Monastiske chants i Middelalderen

Hans Jacob Thomsen (1930-2017)

Successors, antiphon

O tu suavissima, responsory

Den gregorianske sang repræsenterer en af de ældste former for liturgisk sang, der endnu er i levende brug. Siden 7.-8. århundrede har denne kirkemusik i samspil med lokale traditioner udviklet sig til den mest udbredte kirkesang i Vesteuropa. Både ved de sungne messer og de syv forskellige daglige tidebenner i klostrene har den gregorianske sang lydt århundrede efter århundrede. Sangens karakter kan således bestemmes som kirkelig funktionsmusik, hvis formål er at udtrykke de hellige teksters budskab under de daglige gudstjenester. Ordene står derfor i centrum, og musikken er ordenes tjener. Frem for alt måtte sangen være slidstærk og undgå ethvert præg af koncert og individuelle præstationer. Stort set er gregorionsk sang anonym, så at både komponist og sanger træder tilbage i gudstjenestens hellige fællesskab. Datidens vældige kirkerum har ved deres efterklang forstærket den enstemmige sangs lineære karakter og ladet tonerne i de bølgende fremodrettede melodilinier blandes og forenes i himmelsk genklang. Sentimentalitet må vige for en ophøjet ro, der bedst tjener bibelteksternes forkyndelse. Forsiringer og tonaranker reserveres gerne til at understrege de særlige betydningsbærende ord som fx Dominus,Herre. Gregoriansk sang er en ydmyg kunstart, der giver afkald på ydre virkemidler, fordi den først af alt skal være en vej til bøn i kirkens fællesskab og løfte sjælen til en åndelig forening med englenes og helgenernes himmelske lovsang til Guds ære.

Hildegard af Bingen (1098-1179), abbedisse for to tyske benediktinerklostre, har den gregorianske musik som sin selvfelgelige forudsætning. Efter hendes egne ord (i et brev fra 1178) er kirkemusik "en genlyd af himlens harmoni" og samtidig en harmoni mellem krop og sjæl: "Legemet må bringe sin stemme i samklang med sjælen for at hæve sig op til Guds lovprisning.". Tilføjelsen er typisk for Hildegards helhedssyn på hele tilværelsen, også forholdet mellem legeme ag sjæl. Hendes ord om kirkesangens formål gælder både den gregorianske sang og hendes egne 77 sange. I henseende til det musikalske udtryk er hendes sange imidlertid enestående i forhold til samtidens tonesprog. Sangen får her et så stærkt personligt præg, at de sædvanlige musikalske rammer sprænges m.h.t. toneomfang, intervaller, længde og toneort. Trods ihærdig forskning er det ikke lykkedes at finde nogen musikalsk tradition, der kan have tjent som direkte forbillede, og selv beskriver hun sangene som åbenbaringer. De er skrevet til brug i hendes klostres liturgi sammen med den gregorianske sang.

I 1098, samme år som Hildegard af Bingen fødtes, blev cistercienserordenen grundlagt. Den opstod som en reform af den ældgamle benediktinerorden ud fra ønsket om strengere overholdelse af Benedikts klosterregel og større enkelthed i det åndelige liv, bl.a. i liturgien. I forhold til den kunstglade benediktinertradition havde cistercienserne en mere asketisk holdning. Kunstnerisk udsmykning af melodierne blev mere begrænset, toneomfang og melodiføring forenkledes. Kirkesangen skulle "bevæge hjertet", som det mest fremtrædende medlem af ordenen abbed Bernhard af Clairvaux skriver.

Den bog i biblen, som cistercienserne oftest lod sig inspirere af, var Højsangen i Det Gamle Testamente. Disse glødende elskovsdigte var lige siden oldkirken blevet fortolket som udtryk for kærligheden mellem Gud og mennesket. Også som tekster til den gregorianske sang blev Højsangen hyppigt anvendt al cistercienserne. Et eksempel er Ego dormio, hvis inderlige tonesprog er som en hemmelighedsfuld hvisken mellem brud og brudgom, fortolket som menneskesjælen og Kristus.

Et andet eksempel er Fasciculus myrrhae, hvor ordet "hviler" (commorabitur) er melodiens helt afgørende slutningsord. Ro og stilfærdighed er et gennemgående særpræg for cistercienserordenens spiritualitet til troens inderliggørelse.

Gregoriansk sang har ganske vist et tydeligt fællespræg, men afspejler dog samtidig rigdommen i de middelalderlige klosterordeners forskellige spiritualitet. Også de klostre, der stammer fra Birgitta af Vadstena (1303-1373), har deres karakteristiske sangtraditioner. Birgitta-søstrenes tidebønsmelodier fik navnet Cantus sororum, søstrenes sang. Både tekster og musik går tilbage til klosterordenens grundlægger og hendes skriftefader magister Petrus 0lavi af Skänninge, nær Vadstena. På grundlag af et hidtil upåagtet håndskrift i birgittinerindernes kloster i Vadstena (Mikrofilm i Det Kongelige Biblioteks musikafdeling i København) indsynges her for første gang en række prøver på Birgittasøstrenes specielle tidebønssang.

Den særlige stil i birgittatraditionens tidebønssang er friere end den ældre gregorianik. Karakteristisk er intervalspring og et større toneomfang. Både melodier og tekster har gerne et blidt og sødmefyldt præg i pagt med den senere middelalders inderlige trosholdning og sans for raffinementer. Det er således bemærkelsesværdigt, at melodierne fremhæver de følelsesfulde ord som fx "hjerter" (cordium) og strålende ord for "lys" (illumina) intifonen Lux Deus. Kristi menneskevordelse har altid spillet en central rolle i birgittinsk fromhed og dermed også Guds moder Jomfru Maria. Ordene fra hendes lovsang (Lukas 1):"Den Mægtige har gjort store ting imod mig" lyder særligt udtryksfuldt i Birgittasøstrenes varme tonesprog.

Af Jacob Thomsen


Læs også om en kommende videoproduktion på KATOLSK LIV

 

%d bloggers like this: