Beregner ny rute – om Guds barmhertighed

Af: Birgit Bidstrup Jørgensen

For nogle år siden var jeg på vej til et sted, hvor jeg ikke havde været før, men jeg mente, at jeg nogenlunde vidste, hvor det var. For en sikkerheds skyld, havde jeg sat GPS’en til, så jeg ikke kom helt på afveje.

”Beregner ny rute”, sagde den venlige stemme, da jeg valgte at køre en anden vej, som jeg mente var smartere og hurtigere.

Jaja, tænke jeg. Så længe den bare beregner ny rute, kan jeg ikke være helt på afveje. Det var nok en god idé med den smutvej. Mon ikke også et afdrej ad sidevejen dér fremme, ville korte vejen lidt mere af? Jeg prøvede.

”Vend om, så snart det er muligt”, lød stemmen. Jeg ignorerede den, for jeg skulle jo bare lige til venstre her, og til højre der, så ville jeg være ved målet. ”Vend om, så snart det er muligt”, sagde stemmen igen. Så ti da stille, tænkte jeg. Men ganske tålmodigt og lige venligt gentog den: ”Vend om, så snart det er muligt”. Ja, hvis du ikke kan beregne min rute, så skal jeg nok selv finde den, tænkte jeg irriteret og fortsatte fremad.

Det nyttede bare ikke ret meget, for jeg var på en blind vej, og skulle jeg være ærlig, vidste jeg ikke rigtig, hvor jeg egentlig var. Mens jeg intuitivt kørte efter kortet i mit hoved, mistede jeg orienteringen. ”Satellitforbindelse mistet”, lød den milde stemme. Nu var jeg virkelig alene.

Jeg ville stadig gerne der hen, hvor jeg var på vej til, så der var ikke andet at gøre, end at vende om. Men hvorhen? ”Beregner ny rute”, sagde stemmen uforstyrreligt. Den var heldigvis ikke blevet træt og irriteret over mig og alle mine idéer. Denne gang fulgte jeg alle GPS’ens anvisninger, og snart ankom jeg – let forsinket og meget lettet.

Somme tider er det faktisk muligt at vælge en anden vej, end GPS’en anviser. Man kan godt komme hurtigere frem, end hvis man kører ad motorvejen, men så må man ofte ad smalle grusveje, måske med en dyb afgrund på den ene side, hvor man meget nødig vil falde ned. Men skulle det blive for besværligt, eller bliver man bange for at køre på den vej, er det altid muligt at vende om, og straks kan man ånde lettet op ved lyden af stemmen: ”Beregner ny rute”. Det er trygt at vide, at man altid kan opgive den vej, man selv har valgt at følge og overgive sig til vejledningen fra stemmen i GPS’en. Så kan man være sikker på at nå frem, selv om bilen måske er blevet sprøjtet til med snavs på grusvejen og må en tur i vaskehallen, før man kan være bekendt at køre i den igen. Men det kan man jo takke sig selv for.

Mon ikke alle mennesker efterhånden har prøvet at følge vejledningen fra en GPS for at finde et sted hen?

Det er jo lidt af en tillidssag. Man indtaster adressen, man vil hen til, og regner med, at GPS’en beregner den hurtigste og korteste vej derhen, så man bare kan følge dens anvisninger og ikke behøver spekulere over, om de er rigtige.

Gud har givet os en fri vilje

Hvis vi bruger historien om GPS’en som et billede på forholdet mellem Gud og mennesker, kan denne genstand fra vores hverdag sige os noget, der godt kan være værd at tænke over: at Gud har skabt os med en fri vilje.

Gud er vores Far, men Han vil aldrig tvinge os til at være hans børn. Det skal vi frivilligt vælge. Konsekvensen af at vælge at være Guds barn er, at vi bliver ført til det mål, vi ønsker: at blive forenet med ham engang. Men så må vi følge hans vejvisning. Følge vores frie vilje, er konsekvensen, at kommer vi derhen, hvor vi selv vil, ender vi ikke nødvendigvis dér, hvor Gud ønskede at føre os hen.

”Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk”. Sådan sagde Gud om sit forhold til mennesker, og når Gud siger det, kan vi regne med det.

