Da verden blev moderne (1)

Sigmund Freud (1856-1939) - Freuds teorier får deres afgørende gennembrud efter første verdenskrig, hvor psykoanalysen bliver et modefænomen. Dens indflydelse kan spores indenfor alle områder af kulturlivet og er således i høj grad med til at forme det moderne menneskes selvforståelse.


Af cand.mag. Torben Riis - Redigeret til nettet af Margot Johansen fra Team Katolsk Liv

Hvordan gik det til, at seksualmoralen blev lagt for had? At disciplin og afholdenhed i seksuallivet ikke alene betragtes som et komisk fortidslevn, men som direkte skadelig, og at ordet ægteskab er blevet afløst af det mere moderne ”parforholdet". Ja, hvorfor er afstanden mellem det, Kirken lærer om seksualitet, ægteskab og prævention, og moderne menneskers livsstil blevet stadigt større?

Når mennesker uden for Kirken enten direkte adspurgt eller af egen drift fortæller os, hvad de finder tiltalende eller mindre tiltalende ved Den katolske Kirke, vil udtalelserne typisk fordele sig efter dette mønster:

Vi bryder os ikke om, at

  • Kirken har et forældet ægteskabssyn (hvad skal det gøre godt for, at man ikke kan blive skilt?)
  • Kirken forbyder prævention og abort (har de ikke hørt om overbefolkning? - og er de ikke klar over, at folk i Afrika får aids, hvis de ikke bruger kondom?)
  • Præster og søstre skal leve i cølibat (det er da noget underligt unaturligt noget)
  • Kirken forbyder sex uden for ægteskabet og diskriminerer folk med en anden seksuel orientering (er der nogen, der retter sig efter det?)

Til gengæld kan vi godt lide

  • pavens julemesse i Peterskirken
  • julekrybber, krucifikser o.l
  • stilheden og alle de levende lys i kirkerne
  • pilgrimsrejser
  • at Kirken taler de fattiges sag
  • at Kirken er imod dødsstraf og krig


Læs også de andre afsnit i serien:1. del  │  2. del  │  3. del  │  4. del

Der kan føjes mange flere punkter til både positiv- og negativlisten, men disse eksempler blot for at anskueliggøre, at Kirkens "forklaringsproblem" i forhold til vor tids mennesker (både i og tiden for Kirken) i hovedsagen udgøres af emner, der relaterer sig til området syd for bæltestedet.

Ja, hvorfor skal det være så besværligt at være katolik, og hvorfor bekvemmer paven i Rom sig ikke til at ajourføre Kirkens lære om eksempelvis ægteskab, prævention og abort, sâledes at den kommer til at stemme overens med den måde, folk faktisk lever på i dag? Mon ikke det ville give "flere kunder i butikken"?

Det ville det såmænd nok - i hvertfald for en tid, men på længere sigt ville det være en selvmorderisk strategi.

Da Lyngbyvejen for årtier siden blev udvidet for at skaffe plads til de mange bilister, der gerne ville kunne komme hurtigt og bekvemt ind til det indre Kobenhavn, og man til det formål for hårdt frem mod gamle bygninger, og hvad der ellers stod i vejen for fremskridtet, lavede Bo Bojesen en tegning, der meget godt illustrer problematikken. Man ser en bilist, der netop har parkeret sin vogn i et kæmpemæssigt parkeringshus. Han ser sig râdvild omkring blandt højhusene, der tårner sig op i byens centrum, og spørger: Hvad skulle jeg egentlig herind efter?

Ja, hvad skal vi med Kirken, hvis vi tømmer dens budskab for substans og reducerer evangeliet til et ekko af samtidens behovstænkning?

Kirken er nu engang hverken en erhvervsvirksomhed eller et politisk parti, hvor man indretter salgsstrategien efter, hvad markedet efterspørger. Kirkens udgangspunkt er faktisk det stik modsatte, nemlig at mennesker har behov for at erfare, hvad kristendommen har at sige dem, uanset om de er klar over det eller ej.

