1. februar blev den nye kommunikationschef og chefredaktør Regitze Fuhrmann ansat i den katolske kirke i Danmark og nu søger hun en redaktør og kommunkationsmedarbejder.
Den katolske kirke er midt i en spændende udvikling af kommunikative tiltag, og søger derfor en medarbejder til at udvikle og løfte kommunikationsopgaver i bispedømmet. Den primære opgave bliver at stå for nyhedsformidlingen på flere forskellige platforme.
Bispedømmet søger en person der brænder for digital kommunikation, er en dygtig skribent og redaktør og har gode engelskkundskaber. Den nye medarbejder kommer til at arbejde i afdelingen for kommunikation på hovedkontoret centralt i København. Læs hele stillingsopslaget HER
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark og Regitze Fuhrmann er i dag blevet enige om rammerne for et videointerview som finder sted i KATOLSK LIV's lokaler i den kommende uge - og vi går relativt tæt på den nye chef.
Vi spørger bl.a. hen til det faktum, at nogle katolikker undrer sig over, at bispedømmet har ansat en ikke-katolik som kommunikationschef og hvilke udfordringer hun i den forbindelse er opmærksom på.
Vi spørger ind til fornyelsen af Kirken i det 3. årtusinde, som afdøde pave Johannes Paul II, men også vor egen tidligere generalvikar Lars Messerschmidt står på mål for, hvordan hun ser denne fornyelse udvikle sig. På kort og længere sigt.
Vi spørger ind til en beredskabsplan når den katolske kirke bliver udfordret i danske medier. Oftest, hvis ikke altid, er det biskop Czeslaw Kozon, der står frem i medierne. Vil hun som kommunikationschef aflaste ham på dette område.
Så er der det længe ventede nye katolske magasin til afløsning for Katolsk Orientering. Hvem er målgruppen, hvor tit vil det udkomme og er det gratis. Hvad skal magasinet indeholde og hvad kommer det til at hedde.
Vi vil også gerne vide hvilke katolske værdier den nye kommunikationschef Regitze Fuhrmann har.
Når interviewet finder sted, vil ansøgningsfristen være overskredet til den nye stilling som redaktør og kommunikationsmedarbejder, derfor vil vi spørge Regitze om den nye medarbejder også skal være en ung, ikke-katolsk kvinde.
Så er der slået nye toner an i samarbejdet mellem bispedømmet og KATOLSK LIV │ EWTN Danmark. Vi er enige om, at det er til begge parters fordel at udbygge samarbejdet, bl.a. fordi det frivillige arbejde også kommer til at spille en vigtig rolle i den nye katolske mediestrategi. Derfor vil videointerviewet også blive sendt på bispedømmets hjemmeside katolsk.dk og bispedømmets Facebook-gruppe.
På redaktionen af KATOLSK LIV │ EWTN Danmark glæder vi os til at møde Regitze Fuhrmann - til en samtale fyldt med katolsk liv.