Johannes Paul ”den store” – genopbygning og fornyelse
Af cand.mag. Torben Riis - Redigeret til nettet af Margot Johansen fra Team Katolsk Liv
De nordiske biskopper havde – som omtalt i den forrige artikel – med deres hyrdebrev i 1968 etableret en form for frizone for de katolikker, som ikke mente at kunne tilslutte sig Humanae Vitae’s afvisning af kunstig prævention.
Biskoppernes kommentar kan således ses som et forsøg på at forebygge en indrekirkelig splittelse ved at flytte fokus fra det kontroversielle spørgsmål om prævention. Det ses tydelig i det sidste afsnit af hyrdebrevet:
Af største betydning er det også ikke at tabe sansen for de rette proportioner. Der findes i verden af i dag større problemer end spørgsmålet om hvilke regler, der skal gælde i ægteskabets mest intime sfære. Hvis der på dette punkt består meningsforskelle blandt os, så findes der dog i vort helhedssyn på ægteskabet og den menneskelige persons værdighed betydeligt mere, som vi er enige om, som vi i fællesskab må kæmpe for …
Ræsonnementet led imidlertid under den afgørende brist, at man uden videre forudsatte, at danske katolikker var enige om det grundlæggende i ægteskabssynet og endvidere, at spørgsmålet om prævention var en relativ ubetydelig detalje i den store helhed. Men var det holdbart at adskille de ”regler, der skal gælde i ægteskabets mest intime sfære” fra ægteskabssynet som helhed?
På et principielt niveau må man have lov at gå ud fra, at ”reglerne” udspringer af helhedssynet og derfor ikke meningsfuldt lader sig isolere fra dette.
Paul VI minder da også i Humanae Vitae (4) om, at principperne for ægteskabets etik ”hviler på den lov, der er nedlagt i menneskets inderste væsen (lex naturalis), men er belyst og beriget af Guds åbenbaring” og understreger (10), at ægtefællerne er ”forpligtede til at forme deres handlinger efter Guds skaberplan, som den kommer til udtryk i ægteskabets og det ægteskabelige samlivs inderste væsen såvel som i Kirkens uændrede lære.
Uenigheden gik med andre ord på selve kernen i ægteskabs- og menneskesynet, og biskoppernes forsøg på at bagatellisere spørgsmålet om prævention førte i praksis til, at den pastorale omsorg på dette område i vidt omfang blev opgivet. Udviklingen i de følgende år, det indrekirkelige forfald, der som tidligere nævnt kan aflæses i periodens fødsels- og dåbsstatistik, vidner klart herom. Hermed var den splittelse, der hidtil havde haft karakter af en grundlæggende forståelseskløft mellem Kirken og det verdslige samfund ført ind i
Kirken selv i form af en stadig større afstand mellem læreembedet og visse lokalkirkers ønske om at indtage særstandpunkter.
Vejen ud af miseren
Det er i denne atmosfære af mismod, rådvildhed og indre splittelse, pave Johannes Paul II’s pontifikat tager sin begyndelse.
Det er vanskeligt at overvurdere hans indsats gennem hans 26 år lange pontifikat. Som bekendt var han den mest berejste, mest mediebevidste og mest produktive pave nogen sinde. Hans bidrag til den kommunistiske østbloks fald er veldokumenteret, og han var muligvis af samme grund også den første pave, der blev udsat for og mirakuløst overlevede et skudattentat. Eftertiden vil huske ham både som den fejrede pave, der samlede tusinder og atter tusinder om sig på sine rejser, som ortodoksiens urokkelige forsvarer og som den lidende pave, der i sine sidste år tålmodig bar sygdom og legemligt forfald og med dette personlige vidnesbyrd om lidelsens plads i kristenlivet bragte trøst og opmuntring til sygdomsramte og handicappede verden over.
Der er ingen tvivl om, at Johannes Paul II fra den første dag af sit pontifikat havde en klar forståelse af sin historiske mission: at bringe fornyet vitalitet til en skrantende Kirke, som var tynget af tvivlen på sit eget budskab. I denne kritiske situation havde paven indsigten og modet til både at udfordre samtidens åndløshed og materialisme og kirkefolkets træghed ved at sætte fingeren på netop de punkter, hvor det har omkostninger at være kristen, der hvor det afslører sig, om vi med Paul VI’s ord er villige til at forme vores handlinger efter Guds skaberplan.
Familiaris Consortio
I sit fjerde år af sit pontifikat, i 1981, udsender han således rundskrivelsen Familiaris Consortio (Fællesskabet i familien) og tager dermed fat på det mest ømtålelige af alle emner: ægteskab, familie og samliv.
Rungskrivelsen, som tekstmæssigt er betydeligt mere omfattende, end man var vant til, blev læst med spænding. Kunne der i denne skrivelse fra den nye pave spores en opblødning af Humanae Vitae’s lære?
I kontinuitet med det kirkelige fællesskabs tradition gennem historien har Det andet Vatikankoncil og min forgængers, Paul VI’s, læreembede, især i rundskrivelsen Humanae Vitae, forkyndt vor tid et sandt profetisk budskab, som tydeligt bekræfter og fornyer den vedvarende gamle og dog altid nye lære om ægteskabet og om videregivelsen af det menneskelige liv.
Johannes Paul II i ”Familiaris Consortio” (29)
På ingen måde. Johannes Paul refererer udtrykkeligt til Kirkens konstante Tradition og betegner (29) det 2. Vatikankoncils og Humanae Vitae’s lære som ”et sandt profetisk budskab, som tydelig bekræfter og fornyer den vedvarende gamle og dog altid nye lære om ægteskabet og om videregivelsen af det menneskelige liv.”
Dermed blev de såkaldt progressive kræfter endnu engang skuffede, og reaktionerne udeblev da heller ikke. Blandt danske katolikker, både præster og lægfolk, var der i toneangivende kredse en udpræget skepsis over for ”den polske pave”, som helt åbenlyst savnede forståelse for den ny tids signaler. Familiaris Consortio blev modtaget med betydelig reservation.
I Katolsk Orientering (nr. 2, 1982 - red.) konstaterer lederskribenten således, at der, hvad de mere kontroversielle emner som fødselskontrol og holdningen til fraskilte gengifte angår, intet nyt er at finde i rundskrivelsen. Og i en bisætning tilføjer han ikke uden en vis bitterhed: ”Hvad vel heller ingen med kendskab til hans hidtidige udtalelser havde ventet”. Lederen afsluttes med disse ord:
Der kan derfor være grund til at minde om de nordiske biskoppers hyrdebrev fra 1968, hvori det bl.a. hedder:
”Hvis nogen af tungtvejende og velovervejede grunde ikke kan blive overbevist af rundskrivelsens (Humanae Vitæ, red.) argumentation, så har det altid været anerkendt, at han kan have en anden mening end, der udtrykkes i et sådant ikke ufejlbart kirkeligt dokument. På grund af en sådan afvigende opfattelse bør altså ingen anses for at være en dårlig katolik. Den, der efter grundig overvejelse føler sig berettiget til at lade være med at anerkende denne lære og omsætte den i praksis, må stå til ansvar for sin holdning over for Gud”.
Moralen privatiseres
Sådan var stemningen i de dage, hvor pavelige rundskrivelser endnu blev ”anmeldt” på lederplads i bispedømmets officielle blad og som hovedregel fundet for lette. Lederskribentens konklusion er klar: Lige så lidt som vi har i sinde at tage Humanae Vitae for gode varer, behøver vi at rette ind efter efterfølgerens bekræftelse af de samme læreudsagn. Det har vi biskoppernes ord for.
