Da verden blev moderne (2)

”Kinseys rapporter om amerikanernes seksuelle adfærd fik afgørende betydning for 1960’ernes opgør med seksualmoralen. Men var hans undersøgelser videnskabeligt holdbare?”


Af cand.mag. Torben Riis - Redigeret til nettet af Margot Johansen fra Team Katolsk Liv

ABONNEMENT - Da den amerikanske zoolog Alfred C. Kinsey i 1948 offentliggjorde sin rapport om mænds seksuelle adfærd (Sexual Behaviour in the Human Male), vakte det mere end almindelig opsigt. Bogen gjorde med ét Kinsey til en berømthed og er den dag i dag – sammen med den efterfølgende rapport om kvinders sex-liv, som udkom i 1953 – den videnskabelige bog, som har solgt flest eksemplarer nogen sinde. Alene de første to uger blev den solgt i 200.000 eksemplarer.


Læs også de andre afsnit i serien:1. del  │  2. del  │  3. del  │  4. del

Forbløffende konklusioner

Kinseys rapport var hver især baseret på interviews med 4-5.000 personer, og konklusionerne var mildt sagt opsigtsvækkende. Næsten halvdelen af alle gifte mænd havde ifølge Kinsey været deres koner utro, mens ”kun” 26% af hustruerne havde begået ægteskabsbrud. Mellem 10 og 47% af både mænd og kvinder havde tillige haft seksuel omgang med personer af samme køn – og 17% af yngre mænd med forhåndenværende dyr!

For mændenes vedkommende konkluderede Kinsey, at 95% af de adspurgte, som han hævdede udgjorde et repræsentativt udsnit af befolkningen, på et eller andet tidspunkt i deres liv havde forbrudt sig mod gældende amerikansk lov og derfor – såfremt deres overtrædelser var blevet afsløret – kunne være havnet i fængsel.

Hvad andet kunne man udlede af disse oplysninger, end at lovgivningen i så fald måtte trænge til en gennemgribende revision? Det var da også, hvad eksempelvis en anset dommer og advokat i New York, Morris Ploscowe, gjorde i 1948 i et debatindlæg efter at have læst Kinseys første rapport:
Ægteskab løser ikke problemet, for mellem 30 og 45% af den mandige befolkning har haft udenomsægteskabelige forhold. Omkring 17% af unge drenge, som er vokset op på en gård, har haft seksuel kontakt med dyr. (…) Disse førægteskabelige, udenomsægteskabelige og homoseksuelle kontakter foruden de seksuelle kontakter med dyr, viser det sig, praktiseres af 95% af befolkningen i strid med lovgivningen. Hvis disse konklusioner er korrekte, er det indlysende, at vores lovgivning vedrørende sex-forbrydelser er ude af trit med menneskers faktiske adfærd.

Man kan umiddelbart undre sig over, at så forbløffende konklusioner i vidt omfang blev accepteret som videnskabelige facts i den amerikanske offentlighed, for så vidt som de stred både mod de oplysninger, man kunne finde i officielle statistikker som mod almindelige menneskers erfaringer fra datidens amerikanske samfund.

Liam Neeson spillede hovedrollen i Condon Bills film “Kinsey” fra 2004. I denne scene forelæser han for undrende og beundrende amerikanske studerende. Filmen skildrer ham ukritisk som den kompromisløst sandhedssøgende videnskabsmand, der modigt bryder igennem samtidens fordomme.

En professionelt tilrettelagt kampagne

En del af forklaringen på Kinseys succes skal søges i det forhold, at der både før og efter offentliggørelsen af rapporten var gået en storstilet kampagne med det formål at sikre Kinseys afsløringer den størst mulige internationale mediebevågenhed. Journalister blev i dagene før udgivelsen briefet (og beværtet) og gratis eksemplarer udsendt til læger og andre fagpersoner i hele USA. Denne bekostelige kampagne blev finansieret af Rockefeller-fonden og iværksat af den stab af medie- og kommunikationseksperter, som havde den fornødne ekspertise, de nødvendige forbindelser til medieverdenen og den nødvendige kapital i ryggen. De sørgede for, at Kinseys undersøgelsesresultater blev refereret i populære publikationer som Time, Life, Look og McCall’s, hvor de blev præsenteret som videnskabeligt uangribelige sandheder. Dermed nåede de ud til et bredt publikum og rykkede afgørende ved flertallets opfattelse af, hvad man bør forstå ved en normal og følgelig acceptabel seksuel adfærd. På længere sigt gødede Kinseys synspunkter jordbunden for 1960’ernes seksuelle revolution i USA og resten af den vestlige verden.

De få forskere inden for dette på daværende tidspunkt endnu relativt uopdyrkede felt, som var i stand til at så tvivl om Kinseys undersøgelsesmetoder og konklusioner, blev enten tiet ihjel eller hånligt affejet som formørkede moralister.

Rockefeller-lobbyens professionelle mediehåndtering bidrog således til at cementere Kinseys position som videnskabelig autoritet. Kinsey blev med ét slag i den brede offentligheds øjne positioneret som den kompromisløse forsker, der i et frygtløst opgør med uvidenhed og moralsk bornerthed lagde de tørre facts på bordet og dermed langt om længe kunne fortælle alle den usminkede sandhed om menneskets seksualitet. Det var fra da af Kinsey og hans medarbejdere, der satte dagsordenen i den offentlige debat, og det image, han igennem hele sin karriere byggede op omkring sin person, er den dag i dag i hovedårsagen intakt til trods for alle senere afsløringer af hans tvivlsomme metoder og personlige uhæderlighed. Det spørgsmål vender vi tilbage til.

Fattigdom skyldes dårlige gener

Hvis nogen skulle undre sig over, hvilken interesse Rockefeller-fonden kunne have i at promovere en relativt ukendt zoologs forskning – Kinsey havde indtil da kun gjort sig bemærket med en afhandling om galhvepse – er der også en nærliggende forklaring på det. Den begynder med en konstatering af, at Rockefeller-dynastiets grundlægger, oliemagnaten John D. Rockefeller senior (1839-1937) i høj grad var inspireret af sin samtids socialdarwinistiske ideer. Hvad der særligt tiltalte Rockefeller og andre at datidens industrifyrster, var den britiske filosof Herbert Spencers påstand om, at sociale systemer udvikler sig optimalt under fri konkurrenceforhold, hvor markedskræfterne ikke hæmmes af regeringsindgreb. Det var Spencer, der formulerede udtrykket survival of the fittest (de bedst egnede bør overleve). I samfundsøkonomisk sammenhæng var hans grundsynspunkt derfor, at når markedskræfternes frie spil lader de svage og uegnede individer gå til grunde, er dette en sund og naturlig proces, der i høj grad befordrer en i økonomisk forstand hensigtsmæssig samfundsudvikling. Hans ideer blev fulgt op af Darwins fætter Sir Francis Galton (1822-1911), som grundlagde den moderne eugenik og bl.a. hævdede, at sorte er genetisk underlødige, jøder samfundets snyltere, og sidst, men ikke mindst, at fattigdom er genetisk bestemt.

En logisk konsekvens af denne tankegang var, at samfundets ansvarlige beslutningstagere ikke blot havde ret, men også pligt til at begrænse de lavere samfundsklassers og de socialt marginales uhæmmede spredning af ”dårlige gener”. I 1930’ernes USA gav dette sig udslag i omfattende programmer, hvor mentalt retarderede, handicappede og kriminelle blev tvangssteriliseret i ikke mindre end 27 stater. Hvad der skete i Hitlertidens Tyskland behøver ingen formentlig at blive mindet om, og det var da også baggrunden for, at den eugeniske bevægelse i USA og Europa i efterkrigstiden var nødt til at holde en relativt lav profil – men målsætningen var uændret.

Fødselskontrol og seksuel frigørelse

Men er der en logisk sammenhæng mellem fødselskontrol og seksuel frigørelse, som kunne forklare Rockefeller-fondens interesse for Kinseys projekt? Det er der i høj grad.
Da tvangssterilisationer i vor del af verden måtte opgives som middel til at holde reproduktionen under kontrol, var man nødt til at gribe til andre midler. Og midlet til at nå det ønskede mål var at gøre prævention og abort tilgængelige for enhver – og da ganske særligt for dem, der befandt sig i samfundets bund.

En første forudsætning for, at dette kunne lykkes, var imidlertid, at folk i almindelighed blev påvirket til at holde ægteskab, seksualliv og reproduktion skarpt adskilt i deres bevidsthed og dermed til at give slip på de moralske hæmninger, der stillede sig i vejen for en effektiv familieplanlægning.


”Kinsey udvalgte selv sine interviewpersoner i stedet for at bruge et repræsentativt panel og klassificerede i sin første rapport omkring 1.400 kriminelle mænd, hvoraf en del meget vel kunne være seksualforbrydere, som normale.”


Hvis reproduktionen skal kunne kontrolleres og holdes i ave, forudsætter det forestillingen om, at den er en del af vores liv, som vi har ret og pligt til at regulere og – som det helt afgørende – tilpasse vores egne og samfundets behov.

Kinsey var imidlertid i påfaldende grad uinteresseret i forbindelsen mellem seksualliv og reproduktion og dermed formentlig også i den eugeniske bevægelses befolkningspolitiske dagsorden, men han kunne i høj grad bruges til at legitimere det ny darwinistiske menneskesyn, herunder især synet på den menneskelige seksualitet.

Kinseys videnskabelige udgangspunkt var snævert darwinistisk. Han overfører direkte de metoder, han har brugt i sine studier af insekters adfærd til menneskelivet og definerer – inspireret af Pavlovs teorier – menneskets seksualitet som et sæt betingede reflekser: bestemte stimuli forårsager bestemte genitale reaktioner og fører i sidste instans til orgasme. Det forklarer, hvorfor begrebet kærlighed er helt fraværende i hans videnskabelige univers. For ham er hele viften af menneskelige følelser slet og ret en funktion af seksualdriften.

Kinseys overordnede synspunkt var med andre ord, at al seksuel aktivitet er ”naturlig” og derfor acceptabel, og at skiftende tiders seksualmoral således må betragtes som tilfældige og uhensigtsmæssige begrænsninger af den enkeltes frihed. Han hævdede, at børn helt ned til spædbarnsalderen med fordel kunne opnå orgasme, at voksnes seksuelle omgang med børn ikke skadede dem, og at homoseksualitet var lige så ”naturlig” som al anden seksuel aktivitet – et synspunkt der som bekendt i dag er bredt accepteret i offentligheden.

Fup eller fakta?

Kinseys videnskabelige praksis og i særdeleshed de konklusioner, han uddrog af sit materiale, blev allerede i hans samtid mødt med kritik – ikke alene fra det religiøse USA, men også fra fagfolk, især statistikere, der anfægtede hans resultater. I nyere tid er hans mest ihærdige og veldokumenterede kritiker den jødisk-fødte Judith A. Reisman, Ph.d., som i sin seneste bog Kinsey: Crimes and Consequences har samlet et imponerende og stærkt belastende materiale om Kinsey både som person og videnskabsmand – bl.a. på baggrund af dokumenter fra det institut, som bærer hans navn, og stadig 50 år efter hans dødfortsætter hans virke.

Hovedtesen i hendes bog er, at Kinsey bevidst svindlede med sine data for at fremme en kønspolitisk dagsorden – og for at legitimere sine egne pædofile tilbøjeligheder, som han vedholdende fik tilfredsstillet under udførelse af ”forsøg” med mindreårige.

Judith Reisman hævder bl.a., at Kinsey med forkærlighed rekrutterede sine medarbejdere blandt unde og uerfarne akademikere. Betingelsen for, at de blev ansat, var, tilføjer hun, at de var villige til at afsløre alle intime detaljer fra deres eget sexliv samt – f.eks. i forbindelse med konebytteri – at lade sig filme i intime situationer i det studie, Kinsey havde indrettet til dette formål på loftsetagen i sin villa.

Virkelighedens Alfred Kinsey interviewer en kvinde om hendes sexvaner. Kinsey var for at imødegå rygterne om de højst tvivlsomme seksuelle eksperimenter, der foregik på hans institut, meget omhyggelig med, hvilke fotografier, der slap ud til offentligheden af ham selv og hans medarbejdere. Billedet er da også et omhyggeligt komponeret propagandafoto, hvor han selv fremtræder i rollen som den respektfulde og saglige forsker i færd med at indsamle data til sine undersøgelser. Den kvindelige model (som blev genbrugt på et tilsvarende foto med en anden interviewer) skal signalere, at Kinseys interview ofre var gennemsnitlige og dermed statistisk repræsentative amerikanske husmødre. Bemærk hornbrillerne og den tækkelige frisure og påklædning.

Manglen på forskningsekspertise blandt medarbejderne viste sig bl.a. ved, at Kinsey aldrig ansatte en statistiker. Dette forhold gav endda anledning til påtale fra Rockefeller-fonden, som i et kritisk notat bl.a. bemærkede, at det ikke var til at blive klog på præcis, hvor mange interviewpersoner, der havde deltaget i undersøgelsen, fordi tallene varierede fra den ene tabel til den anden.

Alvorligere er det imidlertid, at Kinsey stik mod gængs videnskabelig praksis udelukkende benytter frivillige interviewpersoner, som han selv udvælger, i stedet for et repræsentativt panel. Kinseys oprindelige materiale omfatter ikke mindre end18.000 interviews, men en gennemgang af tabellerne i begge undersøgelser viser, at kun ca. ¼ af interviewene indgår i rapporterne. Hvilke blev sorteret fra og hvorfor?

Reisman påviser i denne sammenhæng, at han i sin første undersøgelse af den mandlige befolkning, klassificerede omkring 1.400 kriminelle, hvoraf en del meget vel kunne være seksualforbrydere, som ”normale”.

I undersøgelsen af kvinderne, siger Reisman, er aldersfordelingen ikke repræsentativ. Endvidere er det påfaldende, at der ikke optræder nogen kategori, der hedder ”mødre med børn”. Antal børn er kun anført for enlige ugifte mødre.

Hertil kommer, at Kinsey opererer med sin helt egen definition af, hvad en gift kvinde er. Det er i hans undersøgelse en kvinde, som i mindst et år har levet i et fast forhold med en mand. Her skal man huske på, at Kinseys undersøgelse af kvinderne netop virkede som en bombe, fordi den tilsyneladende punkterede myten om den typiske amerikanske housewife’s respektable livsførelse. Men, spørger Reisman, hvad er det for kvinder, der optræder i Kinseys tabeller? En kvinde, der har haft et forhold til en mand i et år, kunne f.eks. være en prostitueret, der levede sammen med sin alfons. Det kunne også være en kvinde, der levede i et papirløst forhold – men minder Reisman os om, sådanne kvinder var i 1940’ernes og 1950’ernes USA alt andet end repræsentative. Papirløse forhold var endnu atypiske og direkte forbudt i de fleste stater.


Læs også de andre afsnit i serien:1. del  │  2. del  │  3. del  │  4. del

SANDHEDEN ER, konkluderer Reisman, at Kinsey havde store problemer med at finde interviewofre blandt normale gennemsnitlige kvinder og derfor tyede til marginalgrupper. Det forsøgte han efterfølgende at sløre, hvilket yderligere ses af, at man ikke kan identificere lovformeligt gifte kvinder i hans tabeller.

Uanset hvilken vægt man tillægger detailkritikken af Kinseys undersøgelser – han selv og hans medarbejdere forsvarede sig bestandig med, at konklusionerne trods alle formelle fejl var holdbare – må man på et principielt niveau indvende, at det i en diskussion om moral langt fra er indlysende, at flertallets faktiske adfærd bør være normgivende instans. Med andre ord: selv om Kinsey skulle have ret i, at et flertal ikke levede op til samtidens moralske normer, var det ikke i sig selv et argument for at sætte moralen på pension.

Det var ikke desto mindre, hvad man i vor del af verden lod sig forlede til at gøre i årene, der fulgte.


Indholdet er tidligere offentliggjort i Katolsk Orientering og bringes på KATOLSK LIV med tilladelse.