Overskrifter
Af cand.mag. Torben Riis - Redigeret til nettet af Margot Johansen fra Team Katolsk Liv
Få årstal har i nyere tid brændt sig fast i vores bevidsthed som året 1968. Det var året, da studenteroprøret brød løs på Sorbonne-universitetet i Paris og bredte sig til det meste af Europa, inklusive Danmark, hvor de studerende på Københavns Universet besatte rektors kontor og forgreb sig på hans cigarer. Det var samtidig året, hvor det spirende politiske forår i et daværende Tjekkoslovakiet blev slået ned af Warszawa-pagtens styrker. Og året efter samledes 300.000 unge til Woodstock-festivalen i staten New York under mottoet Three Days of Peace, Music and Love.
Det var kort sagt en tid præget af opbrud på alle fronter. Enhver form for autoritet, hvad enten det var forældregenerationens moralbegreber, samfundets dannelsesidealer eller uddannelsessystemets indretning, blev forkastet en bloc af en ny generation af selvsikre unge, som i tillid til, at verden lå for deres fødder med en vifte af uprøvede muligheder, tænkte dristige tanker om en ny samfundsorden, hvor kun fantasien kunne sætte grænser for den enkeltes udfoldelsesmuligheder.
Den borgerlige kernefamilie i parcelhuset bag ligusterhækken skulle erstattes af storfamilien i kollektivet. Det monogame ægteskab blev dømt ude som en utidssvarende og undertrykkende ”tosomhed”, alt imens alternative samlivsformer blev afprøvet af en eksperimenterende avantgarde under mediernes intense bevågenhed.
Hvor mange der i denne periode reelt lod deres adfærd påvirke af ungdomsoprørets idéer, og hvor mange der måbende eller hovedrystende nøjedes med at se til fra sidelinien – det såkaldt tavse flertal – lader sig næppe opgøre.
Frigørelsesbølgen resulterede ikke efterfølgende i, at ægteskabet som institution i nævneværdigt omfang blev afløst af nye kollektive samlivsformer, sådan som ”oprørerne” havde drømt om. Hvad der derimod definitivt blev ændret, var selve forståelsen af ægteskabet som et livslangt forpligtende forhold mellem mand og kvinde. I både teori og praksis sejrede det såkaldt serielle monogami, dvs. den moderne opfattelse af ægteskabet som et parforhold, der kun består, så længe begge parter er enige om, at det fungerer tilfredsstillende. Det blev i årene der fulgte betragtet som legitimt at bryde ud af sit ægteskab, ja ligefrem noget man skyldte sig selv og familiens eventuelle børn, hvis forholdet ikke ”fungerede”.
Dette ses bl.a. af, at skilsmisseprocenten fra 1970 til 1971 steg fra 26 til 41%, hvor den har holdt sig stabilt siden. Den markante procentuelle stigning er et resultat af både et stigende antal skilsmisser og et faldende antal vielser. Det sidste kan forklares med de mange papirløse forhold, som blev almindelige i disse år. Den seneste opgørelse (2005) viser 42% – 15.300 skilsmisser over for 36.14 vielser samme år.
En umiddelbar følge af dette har været, at familien ikke længere fremstår som en stabil enhed, som samfundets byggesten, men som et blot midlertidigt fællesskab. Børn fra opløste ægteskaber fører ofte en slags nomadetilværelse i skiftende familiekonstellationer med biomødre og papfædre eller vice versa, hvor de er henvist til at bo under tag med den nye partners børn fra tidligere ægteskaber – så længe det varer.
Humanae Vitae
Det var midt under denne kulturkrise – i selve skæbneåret 1968 – at pave Paul VI offentliggjorde sin rundskrivelse om samlivet i ægteskabet ”Humanae Vitae”. Med sin afvisning af enhver form for kunstig prævention virkede rundskrivelsen som en bombe i samtiden.
Uden for Kirken modtog man budskabet med et skuldertræk eller en hånlig grimasse, internt reagerede en stor del af lægfolket med afvisning, forundring og vrede – og en foruroligende stor del af præster og biskopper med åbenlyse eller mere forblommede forbehold over for rundskrivelsens konklusioner.
At paven ikke var uvidende om, hvilke kræfter Kirken var oppe imod, fremgår med al tydelighed af afsnit 1, hvor han skriver: ”Man kan forudse, at denne traditionelle belæring vel ikke vil blive modtaget uden videre af alle. Dertil er der for mange røster, der taler imod Kirken, og disse røster forstærkes gennem de moderne meddelelsesmidler.”
Det må til gengæld stå hen i det uvisse, om Paul VI forudså, at modstanden i hovedsagen ville komme indefra – fra lægfolk, der havde set frem til en kirkelig blåstempling af p-pillen som middel til familieplanlægning – og fra præster og biskopper, som savnede både overbevisning og mod til at trodse tidsånden, og som havde indrettet deres pastorale praksis ud fra en forventning om, at Kirkens holdning inden længe ville blive ”blødt op”.
Et blik på kirkestatistikken giver et fingerpeg om, at 1960’ernes danske katolikker havde taget forskud på ”fornøjelserne” på familieplanlægningens området og indrettet størrelsen af deres familie efter tidens mønster. I 1966 kommer spiral og p-piller på markedet, og allerede året efter oplever man et fald på 21%. I 1973 indføres fri abort, og de næste fire år falder dåbstallet med i alt 27%. I tiåret 1967-77 sker der således næsten en halvering af dåbstallet parallelt med, at fødselstallet i befolkningen som helhed styrtdykker: fra 88.332 fødsler i 1966 til 81.410 i 1967 – indtil man i 1977 når ned på 61.878.
Man kan sige, at rundskrivelsen kom for sent – på et tidspunkt, hvor lægfolkets holdninger og den pastorale praksis allerede var i skred. Omvendt kan man sige, at de, der fulgte trop med tidsånden, handlede mod bedre vidende – eller i det mindste burde have vidst bedre. De kunne f.eks. have læst og mediteret over Pius XI’s rundskrivelse Casti Connubii fra 1930, hvor paven med henvisning til Kirkens konstante Tradition højtideligt fastslår, at enhver handling, der med forsæt forhindrer den ægteskabelige akt i at frembringe nyt liv, er en krænkelse af Guds lov og naturen, og at de, som foretager sig noget sådant begår en alvorlig synd. (56).
Der er, som det vil ses, direkte kontinuitet mellem disse ord, og det, som Paul VI skriver i Humanae Vitae: ”Forkastes må endelig enhver handling, der enten har til formål at hindre befrugtningen eller som kan være et middel til det, hvad enten den sker forud for den ægteskabelige akt, under dens forløb eller i forbindelse med dens naturlige følger (14). – Til gengæld er der som nævnt en verden til forskel på, hvordan ordene blev modtaget i henholdsvis 1930 og 1968.
Biskoppernes reaktioner
Afgørende for, hvordan rundskrivelsens ord blev modtaget og implementeret i de enkelte bispedømmer, var naturligvis den større eller mindre opbakning, de enkelte biskopper i deres hyrdebreve og via konkrete pastorale initiativer var villige til at give den.
I Tyskland udsendte biskopperne umiddelbart efter offentliggørelsen af Humanae Vitae den såkaldte Königsteiner Erklärung. Det interessante ved denne erklæring er, at biskopperne – ud over de obligate forsikringer om, at man helhjertet slutter op om Kirkens ægteskabsteologi som sådan og derfor også går ind for det overordnede sigte bag rundskrivelsens konklusioner – nok så meget beskæftiger sig med kirkefolkets reaktioner på forbuddet mod prævention. Biskopperne konstaterer således, at mange af de problemstillinger, som rundskrivelsen beskæftiger sig med, forinden var blevet indgående diskuteret af både teologer og videnskabsfolk, som vel at mærke var nået til andre konklusioner med hensyn til det tilladelige i at anvende kunstig prævention. Disse synspunkter, påpeges det, havde allerede haft indflydelse på f.eks. voksenundervisning, lægfolks rådgivningsarbejde og i et vist omfang også på sjælesorgen.
”Hvilke metoder der skulle tages i anvendelse for at virkeliggøre ansvarligt forældreskab, har det i vid udstrækning været overladt til de ansvarsbevidste ægtefolks samvittighed at afgøre, uden at man af den grund fandt på at tale om ulydighed mod Kirken, subjektivisme eller vilkårlighed. Derfor er det forståeligt, at mange præster og lægfolk havde ventet en anden afgørelse fra Den hellige Fader. Det forklarer også den blandede modtagelse rundskrivelsen har fået” (II,4).
Biskopperne udtrykker senere i erklæringen deres bekymring for, at de aktuelle ”vanskeligheder” vil kunne føre til, at den positive udvikling, der blev sat i gang med Det andet Vatikankoncil, hvor lægfolk har fået større ansvar i Kirken, lider afbræk, og man henstiller i samme afsnit (IV, 16) til sjælesørgerne om at tage hensyn til de troendes ”ansvarsbevidste samvittighedsafgørelser.” Det understreges endvidere (II,7), at diskussionen langt fra er afsluttet, men at den fortsatte dialog må ses som en sund ”renselsesproces” og ”et virksomt bidrag til fornyelse af Kirken i Det andet Vatikankoncils ånd”.
Hermed er man betænkelig nær på at reducere pave Paul VI’s rundskrivelse til et interessant bidrag til debatten på lige fod med andre, mens de praktiske konsekvenser af de forskellige debattørers overvejelser endnu må stå hen i det uvisse.
Et skelsættende hyrdebrev
Præcis de samme toner genfinder man i de nordiske biskoppers hyrdebrev om Humanae Vitae, som blev udsendt lidt over en måned senere, den 10. oktober 1968. Her tages der ligeledes udgangspunkt i den ophedede debat om rundskrivelsen.
Biskopperne skelner i denne sammenhæng skarpt mellem den kritik, der kommer udefra, fra det verdslige samfund, og den kritik, der kommer fra katolikkerne selv. Den mulighed, at kritikken i begge tilfælde kunne have et fælles udspring, med andre ord, at katolikker kunne være påvirket af det verdslige samfunds værdiforestillinger, tages ikke i betragtning.
Først afviser biskopperne den udefra kommende kritik med disse ord: ”Det er forståeligt, at de mennesker, der regner luksus og nydelse for livets højeste mål, er utilfredse med encyklikaens strenge krav.” Dernæst konstaterer de, at kritikken ikke kommer fra denne side alene: ”Der findes troende, som er skuffede – ikke på grund af overfladiskhed eller nydelsessyge; tværtimod føler de et alvorligt ansvar, både for det enkelte ægteskab og for samfundet. Blandt disse findes nogle, som vi biskopper regner for vore gode medarbejdere, både blandt lægfolk og præster. Det ville være en uretfærdighed, om nogen ville tvivle på disse troendes gode vilje og påstå, at deres reaktion mod enkelte af rundskrivelsens udsagn hidrører fra bekvemmelighed eller angst for store ofre.”
Det er værd at bemærke, at biskopperne ikke her beskæftiger sig med, om den kritik, der er fremsat, har noget på sig eller ej. I stedet kaster de sig ud i en motivanalyse, hvor de på forhånd frikender deres ”gode medarbejdere” for enhver mistanke om at ville ligedanne sig med denne verden, hvorved det – ikke ganske i overensstemmelse med gængse principper for sund argumentation – lykkes dem at legitimere kritikken som berettiget. Det hele står og falder øjensynlig med den gode vilje.
Hertil er der imidlertid det at sige, at den gode vilje ikke gør det alene. Der er principielt intet til hinder for, at selv nok så velmenende mennesker kan tage grueligt fejl.
Forpligtende lære?
Havde paven eller kritikerne ret? Dette spørgsmål nærmer biskopperne sig indirekte ved at drage rundskrivelsens sandhedsværdi i tvivl:
”Der findes imidlertid også kirkelige udtalelser, der ikke er ufejlbare. Sådanne afgørelser gør ikke krav på at være genstand for den tro, der er en af de tre guddommelige dyder. Dette udelukker dog naturligvis ikke Helligåndens hjælp ved sådanne udtalelser. Ganske visk kender vi fra historien kirkelige dokumenter, der indeholdt udtalelser, som senere blev rettet eller sat i et nyt perspektiv. Noget tilsvarende kan principielt ikke udelukkes med hensyn til encyklikaen ”Humanae Vitae” for alle er enige om, at den ikke indeholder nogen ufejlbar definition.”
De noget usikre formuleringer i dette afsnit – f.eks. giver udtrykket ”ganske vist” ikke megen mening i sammenhængen – kan ikke tjene som undskyldning for den tvivlsommes argumentation, der her anvendes for at så tvivl om rundskrivelsens forpligtende karakter. Formelt set kan det ganske vist diskuteres, om Humanae Vitae indeholder ufejlbare definitioner, hvis man derfor forstår enkeltstående udsagn, der har karakter af ex cathedra-udtalelser. Men det udelukker på ingen måde, at det, der siges om brug af kunstig prævention er i overensstemmelse med Kirkens konstante lære og dermed forpligtende for de troende, således som Pius XI understreger det i Casti Connubii.
Et angreb på ufejlbarheden
Det er i øvrigt også det resultat, den nok mest fremtrædende kritiker af rundskrivelsen, den schweiziske teolog Hans Küng, nåede frem til i sin kontroversielle bog Unfehlbar? Eine Anfrage, som han under stor opmærksomhed udgav i 1970.
I bogen, som er et angreb på ufejlbarhedsdogmet, forklarer han det forhold, at Paul VI valgte at underkende den rådgivende kommission, som han selv havde nedsat for at kulegrave problemstillingen, således: paven kunne ganske enkelt ikke handle anderledes. Hvis han havde fulgt kommissionens indstilling og erklæret, at prævention ikke er et onde i sig selv, ville han have bragt sig i modsætning til sine forgængeres konstante lære. Kirkens morallære på dette område, fastslår Küng, er at betragte som ufejlbar, uagtet den ikke formelt er defineret som sådan.
Küng bruger i sin bog den indrekirkelige uenighed om p-pillen som argument for, at ufejlbarhedsdogmet må opgives. Hans synspunkt er, at paven – fordi han er bundet af sine forgængeres forpligtende udtalelser – var ude af stand til at reagere fornuftigt og hensigtsmæssigt på moderne menneskers krav om effektiv familieplanlægning. Konsekvensen er, siger Küng, at paven herefter risikerer ”at blive isoleret i sin romerske ghetto fra de mest livsduelige elementer i Kirken”.
Og paven blev ganske rigtigt isoleret, men det kan til gengæld diskuteres, om det var fra de livsduelige elementer i Kirken. Küngs argumentation bygger på, at det store flertal, de såkaldt ”moderne mennesker” nødvendigvis må have ret, fordi efter hans opfattelse repræsenterer fremtiden. Men hvad nu, hvis vinden begyndte at blæse i modsat retning? Ville Küng så føle sig nødsaget til at acceptere Humanae Vitae’s lære?
Pastorale konsekvenser
Biskoppernes mere eller mindre udtalte forbehold over for Humanae Vitae forblev ikke uden konsekvenser. De skuffede katolikker her tillands, som havde set frem til en opblødning af Kirkens holdning til prævention, var således ikke sene til at tyde de signaler, der udgik fra de nordiske biskoppers hyrdebrev. Med rene ord fortalte biskopperne deres præster og menigheder, at det var op til dem selv at tage stilling til, hvordan de ville forholde sig til spørgsmålet om prævention. Hvis man ikke følte sig overbevist af rundskrivelsen argumentation, hed det, skulle man ikke af den grund anset for at være en dårlig katolik. Intet under, at udviklingen i de følgende år fortsatte sin skæve gang. Vi skal frem til Johannes Paul II’s pontifikat, før udviklingen for alvor vender, og en genopbygningsfade under pavens og kardinal Ratzingers ledelse tager sin begyndelse.
Indholdet er tidligere offentliggjort i Katolsk Orientering og bringes på KATOLSK LIV med tilladelse.
