Pave Johannes Paul II (1978–2005) - Sankt Johannes Paul II - besøgte Danmark i dagene 6.- 7. juni 1989, og der blev holdt mange taler. En af talerne var henvendt til Pastoralrådet, til lægfolket, og paven sagde i sin tale:
Kære medlemmer af Pastoralrådet,
Jeg vil gerne takke jeres formand, hr. Jan Lange, for hans venlige ord på jeres vegne. Jeg vil også gerne udtrykke min påskønnelse af den dynamiske måde, hvorpå I, det katolske lægfolk i Danmark, til stadighed opbygger det ene Kristi Legeme sammen med jeres biskop, gejstligheden og ordensfolket. Blandt den mangfoldighed af kald, som nådens nye liv udtrykker sig i, står lægfolk som I selv i første linie, når det gælder Kirkens mission. Som et præsteligt folk, formet og ledet af Kirkens hyrder, bidrager I til at helliggøre verden og omforme den efter Kristi eksempel under hverdagslivets almindelige forhold (Det 2. Vatikankoncils konstitution, Kirken, 10, 31). I årene siden Det 2. Vatikankoncil er lægfolkets deltagelse i Danmark vokset og blevet mere dynamisk, som man kan se af den aktivitet, som har udfoldet sig i Pastoralrådet og de lokale menighedsråd siden deres oprettelse i 1970.
Hvilke udfordringer står katolske lægfolk overfor i Danmark i dag? Jeg ved, at ægteskabet og familien er et vigtigt anliggende, og jeg vil gerne dele nogle tanker med jer om disse emner. Som kristne mange andre steder i verden står I over for den sørgelige virkelighed, som omfatter skilsmisser, opløste hjem, forvirring med hensyn til mænds og kvinders roller og en vis livsfornægtende holdning, som ikke alene fører til kunstig svangerskabsforebyggelse og abort, men også til, at der stilles spørgsmålstegn ved det ønskværdige i overhovedet at leve. Kirkens lære, som fortsætter den moral, der ligger i den jødisk-kristne tradition, betragtes af nogle som værende uden forbindelse med moderne realiteter eller som overdreven indblanding i sager, som de skønner er "private", og som udenforstående derfor ikke kan blande sig i.
Der er imidlertid ikke tale om en indblanding i ægteskabets og hjemmets fortrolige forhold, når evangeliet, som er kilden til Kirkens lære, bringer et befriende budskab om sandhed og lys. Det giver et uerstatteligt grundlag for menneskets opdagelse af sig selv og for de stabile og kærlige elementer, som er afgørende for forholdet mellem mennesker. Nåden bygger på naturen: Evangeliet stiller ikke umenneskelige krav til os. Det oplyser, højner og fuldkommengør ved Guds nådes kraft det, som er menneskeligt. Livsvarig trofasthed i ægteskabet, en ansvarlighed med hensyn til det at være forældre, der respekterer livets gave, som Gud har givet, ærbødighed over for den menneskelige person fra undfangelsesøjeblikket til en naturlig død, kvinders og mænds komplementære ligeværdighed: disse ting, kære brødre og søstre, er alle en del af det vævede mønster af kristen sandhed, hvis tråde kommer fra evangeliet.
Ofte kan vi spekulere over, hvordan vi bedst kan besvare de unges spørgsmål i deres søgen efter Gud, eller hvordan vi kan nå ind til hjertet og sindet hos dem, som viser ligegyldighed, eller hvordan vi kan bringe Kristus til de ikke-troende. Det er min overbevisning, at hvis vi former vort liv efter evangeliet i hele dets fylde, accepterer dets krav og stoler på dets visdom, så vil vi, til trods for den skepsis, som nogle vil møde os med, og latterliggørelse fra andre, faktisk føre mange mennesker og endda hele samfund til Kristus. For intet menneske kan forblive ligegyldig over for hellighed eller være upåvirket af et liv, som er fuldt ud menneskeligt, fordi det leves i Gud.
Jeg opmuntrer hver og en af jer og alle lægfolk i Danmark til at give denne form for profetisk vidnesbyrd, både i det offentlige liv og i privatlivet. Vær ikke bange for at efterleve evangeliets krav, som de forkyndes af jeres katolske tro. Lad jer ikke afskrække fra at acceptere evangeliet med al fasthed og kærlighed. Som kristne med en mission, der udgår fra Kristus selv, søg jeres styrke i ham, for, som han selv siger til os: »Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig,og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre« (Joh. 15, 5).
Til jer alle, som er samlet her, ønsker jeg at udtrykke min dybe påskønnelse. Må Herren velsigne jer og jeres kære, især børnene og dem, som er syge. Som et pant på styrke og fred i Herren giver jeg jer af hjertet min apostoliske velsignelse.