Sankt Maximilian Maria Kolbe (1894-1941)

St. Maximilian Maria Kolbe, præst og martyr

Maximilian Maria Kolbe (1894-1941) indtrådte 1907 i franciskanerordenen (konventualerne) og udfoldede efter sin præstevielse i 1918 et energisk mariansk apostolat. Han grundlage tidsskrifter, en radiostation, et trykkeri og en hel by viet til Maria (Niepokalanów i nærheden af Warszawa). Hans virksomhed udstrakte sig også til Japan. Da tyskerne besatte Polen i 1939, blev han arresteret, siden løsladt, men atter fængslet for sin hjælp til flygtninge, deriblandt mange jøder. Han blev sendt til koncentrationslejren Auschwitz, hvor han frivilligt gik i døden i stedet for en medfange, en familiefar, der var udset til at sulte ihjel sammen med ni andre som kollektiv straf for en undvegen fange. Kolbe, der døde som den sidste den 14. august (på vigilien til festen Marias optagelse i Himlen), forberedte sine medfanger på døden og forvandlede dødsbunkeren til en helligdom af bøn og sang. Hans martyrdød står som et tegn på Guds kærligheds kraft selv i KZ-lejrens jordiske helvede. Han saligkåredes i 1971 og helgenkåredes 1982.

Maximilian Kolbe: Gennem lidelse til herlighed

Der findes intet menneske under solen, som ikke søger efter lykken. Ved alt, hvad vi foretager os, har vi lykken under den ene eller anden form som mål for øje og stræber helt naturligt efter den. Men den lykke, der ikke har sandheden som grundlag, kan lige så lidt bestå, som usandhed i længden kan bestå. Kun sandheden alene er lykkens troværdige grundlag, såvel for det enkelte menneske som for hele menneskeheden.

Den ikke-troendes blik rækker ikke længere end til graven. Han kan ikke komme bort fra den rent materielle verden. Betragt engang disse mennesker, som er fanget i den dybeste materialisme. De har vovet at love menneskeheden lykken. Alt, hvad verden kan give, slår dog ikke til for mennesket. Alle disse goder har deres grænser. De skuffer og vækker behov for en større og vedvarende lykke.

Den rene, uplettede Jomfru sagde i bebudelsens time: „Se, jeg er Herrens tjenerinde; det ske mig efter dit ord!“ Som det er Guds vilje, skal det ske. I disse ord er al lyksalighed, og også vor opgave her på jorden indesluttet. Gud har skabt os, for at vi skal være hans redskab. Lad os bede den hellige Moder om at lære os, hvorledes en Herrens tjenerindes sjæl skal være. Vi skal helt og fuldt bestræbe os på at vise Gud Herren den højeste ære. Vi må gøre os umage med at elske Jesus således, som hans hellige Moder har elsket ham. Hun står Gud nærmest. Når vi kommer hende nærmere, kommer vi også Gud selv nærmere. Undertiden er det virkelig vanskeligt i livet; man føler, at der ikke mere er nogen udvej. Da vi ikke er i stand til at vide alt, ser vi ikke sammenhængen mellem vor egentlige lykke og de ugunstige omstændigheder, der plager os. Hvad skal vi da gøre? Have tillid til Gud. Ved en sådan tillid viser vi – også uden at have den fulde indsigt i tingene – tillige Gud en stor ære, thi vi anerkender hans visdom, godhed og magt.

Lad os ikke glemme gang på gang at sige med Jesus på Oliebjerget: „Ske ikke min vilje, men din!“ Hvis Gud anser det for rigtigt og godt, at det skal være ligesom på Oliebjerget, at vor bøn ikke bliver opfyldt, og vi skal tømme kalken til bunds, da lad os ikke glemme, at Jesus ikke kun har lidt, men at han derefter er opstanden i herlighed. På samme måde skal vi også gennem lidelse nå til opstandelsen.

Maximilian Kolbe

VIDEO: Maximilian Maria Kolbe

%d bloggers like this: