Biskop Czeslaw Kozons prædiken ved Valfarten til Vor Frue af Aasebakken, søndag den 21. maj
"Bøn er altid vigtig og noget uundværligt i vort åndelige liv. Uden bøn ville det åndelige liv dårligt kunne eksistere, og vort forhold til Gud blive noget sterilt og akademisk".
Læsninger: ApG 1,12-14; 1 Pet 4,13-16; Joh 17,1-11a
”De holdt alle i enighed fast ved bønnen” (ApG 1,14). Sådan lyder temaet for dette års valfarter. Med ”de” menes apostlene, og citatet fra apostlenes gerninger fortsætter: ”sammen med kvinderne og Jesu mor, Maria, og hans brødre.”
Bøn er altid vigtig og noget uundværligt i vort åndelige liv. Uden bøn ville det åndelige liv dårligt kunne eksistere, og vort forhold til Gud blive noget sterilt og akademisk.
I dag vil vi dog fokusere på et andet aspekt i temaet, nemlig ordene ”i enighed.” Så vigtig den personlige bøn er, er den fælles bøn det også, ikke nødvendigvis ved, at vi alle er samlet til bøn på det samme sted, men ved, at vi forener vor bøn for anliggender, der angår os alle sammen i Kirken og verden og heller ikke i bønnen kun plejer vore egne interesser. Dermed får vi også sat i værk, at vor enighed kommer til udtryk i mange andre sammenhænge end blot bønnen, således at enigheden ikke kun bliver et emne for bøn, men også noget, som bønnen og samværet om den er med til at skabe.
Enhed mellem mennesker i både større og mindre sammenhænge har altid været et oplagt emne for bøn, og Jesus selv har understreget det i sin ypperstepræstelige bøn, som er kendt for at rumme hans brændende ønske om enhed mellem alle, som tror på ham. Det anliggende er fortsat vigtigt, ja kræver endnu større opmærksomhed, fordi man enten kan være fristet til at affinde sig med en meget overordnet enhed, som nemt kan blive teoretisk, eller helt opgiver troen på, at en ægte enhed nogensinde kan blive til virkelighed.
Traditionelt – og i hvert fald i nyere tid - tænker vi næsten spontant på Jesu bøn om enhed som en bøn om enhed mellem os kristne, en bøn om genoprettelse af en tabt enhed. Vi kan sige, at Jesu bøn om enhed snarere var forebyggende, en bøn om, at den gruppe mennesker, han havde samlet om sig, måtte prioritere enhed højt og undgå alt, hvad der kunne bringe den i fare. Det er også en sådan eksisterende enhed, der beskrives i det korte citat fra apostlenes gerninger. Længere fremme udfoldes denne enhed yderligere, når der siges: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (ApG 2,42) […] de var fælles om alt (2,44) De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest.” (ApG 2,46-47a)
Men vi ved også, at denne enighed allerede i den unge menighed blev udfordret og måtte genoprettes. Det hører vi beskrevet både i Apostlenes gerninger (6,1-2. 15,1-3) og i Paulus’ breve (1 Kor 1,10-17. 5,1-13. 6,1-8. Gal 2,11-16). Den senere historie – både den verdslige og kirkelige – har siden og til den dag i dag rummet mange eksempler på strid og uenighed, der også har ført til brud, som endnu ikke er helet, hvor splittelsen af kristenheden er det mest tragiske eksempel. På grund af Kristi løfter og Helligåndens virke rummer Kirken dog altid tilstrækkeligt med potentiale til at være det miljø, hvor Kristi værk forsættes og hvor det garanteres, at hans sandhed altid forkyndes.
Enhed er noget fundamentalt for vor tro og måden at leve den på. Denne åndelige enhed er meget mere end blot noget, der er udtænkt og konstrueret. Den enhed, vi beder om og lader os nære af, udgår fra Gud selv, og hvad han sætter i gang. Vi tror på én Gud og bekender os til én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke, to eksempler på enhed, som er givet på forhånd: Guds enhed fra evighed af. Kirkens enhed fra dens grundlæggelse. Udover, at mangel på enhed altid skaber usikkerhed, så er uenighed også en fornægtelse eller i hvert fald ignorering af Guds og Kirkens enhed.
Fra den civile verden ved vi, at mange gode ting ikke sker eller forsinkes, fordi vigtige parter ikke kan blive enige. Endnu værre er det, når noget ondt som fx krig og hungersnød ikke bliver forhindret eller standset, fordi der ikke er enighed om fremgangsmåden, og individuelle interesser prioriteres højere. Vi er bekymrede på egne og verdens vegne, når vi hører om eksempler på en sådan mangel på enhed.
Selv om vi, ikke mindst som mindretal, er fristet til at tro, at ikke kan udrette noget, som kan give verden en større enhed, må det ikke afholde os fra at tænke stort. I Kirken har vi netop fået de særlige forudsætninger og redskaber til at opleve og arbejde for enighed. Forudsætningen, for at denne stortænkning kan sætte noget i gang er, at vi i Kirken og i vort troslivs dagligdag har enheden liggende som en grundforudsætning, måske ubevidst, men som noget der udspringer af vor tro på, at Gud og hans Kirke er én.
Det er absolut ikke altid, at en skrøbelig eller manglende enhed skyldes ond vilje; men, at vi har vænnet os til opfattelsen af, at der også i livets store spørgsmål bliver givet plads til divergenser, også dér, hvor tingene ellers ikke står til diskussion. Det fører i første omgang til en svækkelse af vort gudsforhold og udgør dernæst en fare for, at vi udsender forskellige signaler, der slører vor forkyndelse og vort vidnesbyrd. Inden, vi tænker stort for verden, er det således nødvendigt, at i vort forhold til Gud og Kirken føler os bundet, støttet og inspireret af den enhed, som Gud og hans Kirke afspejler.
Som allerede nævnt, er enheden en forudsætning for, at vi både som katolsk Kirke kan afspejle den lære og lade denne enhed være det, der inspirerer os i vort samarbejde med andre kristne. Men også før, vi tænker stort på verdens vegne i de udfordringer, den har i form af krig og uretfærdighed, skal vor enhed også være en vejledning for de mennesker, der søger sandheden og orientering i livet.
Enheden har altid også været et redskab til at modstå trængsler udefra. Sådan har forfulgte kristne bevaret deres integritet, og i situationer, hvor civile myndigheder har forsøgt at indskrænke Kirkens rettigheder og udøve større kontrol, har de troendes enhed været en klar markør af, hvad man som minimum har lov til at forvente af tolerance og beskyttelse af oplagte og hævdvundne rettigheder fra statens side. Disse rettigheder er ikke længere sikret i vort land, og derfor må vor enighed også indadtil være noget, vi prioriterer højt. I al sin korthed er søndagens anden læsning en opmuntring i et sådant scenarium. Her læser vi: ”Hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men gøre Gud ære med det navn.” Naturligvis ønsker ingen af os det ekstreme, altså en virkelig forfølgelse, men derfor er det godt både at være forberedt på modgang og samtidigt mærke, at man heller ikke her er uden midler til at overleve, for, som der står: ”Herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over os.”
Som evangelium har vi hørt indledningen til Jesu ypperstepræstelige bøn, den bøn, der længere henne rummer den før omtalte bøn om enhed. Evangelisten Johannes’ tankegang kan være svær at følge. Vi kan fx undre os over brugen af begrebet ”herliggørelse.” Normalt forstår vi det som noget yderst positivt, som en udmærkelse og begunstigelse; men hos Johannes indebærer det også måden at blive herliggjort på, nemlig gennem lidelse og død. Det kan være svært for os at se lidelse og død som en herliggørelse; men samtidig har lidelsen og døden ført Jesus til herliggørelse. I kraft af den store ydmygelse er Jesus virkeligt herliggjort og derigennem blevet præsenteret som Guds søn. Jesus bad også for sine disciple, en bøn, som vi også har lov til at føle os omfattet af, en bøn, der går ud på, at vi aldrig er alene, når vi har engageret os i Jesu sag. Denne forbøn fra Jesu side er den ultimative form for enhed, en enhed, som Jesus giver, og som vi skal prøve på at bevare og få til at inddrage så mange mennesker, som muligt. Lad os stole på, at Jesu bøn for os også på en særlig måde bliver virksom, når ”to eller tre er forsamlede i hans navn,” altså når vi som apostlene ”i enighed holder fast ved bønnen.” Må Jomfru Maria, som var sammen med apostlene i bøn, og som vi ærer særligt i dag på dette sted, også hjælpe os med at bevare enheden og få del i dens frugter.
Amen.
Kilde: katolsk.dk
