Fader, jeg har syndet
Du kender helt sikkert situationen: du har gjort et eller andet forkert (f.eks drillet din lillesøster) og bagefter siger du til dig selv: Åh nej, nu gjorde jeg det igen! For egentlig vidste du godt, at det var forkert - det fortalte din samvittighed dig, men det var alligevel for fristende. Og nu sidder din lillesøster og tuder, og din mor har lige skældt dig ud, og der er en rigtig dårlig stemning i huset, og inderst inde ville du ønske, at du ikke havde gjort det...
Ved dåben lærte du, at vi bliver renset for alle vores synder - både arvesynden og de personlige synder - så hvordan kunne det her så ske? Det kunne det, fordi du ikke blev fritaget for at synde igen. Du har stadig din fri vilje, og du er stadig et menneske, der ligesom alle andre engang imellem giver efter for fristelsen til at gøre noget, du egentlig ikke skulle gøre. Det, der skete ved dåben, var, at du blev optaget i Kirken og derfor fik del i Forløsningen. Det betyder, at du ikke længere behøver at give efter. Men det kræver en indsats af dig, hvis det skal lykkes. Du skal ville det og efterhånden blive bedre til at undgå de situationer, hvor du plumper i. Din samvittighed forhindrer dig nemlig ikke direkte i at gøre noget forkert, den sender bare et advarselssignal, inden du gør det - og det signal er der mange, der er rigtig gode til at overhøre. Derfor skal vi allesammen blive bedre til at lytte til vores samvittighed og også udvikle den til at gælde alle områder af vores liv.
Hvad vil det så sige at udvikle samvittigheden? Det vil sige, at du skal vænne dig til at tænke over, om det du gør er det rigtige - i alle situationer. Hvordan er du over for din far og mor og dine søskende? Hvordan er du, når du er sammen med dine skolekammerater?
I den forbindelse skal du især spørge dig selv, om der er noget, du er fristet til at gøre igen og igen - f.eks. sladre om de andre, ikke gide at hjælpe andre eller gøre det, de andre gør, selv om du godt ved, at det er forkert... Du kan blive bedre til at svare på den slags spørgsmål ved at læse i Bibelen, hvad Jesus siger om, hvordan vi skal opføre os overfor hinanden. Det har Kirken også sagt en hel masse om i tidens løb og gør det stadigvæk. Kirken har faktisk en morallære. Den vender vi tilbage til senere i et senere kapitel.
Her vender vi tilbage til den situation, vi begyndte med, og spørger: Hvad gør du nu for at få lillesøster til at holde op med at tude og din mor til at blive rar og hyggelig igen? Måske har hun allerede bedt dig om at sige undskyld til lillesøster, og hvis du gør det og f.eks bagefter leger et eller andet med hende, som du egentlig ikke gider, fordi du ærlig talt er blevet for stor til den slags pjat, men alligevel gør det, for at hun kan blive glad igen - så har du gjort det, som Kirken kalder at gøre bod - altså at gøre det forkerte, der skete, godt igen.
Så vidt så godt. Freden i huset er genoprettet, og alle glemmer sikkert hurtigt denne lille episode. Også lillesøster, især hvis du lader være med at gøre det igen. Men alligevel er problemet ikke helt løst. For der skete jo det, at i det korte øjeblik, du valgte at lukke ørerne for samvittighedens stemme (selv om du måske ikke kan huske det længere), valgte du i virkeligheden at blæse på, hvad Gud mente om det, du havde gang i. Og på den måde kom der uorden i dit forhold til Gud.
Og hvad kan du så gøre ved det? Det har du allerede regnet ud ved at se på overskriften: Du kan få det ud af verden ved at huske at nævne det, næste gang du går til skrifte. Du behøver ikke straks styrte af sted til kirken for at skrifte det, for det hører til de mindre alvorlige synder - selv om lillesøster muligvis vil mene, at det er en dødssynd. Men fælles for alle synder - både store og små - er, at de i et eller andet omfang fjerner os fra Gud.
Det er det, lignelsen om den fortabte søn, handler om (se nederst). Den yngste søn forlader sin far, rejser til et fremmed land og sætter alt det til, som han har fået af ham. Han bryder altså helt bevidst forbindelsen med faderen (som i fortællingen repræsenterer Gud), og begår derfor en alvorlig synd.
Det næste, der sker, er, at han fortryder det, da han indser, at det kun har bragt ham ulykke, og han vender tilbage for at bede om tilgivelse. Den tilgivelse får han med det samme. Faderen løber ham endda i møde og holder en fest for ham for at vise, hvor lykkelig han er for at have fået ham hjem igen i god behold.
Det fortæller os tre vigtige ting om skriftemålet:
1. Lige meget hvad vi har gjort, er Gud villig til at tage os tilbage, tilgive os... Vi kan få tilgivelse for alle synder, når vi skrifter dem.
2. Det eneste Gud forlanger af os er, at vi virkelig fortryder det forkerte, vi har gjort, og derfor også har besluttet os for ikke at gøre det igen. Ellers er vores skriftemål ikke gyldigt. Det Gud vil have er, at vi vender tilbage til ham - ikke bare at vi beder om tilgivelse, f.eks. fordi vi er bange for at blive straffet. Husk hvad vi har sagt om Guds frelsesplan: at den går ud på, at han vil forandre os indefra, ved at vi siger ja til hans kærlighed og det, han vil med os - uden forbehold.
3. Når vi har aflagt et gyldigt skriftemål og modtaget syndsforladelsen, behøver vi ikke længere være plaget af dårlig samvittighed. Så er tavlen visket ren, og vi kan begynde på en frisk. Derfor er skriftemålet en stor gave til os. Det hjælper os nemlig til at se fremad i stedet for at blive hængende i det negative, der er sket tidligere i vores liv.
Til sidst kan du overveje, hvad den ældste søn i fortællingen har at sige os? Ville du selv reagere på samme måde i en lignende situation?
Lignelsen om den fortabte søn
En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Kilde:
FORBEREDELSE TIL FIMELSE
Jeg tror - din bog om at være katolik
Katolsk Forlag