Men da Eva lod sig friste af slangen til at spise et æble fra Livets træ, gjorde hun noget, hun godt vidste, at Gud havde forbudt. Da hun fik Adam til at spise af æblet, førte hun også ham på afveje. Måske kunne Adam og Eva have fundet tilbage til den rette vej igen, hvis de havde fulgt ”færdselsreglerne” i Paradiset, men det gjorde de ikke. Eva forsøgte at skyde skylden for sin egen beslutning om at bryde Guds regel, at dette træs frugt måtte de ikke spise, over på slangen. Adam skød skylden på Eva. De kunne ikke gøre for, at de faktisk havde spist æblet, sagde de.

Det var første gang, Gud måtte beregne en ny rute for mennesker, for ingen kan lyve for Gud og nægte at følge hans bud. Ligesom en GPS ved Gud, om vi følger de veje, han viser os, og når vi ikke gør det, har det konsekvenser.

Konsekvenserne kan godt være hårde, som i Noas dage. Dengang fulgte mennesker i så høj grad deres egne veje, at Gud blev træt af at beregne nye ruter. Da lod Gud vandet oversvømme verden, så det udslettede alle mennesker, undtagen Noa og hans familie, for de var ikke veget fra Guds vej.

Da Gud ville lade Moses føre israelitterne fra fangenskabet hos Ægypterne til det land, Han havde lovet dem, blev de hurtigt trætte af at vandre i ørkenen og spise den kedelige manna, Gud gav dem at leve af. De fulgte deres egne idéer, som de troede var meget bedre end Guds. De brugte virkelig deres fri vilje og lavede sig en guldkalv, som de tilbad i stedet for at tilbede Gud. Det fik Gud til at beregne ny rute, for at de kunne få lejlighed til at lære at respektere hans vejledning. Det genstridige folk måtte vandre rundt i ørkenen i hele 40 år i stedet for at komme ad dén direkte vej til deres nye land, som Gud egentlig ville have vist dem.

Guds ”færdselsregler” er de 10 bud, som han gav Moses. Følger vi dem, vil han være vores Gud, og vi kan blive ved at være hans folk. Da det med tiden viste sig, at Guds udvalgte folk stadig fulgte deres egne veje, blev Gud ikke træt af dem, men han sendte sin søn, for at budskabet til os om at følge hans veje skulle lyde endnu tydeligere i vore ører: ”Vend om og tro på evangeliet!” og ”I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer”.

Guds tålmodighed og barmhjertighed er uendelig

Ligesom GPS’ens stemme aldrig bliver træt af os og vor egenrådighed, bliver Gud det heller aldrig. Forskellen på en GPS og Gud, vores Fader, er, at Gud kender det dybeste i vores sjæl. Han har skabt os og kender alt det gode i os, som det er hans plan at bygge videre på med den vej, han har planlagt for os. Guds kærlighed til os kan vi kun udslukke, hvis vi bliver ved med at nægte at vende om fra vore vildveje og nægter at modtage Hans kærlighed. Så vil han respektere vores frie vilje. Valget er vort.

Uanset, hvad vi vælger, er Guds barmhjertighed så stor, at han altid er med os på vejen. Hvis jeg tænker rigtig dybt over veje og vildveje i mit eget liv, ser jeg tydeligt, hvordan Gud i tide og utide har beregnet nye ruter for mig, når jeg var faret vild. Jeg havde aldrig kunnet finde vejen frem af mig selv.
Gud har endda sørget for ”tankstationer”, hvor vi kan tanke ny energi til vejen. Det er den hellige eukaristi, som han stiller ubegrænset til rådighed for os. Gud har også indrettet ”vaskehaller” i form af skriftestole, så vi kan få vasket alt det gamle snavs fra vildvejene af i skriftemålet.

Guds milde stemme, altid tålmodig, altid barmhjertig, giver aldrig op: så snart vi får ”satellitforbindelsen” genetableret, beregner han en ny rute for os, så vi kan nå hjem til ham. Lige til vores sidste stund er Gud parat til at vise os vejen hjem og tage imod os hjemme hos sig.

Det kan vi stole på, og det kalder på en stor taknemmelighed over for Gud, vores Fader.


Forfatter Birgit Bidstrup Jørgensen
- er med i TEAM KATOLSK LIV

%d bloggers like this: