dans og fyrværkeri animerer forsamlingen i den næste time, indtil de små hoveder begynder at synke ned på de voksnes skuldre.
Fader Isamu siger, at sådan en begivenhed var utænkelig for bare 10 år siden. »Forandringerne har været dramatiske, især i nord, og det har været meget godt for kirken,« sagde han til mig.
Vækkelse af troen
Da Vietnam i 1954 blev delt mellem Nordvietnam, som blev kontrolleret af kommunistpartiet, og Sydvietnam, som blev støttet af USA, forlod omkring 800.000 katolikker landet; de flyttede fra nord til syd.
Mellem 1954 og 1989 var der én præst og én biskop i Bac Ninh stift, fordi kommunistpartiet havde lukket præsteseminarierne, og fordi så mange katolikker var forsvundet. Men i 1989 genåbnede regeringen Hanoi-seminariet og begyndte at løsne op for sin holdning til kirken.
I dag har bispedømmet 150 præster, mere end 300 kvindelige ordensfolk, 40 mandlige ordensfolk og 10 præstevielser hvert år, ifølge fader Nguyen Thanh, en præst i bispedømmet, som udbryder: »Og vi kunne godt bruge yderligere 100 præster - så stort er behovet!«
Fader Thanh siger, at der er vækst i alle sektorer af kirken. Ifølge Vietnams Bispekonference viser statistikkerne for 2023, at der var 165.111 dåb, 274 nyordinerede præster og i alt 6.856.563 katolikker
Kirkefyldt by: Saigon
Fra Hanoi fløj jeg til Ho Chi Minh City, opkaldt efter den afdøde kommunistiske leder, men indtil 1975 kendt som Saigon, den tidligere hovedstad i Sydvietnam. De fleste mennesker kalder stadig stedet for Saigon. Det er landets største by med omkring 9,5 millioner indbyggere. Kirken har ikke gjort meget for at foretage ændringen: Dens hjemmeside hedder ærkebispedømmet Saigon. Og byens mest berømte kirke annoncerer sit navn på vietnamesisk, engelsk og fransk: Notre Dame-katedralen i Saigon.
Katolicismen viser sit ansigt over hele byen. Billeder af den guddommelige barmhjertighed dukker op tilfældige steder, f.eks. på madvogne i gaderne, i menukort på kaffebarer og hængende fra bakspejlene i Grab-biler (den populære app til samkørsel). Jeg beundrede en chaufførs diorama af den sidste nadver, som var klistret på instrumentbrættet, da vi kørte op til ærkebispedømmets pastorale center. »Du kan få et i deres gavebutik,« bemærkede han hjælpsomt. Der er flere katolske boghandlere i Saigon end i Washington, D.C.
Der er ikke noget, der giver dig mulighed for at tage kirkens temperatur som at deltage i messer i forskellige sogne på forskellige tidspunkter af dagen. I løbet af en uge besøgte jeg omkring 12 kirker - en sjælefyldende fest af skønhed og fromhed.
Kl. 6 om morgenen en hverdag besøgte jeg Church of the Mother of Perpetual Help (eller Ky Dong Church, efter gaden), et Redemptorist-sogn. Kirken var fyldt med mennesker, måske fordi der var begravelse. Da den skinnende hvide kiste blev båret ned ad midtergangen, blev jeg overrasket over at se en detaljeret farvegengivelse af den sidste nadver indgraveret på siden.
Da kirken lå lige ved siden af mit hotel, kom jeg ofte forbi og lagde mærke til, at der hele dagen holdt biler og scootere for at tænde røgelse og bede en kort bøn ved en udendørs helligdom, hvor der stod »Ave Maria« i neon. Til sidst forklarede en præst, at de fleste besøgende er buddhister, som er glade for at bede der, fordi indretningen giver mulighed for »drive-through«-andagt.
Ved en onsdagsmesse kl. 17.30 i Notre Dame-katedralen, som er under renovering, bad jeg sammen med omkring 60 andre, hvis gennemsnitsalder var bemærkelsesværdig - de fleste var unge voksne. Jeg talte med Phuong (»kald mig bare Venus«) på 18 år, som er vokset op i Dalat i det centrale Vietnam med katolske forældre og bedsteforældre. Hun er på universitetet i Saigon og går til messe tre gange om ugen.
»Jeg elsker Jesus,« forklarede hun ganske enkelt.
Jeg var vidne til en storslået tilbedelse af det hellige sakramente i St. Dominic's Church en fredag aften efter messen kl. 17.30. Den grågrønne kirke, der er bygget som en pagode med mange tage, var fyldt med mennesker i alle aldre, herunder mange skolebørn. Koret på omkring 20 sangere havde også strengeinstrumenter med. Jeg spurgte adskillige deltagere om det var en særlig dag for sognet, men det var almindelig fredagspraksis.
Eukaristisk ungdomsbevægelse
Ærkebispedømmet Saigons pastorale center føles som et summende campus - og det er det også.
Sovesale og klasseværelser til St. Joseph Seminary (lukket fra 1975 til 1986) dominerer en del af området. Kirkens kontorer, et gæstehus og klasser for lægfolk optager en anden del. Der er en koi-dam med store, plettede guldfisk og en stor hvid statue af pave Johannes Paul II med to børn, som står foran et charmerende hvidt kapel, der er ved at blive repareret.
Fader Francis Xavier Bao Loc, der er rektor for centret, forklarer, at uddannelse er en vigtig national prioritet og en prioritet for kirken. Klasserne skaber langvarige bånd til de studerende. I dette semester deltager mere end 1.100 lægfolk, de fleste i alderen 20-29 år, i undervisning fra mandag til lørdag aften i emner, der spænder fra bibelstudier til fremmedsprog og kirkemusik. Hver morgen deltager omkring 175 kvindelige ordensfolk i undervisningen.
Jeg spurgte jesuitpater Joseph Dao Nguyen Vu, der er stabschef ved den katolske bispekonference i Vietnam, hvordan han forklarer den fantastiske deltagelse af unge voksne.
»Vi har stærke sogneprogrammer og religionsundervisning for børn fra K-12 [Fra Kindergarten til 12. klasse, er et engelsk udtryk, der angiver antallet af år med offentligt støttet grundskole og gymnasium - red]. Men vi har også roller for unge ledere, som hjælper med at undervise de yngre elever,« forklarer præsten.
»Den vietnamesiske eukaristiske ungdomsbevægelse har været en succesfuld måde for unge voksne at fortsætte med kirken på. I andre lande har de unge for lidt engagement efter konfirmationen,« fortsatte han.
Fader Vu tilføjede: »Selv i vietnamesiske katolske samfund i USA finder man denne bevægelse - og den giver energi til vores kirke!«
Dette er den første analyse i en serie på tre fra Vietnam som offentliggøres på KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Snart på KATOLSK LIV: Enten lever vi alle lykkeligt sammen eller dør sammen
KATOLSK LIV arbejder også på at færdiggøre en videosamtale med en vietnamesisk familie bosiddende i Danmark siden 1970'erne. Desværre er udsendelsen blevet meget forsinket p.g.a udfordringer med lyden og en stor arbejdsbyrde på KATOLSK LIV, men vi skal nok komme i mål.
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.
