Vatikanets forlag LEV udgiver pave Frans' nye bog "Hellig, ikke verdslig. Guds nåde frelser os fra indre fordærv”, som omfatter en artikel fra 1991 med den originale titel “Corrupción y pecado”, og et brev, han adresserede til præsterne i bispedømmet Rom i august 2023. Her er den engelske oversættelse af hans forord.
Af Pave Frans
Vatikanet den 30. september 2023
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen
Livet som kristen er en kamp, en indre kamp for at overvinde fristelsen til at lukke os om os selv, og i stedet lade vor Faders kærlighed, som ønsker vor lykke, bo i os. Det er en smuk kamp, for når vi lader Herren sejre i os, jubler vores hjerte, og vores tilværelse oplyses af en stråle af det uendelige. Den kamp, vi fører som følgere af Jesus, er først og fremmest en kamp mod den åndelige verdslighed, som er en form for hedenskab i kirkelig klædning. Selvom den er camoufleret og fremtræder som hellig, ender den med at være afgudsdyrkende, fordi den ikke anerkender Guds tilstedeværelse som Herre og befrier af vores liv og af verdens historie. Den efterlader os som et bytte for vores lunefulde ønsker.
Derfor må vi kæmpe. Men vores kamp er ikke forgæves eller uden håb, for denne kamp er allerede vundet af Jesus, som ved sin død overvandt syndens magt. Med sin opstandelse har han gjort det muligt for os at blive nye mennesker.
Selvfølgelig har Jesu sejr et navn, korset, som i første omgang frastøder os og skubber os væk. Men korset er tegnet på en grænseløs kærlighed, ydmyg og ihærdig. Jesus elskede os indtil sin vanærende død på et kors, for at vi ikke længere skulle kunne tvivle på, at hans arme vil forblive åbne selv for de sidste syndere. Denne evige kærlighed kalder og orienterer de kristnes liv og Kirken selv. Jesu kors bliver kriteriet for ethvert valg i tro.
Den salige Pierre Claverie, biskop af Oran, bekræftede dette i en af sine smukke prædikener, som jeg gerne vil citere her: "Jeg tror, at Kirken dør, hvis den ikke er tilstrækkelig tæt på sin Herres kors. Selvom det kan virke paradoksalt, så kommer styrke, vitalitet, håb og kristen frugtbarhed, Kirkens frugtbarhed herfra.
Ikke fra noget andet sted. Alt resten er blot blændværk, verdslig illusion. Kirken forråder sig selv og forråder verden, når den står som en magt blandt andre magter, eller som en organisation, selv en humanitær, eller som en evangelisk bevægelse, der er i stand til at skabe sensationer. Den kan endda lyse, men den brænder ikke med Guds kærligheds ild, der er ’stærk som døden’ – som Højsangen udtrykker det.”
Derfor ønskede jeg at samle to essays, som blev udgivet på forskellige tidspunkter, i dette korte værk: Ét, skrevet i 1991, da jeg var ærkebiskop af Buenos Aires, dedikeret til fordærvelse og synd; og det andet, et brev til præsterne i Rom. De er forenet af den bekymring, som jeg føler er et højt kald fra Gud til hele Kirken, om at forblive på vagt og at kæmpe med bønnens styrke mod enhver indrømmelse til åndelig verdslighed.
Denne kamp har et navn: den kaldes hellighed. Hellighed er ikke en tilstand af salighed, som man har nået én gang for alle. Den er i stedet den uophørlige, utrættelige længsel efter at forblive knyttet til Jesu kors, lade os forme af den logik, der kommer af at give sig selv som gave og af at modstå fjenden, der smigrer os ved at overbevise os om, at vi er nok i os selv. Det ville gøre os godt at huske, hvad Jesus sagde: "Uden mig kan I intet gøre" (Joh 15:5). Hellighed forbliver derfor åben for det "mere", som Gud beder os om, og som kommer til udtryk i, at vi holder fast i vores daglige liv. Fader Alfred Delp skrev: "Gud omfavner os gennem virkeligheden". Vores daglige liv er dér, hvor vi giver plads til Herren, som frelser os fra selvtilstrækkelighed, og som kræver det mere af os, som den hellige Ignatius af Loyola talte om: det "mere", der ansporer os til en lykke, som ikke er flygtig, men fuldstændig og fredfyldt.
Jeg giver disse tekster til læseren som en mulighed for at reflektere over sit liv og over Kirkens liv i overbevisningen om, at Gud beder os om at være åbne over for det altid nye ved ham, han beder os om at ikke at være rolige og aldrig tilfredse, at være søgende og aldrig sidde fast i komfortabel uklarhed, ikke være beskyttet inden for mure af falsk sikkerhed, men at vandre på hellighedens vej.