Det interessante i denne argumentation er, at biskoppernes kommentar til Humanae Vitae hermed tillægges en højere autoritet end den pavelige rundskrivelse selv. Eller måske forholder det sig snarere således, at den læremæssige autoritet reelt ikke spiller nogen rolle for lederskribenten, men kun inddrages i argumentationen, for så vidt som den kan bekræfte ”de progressives” holdninger.
I så henseende er der i hyrdebrevet alt, hvad lederskribenten har brug for. De sidste ord i citatet markerer et klart paradigmeskift, hvor den enkelte, når det drejer sig om spørgsmål vedrørende det ægteskabelige samliv, henvises til sin egen fortolkning af, hvad der er Vorherre velbehageligt. Kirken har ikke noget definitivt at sige i denne sammenhæng. På et principielt niveau har man hermed indført en kunstig modsætning mellem Kirkens og den enkeltes sandhed, mellem kirkelig autoritet og personlig frihed. Den uundgåelige følge heraf er, at moralen ”privatiseres”, dvs. mister sin forankring i objektive værdier, i lighed med, hvad man i samme periode kan iagttage inden for folkekirken og det verdslige samfund.
Prævention og befolkningspolitik
Det er netop denne moralrelativisme, paven imødegår, når han i Familiaris Consortio (32) citerer Det andet Vatikankoncil (Gaudium et Spes, 51): Når man forsøger at forene kærlighedens krav med det forsvarlige antal børn, så skal dette ikke, moralsk set, blot vurderes ud fra ægtefællernes oprigtighed og deres motiver, men dette forhold bør også bedømmes ud fra objektive kriterier, som igen bygger på, hvad mennesket og dets handlinger egentlig er.
Senere i samme afsnit henvises udtrykkeligt til kerneargumentationen i Humanae Vitae (12): Den lære, som Kirken så ofte har gjort rede for, bygger på den uløselige sammenhæng, der findes mellem den ægteskabelige akts to betydninger: forening i kærlighed og forplantning. Denne sammenhæng har Gud villet, og den kan ikke egenmægtigt brydes af mennesket.
Kontinuiteten mellem de to rundskrivelser er således hævet over enhver tvivl, men verden havde ikke stået stille i de mellemliggende år, og Johannes Paul II tilfører da også diskussionen nye perspektiver med baggrund i den udvikling, der har fundet sted. Ved indgangen til 1980’erne står det klart, at spørgsmålet om prævention har konsekvenser langt ud over privatsfæren. Det forhold, at man i vor kultur bevidst adskiller seksualakt og reproduktion – havde vist sig at have vidtrækkende konsekvenser.
Fra prævention til abort
Konsekvenserne kunne dengang som den dag i dag iagttages på flere niveauer. Således på det individuelle niveau, i parforholdet, hvor brugen af prævention ikke nødvendigvis, men ofte fører til valg af provokeret abort – nærmere betegnet i de tilfælde, hvor præventionen svigter.
Når man bruger prævention, er det selvsagt for at forhindre, at en befrugtning finder sted under samlejet, subsidiært at hindre det befrugtede æg i at sætte sig fast i livmoderen, efter at befrugtningen har fundet sted. I den præventive mentalitet ligger derfor, at man i et eller andet omfang betragter barnet som en risiko eller en direkte trussel. Man ønsker ikke barnet, man vil forhindre det i at komme til verden og bruger derfor de nødvendige midler for at bekæmpe det – i sidste instans, hvis det er ”gået galt”, med provokeret abort.
I et samfundsmæssigt perspektiv er konsekvensen som allerede nævnt et faldende befolkningstal. Men hvordan er det gået til, at vi i vor del af verden ikke længere finder det attraktivt at sætte børn i verden? Hvor finder vi årsagerne til det markante fald i fødselstallet, som i årtier har affolket Europa? De skal søges i det forhold, at vi lever i et højteknologisk samfund, hvor forudsætningen for en høj produktivitet og dermed en høj levestandard ikke som tidligere er en stor arbejdsstyrke. Børn betragtes derfor ikke som en investering i fremtiden, men udelukkende som en udgift og rubriceres i manges bevidsthed som en ”luksusvare”, man anskaffer sig for at tilfredsstille personlige følelsesmæssige behov. Og sådanne behov kan i al almindelighed tilfredsstilles af et, højst to børn. Læg hertil det forhold, at begge ægtefæller i dag er nødt til at have en lønindkomst for at klare dagen og vejen, især for at kunne finansierer boligen – velfærdssamfundets økonomiske struktur bevirker, at der skal en solid økonomi og en stærk motivation til at sætte en større børneflok i verden.
At det siden har vist sig, at et-barnsfamilien ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er en mildt sagt uholdbar løsning og på længere sigt vil være en bombe under velfærdsudviklingen, er en anden sag. Denne erkendelse har være længe om at trænge igennem, og den har endnu ikke ført til nævneværdige politiske initiativer med henblik på at vende udviklingen.
Og endelig – på den internationale arena kan der i løbet af 1970’erne og 1980’erne konstateres en foruroligende udvikling, hvor de kræfter, der taler for befolkningskontrol på ny får politisk bevågenhed. Det er 1930’ernes socialdarwinistiske idéer, der får en renæssance, efter at de i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig, hvor nazisternes forbrydelser endnu stod i frisk erindring, i et vist omfang har været holdt ude af den offentlige debat.
Befolkningseksplosionen er det skræmmebillede, der i denne periode holdes op for offentligheden og de politiske beslutningstagere for at legitimere systematiske overgreb mod den 3. verdens befolkninger, som f.eks. i Indien, Kina og Sydamerika, hvor der bl.a. med FN-støtte gennemføres tvangsmæssige sterilisations- og abortprogrammer. I denne situation er det Vatikanet, som med støtte fra de islamiske lande organiserer modstanden i de internationale organer og dermed – indtil dato – har kunnet hindre, at provokeret abort i international sammenhæng får status af en menneskeret.
Det er denne kulturelle og politiske kontekst, man skal have in mente, når man læser en passage som denne i Familiaris Consortio:
Imod den pessimisme og egoisme, der formørker verden, står Kirken på livets side. I ethvert menneskeligt liv ser den glansen af det ”Ja” og det ”Amen”, som er Kristus selv. Det ”nej”, der bryder ind i verden og angriber den, besvarer den med dette levende ”Ja” og forsvarer således mennesket og verden mod alt det, der bekæmper og kvæler livet. (…)
Derfor fordømmer Kirken som en alvorlig krænkelse af menneskets værdighed og af retfærdigheden alle aktiviteter, fra regeringers eller andre offentlige myndigheders side, hvorved de forsøger på en eller anden måde at begrænse ægtefællernes frihed med hensyn til at bestemme, om de vil sætte børn i verden. Som følge heraf må alle magtindgreb fra disse myndigheders side til fordel for prævention, eller værre endnu for sterilisation eller provokeret abort, fordømmes og afvises. På samme måde må det betegnes som en alvorlig uret, når man i internationale forhold gør økonomisk bistand til underudviklede folkeslag afhængig af præventions-, sterilisations- og abortprogrammer.
Dødens og livets kultur
Der går fra disse ord en lige linie til Evangelium Vitae, som 14 år senere, i marts 1995, med al ønskelig klarhed gør op med ”dødens kultur”. ”Den klareste, mest lidenskabelige, mest bydende rundskrivelse i hans 16 år som pave”, lød karakteristikken i Newsweek, som udkom den 10. april med pavens portræt som forsideillustration.
Rundskrivelsen blev offentliggjort umiddelbart efter FN’s befolkningskonference i september 1994, hvor Vatikanet måtte kæmpe hårdt for at samle tilslutning til en passus i slutdokumentet, som fastslår, at ”abort i intet tilfælde må betragtes som en metode til familieplanlægning.” Det var på Cairo-konferencen, begrebet reproduktiv sundhed blev erstattet af reproduktive rettigheder. Hensigten var ikke til at tage fejl af, og kampen fortsatte på kvindekonferencen i Beijing, ligesom den i dag med jævne mellemrum dukker op i EU-sammenhæng.
I Evangelium Vitae drager Johannes Paul II en lang række bioetiske spørgsmål fra fosterdiagnostik til eutanasi de praktiske konklusioner af det moralteologiske fundament, han forinden, i august 1993, havde etableret med rundskrivelsen Veritatis Splendor.
Med et ordvalg, der kommer meget nær en ex cathedra-udtalelse, fordømmes provokeret abort under alle forhold:
”Med den myndighed, som Kristus overgav til Peter og hans efterfølgere, i fællesskab med biskopperne – som ved forskellige lejligheder har fordømt provokeret abort og som (…) har udvist endrægtig overensstemmelse, hvad denne lære angår, – erklærer jeg derfor, at direkte provokeret abort, det vil sige forsætlig abort som mål eller som middel altid er en alvorlig etisk uorden, fordi det er overlagt drab af et uskyldigt menneskeligt væsen. Denne lære bygger på naturloven og på Guds skrevne ord; den er overgivet af Kirkens Tradition og er lært af det almindelige kirkelige læreembede. Ingen omstændighed, ingen hensigt, ingen lov, intet som helst kan nogen sinde legitimere en handling, der er ond i sig selv, for den er i modstrid med den Guds lov, der er indskrevet i ethvert menneskeligt hjerte, kan erkendes af fornuften og er forkyndt af Kirken.” (62)
Den pastorale situation
På det pastorale niveau understreger paven alles forpligtelse til at forkynde livets evangelium: ”For virkelig at være et folk i livets tjeneste må vi fremføre disse sandheder bestandigt og modigt lige fra den første forkyndelse af evangeliet og derefter i katekese, i de forskellige former for forkyndelse, i personlige samtaler og i alle former for opdragelse” (82).
For teologer, hyrder, lærere og alle, der har ansvar for katekese og samvittighedsdannelse understreges i samme paragraf forpligtelsen til at ”afvise ethvert kompromis og enhver tvetydighed, som kunne tilpasse os til denne verdens tænkemåde”.
Selv om mentaliteten i den danske katolske Kirke generelt har ændret sig betydeligt siden 1970’erne – ikke mindst som en frugt af Johannes Paul II’s utrættelige forkyndelse – må man erkende, at der endnu er et stykke vej tilbage, førend vi som lokalkirke lever op til den forpligtelse til ægte evangelisering, der her skitseres for os. Vanskeligheden består ikke mindst i, at de foregående årtiers interne splittelse har affødt en prekær pastoral situation, en slags ond cirkel, hvor autoritetstabet og usikkerheden vedrørende centrale moralteologiske spørgsmål gør det vanskeligt at finde fælles fodslag og trænge igennem med en troværdig forkyndelse, når præsten fra prædikestolen ser ud over menigheden og spørger sig selv, hvor mange der mon lever i overensstemmelse med Kirkens morallære – taler han så modigt og overbevisende om ægteskabets uopløselighed, fortæller han om naturlig familieplanlægning som et alternativ til prævention, og understreger han over for de unge, at seksuallivet hører ægteskabet til? Han dilemma er, at han på den ene side risikerer at støde nogen fra sig, hvis han ”afviser ethvert kompromis og enhver tvetydighed” – på den anden side løber han på længere sigt risikoen for at se kirken blive tømt for menighed, hvis hans forkyndelse og sjælesorg drænes for evangelisk substans. I den situation har han brug for støtte og opmuntring fra sin biskop.
De nordiske biskopper udsendte i 2005 et nyt hyrdebrev om ægteskab og familie, som har meget få lighedspunkter med det famøse hyrdebrev fra 1968. Biskopperne stiller sig her udtrykkeligt bag Gaudium et Spes og Familiaris Consortio og anviser også i rundskrivelsen ”veje til virkeliggørelse af målet”.
Er vi på rette vej? Utvivlsomt, men ord og erklæringer er ikke længere nok. Der skal konkret handling til i form af målrettede pastorale initiativer, hvis vi skal genvinde initiativet og dæmme op for den afvandring fra kirken, som i årtier har drænes os for menneskelige og materielle ressourcer. Det sker kun, hvis vi har mod til at se de reelle årsager til troskrisen i øjnene og i Johannes Paul II’s ånd frygtløst vidne om den sandhed, Gud har åbenbaret for os.
Explainer
Demokrati må ikke overvurderes i en sådan grad, at det bliver til en erstatning for moral eller til et universalmiddel mod umoral. Demokrati er fundamentalt et ”system” og er som sådant et middel og ikke et mål. (…)
Demokratiets værdi står og falder med de værdier, som det giver konkret udtryk for og støtter. (…)
Grundlaget for disse værdier kan ikke være foreløbige og vekslende ”flertals”meninger, men kun anerkendelsen af en objektiv morallov, der som ”naturloven”, der er skrevet i det menneskelige hjerte, er det obligatoriske referencepunkt for statens love. Hvis det som et resultat af en tragisk formørkelse af den kollektive samvittighed skulle lykkes at så tvivl om morallovens fundamentale principper, ville det demokratiske system selv blive skadet i sine fundamenter og ville blive reduceret til at kun at være en mekaniske til at regulereforskellige modsatrettede interesser på et rent empirisk grundlag.
(Evangelium Vita 70)
Eukaristien har som kærlighedens sakramente et særligt slægtskab med den kærlighed, der binder mand og kvinde sammen i ægteskabet. Der er i vor tid et behov for en dybere forståelse af dette slægtskab.
Pave Johannes Paul II talte ofte om eukaristiens ægteskabslignende karakter og dens særlige forbindelse med ægteskabets sakramente: ”Eukaristien er vor forløsnings sakramente. Det er brudgommens og brudens sakramente.”
Yderligere ”bærer hele kristenlivet præg af den ægteskabslignende kærlighed mellem Kristus og Kirken. Allerede dåben, indlemmelsen i Guds folk, er et ægteskabs-mysterium; det er så at sige ægteskabsbadet, der går forud for bryllupsfesten, eukaristien.”
Eukaristien styrker uophørligt den uopløselige enhed og kærlighed i det kristne ægteskab. Ægtepagten bliver ved sakramentets kraft forbundet med den eukaristiske enhed mellem Kristus, Brudgommen, og Bruden, Kirken. Det gensidige løfte, mand og hustru giver hinanden i Kristus, og som forener dem i et livslangt kærlighedsforhold, har også en eukaristisk dimension.
Hos apostlen Paulus er den ægteskabelige kærlighed et sakramentalt tegn på Kristi kærlighed til Hans kirke, en kærlighed, der kulminerer i korsofferet, det synlige tegn på hans ”ægteskab” med menneskeheden og på samme tid oprindelsen til og hjertet i eukaristien.
Af samme grund forkynder Kirken sit særlige åndelige slægtskab med alle, som har bygget deres familie på ægteskabets sakramente. Familien – huskirken – er den inderste sfære i Kirkens liv, i særdeleshed på grund af den afgørende rolle i børnenes kristne opdragelse.
I denne sammenhæng har Synoden også tilskyndet til en anerkendelse af kvindens enestående opgave i familien og i samfundet, en opgave, der bør nyde beskyttelse og fremme. Ægteskab og moderskab repræsenterer centrale positive værdier, som aldrig må undervurderes.
Pave Benedikt XVI i ”Sacramentum Caritatis” (27), 2007
