En ekspert besvarer seks almindelige argumenter for ikke at gå til skrifte

Foto: L'osservatore Romano

Oversat fra engelsk af Margot Johansen fra TEAM Katolsk Liv


Af Hannah Brockhaus, CNA

”Hvis jeg kan tale direkte med Gud, hvorfor skulle jeg så fortælle om mine synder til et menneske? Jeg har ikke slået nogen ihjel. Jeg har ikke brug at gå til skrifte. Jeg skrifter altid de samme synder.”

For nylig svarede en præst og advokat i kirkeret fra Vatikanet på disse og andre spørgsmål i en tale om ”(Gode) argumenter for ikke at gå til skrifte.”

Monsignor Krzysztof Nykiel

Monsignor Krzysztof Nykiel er leder af Pønitentiariatet, en kirkelig instans i den Romerske Kurie, som afgør vanskelige spørgsmål vedrørende bodens eller forsoningens sakramente - skriftemålet.

Under en konference den 13.-14. oktober om ”Nutidens fejring af Forsoningens sakramente ”, arrangeret af Pønitentiariatet i Rom og streamet online, svarede han på 10 almindelige argumenter.

Nedenfor gengiver vi seks af Nykiels svar på nogle almindelige argumenter, som folk angiver for ikke at gå til skrifte:

Jeg går ikke til skrifte, fordi jeg kan tale direkte med Gud

"Bøn eller samtale med Gud er godt", sagde Nykiel. "Det er godt at ransage sin samvittighed ofte og endda i vores personlige bøn bede Gud om tilgivelse for de synder, vi har begået."

Han forklarede videre: “Og det er bestemt ikke umuligt at få tilgivelse, selvom man kun "samtaler direkte med Gud i bønnen, men vi kan ikke være sikre på det.”

“Og det er netop i denne ’sikkerhed’, at den fundamentale forskel ligger mellem den tilgivelse, man beder om og med rette kan håbe på i sin ydmyge bøn til Gud og den tilgivelse, man modtager gennem bodens sakramente” - fortsatte han.

“Den angrende, som ydmygt skrifter sine synder og modtager absolution fra præsten er så godt som sikker på, med troens vished, at hans synder er tilgivet og ikke vil blive tilregnet ham på Dommens dag”, sagde han. ”Forskellen på et håb og sikkerhed forekommer mig at være alle anstrengelser værd ved at gå til skrifte ”.

Jeg går ikke til skrifte, fordi præsten måske er en meget større synder end jeg

Nykiel sagde, at det er sandt at præsterne, som ikke er Gud eller den Ubesmittede Undfangelse, kunne befinde sig i mere alvorlig synd end den angrende.

Han forsikrede dog alle, som var bekymrede herfor, om, at selv om præster også er syndere, er ”præstens moralske tilstand på tidspunktet for sakramentale absolution fuldstændig irrelevant for absolutionens gyldighed.”

Jeg går ikke til skrifte, fordi jeg altid skrifter de samme ting

Præsten sagde, at det kan være fristende at besvare denne indvending ved at spøge med, at ”det er godt, at det altid er de samme synder, fordi det betyder, at der ikke er nye synder!”

”Men spøg til side, gentagen svaghed i de samme synder er ikke noget argument for at opgive skriftemålet; det er faktisk det modsatte,” - indvendte han. ”Kun den ydmyge overgivelse af sig selv til Gud, hvor man bønfalder om Hans barmhjertighed, gør det muligt at bekæmpe og overvinde de laster, som kan binde og af og til få tag i vore sjæle.”

Nykiel genkaldte sig en sætning, som han tilskrev St. Augustin: ”Hvis vi overvandt én last om året, ville vi snart være helgener.”

Han tilføjede, at St. John Marie Vianney, sognepræsten for Ars, ville hævde, at Gud tilgiver altid, selv når han véd, at vi vil synde igen.  "Altid at være skyldig i de samme synder er ikke noget argument for ikke at gå til skrifte, men tværtimod et argument for at ty til sakramentet oftere og mere samvittighedsfuldt.”

Jeg går ikke til skrifte; fordi jeg i bund og grund er et godt menneske, som hverken har stjålet eller slået ihjel.

Nykiel advarede tilhørerne om at være årvågne, fordi det er en nådegave ikke at have begået en meget alvorlig synd, som man risikerer bliver til ”bevæggrund til hovmod ved at tro sig selv retfærdig over for andre eller, endnu værre, over for Gud. Ingen kan være retfærdig over for Gud.”

”Den enkeltes følelse af synd og uværdighed over for Gud er altid direkte proportional med den enkeltes nærhed til Ham,” - forklarede han. ”De store helgener fastholdt altid, at de følte sig som store syndere. Hvis vi ikke føler os som syndere, er vi formentlig ikke helgener endnu.”

Han anvendte en anden analogi, idet han sammenlignede Gud med solens lys og varme: ”Jo nærmere vi kommer ’Guds sol’, jo mere intenst føler vi vor synds brændende ild og ønsker dybtfølt at blive befriet fra den. Hvis vi ikke føler dette brændende ønske, er vi højst sandsynligt stadig langt fra Kristi sol.”

Advokaten for kirkeret konstaterede desuden, at Kirken påbyder katolikker at gå til skrifte mindst én gang om året og som et minimum at modtage den hellige kommunion i løbet af Påsketiden. Han påpegede derfor, at hvis nogen frivilligt har ventet mere end et år med at gå til skrifte, er han af denne grund skyldig i synd.

"Undskyldningen med ikke at have begået alvorlige synd, er den ikke et forsøg på en selvretfærdiggørelse, på en selvbebrejdelse, som ender med at ville leve uden den frelse, som Kristus tilbyder? Er det ikke en frygt for selvets virkelighed, der gemmer sig bag disse facader af respektabilitet?”

Jeg går ikke til skrifte, fordi sidste gang gik det dårligt

Præsten rettede også sin opmærksomhed mod, hvad man skal synes, hvis en persons seneste skriftemål efterlod en dårlig smag i munden på ham/hende – enten fordi præsten ikke var særligt opmærksom eller tilgængelig, eller fordi han enten var for hård eller for slap.

”Vi bør først spørge os selv: hvad forventer vi os af forsoningens sakramente?” sagde han. ”Hvis vores forventning ikke står i forhold til, eller er malplaceret eller vildledende, risikerer vi at blive skuffede.”

”Skriftemålet hverken forløser os fra vores synd, som er psykologisk og naturlig, eller løser alle vore personlige og åndelige problemer. Sakramental absolution tilintetgør følelsen af synd, som er teologisk og overnaturlig.”

Han anbefalede, at den person, som står over for en utilstrækkelig skriftefader, går til skrifte hos en anden præst.

Jeg går ikke til skrifte, fordi skriftestolen gør mig klaustrofobisk

Hvis en person har et ægte problem med klaustrofobi, sagde Nykiel, kan man se bort fra reglen om at anvende en skriftestol for at bevare den angrendes anonymitet.

Men han advarede også om tendensen til at give banale undskyldninger for at undgå at gå til skrifte, som fx: ”Jeg har ikke tid, jeg har glemt det, det er ikke et belejligt tidspunkt, osv.”

For djævelen frister gennem banaliteter,” sagde han, idet han tilføjede, at djævelen ikke altid angriber ”forfra” ved at så tvivl om Guds barmhjertighed eller sakramentets kraft, ”men progressivt vender mennesket væk fra at gå til skrifte vha. tilsyneladende harmløse banaliteter, som imidlertid over tid ender op med at underminere såvel den regelmæssige skriftepraksis som – Gud forbyde det – troen selv.”

”Guddommelig barmhjertighed venter os altid; lad os ikke løbe væk fra den som uartige børn, der udtænker undskyldning, som ingen vil tro på, og som vi selv i sidste ende heller ikke selv vil tro på”.