Paver, biskopper, præster og alle vi andre "menige" katolikker har til opgave i ord og gerning at om, havd Gud har åbenbaret for for mennesker, nærmere bestemt alt det, vi ikke selv kan regne os frem til, fordi det nu engang ikke er os, der har skabt universet og designet mennesket.

Hvorfor er ægteskabet uopløseligt?

Hermed kunne vi så lukke diskussionen, men det gør vi alligevel ikke, for det nytter ikke noget at sige til moderne mennesker, at sådan og sådan siger Gud og Kirken, og dermed basta. Folk vil vide hvorfor, de vil have en begrundelse, de umiddelbart kan forholde sig til - f.eks. hvoror Kirken fastholder, at ægteskabet er uopløseligt. Med andre ord, hvad skal det gøre godt for, at katolikker ikke kan blive skilt og gifte sig igen, hvis ægteskaber knirker? Hvorfor skal man skal år ud og år ind blive ved med at gøre livet surt for hinanden, når lykken måske ligger lige om hjørnet i et nyt forhold?

Svaret på dette spørgsmål kan vi nærme os fra flere sider. Her-og-nu-svaret kunne være, at lykken ikke ligger i at zappe fra det ene forhold til det andet. En sådan adfærd er udtryk for en umodenhed og overfladiskhed, der i sig selv bringer en på afstand af den lykke, man søger. De problemer, man ikke fik løst i det første forhold, bringer man ofte  med sig det næste, og på den måde spilder man sit liv med at jagte en lykke, man aldrig når. Nej, lykken finder man kun i stabile forhold - der, hvor mennesker indgår i forpligtende relationer, engagerer sig i hinanden.

Man kan også forsøge sig med et svar, der udvider perspektivet til ikke blot at omfatte den enkeltes situation. En skilsmisse berører mindst to personer, og man kunne spørge: Hvis lykke er det, der skal tilgodeses? Ofte er der i en skilmissesituation en forladt eller svigtet part, som sidder alene tilbage med sårede følelser og et livsprojekt, der er skudt i grus. Lige så ofte er der børn, som meget mod deres vilje får lov til at betale prisen for de voksnes søgen efter personlig lykke og tilfredsstillelse. I denne sammenhæng tager Kirken parti for familien og understreger dermed den enkeltes ansvar over for ægtefælle og børn. Familien er samfundets grundcelle, fordi det er her, vi opdrages til sociale og ansvarlige mennesker. Hvis disse egenskaber ikke udvikles hos den enkelte, mister samfundet sin sammenhængskraft.

Lidt mere provokerende kunne man spørge: Hvor meget lykkeligere er den moderne dansker blevet af at have muligheden for når som helst at kunne bryde ud af sit ægteskab? Hvor høj er den pris, vi som samfund til stadighed må betale for de mange opløste familier: mennesker, der psykisk går ned på en skilmisse og havner i social deroute, børn, der bliver rodløse og destruktive af at opleve svigt på svigt?

Med andre ord: det er ikke vanskeligt at se det problematiske i den moderne livsstil, hvor det serielle monogami for længst har fortrængt forestillingen om ægteskabet som et livslangt fællesskab. Ikke desto mindre er der mange - uden tvivl et flertal i den danske befolkning - der vil mene, at den udvikling, der har fundet sted, alt i alt har været prisen værd. En samlet vurdering vil til syvende og sidst afhænge af den målestok, man anvender, dvs. hvilke værdier man prioriterer højest.

Menneskesyn og ægteskabssyn

Helt konkret må vi derfor spørge: Hvad er det for et menneske- og samfundssyn, der ligger til grund for, hvordan  man i dagens Danmark ser på ægteskab, familie og seksualitet - et menneskesyn, som igen er grundlaget for den lovgivning, vi har på disse områder?

Og tilsvarende må vi spørge: hvad er det, der får Kirken til ubetinget til at afvise skilsmisse? Her det ikke tilstrækkeligt (omend ikke uberettiget eller overflødigt) at henvise til de positive værdier,  der er forbundet med den livsform, Kirken fore skriver, og henvise til, at Kirken står vagt om ægteskabet og familien som samfundets grundpiller. For i og med at Kirken ikke i dette spørgsmål tager udgangspunkt i den enkeltes motiver eller livssituation, men stiller alle over for et generelt forbud, kommer den uværgeligt under anklage for unødig rigorisme. Paven og biskopperne er forstokkede gamle mænd. De forstår ikke almindelige menneskers situation, lyder det.

Ægteskabet er et sakramente

Til dette er der i første omgang kun ét at sige. Ægteskabet er et sakramente, dvs. indstiftet af Gud, og derfor uopløseligt - selv ikke paven har magt til at ændre noget i dette forhold.

I Den katolske Kirkes Katekismus står der: Kaldet til ægteskab er indskrevet i selve mandens og kvindens natur, således som de fremgået af Skaberens hånd. Ægteskabet er ikke en rent menneskelig institution, trods de talrige variationer det er undergået i århundredernes løb i de forskellige kulturer, sociale strukturer og åndelige holdninger. Disse forskelle må ikke få os til at glemme de fælles og permanente træk. Selv om denne institutions værdighed ikke alle steder lyser med den samme klarhed, eksisterer der dog i alle kulturer en vis sans for ægtepagtens storhed. Personens og der menneskleige og kirkelige samafunds ve og vel er nært forbundet med gode vilkår for det ægteskabelige og familiære fællesskab."  (1603)

Måske er det lettest at danne sig en forestillmg om, hvad det vil sige, at ægteskabet er sakramentalt og, som det siges ovenfor. “ikke en rent menneskelig institution",  hvis man ser det kristne ægteskab i sammenhæng med det ægteskabssyn, det i de første århundreder fortrængte i vor del af verden.

I Romerriget var faderen, “pater familias” familiens ubestridte overhoved. Han havde ifølge Romerretten hals- og håndsret over sin husstand: kone, børn og tjenestefolk (slaver). Derfor bestemmer han også, hvem hans børn skal gifte sig med, ligesom han f.eks. kan vælge at aflive egne uønskede børn. Lignende regler gælder i det antikke Grækenland.

Med kristendommens gradvise indførelse i Romerriget og det øvrige Europa bliver kvinden i princippet, omend ikke altid i praksis, ligestillet med manden. Årsagen til denne omvæltning er netop den kristne ægteskabsforståelse, som i bund og grund omdefinerer forholdet mellem kønnene. Det at ægteskabet er sakramentalt, betyder i praksis, at det så at sige bliver løftete op og ud af den sociale sfære. Kvinden er ikke længere mandens ejendom, hun er heller ikke bundet til sin slægt som før, fordi hendes ja-ord - vel at mærke afgivet uden tvang - nu er en forudsætning for, at ægteskabet er gyldigt. Der er for første gang tale om et jævnbyrdigt, gensidigt forhold, hvor begge parter er bundet af det løfte, de har givet hinanden. Derfor er det ikke for meget sagt, at kvinden både i juridisk og eksistentiel forstand bliver til som frit og selvstændigt individ i kraft af kristendommens menneskesyn og ægteskabsforståelse.

Det er denne frihed, vi som mennesker risikerer at sætte til, hvis vi afviser ægteskabets sakramentale karakter. Det at parterne har underkastet sig et fælles vilkår, som ingen dem har magt til at ophæve, er det eneste effektive værn imod, at den ene part dominerer eller udnytter den anden. Den kristne ægteskabsforståelse indebærer ret forstået, at ægtefællerne underkastet sig Guds vilje og Hans kærligheds lov: Da Gud har skabt mand og kvinde. bliver deres gensidige kærlighed et billede på den absolutte og ubrydelige kærlighed, hvormed Gud elsker mennesket, (KKK 1604)

Luther fastholder ganske vist, at ægteskabet er en ordning, som Gud har villet, men betragter det ikke som et sakramente. Ægteskabet er først og fremmest et værn mod alle former for utugt

Den lutherske reformation

Det første afgørende brud med dette ægteskabssyn sker med reformationen. Luther fastholder ganske vist, at ægteskabet er en ordning, som Gud har villet, men betragter det ikke som et sakramente. Ægteskabet er for ham først og fremmest et værn mod alle former for utugt;

Men hvor naturen arter sig, som den er givet af Gud, er det umuligt at leve kysk uden for ægteskabet. For kød og blod bliver nu engang ved med at være kød og blod, og den naturlige drift og lyst går sin gang uden at kunne standses eller hindres, som enhver føler eller ser hos sig selv. For at det skulle være lettere til en vis grad at undgå ukyskhed har Gud givet befaling om ægteskabet,  for at enhver skule have sin del anvist og lade sig nøje dermed. skønt Guds nåde også her behøves, for at også hjertet skal være kysk. (Luther: Den store Katekismus)

Som det ses er der en verden til forskel på det oprindelige, katolske ægteskabssyn og denne fortolkning af forholdet mellem ægtefællerne, hvor kvindens fornemmeste opgave synes at bestå i at sørge for, at ægtemanden får "sin del", så han ikke forfalder til utugt. Selv om Luthers ægteskabsforståelse retfærdigvis ikke skal bedømmes på dette citat alene, er det en kendsgerning, at netop afvisningen af ægteskabet som sakramente reducerer det til en i hovedsagen verdslig ordning med det formål at bevare den sociale stabilitet og dermed også lader en mulighed stå åben for, at forholdet kan opløses. I Danmark bliver det fra ca. 1790 muligt at opnå skilsmisse efter fælles overenskomst og efter en separationsperiode på tre år.

Men endnu var verden ikke blevet “moderne". Selv om Luther reducerer ægteskabet til en borgerlig institution, lader han os, som man kan se af citatet, ikke tvivl om, at menneskets seksualliv grundlæggende skal være underlagt religiøst begrundede normer. Naturen er godt nok svær at tæmme, men tæmmes skal den og holdes inden for ægteskabets rammer.

Positivismens verdensbillede

Vi skal helt frem til slutningen af 1800-tallet, for at finde de direkte forudsætninger for vore dages ægteskabsforstâelse, nærmere betegnet det naturalistiske menneskesyn, som med afsæt i Darwins evolutionsteori og positivistisk videnskabsteori bygger på den forestilling, at mennesket er "et stykke natur" kun styret af sine drifter og sin intelligens.

I moderne tid er den mest indfiydelsesrige repræsentant for denne opfattelse Sigmund Freud (l856-1939), der praktiserede som læge i Wien, og som med rette er blevet kaldt den moderne psykoanalyses fader.
Freud er i høj grad påvirket sin tids positivistiske videnskabsideal og lader sig især inspirere af fysikken, der ser universet som et rationelt system eller snarere som en maskine, hvis opbygning og funktionsmåde det er videnskabens opgave at kortlægge. Den tids positivister er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før naturvidenskaberne vil kunne forklare, hvordan alt i vores verden ”fungerer” og dermed overflødiggøre religionen.
Vor tids fysikere er - i parentes bemærket - blevet noget mere ydmyge.

At Freud har fået en så fremtrædende plads i  psykologiens historie, skyldes, at han som den første overfører den tids naturvideiiskabelige metode til et humanistisk forskningsfelt (psykologien) og dermed giver sine teorier en videnskabelig legitimation. Hans tese er, at dynamikkens love ikke blot kan anvendes på faste legemer som i fysikken eller biologien, men også på den menneskelige psyke. Psykologiens opgave bliver da at studere omdannelser og udvekslinger af energi inden for personligheden.

Her skal ikke redegøres for Freuds personlighedsmodel eller andre nøglebegreber i hans psykologi, som for længst er blevet pensum i det danske skolesystem. Det interessante i vores sammenhæng er for det første, at lægen Freud grundlæggende betragter sine patienters psyke som et maskineri, billedligt talt som en dampmnskine, hvor behandlerens opgave består i at kontrollere og justere damptrykket. Lukkes der for lidt eller for meget damp ud, kan det give problemer i form af neurotiske forstyrrelser. Helbredelsen opnås ved, at man justerer maskineriet, således at energiudvekslingen mellem psykens forskellige "kamre" bringes til at forløbe gnidningsfrit.

Freuds teorier får deres afgørende gennembrud efter første verdenskrig, hvor psykoanalysen bliver et modefænomen. Dens indfiydelse kan spores inden for alle områder af kulturlivet, i litteraturen, malerkunsten - og i Hollywoods fllmproduktion. f.eks. med Alfred Hitehcocks "Spellbound fra 1945.

Freuds måde at anskue den menneskelige psyke på er således i høj grad med til at forme det moderne menneskes selvforståelse. Først og fremmest er Freuds mekanistiske menneskesyn medvirkende til at fremme en individualistisk holdning til tilværelsen. Problemer er i Freuds univers den enkeltes personlige problemer, hvis årsag skal findes i den enkeltes personlige "historie" - f.eks. en traumatisk barndomsoplevelse. Og problemerne løses vel at mærke ved, at bringe orden og balance i den enkeltes psyke.

Exit moralen

Men fra individualisme er der som bekendt ikke langt til egoisme eller selvoptagethed. Hvis alting drejer sig om mig og mit dyrebare sjæleliv, bliver der ikke megen plads til de andre i min bevidsthed. Begreber som skyld eller ansvar glider ligeledes ud af synsfeltet. Er jeg en pest for mine om givelser, er det dybest set ikke min skyld. Min utålelige adfærd skyldes faktorer i min tidlige barndom, som unddrager sig viljens kontrol, og som jeg derfor ikke selv er ansvarlig for Grunditeggeren af "den 3. wienerskole." Victor Frankl, kritiserer med rette hans teoretiske univers for at være pandeterministisk. Den enkelte er blot et produkt af ydre omstændigheder, og plages man af "ondt i psyken" er det kun analytikeren, der har nøglen til problemets løsning.

Prøv nu at overføre denne tankegang på ægteskab og samliv. Det første man kan gøre er at arkivere begrebet seksualmoral - og moral i det hele taget - for hvis det mål, man skal stræbe efter i livet, dybest set er at blive en velsmurt maskine, så er det rigtige at gøre selvfølgelig at vige i en stor bue uden om alt det, der kunne bringe forstyrrelse i ens sjæleliv. Vi må for alt i verden undgå frustrationer, ikke fortrænge vores "behov", men tværtimod sørge for at komme først i køen til “de gode oplevelser", der kan gøre os harmoniske og glade. Det er denne tankegang, Aldous Huxley har spiddet i klassikeren "Fagre nye verden".

Freuds tankegang afviser askesen, lidelsen, selvopofrelsen - og dermed også kærligheden - og lukker det enkelte menneske inde i dets eget ensomme univers. Den fulde konsekvens af denne tankegang får imidlertid først lov at udfolde sig i hans eftertid. En af murbrækkerne i denne proces er amerikaneren Alfred Kinsey, som med sine påståede afsløringer i 1940'erne og 1950'erne af almindelige amerikanernes seksuelle adfærd retter et afgørende slag mod traditionelle familieværdier.


Indholdet er tidligere offentliggjort i Katolsk Orientering og bringes på KATOLSK LIV med tilladelse.